Tag arkiv for “ tro “

Hvor er troen i politikeren? En samtale om tro med Skatteminister Karsten Lauritzen.

​Hvor er troen i politikeren? En samtale om tro med Skatteminister Karsten Lauritzen.

Hvorfor er kristendommen vigtig for Danmark og for Karsten Lauritzen? I dette interview vil Karsten Lauritzen tale om et område, han sjældent berører som skatteminister: Troens område.

Hvilken betydning mener han, at tro har for et land som Danmark og hvad betyder den for ham selv som menneske og politiker?

Medvirkende: Skatteminister Karsten Lauritzen
Interviewer: Generalsekretær Mikael Wandt Laursen, Frikirkenet

Tid: Torsdag 14 juni 2018 kl 17:15
Sted: Teltet Mellem Himmel & Jord. J34
Arrangeret af Danske Kirkers Råd og Frikirkenet

Fotograf_Steen_Brogaard

Hvor er troen i politikeren?

​Ida Auken og Bertel Haarder i samtale med Dina Al-Erhayem.

Hvad betyder det for Ida Aukens og Bertel Haarders måde at være politikere på at være troende mennesker?
 
Kom med til en levende samtale om tro og politik mellem manden, der opfandt Folkemødet Bertel Haarder og Ida Auken for hvem det er umuligt skarpt at adskille tro og politik.

Bertel Haarder stod som tidligere kirkeminister bag regeringens udmelding om, at vi er et kristent land!  Er troen i ham mon en kristen kriger på omvendelses-togt eller en fredfyldt salmesanger?

Ida Auken læste teologi, før hun gik ind i politik. Det kristne menneskesyn er fundamentet for hendes livssyn og etik.

Kan de kristne værdier overhovedet udleves i det danske samfund, hvor forbrug og konkurrence synes at være de bærende værdier?  Er der en sammenhæng mellem danskernes religiøse aktivitet og den måde politikere taler om troen på?  

Medvirkende:
​Ida Auken      
​Bertel Haarder
Interviewer: TV-vært Dina Al-Erhayem
Samtalen indledes af biskop Henrik Stubkjær, formand for Danske Kirkers Råd

Tid: Torsdag 14 juni 2018 kl 16:30
Sted: Teltet Mellem Himmel & Jord. J34
Arrangører: Danske Kirkers Råd og Frikirkenet

Nonneliv

​Måske har du tænkt over, hvordan det mon er at være nonne eller munk og at skulle leve inden for faste rammer, hvor en masse valg allerede er truffet for en.
Hvis du er nysgerrig, har du chancen for at blive klogere når Tro i Harmoni holder et arrangement i Phendeling – Center for Tibetansk Buddhisme med
•    Tenzin Drolkar, som er buddhistisk nonne, tilknyttet Phendeling
•    Johanne-marie, som er en del af den katolske nonneorden Jesu små søstre Torsdag den 24. maj kl. 19-21 i Phendeling, Nørregade 7B, 2.th., Kbh. K
I løbet af aftenen vil vi høre mere om, hvordan det er at leve som nonne, hvordan nonnelivet er præget af den tid, vi lever i og om forskelle og ligheder mellem at være hhv. buddhistisk og katolsk nonne. Det bliver en spændende aften med to kærlige, vidende og reflekterede nonner.

Tro i Harmoni på Facebook


Kristusfællesskabet i Taize samler stadig tusindvis af unge fra alle egne

Af Mads Christoffersen

Mere end 4.000 fra hele verden deltog i påskefejringen i klosterfællesskabet Taize. Jeg selv var taget dertil med min 13-årige søn for at opleve dette Kristusfællesskab, som jeg havde hørt så meget om, men aldrig selv oplevet. Lad mig sige det med det samme, at jeg var dybt bevæget. Jeg var bevæget af den lidelse, stilhed og genoprejsning, som påsken er et udtryk for. Jeg var bevæget af den rytme, der ligger i livet i Taize med tre gudstjenester om dagen, bibelundervisningen, gruppesamtalerne og det praktiske fællesskab med alle de andre pilgrimme fra nær og fjern.

Fællesskabet Taize
har eksisteret siden anden verdenskrig. Om end meget har ændret sig i verden omkring os er budskabet fra Taize det samme – et budskab om fred og forsoning, om bøn og spiritualitet, om kulturmødet og frem for alt fællesskabet i Kristus. Som økumenisk engageret siden min studietid, har jeg i mange år følt at jeg naturligvis burde have været i Taize som hundredvis af andre danskere, der gennem årene er draget til Taize og som har taget Taize med tilbage til Danmark som inspiration til deres spirituelle liv lokalt herhjemme.

Min egen økumeniske rejse begyndte delvist på Chateau de Bossey og Kirkernes Verdensråd i Schweiz – det globale institutionelle kirkefællesskab. Taize ligger faktisk kun et par timers køretur fra Bossey og alligevel repræsentere det en helt anden side af det økumeniske liv og fællesskab. Taize er uden tvivl økumenisk med 100 fastboende brødre fra forskellige kirkeretninger og tusindvis af pilgrimme, der lægger vejen forbi hvert år. Men de kirkelige forskelle er ikke en vigtig del af det synlige fællesskab. Folk kommer med hver deres kirkelige bagage; katolikker, pinsefolk, lutheranere, ortodokse, baptister eller noget helt tiende. Men bevidstheden om den andens kirkelige tilhørsforhold fylder ikke i mødet med hinanden, i samtalen, i salmesangen, i bønnen. Det alt overskyggende er nemlig Kristusfællesskabet.

Som engageret i de kirkelige organisationer herhjemme var jeg fuld af forbløffelse og beundring. Uanset hvor mange tusinde pilgrimme, der er i Taize, har alle en praktisk opgave. Og det fungerer. Ikke så meget som et stykke slikpapir lå og flød. Om eftermiddagen så man horder af unge mennesker komme med kost og spand på vej ned at gøre toiletter rent eller ordne udeområderne.

Langt de fleste af pilgrimmene i Taize er unge under 30 år. Vi var også en gruppe af familier med børn under 15 år, der boede i en lille landsby ved siden af Taize. Det var en fornøjelse også at være med her med andre voksne, der havde været med siden de var unge og deres børn, der havde været med siden de var små.

Livet i Taize er især kendt for de tre meditative gudstjenester, der holdes om dagen, med de smukke salmer, der synges igen og igen. Påsken var naturligvis noget helt særligt. For mig personligt var det meget stærkt, da de 100 brødre Skærtorsdag aften vaskede fødderne på de tusindvis af mennesker i menigheden, således som Jesus gjorde det for sine disciple. Langfredags dysterhed og Påskemorgen gjorde også et dybt indtryk. Gudstjenesten begyndte tidligere end normalt og et efter et blev stearinlysene tændt hos hver enkelt af de fremmødte.

FDF, DKG og KFUM & KFUK havde arrangeret turen til Taize denne påske. Vi var 12-15 personer, der tog sammen derned i bus. Jeg har stillet et par spørgsmål til rejseleder Kathrine Fischer fra FDF.  Det var også hendes første tur til Taize. ”Jeg var overrasket over, hvordan strukturen er i Taize. Jeg tog mig selv i at fundere over, hvordan et så stort område kunne fungere til trods for, at det hele var på båret på frivillige hænder. Det er noget af et handlingsfællesskab, som tager sig af alt fra rengøring til musik, fra stilhed til mad”, siger hun. ”Men når jeg tænker tilbage på min uge dernede, må jeg indrømme, at det er bibeltimerne, som står stærkes. Vi havde en broder, som formåede at inspirere mig dybt i hans måde at læse bibel ind sin egen sammenhæng”.
 
Langt de fleste i Taize er unge under 30 år. ”At være så mange unge samlet på et sted er på den ene side ganske frustrerende, når man søger stilhed og ro, og en flok unge hellere vil høre det nyeste hit, men på den anden side er jeg taknemlig for, at jeg kunne bruge en uge sammen med mennesker, som står i samme livssituation som jeg. At opleve et fællesskab, hvor troen kommer til at være bærende for en samtale, ikke på sådan måde, at man ikke kan tale om andet end Gud og skriftsteder, men på en måde, at fordi vi er i Taize sammen med Kristus i centrum, tør vi at åbne os op for hinanden i handlinger og dialogen”, siger Kathrine Fischer om fællesskabet med de mange andre unge.  

Taize er et økumenisk handlingsfællesskab, selvom det økumeniske ikke tydeligt italesættes.  ”Økumenien er i Taize ganske usagt. Den italesættes ikke på samme måde, som jeg ellers har været udsat for. I Taize formå man at dele nadver, gå til gudstjeneste og handle sammen. Og det er nok der, hvor økumenien begynder – i handlingerne. Der er mange handlingsfællesskaber, mange eftermiddage prydet med dialog og mange muligheder for bare at være kristen, uden at fortælle sin kirkeretning”, siger hun

Kathrine Fischer reflekterer over, om spiritualiteten i Taize taler til unge kristne i Danmark. ”Spiritualiteten i Taize er ganske unik, og efter bare en uge dernede vil jeg skam ikke kalde mig ekspert på Taize. Men ja, jeg vil mene, at spiritualiteten sagtens kan tiltale nogle”, siger hun og tilføjer ”jeg tror, man bliver nødt til at dele det op i to typer - hvis ikke flere. Til dels vil der være dem, som nyder Taize-formen: stilhed, bøn og sang, men til dels vil der også være dem, som nyder at gå i dybden med noget i en uge. At leve i Taize for en uge kan være en unik begyndelse til sin religiøse søgen. At være omgivet med mennesker, som ønsker at tale tro, skaber nysgerrighed og mulighed for svar af sidemanden. I Danmark er det sjældent, jeg spørger om andres forhold til skriftlæsning – mest fordi vores kultur er sådan – men sammenhængen er bare anderledes i Taize - rummet skabes i samtalen om tro.

Læs mere om Taize på www.taize.fr


Kristusfællesskabet i Taize samler stadig tusindvis af unge fra alle egne
Af Mads Christoffersen

Mere end 4.000 fra hele verden deltog i påskefejringen i klosterfællesskabet Taize. Jeg selv var taget dertil med min 13-årige søn for at opleve dette Kristusfællesskab, som jeg havde hørt så meget om, men aldrig selv oplevet. Lad mig sige det med det samme, at jeg var dybt bevæget. Jeg var bevæget af den lidelse, stilhed og genoprejsning, som påsken er et udtryk for. Jeg var bevæget af den rytme, der ligger i livet i Taize med tre gudstjenester om dagen, bibelundervisningen, gruppesamtalerne og det praktiske fællesskab med alle de andre pilgrimme fra nær og fjern.

Fællesskabet Taize har eksisteret siden anden verdenskrig. Om end meget har ændret sig i verden omkring os er budskabet fra Taize det samme – et budskab om fred og forsoning, om bøn og spiritualitet, om kulturmødet og frem for alt fællesskabet i Kristus. Som økumenisk engageret siden min studietid, har jeg i mange år følt at jeg naturligvis burde have været i Taize som hundredvis af andre danskere, der gennem årene er draget til Taize og som har taget Taize med tilbage til Danmark som inspiration til deres spirituelle liv lokalt herhjemme.

Min egen økumeniske rejse begyndte delvist på Chateau de Bossey og Kirkernes Verdensråd i Schweiz – det globale institutionelle kirkefællesskab. Taize ligger faktisk kun et par timers køretur fra Bossey og alligevel repræsentere det en helt anden side af det økumeniske liv og fællesskab. Taize er uden tvivl økumenisk med 100 fastboende brødre fra forskellige kirkeretninger og tusindvis af pilgrimme, der lægger vejen forbi hvert år. Men de kirkelige forskelle er ikke en vigtig del af det synlige fællesskab. Folk kommer med hver deres kirkelige bagage; katolikker, pinsefolk, lutheranere, ortodokse, baptister eller noget helt tiende. Men bevidstheden om den andens kirkelige tilhørsforhold fylder ikke i mødet med hinanden, i samtalen, i salmesangen, i bønnen. Det alt overskyggende er nemlig Kristusfællesskabet.

Som engageret i de kirkelige organisationer herhjemme var jeg fuld ad forbløffelse og beundring. Uanset hvor mange tusinde pilgrimme, der er i Taize, har alle en praktisk opgave. Og det fungerer. Ikke så meget som et stykke slikpapir lå og flød. Om eftermiddagen så man horder af unge mennesker komme med kost og spand på vej ned at gøre toiletter rent eller ordne udeområderne.

Langt de fleste af pilgrimmene i Taize er unge under 30 år. Vi var også en gruppe af familier med børn under 15 år, der boede i en lille landsby ved siden af Taize. Det var en fornøjelse også at være med her med andre voksne, der havde været med siden de var unge og deres børn, der havde været med siden de var små.

Livet i Taize er især kendt for de tre meditative gudstjenester, der holdes om dagen, med de smukke salmer, der synges igen og igen. Påsken var naturligvis noget helt særligt. For mig personligt var det meget stærkt, da de 100 brødre Skærtorsdag aften vaskede fødderne på de tusindvis af mennesker i menigheden, således som Jesus gjorde det for sine disciple. Langfredags dysterhed og Påskemorgen gjorde også et dybt indtryk. Gudstjenesten begyndte tidligere end normalt og et efter et blev stearinlysene tændt hos hver enkelt af de fremmødte.

FDF, DKG og KFUM & KFUK havde arrangeret turen til Taize denne påske. Vi var 12-15 personer, der tog sammen derned i bus. Jeg har stillet et par spørgsmål til rejseleder Kathrine Fischer fra FDF.  Det var også hendes første tur til Taize. ”Jeg var overrasket over, hvordan strukturen er i Taize. Jeg tog mig selv i at fundere over, hvordan et så stort område kunne fungere til trods for, at det hele var på båret på frivillige hænder. Det er noget af et handlingsfællesskab, som tager sig af alt fra rengøring til musik, fra stilhed til mad”, siger hun. ”Men når jeg tænker tilbage på min uge dernede, må jeg indrømme, at det er bibeltimerne, som står stærkes. Vi havde en broder, som formåede at inspirere mig dybt i hans måde at læse bibel ind sin egen sammenhæng”.
 
Langt de fleste i Taize er unge under 30 år. ”At være så mange unge samlet på et sted er på den ene side ganske frustrerende, når man søger stilhed og ro, og en flok unge hellere vil høre det nyeste hit, men på den anden side er jeg taknemlig for, at jeg kunne bruge en uge sammen med mennesker, som står i samme livssituation som jeg. At opleve et fællesskab, hvor troen kommer til at være bærende for en samtale, ikke på sådan måde, at man ikke kan tale om andet end Gud og skriftsteder, men på en måde, at fordi vi er i Taize sammen med Kristus i centrum, tør vi at åbne os op for hinanden i handlinger og dialogen”, siger Kathrine Fischer om fællesskabet med de mange andre unge.  
Taize er et økumenisk handlingsfællesskab, selvom det økumeniske ikke tydeligt italesættes.  ”Økumenien er i Taize ganske usagt. Den italesættes ikke på samme måde, som jeg ellers har været udsat for. I Taize formå man at dele nadver, gå til gudstjeneste og handle sammen. Og det er nok der, hvor økumenien begynder – i handlingerne. Der er mange handlingsfællesskaber, mange eftermiddage prydet med dialog og mange muligheder for bare at være kristen, uden at fortælle sin kirkeretning”, siger hun
Kathrine Fischer reflekterer over, om spiritualiteten i Taize taler til unge kristne i Danmark. ”Spiritualiteten i Taize er ganske unik, og efter bare en uge dernede vil jeg skam ikke kalde mig ekspert på Taize. Men ja, jeg vil mene, at spiritualiteten sagtens kan tiltale nogle”, siger hun og tilføjer ”jeg tror, man bliver nødt til at dele det op i to typer - hvis ikke flere. Til dels vil der være dem, som nyder Taize-formen: stilhed, bøn og sang, men til dels vil der også være dem, som nyder at gå i dybden med noget i en uge. At leve i Taize for en uge kan være en unik begyndelse til sin religiøse søgen. At være omgivet med mennesker, som ønsker at tale tro, skaber nysgerrighed og mulighed for svar af sidemanden. I Danmark er det sjældent, jeg spørger om andres forhold til skriftlæsning – mest fordi vores kultur er sådan – men sammenhængen er bare anderledes i Taize - rummet skabes i samtalen om tro.

Læs mere om Taize på www.taize.fr


Foto: Mads Christoffersen

Hvordan møder mennesker troen? Formiddagsmøde om Alpha

Fredag den 20. april har du en særlig chance for at møde mangeårig seniorpræst i Holy Trinity Brompton (HTB) i London, Sandy Millar. Han var den øverst ansvarlige for udviklingen af Alpha-kurset, som mange danske kirker bruger.

Sandy Millar vil fortælle om Alpha, og hvad der gør det brugbart i en moderne kontekst. Det kommer til at handle om, hvordan folk kan stille spørgsmål til troen, møde Gud og blive en del af kirkens fællesskab. Der vil være god tid til spørgsmål og samtale i grupper.

Uanset, om du har arrangeret et Alpha-kursus før eller bare er nysgerrig, er du hjerteligt velkommen.

78-årige Sandy Millar har siden 1985 været seniorpræst i kirken Holy Trinity Brompton (HTB) i London, som står bag udviklingen af Alpha-kurser og en række kirkeplantninger. HTB er en de mest indflydelsesrige kirker i Church of England og har blandt andet været med til at uddanne og udsende en lang række sognepræster til sognekirker i England.

Sandy Millar blev uddannet som advokat i 1962 og praktiserede i 10 år, før han oplevede, at Gud kaldte ham til at blive præst. Som 37-årig blev han præst og kom siden til Holy Trinity Brompton. Siden 1997 har han været tilknyttet den velkendte Sct. Paul’s Cathedral i London og blev i 2005 udnævnt til assisterende biskop i Uganda af blandt andre ærkebiskoppen af Canterbury.

Program den 20. april
9.30 Kaffe og velkomst
Oplæg ved Sandy Millar
Spørgsmål og samtale
11.30 Sandwich

12.00 Tak for i dag


Adressen er Kristuskirken, Baggesensgade 7, 2200 Kbh N.
Der er begrænset parkering i gården. Indgang ad den hvide dør på højre side af kirkebygningen.

Tilmeld dig til info@alphadanmark.dk senest den 13. april. Prisen inkl. forplejning er 50 kr., som betales i døren til MobilePay 68808

Formiddagsmødet er arrangeret af Alpha Danmark. For yderligere information, kontakt landsleder Karsten Bach på info@alphadanmark.dk eller på 30 20 99 00. Se mere om Alpha på www.alphadanmark.dk

Luthersk teolog udgiver podcast om pinsebevægelsen i Danmark

​Den nyslåede ph.d. Nikolaj Christensen har lavet sit forskningsprojekt om til Blafrende Flammer, en føljeton af alment tilgængelige historier fra første del af 1900-tallet, hvoraf de to første afsnit allerede er udkommet og kan findes via adressen blafrendeflammer.dk.

”Jeg har valgt podcast-formatet, fordi det er et format jeg selv holder meget af at lytte til,” udtaler han. ”Det minder om en gammeldags radiodokumentar og giver mulighed for en mere direkte og personlig forbindelse med publikum.”

Pinsekirkerne udgør en global kristen vækkelsesbevægelse med flere hundrede millioner medlemmer, ikke mindst i Asien, Afrika og Sydamerika, men også i vestlige lande. Dertil kommer den nærtbeslægtede karismatiske bevægelse blandt katolikker, lutheranere og andre traditionelle kirkesamfund. Trods sin store udbredelse opstod pinsebevægelsen så sent som i de første år af det 20. århundrede. Danmark var et af de første lande bevægelsen nåede til – men en samlet historie om den danske pinsevækkelse er aldrig tidligere blevet skrevet.

”Jeg faldt over emnet lidt tilfældigt for cirka fem år siden,” udtaler Nikolaj Christensen. ”Jo dybere jeg har gravet i henlagte breve, dagbøger og for længst glemte tidsskrifter på gamle arkiver, jo mere fascineret er jeg blevet. Denne fascination vil jeg gerne dele med andre.”

Pinsebevægelsen kom til Danmark i 1907, da den engelsk-norske metodistpræst Thomas Ball Barratttil København, efter at have mødt bevægelsen i USA året før og sat gang i en vækkelse i Oslo.
Bevægelsen vakte i begyndelsen en vis interesse hos blandt andre folkekirkepræster,
indremissionærer og metodister. Bevægelsen fik dog ikke stor offentlig opmærksomhed før efteråret hvor den blev sat i forbindelse med Anna Larssen (senere gift Bjørner), en af Danmarks dengang mest berømte skuespillere. 

I Danmark opnåede pinsebevægelsen aldrig nogen stor udbredelse. Det anslås, at der i dag er 5.000- 10.000 pinsevenner i Danmark, hvorimod der for eksempel er over 100.000 i Sverige. ”At finde ud af pinsebevægelsen aldrig rigtig fik tag i Danmarks befolkning, har været et af hovedmålene med mit projekt,” udtaler Nikolaj Christensen, der sideløbende skriver på en bearbejdet version af sin afhandling. Den skal efter aftale med et større internationalt forlag udgives som bog i løbet af 2018 eller 2019.
Nikolaj Christensen er opvokset i en præstegård i Himmerland og har læst teologi i Aarhus og Oxford. Han forsvarede sin ph.d. i teologi og religionsvidenskab ved University of Birmingham i juli 2017. Han bor for tiden i universitetsbyen Boulder, Colorado, USA, med sin hustru, og arbejder som freelance-skribent, oversætter og podcaster, samt som medarbejder i den amerikanske kristne studenterbevægelse InterVarsity Christian Fellowship.
Ph.d.-projektet har fået økonomisk støtte fra Knud Højgaards Fond, Augustinus Fonden, Martensens Jubilæums Legat, Menighedsfakultetet, St Luke’s College Foundation, Københavns Bispeembedes Fond, Danske Kirkers Råd (Det Økumeniske Studielegat), Postgraduate Research Support Fund (Birmingham), Dansk Missionsråd og Det Letterstedtske Selskab.

Kontakt: Nikolaj Christensen, nc@blafrendeflammer.dk,
tlf. +44 7741 087 877 eller +1 720 309 5638

Det særlige og det fælles – økumenisk fejring af reformationen

Reformationsåret må ikke kun føre til en dyrkelse af splittelsen, men snarere til en markering af det fælles.

Det er næppe forbigået manges opmærksomhed, at vi i år markerer 500-året for reformationen. Luther bankede sine 95 teser mod aflad op på kirkedøren i Wittenberg 31. oktober 1517 og en protestantisk reformation spredte sig i Europa. Og der er meget at tænke over. Men mærkedage skal altid balancere mellem fejringen af begivenheden og en refleksion over, hvad det så betyder for os i dag – og måske endda for fremtiden. Det samme gælder med reformationsåret.

Reformationen betød både kirkesplittelse og senere dannelse af nye kirkeretninger. I løbet af få årtier havde Vesteuropas kirkelige og kulturelle landskab ændret sig drastisk. Reformationen betød ikke kun fremkomsten af en evangelisk-luthersk kirkeretning, men dannede også grundlag for den reformerte, den anglikanske, baptistiske og med dem en bred vifte af andre protestantiske kirkeretninger i de følgende århundreder. De protestantiske kirker er i dag spredt ud over hele jorden i en helt utrolig mangfoldighed, som Luther og de andre reformatorer aldrig kunne forestille sig.  

Her i reformationsåret mindes vi med rette Luther og hans betydning – ikke mindst i Danmark, hvor den evangelisk-lutherske Kirke, Folkekirken, er langt det største trossamfund og uomtvisteligt har været med til at forme landet i århundreder. Takket være vores grundlovssikrede ret til trosfrihed har andre kirke- og trossamfund levet og udviklet sig side om side med Folkekirken om end på andre betingelser. 

Markeringen af reformationen skal imidlertid ikke bare være en beklagelse af splittelsen mellem kirker, men må også føre til en overvejelse over, hvad vi har tilfælles kirkerne imellem på trods af splittelsen. I århundreder har der været et anstrengt forhold mellem kirkerne. Men gennem det økumeniske arbejde både i Danmark og ude i verden har man i høj grad også bygget bro og styrket relationerne mellem kirker – også relationerne mellem de protestantiske kirker, Den ortodokse og Den katolske Kirke. I det 20. århundrede har det øgede samarbejde også været en insisteren på fred og forsoning i skyggen af to verdenskrige og på baggrund af de udfordringer, vi møder i form af den voksende kløft mellem rige og fattige, finanskrisen, klimaforandringerne, flygtningestrømmen, populismen og ikke mindst sekulariseringen og svækkelsen af kristne traditioner. Det økumeniske arbejde både lokalt, nationalt og globalt er således også et fredsprojekt forankret i troen på, at vi som kristne mennesker og kirkelige institutioner alle kan aflægge et fælles vidnesbyrd.

Den 31. oktober 2016 blev reformationsåret indledt på flotteste vis, da Pave Frans, overhoved for mere end 1,2 milliarder katolikker i verden, i domkirken i Lund mødtes med repræsentanter fra Det lutherske Verdensforbund, der samler mere end 70 millioner lutheranere i 79 lande og fejrede fælles gudstjeneste. Her var budskabet, at det, der forbinder, er langt større end det, der adskiller. Der skal nu sættes punktum for 500 års uvenskab. Med den indledning på et år fyldt med alverdens arrangementer, der primært har fokuseret på Luther og reformationen, blev vi mindet om, at vi fint kan fejre det særegne, men ikke være blinde for det fælles – tværtimod bør vi styrke fællesskabet på tværs af vores forskelle.

Danske Kirkers Råd samler 15 kirkesamfund og 41 kirkelige organisationer i Danmark – herunder Folkekirken, Den katolske Kirke, Den ortodokse Kirke og en bred vifte af frikirker. Danske Kirkers Råd danner rammen om samtaler og samarbejde mellem kirker. Det kan være konkret vejledning til lokale kirker, teologiske samtaler eller kontakt til det politiske Danmark om religionens rolle i samfundet. 



I reformationsåret har Danske Kirkers Råd netop udgivet det økumeniske hæfte ’Noget om den kristne tro’. Det er i grunden et lille hæfte, men med et ganske stort indhold. Det er resultatet af samtaler mellem repræsentanter fra en meget bred vifte af dansk kirkeliv om det, vi er fælles om i den kristne tro. Alene processen må vel nærmest betragtes som historisk. Ikke tidligere har så mange fra så forskellige kirkelige retninger som Folkekirken, Den katolske Kirke og frikirkerne sat sig sammen og præsenteret, hvad vi er fælles om. Der er tidligere skrevet teologisk tunge og vigtige dokumenter, men primært til andre erfarne kirkefolk. Hæftet her henvender sig til den brede befolkning. Er hæftets indhold særligt luthersk, særligt katolsk eller særligt frikirkeligt? Nej. Er det en udtømmende fremstilling af det kristne budskab eller en folkelig udgave af en klassisk katekismus? Heller ikke. Det er et udtryk for, at vi som kristne står sammen på trods og på tværs af vores forskelle – vores fælles gods på trods af konflikt og splittelse. Hæftets udgangspunkt er, at vi sammen har noget at sige dem, der hverken er en del af kernemenigheden eller føler noget særlig tilhørsforhold til kirken.

Hæftet fokuserer på noget, alle kristne kan blive enige om. Det betyder, at man ikke kommer ind på forskellene i forståelsen af f.eks. sakramenterne, især nadveren. Danske Kirkers Råd har derimod taget udgangspunkt i bønnen Fadervor, alle kristnes fælles bøn. Kristendom er ikke et teoretisk system, men handler langt mere om relationer og håb, om at få tilgivelse på trods af vores ufuldkommenhed, at vi dummer os igen og igen. Men bøger gør det ikke alene. Det er tanken, at man med hæftet i hånden kan tale med andre om det, der er vigtigt for en. Det betyder ikke kun en klart defineret tro, men rummer også tvivl, ensomhed og fællesskab og at turde at gå på opdagelse i samtalen med et andet med menneske om livets store spørgsmål.

Her hvor reformationsåret nærmer sig sin afslutning inviterer Danske Kirkers Råd, Folkekirken, Den katolske Kirke og frikirkerne den kommende weekend til seminar og på søndag til økumenisk gudstjeneste i Københavns Domkirke for at se fremad. Hvor er vi som kirker på vej hen – sammen eller hver for sig? 

Med udgivelsen ’Noget om den kristne tro’ og med seminar og fælles gudstjeneste runder vi således reformationsåret af, som året begyndte, nemlig med at tydeliggøre, at det, vi er fælles om, langt overstiger det, der adskiller. Der er således grund til at fokusere på både det særegne og fællesskabet. Fra os skal der lyde en stor tak for et flot og tankevækkende reformationsår til alle, der har bidraget til markeringen både lokalt, nationalt og globalt! 

Af: Biskop Henrik Stubkjær, Folkekirken. Biskop Czeslaw Kozon, Den katolske Kirke i Danmark. Biskop Christian Alsted, Metodistkirken i Danmark, og general-sekretær Mads Christoffersen, Danske Kirkers Råd.

Kronikken er bragt i kristeligt Dagblad fredag d. 1. december 2017.

Se også artikel fra Gudstjenesten i Vor frue Kirke i København d. 3. december: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/katolikker-og-protestanter-markerer-reformationen-sammen

Katolikker og protestanter markerer Reformationen sammen

Hvad der for 500 år siden var en splittelse af den kristne kirke i Europa, blev søndag d. 3. december til en forsoning, da Vor Frue Kirke i København dannede ramme om en fælleskirkelig festgudstjeneste i anledning af reformationsjubilæet.

Se artikel fra Kristeligt Dagblad her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/katolikker-og-protestanter-markerer-reformationen-sammen

Reformationsåret slutter med en forsonende økumenisk markering
Selvom der stadig eksisterer afgørende teologiske forskelle, bør de katolske og lutherske kirker sammen vende sig mod verden og dens udfordringer, skriver Mogens Mogensen fra Folkekirkens mellemkirkelige Råd. Læs mere her..

Foto: Hasse Ferrold

DR svarer på åbent brev

​’Vi sætter i DR stor pris på dialog om vores programmer, og vi tager selvfølgelig Danske Kirkers Råds bekymring alvorligt. For netop tros- og kristendoms-stoffet er en væsentlig del af vores kultur, kulturarv og værdigrundlag, som binder os sammen som nation.
Vi opfatter det derfor som et helt centralt element i DR’s public service-opgave’. Sådan indleder DRs Kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen i sit svar Danske Kirkers Råds åbne brev til DRs ledelse.

Læs hele svaret her:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/kulturdirektoer-dr-udvikler-og-udvider-daekningen-af-tro-og-kristendom

Brevet er trykt i Kristeligt Dagblad 16. september 2017 
Læs Danske Kirkers Råds åbne brev her:

Hvad skal vi bruge hæftet til?

Noget om den kristne tro er et lille hæfte med et stort indhold. Aldrig før har en så bred vifte af kirker henvendt sig til danskerne om den kristne tro. Med udgangspunkt i Fadervor inviteres læseren på en rejse, hvor kristendommens kerne præsenteres.

Noget om den kristne tro handler om det, der er fælles for kirker som Folkekirken, Den katolske Kirke og en lang række frikirker. Hæftet kan derfor bruges i alle kirker og kirkelige organisationer i Danmark. 

Hæftet henvender sig både til dem, der bare er nysgerrige på, hvad den kristne tro er for en størrelse, og til dem, der er vant til at komme i kirke. 

Hæftet sendes ud til alle kirkesamfund, menighedsråd og kirkelige organisationer i Danmark. Vi håber, at I kan bruge hæftet i jeres sammenhæng til samtaler og aktiviteter, lokalt og nationalt. 

Her finder I forslag til, hvordan hæftet kan bruges, men først og fremmest skal hæftet bruges, som I finder det bedst i jeres sammenhæng. 
Det er en oplagt gave eller til at dele ud i kirker og menigheder som udgangspunkt for samtaler om kirke, tro og eksistens.

Hæftet kan f.eks. bruges til:
• Fælleskirkelig pinsefejring eller andre fælleskirkelige events, hvor man samler byens kirker på torvet eller besøger hinanden. 
• Samtaler og undervisning i den lokale menighed eller kirkelige organisation, forening 
og kirkelige lederkreds – evt. med samtalekort. 
• Konfirmander og unge i kirkelige børne- 
og ungdomsorganisationer samt til deres forældre til samtale om Fadervor og den 
kristne tro. 
• Samtaler i forbindelse med vielse, dåb, begravelse og babysalmesang. 
• Temagudstjeneste om Fadervor. 
• Frivillige i kirker samt til ledere i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer som inspiration til forkyndelse, undervisning og samtale. 
• Uddeling i Natkirker og vejkirker. 
• Uddeling i sognet som hilsen fra den lokale kirke.

Det siger de om ’Noget om den kristne tro’:

Biskop Henrik Stubkjær, formand for Danske Kirkers Råd: 
”Noget om den kristne tro er et enestående eksempel på, at vi på tværs af kirkeskel kan gå sammen og lave en spændende og vedkommende udgivelse omkring kernebegreber i den kristne tro – en fin og nødvendig indføring i både kirke og tro.”

Mogens S. Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd: 
”Noget om den kristne tro er først og fremmest en smuk gave til enhver, der har lyst til at få en lettilgængelig introduktion til det kristne liv. Den fortjener at blive købt og læst af alle menigheder – og givet videre til hele det danske folk.”

Lone Møller-Hansen, generalsekretær i Baptistkirken i Danmark: 
”Det er vigtigt at vise omverdenen, at vi som kristne er enige om langt det meste og vigtigste i den kristne tro. Det øger vores troværdighed og forhåbentlig gør det også, at mennesker nemmere kan tro på Jesus og det han har lært os.”

Biskop Czeslaw Kozon, Den katolske Kirke i Danmark: 
”Noget om den kristne tro er ikke en udtømmende fremstilling af det kristne budskab, men et udtryk for, at vi som kristne gerne vil stå sammen, vokse i fællesskabet og ikke mindst gerne dele vor tro og glæden over den med andre. Jeg håber, at dette resultat af vort fælles arbejde må være en ansporing til yderligere fordybelse i Guds forunderlige historie med os mennesker.”

Signe Malene Berg, præst i Natkirken i Københavns Domkirke: 
”I en verden, hvor krig og uforsonlighed kommer som dagligt brød, er det velgørende og ligefrem befriende at et hæfte som Noget om den kristne tro kan se dagens lys. At se forskellighed som en styrke, kan kun gøres, hvis kernen er stærk. Noget om den kristne tro viser, at kernen er stærk. Jeg kommer til at bruge hæftet i mødet med natkirkegængere som afsæt og indføring i det kristne univers. Kernen i den kristne tro er at række hånden ud til hinanden. Her er det så ovenikøbet gjort med faste håndtryk. Flot arbejde!”

Torben Bramming, præst ved Ribe Domkirke: 
”Når der er ild i huset, hjælper alle med at slukke. Det er det ordsprog, der falder mig ind ved læsningen af Noget om den kristne tro. Det er et stærkt bibelsk budskab, som understreger, at kristendom er lys i en mørk verden, og at vejen frem findes ved dette lys. Vi er måske forskellige i mangt og meget som kirker i Danmark, men Noget om den kristne tro viser, vi kan komme langt sammen.” 

Morten Skrubbeltrang, generalsekretær for FDF:  
”Noget om den kristne tro viser, at der er langt mere, der forener os som kirker end adskiller. Det er væsentligt at huske på, og så sørge for at invitere alle med på rejsen. Det er vigtigt, at kirkerne i fællesskab arbejder med, hvordan grundtankerne i den kristne tro kan præsenteres på en nutidig, vedkommende og relevant måde - også for børn og unge. Det er der brug for i dag, og det kan Noget om den kristne tro være med til. God rejse.”

Noget om den kristne tro er skrevet af repræsentanter fra Folkekirken, Den katolske Kirke og en række frikirker og er udgivet som et samarbejde mellem Danske Kirkers Råd, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Bibelselskabet. 

Eksemplarer kan købes hos Bibelselskabet: www.bibelselskabet.dk/netbutik. Stykprisen vil blive væsentligt billigere, jo flere man køber. Det vil derfor være
en fordel, hvis flere menigheder/organisationer går sammen om at bestille. 

Se priser på www.bibelselskabet.dk/netbutik

For yderligere information: Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd: Telefon 26 70 02 46. mc(at)danskekirkersraad.dk

Hent idékataloget her

________________________________