Ny bog og film om religionsdialog

Den tidligere Kontaktgruppe for Muslimer og Kristne under Danske Kirkers Råd har netop udgivet bogen ’From A Common Word to Committed Partnership’. Bogen indeholder en række artikler fra vores dansk-arabiske konferencer 2012-16 og er både en refleksion over dialogens nødvendighed og samtidig et tilbageblik på fire gode konferencer i Beirut, Istanbul og København.

Bogen er tiltænkt alle, der har været med på de fire konferencer, som Danske Kirkers Råd var medvært for, og alle andre, der har interesse for interreligiøs dialog. Derfor har de udvalgte artikler både relevans for tidligere deltagere og for andre, der arbejder inden for feltet. Bogen er redigeret af projektkoordinator Stine Høxbroe, islamforsker Niels Valdemar Vinding og generalsekretær for Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen.

Sammen med bogen har vi desuden lavet en film, der ser tilbage på konferencerne og samtidig diskuterer interreligiøs dialog i bredere forstand. Filmen er frit tilgængelig her og på vores hjemmeside www.danisharabdialogue.org. Det er er håbet, at alle med interesse for dialog vil gøre brug af filmen også til undervisningsbrug.  Filmen er produceret af Stine Høxbroe og Khaled Ramadan.

Bogen og filmen blev godt modtaget på vinterens konference i Libanon af vores kristne og muslimske samarbejdspartnere, som var medværter, da en delegation fra Danmission, Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne og Danske Kirkers Råd præsenterede dem i Beirut.

Bogen kan bestilles på dkr(at)danskekirkersraad.dk