Tag arkiv for “ EAPPI “

Oplev Mellemøsten tæt på – bliv ledsager

Nu har du muligheden for at komme 3 måneder til Jerusalem og Vestbredden gennem det økumeniske ledsagerprogram under Kirkernes Verdensråd. Som ledsager arbejder du sammen med palæstinensere, israelere og ledsagere fra hele verden om at være tilstede for samfundets mest sårbare mennesker. Du får et indgående kendskab til situationen i området på nærmeste hold. Som ledsager er du med til at rapportere om situationen til internationale organisationer som f.eks. FN.

Krav til dig som økumenisk ledsager
For at blive økumenisk ledsager skal du:

•    Være over 24 år
•    Som person være robust
•    Kunne tale og skrive engelsk
•    Interessere dig for Israel–Palæstina konflikten
•    Have mod på kommunikations- og kampagnearbejde

Det er en fordel, hvis du har et aktivt netværk (kirke, forening, organisation).

Praktiske informationer
Alder: 24+
Pris for ophold: 22.000 kr. som dækker forberedelseskurser, flybillet, forsikring, lokal transport, kost og logi.
Periode: 27. august – 27. november 2017.
Tilmeldingsfrist: 15. juni 2017. Samtaler afholdes ugen efter.
Forberedelse:  23. - 25. august 2017. Du vil modtage introduktion hos Folkekirkens Nødhjælp i København og senere i Jerusalem.
Visum: Du vil få mere information omkring visum inden og på introdagene.
Vaccinationer: Vaccinationer er dit eget ansvar. Hør din læge hvilke vaccinationer du har brug for.

Om programmet

Det økumeniske ledsagerprogram i Palæstina og Israel (EAPPI) hører under Kirkernes Verdensråd på initiativ fra en række palæstinensiske kirker. I Danmark står Folkekirkens Nødhjælp, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Danske Kirkers Råd for at videreformidle programmet. 
Læs mere på www.eappi.org 

Ansøg om at blive ledsager her

For yderligere information kontakt generalsekretær i Danske Kirkers Råd Mads Christoffersen mc(at)danskekirkersraad.dk 

Et barn er født i Betlehem

Når sikkerhed vægtes højere end retssikkerhed, betaler alle en pris. Beretning fra en dansk Kirkedelegations rejse til Jerusalem og Vestbredden.

Vi kører gennem morgentomme gader i Østjerusalem. Klokken er 5, byen er endnu ikke vågnet. Få kilometer væk har der længe været trængsel omkring indgangen til checkpointet i Bethlehem. De fleste er mænd. For tusinder på Vestbredden begynder hver dag på den måde. Nogle dage tager det en halv time, andre dage et par timer. Hvis de ikke når på arbejde i Jerusalem til kl. 7 og er ude igen inden en bestemt tid, risikerer de at miste arbejdstilladelse og dermed levebrød.

Vi står mast sammen og fylder i køen for at se og høre. ”Et barn er født i Betlehem/ thi glæder sig Jerusalem”. Vi er vokset op med et bånd til disse byer og egne, med den kristne fortælling, med skammen og forfærdelsen over Europas jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust, Endlösung og den selvfølgelige anerkendelse af staten Israel som et hjemsted for det jødiske folk. Vi kender også historien: Helt tomt var Palæstina jo ikke, da dele af det blev omdannet til staten Israel. Mere end 700.000 palæstinensere blev fordrevet. De og deres efterkommere blev spredt ud i verden under navnet ”statsløse”, der i vores offentlighed nu mere betegner et problem end en historie. 

Konflikten mellem israelere og palæstinensere har stået på så længe, at den er blevet hverdag i resten af verden. Fredsprocessen er gået i stå, men hvem orker at bekymre sig om det, når blikket er rettet mod IS og Syrien? I denne tid er vi i de gamle frihedselskende lande så optaget af sikkerhed, at tanken om at løse konflikter ved hjælp af mure, overvågning og indespærring ikke længere føles forkert, men nærmest tillokkende. Hvis man altså selv er på den rigtige side af muren. 
Vi, der for et øjeblik befinder os på den forkerte side af muren om Betlehem, er gæster fra danske kirker. Vi rejser som repræsentanter for Det mellemkirkelige Råd, Folkekirkens Nødhjælp og Danske Kirkers Råd for at se på det humanitære hjælpearbejde og høre om forholdene for de palæstinensiske søsterkirker.

"Hvad synes I om situationen," lyder spørgsmålet fra en mændene i køen. Han tager hver morgen turen gennem checkpointet for at passe sit arbejde som ufaglært bygningsarbejder. Han er ingeniør og har fire børn. To af børnene går på universitetet på Vestbredden. Han håber, at de kan komme til USA for at arbejde. Han kan ikke se nogen fremtid for dem på Vestbredden. På den anden side af checkpointet opløses trængslen. Oliventræerne skinner gråt i morgenlyset. I konflikten fanges selv oliventræerne på den forkerte side af muren, når palæstinenserne ikke har adgang til at høste deres egne træer.

Lige udenfor Betlehem ligger ”hyrdernes mark”. Traditionen vil vide, at her overbragte englen hyrderne det glædelige budskab, at Guds søn var kommet til verden med fred til alle. Tæt ved ligger et frugtbart landområde med vinmarker og olivenlunde, som er truet af at blive adskilt fra dets ejere i Betlehem med endnu en mur. Kristne og muslimer fra Betlehem har i flere år protesteret under ledelse af en lokal præst. Han er nu blevet tvunget væk, og bulldozere er i færd med at rydde jorden og gøre klar til mere mur.

Checkpointet ved Betlehem er blot et af tegnene på den ualmindelige tilstand, som er blevet hverdag i Israel og Palæstina. Alle fredsprocesser er kæntret. Palæstinenserne på Vestbredden er i dag de facto et folk i husarrest, og den israelske besættelse håndhæves ifølge bl.a. FN i åben strid med international humanitær lovgivning, som staten Israel har tilsluttet sig.   

Hvad situationen gør ved folk, fik vi et klart indtryk af gennem samtaler med kirkefolk og andre, der arbejder med menneskerettighedsspørgsmål. "Mit folk har mistet håbet. Vi tror ikke længere på lederne, på økonomien eller på fremtiden," som en kristen palæstinenser udtrykker det. Mange forlader landet, de unge uden håb kaster med sten. Der er brug for brobygning og samarbejde, men det er svært, når der bygges mure og skabes afstand. "Vi må skabe en kultur af dialog og sameksistens," lyder det f.eks. fra Fouad Twal, katolsk patriark i Jerusalem. 

Han understreger, at de palæstinensiske kristne ikke lever i en særlig ghetto, men er en del af det palæstinensiske samfund, som lider under den besættelse, der om et par år har varet i 50 år. Patriarken ser træt ud, da vi spørger, om det ikke er pga. tryk fra det muslimske flertal, at de kristne palæstinensere udvandrer i en grad, så der nu kun er 1½ pct. tilbage. ”Det er på grund af besættelsen. Mit folk er både muslimer og kristne, og hele mit folk lider under besættelsen.”

Og tingens tilstand er gået fra slemt til værre.
Efter de mislykkede fredsforhandlinger i Oslo i 1993 blev Vestbredden delt op i områderne A, B og C, hvor palæstinensisk politi har kontrol med A og B, mens det israelske militær kontrollerer område C, som udgør mere end 60% af Vestbredden, herunder bl.a. Jordandalen, som på grund af dens frugtbarhed i århundreder har tjent som forrådskammer for lokalbefolkningen. Nu udlægges området i stigende grad som marker og frugtplantager for de jødiske bosættelser. I dag har godt en halv mio. jøder bosat sig på Vestbredden, primært i område C, som langsomt renses for palæstinensere. Israelske bosættere får byggetilladelse, palæstinensere får ikke, selv om det er deres jord.

Hebron, den største palæstinensiske by på Vestbredden, besøgte vi med en tidligere israelsk soldat som vejviser. Han var troende jøde og zionist og havde efter sin tjeneste som kampsoldat i de besatte områder viet sit liv til at bringe besættelsen til ophør: ”Så længe mit land er besættelsesmagt, er det lige så ufrit som det folk, det besætter.” Han tog alle illusioner fra os om en ”retsstatslig” besættelse. Som han sagde: ”Hvis man skal holde et folk besat, skal man gøre sig frygtet. Det gør man ved vilkårlige ødelæggelser, tilfældige ransagninger og uberegnelig voldsanvendelse. Hvordan troede I ellers, man gjorde?” Flertallet af den israelske befolkning ved ikke – og ønsker måske ikke vide – hvad der foregår i de besatte områder. 

Strategien i Hebron er at oprette såkaldt "sterile zoner" mellem bosættere og de palæstinensiske indbyggere. Folks hoveddøre er blevet blokeret, veje er blevet afspærret, borgere kan kun forlade deres huse over tagene. Soldater med skarpladte maskingeværer overvåger på hvert gadehjørne, at restriktionerne overholdes.     

Hebron i dag er et ekstremtilfælde på, hvad der sker, hvis man sætter sikkerhed højere end retssikkerhed. En tankevækkende oplevelse i en tid, hvor islamistiske terrorister gør deres værste for at skabe frygt i europæiske storbyer, og hvor svaret ofte bliver et krav om mere sikkerhed.
Er det åbne samfund naivt? Måske, men når man går i Hebrons øde gader, så fremstår realiteterne i det modsatte grotesk naivt. Er det muligt at skabe fred ved at fratage hele befolkningsgrupper værdighed, retssikkerhed og frihed? Kan der skabes fred og sikkerhed for én befolkningsgruppe ved at træde lovgivning og det enkelte menneskes retssikkerhed under fode? Det ser ikke sådan ud i Hebron eller på Vestbredden. 

”Hvis vi fortæller det hjemme, vil vi blive anklaget for at være antisemitter.” 
Denne betænkelighed dukker igen og igen op i vores rejseselskab. Godt nok har vi ytringsfrihed, men …
Og hvorfor skal vi fortælle det? Vi kan hverken gøre fra eller til. Den israelske eks-soldat betaler en høj pris for sin åbenmundethed i organisationen af kritiske eks-soldater, ”Breaking the Silence”. Da nogle af os udtrykte beundring for hans mod, svarede han: ”Dette har intet med mod at gøre. Det er en pligt. Den, der har set og gjort, hvad jeg har set og gjort, har pligt til at fortælle verden det. Og I begik en fejl ved at komme, for nu har I også set det, så nu er I også nødt til at fortælle”.
Så det gør vi.  


Marianne Christiansen
biskop, Haderslev Stift

Anders Gadegaard
domprovst, Københavns Domkirke

Birgitte Stoklund Larsen
generalsekretær, Bibelselskabet

Artiklen blev bragt i Jyllandsposten d.1. januar 2016

Økumeniske ledsagere midt i konflikten

Det økumeniske ledsagerprogram i Israel/Palæstina, EAPPI, har eksisteret siden 2002 under Kirkernes Verdensråd. Her deltager mennesker i alle aldre fra alverdens lande.

Danske Kirkers Råd er en af de organisationer i Danmark, der sender økumeniske ledsagere til Vestbredden og Jerusalem.  De observerer situationen i de besatte områder og hjælper til med helt basale opgaver i landbruget, ved de militære kontrolposter og med at følge børn til og fra skole. I øjeblikket er der fire danskere med i  det økumeniske ledsagerprogram.

Fra Bryggen til Vestbredden
Sarinti Christensen er fra Islands Brygge i København. Men i efteråret har hun besluttet at gøre en indsats i et en helt anden og langt mindre fredelig del af verden. Hun bor for tiden i området syd for Hebron på den besatte Vestbred. Hun er økumenisk ledsager i de palæstinensiske landsbyer. Efter 20 år som ingeniør i Danmark har hun for en tid besluttet at lave noget helt andet.

Adskillelse og skærende kontraster
Solen står lavt på himlen denne eftermiddag i landsbyen Susiya, hvor vi mødes med Sarinti. Geder og æsler går frit rundt blandt telte og sammentømrede skure. På en stor sten er navnet på landsbyen skrevet. Kun få hundrede meter fra teltene ligger der på en bakketop en israelsk bosættelse med gode solide huse og flotte træer, der leder tankerne hen på en provinsby et sted i Danmark eller et andet sted i Nordeuropa. Og så alligevel slet ikke. Rundt om bosættelsen er der nemlig sat pigtrådshegn og kontroltårne. Bevæbnede soldater bevogter stedet dag og nat. Kontrasten mellem den fattige palæstinensiske landsby og den israelske bosættelse er skærende. Kun 200 meter land, bevæbnede soldater og pigtråd adskille de to verdener. To verdener, hvor beboerne slet ikke kender hinanden.

Ordre om at rive huse ned
Bosættelsen er ulovligt opført ifølge international humanitær lov. Alligevel bliver den beskyttet af israelsk militær. Den palæstinensiske landsby har altid ligget der. Alligevel er der en stående ordre fra det israelske militær om at rive husene ned. De interimistiske huse og stalde er nemlig opført uden formel tilladelse, da det er stort set umuligt at få tilladelse fra det israelske militær til at bygge selv det mindst latrin på trods af, at jorden er deres egen. Bosættelsen har el og vand i hanerne. Landsbyen har heller ikke tilladelse til at indlægge el og vand og må købe vand meget dyrt i den nærmeste by. Der har flere gange været bulldozere omkring landsbyen for at fjerne husene som så mange andre steder, men pga. international tilstedeværelse som det økumeniske ledsagerprogram har man udsat nedrivningen. Ofte overnatter ledsagerne i landsbyerne for at være der, når bulldozerne kommer. 


Beskyttende tilstedeværelse
Det er i denne virkelighed Sarinti Christensen har sit daglige virke. En af hendes opgaver er at iagttage de palæstinensiske bønder, når de høster. Det lyder ikke af det store, men det giver en stor sikkerhed for bønderne, der ellers frygter overfald og anden chikane fra bosætterne. Andre ledsagere står ved de militære kontrolposter – de såkaldte checkpoints – og iagttager situationen der, når palæstinenserne skal igennem og videre på arbejde, eller følger børn i skole, eller på anden måde hjælper til med praktiske opgaver.  
Men hvad gavner det overhovedet med et økumenisk ledsagerprogram? ’Den internationale tilstedeværelse er meget vigtig i en situation, hvor den lokale befolkning ellers føler, at verden har glemt dem. Men også det helt konkrete, at vi er tilstede har en beskyttende virkning mod overgreb’, siger Sarinti Christensen.

Synet på ledsagerne
De palæstinensere hun møder er meget glade for det økumeniske ledsagerprogram. Men også mange israelere er positive. Det gælder især de israelere, der arbejder med menneskerettigheder. For dem er det helt afgørende, at der er international tilstedeværelse til at bevidne forholdene på Vestbredden og den overtrædelse af international humanitær lov, der finder sted. Imidlertid er de israelske bosættere og mange religiøse israelere kritiske. 'Ledsagerprogrammet kan af disse grupper sagtens blive skudt i skoene at være ’anti-semitisk’, som bare ønsker et nyt holocaust mod jøderne', siger Sarinti Christensen. I det daglige kommer ledsagerne også i kontakt med de israelske soldater. De fleste er høflige, siger hun, men også forundrede over Sarinti og de andre ledsagere. ’De forstår ikke, at vi tør være sammen med de ’farlige’ arabere’, siger hun. ’De fleste israelere har aldrig været sammen med palæstinensere, men har klare forestillinger om dem’.


Derfor skal kirkerne være med
Ledsagerprogrammet har ikke en politisk agenda for eller mod israelere eller palæstinensere. Det handler om gøre opmærksom på international humanitær lov og først og fremmest at vise medmenneskelighed i en meget svær konflikt. ’At det er et kirkeligt program minder verden om, at konflikten ikke kun handler om jøder og muslimer. Der er også en kristen minoritet i landet, der lider og bliver glemt’, siger Sarinti. Kirkerne har troværdighed og tager kun parti, når der er tale om knægtelse af menneskeværd, overtrædelse af menneskerettigheder og forhindringer for de mest basale behov for overlevelse. Kirken træder ind for de svageste’.

Vi mødte Sarinti Christensen og de andre økumeniske ledsagere på en kirkedelegation til Jerusalem og Vestbredden 15-22 november 2015 arrangeret af bl.a. Danske Kirkers Råd. 

Læs Sarinti Christensens egen blog her: www.notimetosleepblog.wordpress.com  
 
Læs mere om Det økumeniske ledsagerprogram her:
https://www.eappi.org/en

Vil du være økumenisk ledsager, skriv til: 
mc(at)danskekirkersraad.dk

Fotos: Mads Christoffersen

Hvor er håbet?

Dansk kirkedelegation til Jerusalem og Vestbredden er netop kommet hjem med bagagen fuld af indtryk fra en uges møder med kirker og organisationer, palæstinensere og israelere. Danske Kirkers Råd var medarrangør af delegationsbesøget.

Vi er i adventstiden nu. Det er en tid, hvor vi fyldes med håb – et håb om det, der kommer. Et håb om forandring – en forventningsfuld tid. For et par uger siden kom vi hjem efter en spændende uge på Vestbredden. Det var en uge, hvor vi mødte dybt fortvivlede og dybt engagerede mennesker. Som vi bevægede os fra den ene triste historie til den anden, fra den ene militærpost, bosættelse, ødelagte by eller landsby til den anden, blev et spørgsmål mere og mere presserende: Hvor er håbet?  

Delegationen mødte undervejs kirkeledere, repræsentanter fra både israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer, danske og israelske journalister og helt almindelige mennesker, der er personligt og helt konkret præget af situationen på Vestbredden, der nu har været besat område i snart 50 år. 

Betlehem – en by omkranset af mur
Vi står tæt pakket sammen med tusindvis af palæstinensere i en lang sluse kun ganske få meter bred på vej ind til sikkerhedstjek gennem muren, der omkranser Betlehem. Der er kun ti kilometer ind til Jerusalem, hvor mange af dem omkring os arbejder især som håndværkere, men vejen dertil er fuld af forhindringer og de mange mennesker omkring os kan ikke være sikre på at komme hele vejen til arbejde. 

Som en slange gennem landskabet snor en otte meter høj mur sig ind og ud mellem bebyggelser og åbne landskaber. I årtusinder har folk i byen Betlehem uhindret kunnet høste deres oliven eller drive deres dyr gennem landskabet. Det er slut nu. Den frie bevægelighed er erstattet af mur, checkpoints, kontrol og soldater. Det er midt i dette virvar kun få hundrede meter fra Fødselskirken, hvor en af de danske økumeniske ledsagere står og iagttager hvad der foregår. Det gør hun hver morgen. Vi møder hende og hører om situationen i Betlehem. Hun er en af de fire danskere, der for øjeblikket er sendt ud med det økumeniske ledsagerprogram EAPPI gennem Danske Kirkers Råd, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødhjælp. De andre er placeret i Jerusalem, Hebron og i landsbyerne syd for Hebron. 

Adskillelse
Overalt hvor vi befinder os er det under adskillelsens vilkår. Når vi skal fra en by til en anden, skal vi gennem militære kontrolstationer – de såkaldte checkpoints. Uanset, hvor vi befinder os, er det i et af de tre områder A, B eller C med forskellige former for status afgørende for hvem der må være der, og hvem der har kontrollen. Område C udgør 60% af Vestbredden og er helt kontrolleret af Israel. Område A består af 18% af Vestbredden og er formelt kontrolleret af de palæstinensiske myndigheder, om end alle veje ind og ud af området er kontrolleret af det israelske militær, mens område B på 22% af Vestbredden er under både de israelske og palæstinensiske myndigheder. Der gælder særlige vilkår for Jerusalem og for Hebron.

Denne adskillelse mellem områder og mellem byer betyder helt konkret adskillelse mellem mennesker. Palæstinensere kan ikke frit besøge hinanden, og man kan ikke bare lige flytte til en anden by, hvis man finder venner, en kæreste der eller vil prøve at bo der. Det kræver alt sammen særlige tilladelser. Men det betyder også noget for forholdet mellem israelere og palæstinensere. Med den stigende militarisering af især område C, med stigende kontrol og barrierer er der ikke et ’naturligt’ forhold mellem israelere og palæstinensere. Der er næsten kun fjendebilleder, undertrykkelse og adskillelse. 

Spøgelsesbyen Hebron
Nogle talte endda om en ’hebronisering’ af de besatte områder. Ved et besøg i Hebron bliver det klart, hvad der menes med det. Byen har 200.000 palæstinensiske indbyggere. Imidlertid har en gruppe på 500 israelere oprettet tre mindre bosættelser midt i den gamle by. Militæret har her – som ved andre bosættelser – slået en ring om bosættelsen. Det betyder konkret, at man har tømt bykernen for palæstinensere, således at byen i dag mest af alt ligner en spøgelsesby. Tidligere så levende handelsgader ligger nu øde hen. Der er soldater og checkpoints til at holde palæstinenserne væk. Bosætterne selv har bygget deres ulovlige tilbygninger oven på de gamle palæstinensiske huse ganske uhindret under militær beskyttelse. 

Det var en rystende oplevelse at være i Hebron og gå fra checkpoint til checkpoint i disse øde områder. Adskillige palæstinensere var blevet slået ihjel bare i oktober. Luften var tyk af spænding og ingen vidste, hvornår den næste episode kunne ske. Desværre blev det klart for os i vores samvær med 

den israelske menneskerettighedsorganisation ’Breaking the Silence’, der består af tidligere soldater, der gør opmærksom på brud på international lov i de besatte områder, at situationen i Hebron blot afspejler situationen i de besatte områder generelt:

En total adskillelse mellem israelere og palæstinensere, overgreb på palæstinensere, militær beskyttelse af de ulovlige bosættelser og en langsom men ufravigelig forflyttelse af palæstinensere fra område C, inklusive Jordandalen, som udgør den palæstinensiske livline, et forrådskammer af frugtbar jord. 

Intet er neutralt – heller ikke tavsheden
Ser man et kort over Vestbredden minder det om en hullet ost. De palæstinensiske områder ligger spredt. Ind imellem ligger israelsk kontrollerede områder, bosættelser, naturreservater, israelske landbrug, arkæologiske områder mm. Hvad der kan forekomme rimelig neutralt i en dansk sammenhæng er i de besatte områder gennempolitiserede med store konsekvenser for den palæstinensiske del af befolkningen. Der føres f.eks. vand og el gennem palæstinensiske områder ind til de ulovlige bosættelser, mens palæstinenserne selv ikke har adgang til el og vand, men må købe vand i den lokale by – også til deres kvæg.

Palæstinensiske landsbyer rives ned, hvis de ligger for tæt på bosættelserne eller hvis man har bygget tilbygninger som latriner eller stalde uden tilladelser – noget som er så godt som umuligt for palæstinenserne at få. Områderne på kortet har nok udgangspunkt i Oslo-aftalens (1993) opdeling af landet, men er klart defineret og løbende ændret af israelerne. Der er ingen bevægelsesfrihed eller almindelig adgang til land – heller ikke land som er ejet af palæstinenserne selv. Når man går eller kører fra det ene sted til det andet, er det tydeligt, at intet er neutralt. Opførelsen af israelsk landbrug ved bosættelserne eller af naturreservater, veje, el-ledninger og sikkerhedsmure virker mest af alt som en vej mod reel overtagelse af landet. Det er alt sammen en overtrædelse af international humanitær lov. 

Heller ikke tavshed er neutral. Som Den katolske Kirkers Patriark i Jerusalem Fouad Twal udtrykte det, er tavshed det samme som medskyldighed. Når vi nu ved, hvad der foregår i de besatte områder, har vi en forpligtelse til at fortælle om det og tale imod uretfærdigheden. 


Et Kairos – en tid for håb og handling?
En gruppe kristne skrev for nogle år siden et dokument til kirker rundt om i verden om at vise solidaritet med de kristne palæstinensere. Efter årtiers undertrykkelse af det palæstinensiske folk og en stadig større udvandring af de palæstinensiske kristne. Danske Kirkers Råd besvarede dengang det såkaldte Kairos-dokument fra de palæstinensiske kristne. På delegationsrejsen fik vi mulighed for at mødes med en større gruppe af forfatterne. 

Der er ifølge dem ingen tvivl om, at det lige nu er et Kairos-øjeblik. Det er det øjeblik, hvor vi oplever Guds nåde og storhed på trods af al den menneskelige lidelse, og vi bliver kaldet til at reagere, handle og skabe forandring. At kæmpe mod besættelsen er ifølge disse kristne palæstinensere at kæmpe mod en synd begået mod Gud og mennesker. Besættelsen ’ødelægger gudsbilledet hos den israeler, der er blevet besætter, ligesom den ødelægger gudsbilledet i de palæstinenserne, der lever under besættelsen, fordi den fratager dem deres basale menneskerettigheder givet af Gud’, som der står i det palæstinensiske Kairos-dokument.

Men det er svært at se håb i denne fastlåste situation. Der er ikke umiddelbart udsigt til formelle fredsforhandlinger. De unge har mistet tålmodigheden med besættelsesmagten og med deres egne ledere. Muren bygges videre – lige nu for øjnene af os gennem det kristent-dominerede frugtbare dalområde Cremisan lige uden for Betlehem – med militær beskyttelse på trods af, at den israelske højesteret stadig er i gang med at behandle spørgsmålet, om den må bygges der. Det er fortvivlende, at kristnes bøn i netop det område, hver fredag gennem fem år, mod muren ikke har båret frugt, men nu ryddes væk sammen med de århundrede gamle oliventræer på skråningerne. 
Der er i sandhed stadig brug for bøn, håb og handling sammen med alle af god vilje i Det Hellige Land. 

Artiklen er skrevet af Mads Christoffersen på vegne af Danske Kirkers Råds deltagere på delegationsrejsen: 

Anders Gadegaard, formand
Mads Christoffersen, generalsekretær
Oberst Hannelise Tvedt, Landsleder for Frelsens Hær
Line Martine Therese Larsen, Den Katolske Kirke 

Fotos: Mads Christoffersen

Det økumeniske ledsagerprogram har igen danske deltagere

Efter en pause på otte år sendes danskere igen ud som volontører i Kirkernes Verdensråds ledsager-program i Israel/Palæstina. Danske Kirkers Råd, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødjælp har genoptaget samarbejdet om at sende danske volontører af sted.

En af ledsagerne er danske Mathias Rhiger, hvis vigtigste opgave for tiden er at færdes synligt ved skolerne i og omkring den lille by Yanoun. Han skriver her om sin tid som volontør.

Af Mathias Rhiger, ledsager
Solen er på vej op over oliventræerne, og vi hilser på de første fårehyrder, der er på vej op på bjergskråningerne med deres flok. Idyllen vil ingen ende tage, når de kommer ridende på deres hvide æsler, omringet af op mod 50 får og med solens første gyldne stråler i deres ansigt.
Klokken er 07.00, og vi er på vej hen til en skole, som i disse dage har nogle af de afsluttende eksamener for de ældste elever.
Grundet disse eksamener er det israelske militær yderst aktive omkring skolerne; de kører ofte rundt i skolegårdene og skyder med lydbomber og tåregas. Det sker, ifølge skoleinspektøren, i et forsøg på at genere skolens elever mest muligt under eksamen - for de skulle jo nødigt få gode karakterer, som han udtrykker det. 

Israelske soldater patruljerer på fortovet foran en palæstinensisk skole.
Vores tilstedeværelse, som internationale repræsentanter, resulterer som oftest i, at soldaterne holder sig lidt på afstand af skolen, så der ikke opstår sammenstød mellem skolens elever og soldaterne.
Det israelske militær er aktive på alle skolerne i området. Derfor består en stor del af vores arbejde i at besøge disse skoler i et forsøg på at forebygge sammenstød mellem soldater og elever.

 
I 2002 blev Yanoun kendt efter en række bosætter-angreb på indbyggerne.
Jeg er en del af et hold på i alt fem frivillige, en brasilianer, en finne, en brite, en tysker og så en enkelt dansker. Vi er bosat bosat i Yanoun, en af de mindste byer i den nordlige del af Palæstina. Yanoun ligger i bjergene på Vestbredden, omringet af Israelske bosættelser.
Byen blev kendt i 2002, da de omkringboende israelske bosætterere kom ned i byen fra bjergtoppene med våben, hunde og en forholdsvis aggressiv adfærd. De ville have palæstinenserne væk. Men da palæstinenserne ikke umiddelbart ville flytte sig, valgte bosætterne i stedet at tæve de palæstinensiske mænd for øjnene af deres koner og børn.

Indbyggerne i Yanoun valgte efter denne episode, forståeligt nok, at tage benene på nakken og flygte fra byen.
Episoden resulterede i en del international opmærksomhed, hvilket gjorde, at de palæstinensere, der turde, kunne flytte tilbage til Yanoun kort tid efter. I dag bor der kun 80 mennesker i Yanoun.

Læs mere om Yanoun

Synlig tilstedeværelse reducerer konflikter
Udover at besøge skoler, består en del af arbejdet i Yanoun i at gå en tur rundt i området om morgenen og om aftenen. Det gør vi for at blive set af de lokale palæstinensere - men ikke mindst også af de israelske bosættere, da det er vigtigt at begge parter ved, at vi er til stede.
Hvis israelerne ikke tror, at der er international tilstedeværelse i byen, vil de formentlig begynde at rive huse ned i område C, som den israelske regering styrer.

Palæstinenserne skal vide at vi er her, for så ved de, at de ikke mister deres hus en af dagene

Denne såkaldte ”beskyttende tilstedeværelse”, er en stor del af arbejdet og handler i sin enkelthed om blot at være tilstede. Det virker næsten FOR simpelt, men det har stor betydning for de lokale palæstinensere.

Forsøg på at forstå
Jeg tog herned som del af Kirkernes Verdensråds volontørprogram for at se kulturen, snakke med befolkningen og mærke stemningen, alt sammen i et forsøg på at forstå den verserende konflikt bedre.
Jeg er bestemt ikke sikker på at jeg har forstået alle elementer i konflikten, men meget iøjnefaldende faktorer er frygt og hævn. Andre elementer i konflikten er politik og fysisk og psykisk overmagt fra den israelske besættelse af Vestbredden.
Det virker dog alt sammen utrolig fjernt netop nu, hvor solen er på vej ned bag Yanoun’s bjerge og kaster sine sidste stråler ned over et smukt landskab, der bedst kan beskrives som ”Mellemøstens Toscana”.
Et jetfly bryder lydmuren i nærheden og minder mig om realiteterne.  

Om ledsagerprogrammet
Siden 2002 har Kirkernes Verdensråd udsendt ledsagere til Palæstina og Israel for at give mennesker fra hele verden mulighed for at opleve livet under en besættelse.

Ledsagerne skal:

  • check
    beskytte sårbare grupper
  • check
    indsamle og rapportere data
  • check
    støtte alle, der arbejder for en fredelig løsning af konflikten.

Fotos: Mathias Rhiger

Solidaritetserklæring sendt til palæstinensiske kristne

Et enigt Danske Kirkers Råd vedtog på sit møde i januar en solidaritetserklæring til vores palæstinensiske kristne brødre og søstre.

De kristne palæstinensere befinder sig i en særdeles vanskelig situation præget af splittelse og mangel på frihed og har på den baggrund formuleret det såkaldte Kairos-dokument med ønsket om støtte fra kristne over hele verden.

Danske Kirkers Råd har drøftet Kairos-dokumentet og et svarbrev blev formuleret af en arbejdsgruppe. Trods uenighed om Kairos-dokumentets indhold var der fuld enighed i Rådet om formuleringerne i det vedtagne svarbrev formuleret som en solidaritetserklæring.

Enighed trods forskellighed
Poul Kirk sad med i arbejdsgruppen og ser tilbage på arbejdet i gruppen med glæde: 'På trods af åbenlys uenighed og meget forskellige  opfattelser af en kompleks konflikt, lykkedes det alligevel at mødes i gensidig tillid og respekt og sammen formulere  en fælles udtalelse', siger han om processen, der mundede ud i en solidaritetserklæring med et klart ønske om fred og forsoning - også mellem de mange forskellige grupper i Det hellige land, der tror på Kristus som vor frelser. 

Uffe Gjerding sad også med i arbejdsgruppen og tilføjer om vigtigheden af erklæringen fra Danske Kirkers Råd: 'En solidaritetserklæring fra danske kirker igennem Danske Kirkers Råd er et vigtigt signal at sende til de kristne palæstinensere som tilkendegivelse af forståelse for deres vanskelige situation og en opbakning til deres arbejde for fred og forsoning.”

I svarbrevet erklæres en støtte til de kristne og et ønske om at styrke kontakten mellem menigheder i Danmark og Israel/Palæstina.

Baggrund
Arbejdsgruppen blev nedsat efter Fællesmødet i 2012 og formulerede et udkast til svar på det palæstinensiske Kairos-dokument. Svarbrevet blev godkendt ved Rådsmødet den 15. januar og derefter sendt til forfatterne til Kairos-dokumentet. I arbejdsgruppen sad Anders Gadegaard (Danske Kirkers Råd), Uffe Gjerding (Folkekirkens Nødhjælp), Poul Kirk (Pinsekirken), Lars Karstensen (OSMTH), Flemming Kramp (Kirkeligt Centrum) og Morten H. Sørensen (KFUM/K).

For mere information kan formand for Danske Kirkers Råd og medlem af Kairos-arbejdsgruppen Anders Gadegaard kontaktes: abg(a)km.dk

Læs Danske Kirkers Råds svarbrev her.
Læs det palæstinensiske Kairos-dokument her (engelsk).
Læs det palæstinensiske Kairos-dokument her (dansk).