Klumme – En præsts bekendelser i en Corona tid

Skrevet af Thomas Willer, Præst i Aalborg Vineyard

Det var onsdag aften og jeg var ude at holde et foredrag i en kirke. Det gør jeg med jævne mellemrum. Aftens emne var tid og jeg havde forklaret, hvordan vi i vores vestlige kultur har udviklet det som amerikanske psykologer kalder travlhedssyge. Du er travlhedssyg hvis du:

på et tidspunkt har stået i køen i Netto og har tænkt på, om der ikke var en af de andre køer som var hurtigere

Har været i gang med at multitake og glemt en af de ting, som du var i gang med

Har kørt overfor gult lys i et trafiklys.

Pludselig var der en af aftenens deltagere som sagde: DANMARK ER LUKKET NED.

Mette Frederiksen havde lige holdt et pressemøde og fortalt, at man var nødsaget til at lukke Danmark ned på grund af situationen med Corona. Måske var det kuren mod travlhedssyge sagde jeg, uden at vide, hvad de næste dage ville bringe med sig.

Jeg satte mig ud i bilen, jeg havde en indkøbsliste fra min kone. Hun havde bedt mig om at købe et par liter mælk med hjem. Jeg tænkte ikke nærmere over det, og nyheden om Danmarks nedlukning havde ikke helt ramt mig endnu

Butikken var proppet med mennesker og folk der nærmest panisk lagde alle mulige slags tørvarer ned i deres kurve og indkøbsvogne…

Efter få øjeblikke blev jeg totalt grebet af stemningen. Jeg kunne huske noget med, at det var vigtigt at have noget gær, jeg havde også læst noget toiletpapir tidligere på dagen, og så måske lige lidt tørvarer

Da jeg kom ud af Netto, havde jeg to pakker havregryn, en pakke toiletpapir og tre pakker gær og en pakke mexicanske pandekager og en øl og de to liter mælk, som jeg skulle have.

Dagen efter min nedsmeltning i Netto begyndte jeg at reflektere over, at måske var Corona virussen og nedlukningen af Danmark måske en invitation til os. En invitation til at reflektere over to spørgsmål, som har levet med mig i mange år;

Hvilket liv vil jeg gerne leve, og hvilken person ønsker jeg at blive til?

For ikke at være alene med mine refleksioner besluttede jeg mig for at lave en daglig FB live video, som jeg kaldte medvandring, hvor jeg reflekterer over, hvilket liv jeg gerne vil leve med Gud og hvem jeg ønsker at blive til.

Jeg kalder det medvandring, fordi jeg gerne vil invitere mine FB venner og andre interesserede med på en fælles vandring, hvor vi sammen opdager Gud i vores liv og reflekterer sammen.

Det har været meget givende for mig selv at have en daglig rytme, men også mange af dem som ser med, har givet udtryk for, at i en tid, hvor man mister rytmen, kontrollen og det velkendte, der er det godt at have en rytme, man kan holde fast i. Måske er det netop et af de vigtigste spørgsmål vi kan tage med os nu hvor Danmark er ved at åbne op igen; hvordan kan jeg skabe sunde rytmer i mit liv, der giver mig mulighed for at opdage Gud og gør mig til den person, jeg gerne vil blive til.

Jeg fortsætter mine daglige medvandringer på FB, fordi der er blevet skabt et fællesskab, hvor vi alle oplever, at der er brug for en daglig påmindelse om, hvem vi er og hvad vi er på vej til at blive til.

Maj 2020