Arkiv for Klumme

Klumme – 10 ugers kirkelukning er alvorligt

Skrevet af: Christian Alsted

Nu er de fleste kirker åbne og holder gudstjeneste igen efter 10 ugers pause. Åbningen sker med forsigtighed og omfattende Corona begrænsninger, men det er muligt at samles til gudstjenester og til forskellige aktiviteter. – Jeg har hørt om stor glæde ved gudstjenesterne søndag den 24. maj. Nogle havde af forståelige årsager valgt at blive hjemme indtil det opleves mere sikkert at deltage i større forsamlinger, ikke desto mindre satte mennesker i alle aldre stor pris på igen at kunne mødes til gudstjeneste - nogle så meget at de blev længe for at tale sammen.

10 ugers kirkelukning er alvorligt, meget alvorligt. Kirkerne i Danmark har aldrig før været lukket i Påsken, og gennem kriser, epidemier og krige har kirkerne været åbne. Efter en så dramatisk situation er det naturligt at overveje, hvad vi har lært gennem de seneste uger. Foreløbig er jeg kommet frem til fem læringer.

For det det første. Når krisen rammer er nogle sig selv nærmest, mens andre sætter egne behov til side for at hjælpe. Vi har set talrige eksempler på menneskelig godhed i form af indkøb og anden slags hjælpsomhed i forhold til syge og ældre. Det ypperste eksempel er naturligvis vores sygeplejersker, læger andet sundhedspersonale, som med betydelig personlig risiko og under vanskelige forhold har arbejdet utrætteligt for at yde omsorg og pleje til smittede og syge. De fortjener vores allerstørste agtelse, og forhåbentlig vil det vise sig tydeligt ved kommende budget- og lønforhandlinger på sundhedsområdet.  

Vi ved også, at der sikkert er smidt en del gammel gær ud, som blev hamstret men aldrig brugt, og at nogle hjem har store lagre af toiletpapir. Men prisen for at være sig selv nærmest går alligevel til den danske stat, som først tøvede med at hjælpe det hårdt ramte Italien og siden sendte ubrugelige respiratorer og et ubrugeligt felthospital afsted. – Det kunne vi have gjort bedre.

For det andet har krisen vist os, at kirken i Danmark ikke har nogen betydning. ”Det er klogt og rigtigt, at regeringen nu har åbnet for, at folkekirken og trossamfund uden for folkekirken kan fejre påsken på en ansvarlig måde i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger. For også kirken har kun noget at betyde i og med påsken. Og en kirke, som ikke gør alt, hvad der står i dens magt for at holde påske, er en ringe kirke.” skrev Kristeligt-Dagblad i sin leder 1. april. Det var beskæmmende via medierne at følge forhandlingerne om en mulig åbning af kirkerne lige før Påske. Midt under forhandlingerne trykkede nogle højtråbende sognepræster så vedholdende på panikknappen, at forhandlerne rystede på hånden og pludselig hed det, at Folkekirken vil være solidarisk med resten af samfundet og fejre Påske ”sammen – men hver for sig.” Nogle præster lod i kampens hede forstå, at de var villige til begå ”civil ulydighed” ved at holde deres kirker lukkede i Påsken. Både dagspressen, flere partier og kirkepolitiske ordførere pressede på for, at kirken skulle få en betydning under krisen, sådan som kirken har haft det under tidligere kriser, men på vegne af alle andre trossamfund sagde Folkekirken ”Nej tak”, vi ønsker ikke at have nogen betydning. Derefter rykkede kirkerne og trossamfundene langt ned i genåbningskøen.
Kirkerne fremhæver ofte sekulariseringen i samfundet som en af vores væsentligste udfordringer, men her var det sekulariseringen af kirken, som slog igennem og stillede os over for spørgsmålet, om vi vil være os selv og vores opgave bekendt. – Der er i mine øjne al god grund til selvransagelse.  

For det tredje har vi opdaget, at vi godt kan kommunikere og være meningsfuldt sammen på nye måder. Mange præster tog fat på online gudstjenester, prædikener fra kirketårnet eller ligefrem drive-in gudstjenester, og undervejs opdagede de, at de kom i kontakt med langt flere end de almindelige kirkegængere.  Erfaringerne har været mangfoldige og lærerige, og forhåbentlig fortsætter mange af eksperimenterne og bliver til nye former for online kirkeligt nærvær.
Lige nu er de fleste af os trætte af de talrige online møder og savner det fysiske nærvær. Ikke desto mindre har vi opdaget, at mange møder kan afvikles online, hvorved vi kan spare både tid, penge og ikke mindst CO2 aftryk. Det bliver spændende at følge ændringen af rejsemønstre i de kommende år.

Det fjerde vi har opdaget er vores egen sårbarhed. På trods af vores videnskabelige, teknologiske, kommunikative og sundhedsmæssige fremskridt; trods ’forsvarssystemer og globale organisationer som monitorerer nye udviklinger, har en mikroskopisk virus overrumplet os og lagt store dele af verden ned. Covid19 er en magtfuld påmindelse om vores fælles menneskelige vilkår - den smitter både rig og fattig, og den diskriminerer hverken i forhold race eller religion. Det er en fælles erkendelse, at vi alle er sårbare og kan dø af sygdommen, og at vi alle dybest set er i Guds hænder. 
Jeg er ikke i tvivl om, at Danmark sammen med andre rige lande i verden vil gøre vores yderste for at beskytte os imod lignende pandemier i fremtiden, men jeg samtidig overbevist om, at vi har behov for mere end beskyttelse, vi har brug for håb. Og ingen er bedre til at formidle håb end kirken, når den peger på Jesus Kristus.

Min femte og sidste indsigt knytter sig til vores behov for fysisk kontakt og fællesskab med hinanden. Mennesker er grundlæggende sociale, vi er skabt sådan, vi fungerer sådan. De første uger efter lukningen af landet var næsten berusende - Online gudstjenester og fællesskaber udviklede sig hurtigt og med stor kreativitet. Philip Faber lærte hele Danmark at synge morgensang igen – på mange måder formåede han at sprede mere håb og evangelium end hovedparten af kirkerne. Hvornår har mere end en million danskere sidst sunget med på ”Hil dig Frelser og Forsoner” Påskemorgen?
Fællessang hver for sig, blev et kæmpehit i primetime fredag aften og skabte fællesskab på nye måder.
Men midt i al skærmtiden blev vi gradvist bevidste om, hvor vigtig den fysiske kontakt er. Fornemmelsen af andre mennesker, et håndtryk, et strejf af en arm, et klap på skulderen, en omfavnelse, et kys…
Når alt kommer til alt, er det, vi savner allermest nærheden til dem, vi holder af, muligheden for at kunne give sin gamle far eller mor et knus, at kunne kysse sit barnebarn eller give en kram til en god veninde. Det upoetiske udtryk ”hudsult” er langt fra dækkende, for behovet går dybere, vi har behov for menneskelig forbindelse, nærhed, nærvær og fællesskab.

Den dybere indsigt er, at livet er mere end sundhed og økonomi. Livet måles ikke kun i produktivitet og længde, men også i kvalitet og værdi – og det sidste er vanskeligt at sætte på en matematisk formel hos Statens Seruminstitut. Vores livskvalitet og livsglæde skabes og vokser af kærlighed, dybe relationer, musik, tro, kunst, nærhed, refleksion, bøn, fællesskab, medfølelse, humor og meget mere. Det bliver styrket og fornyet af kilder udenfor os selv – derfor er det så vigtigt for os at kunne samles til gudstjeneste i vores kirker igen.

Jeg er ikke færdig med mine refleksioner over, hvad vi har lært under Corona krisen. Ti ugers kirkelukning er alvorligt, og der er erfaringer, vi skal tage med os ind i fremtiden.

Juni 2020

Klumme – En præsts bekendelser i en Corona tid

Skrevet af Thomas Willer, Præst i Aalborg Vineyard

Det var onsdag aften og jeg var ude at holde et foredrag i en kirke. Det gør jeg med jævne mellemrum. Aftens emne var tid og jeg havde forklaret, hvordan vi i vores vestlige kultur har udviklet det som amerikanske psykologer kalder travlhedssyge. Du er travlhedssyg hvis du:

på et tidspunkt har stået i køen i Netto og har tænkt på, om der ikke var en af de andre køer som var hurtigere

Har været i gang med at multitake og glemt en af de ting, som du var i gang med

Har kørt overfor gult lys i et trafiklys.

Pludselig var der en af aftenens deltagere som sagde: DANMARK ER LUKKET NED.

Mette Frederiksen havde lige holdt et pressemøde og fortalt, at man var nødsaget til at lukke Danmark ned på grund af situationen med Corona. Måske var det kuren mod travlhedssyge sagde jeg, uden at vide, hvad de næste dage ville bringe med sig.

Jeg satte mig ud i bilen, jeg havde en indkøbsliste fra min kone. Hun havde bedt mig om at købe et par liter mælk med hjem. Jeg tænkte ikke nærmere over det, og nyheden om Danmarks nedlukning havde ikke helt ramt mig endnu

Butikken var proppet med mennesker og folk der nærmest panisk lagde alle mulige slags tørvarer ned i deres kurve og indkøbsvogne…

Efter få øjeblikke blev jeg totalt grebet af stemningen. Jeg kunne huske noget med, at det var vigtigt at have noget gær, jeg havde også læst noget toiletpapir tidligere på dagen, og så måske lige lidt tørvarer

Da jeg kom ud af Netto, havde jeg to pakker havregryn, en pakke toiletpapir og tre pakker gær og en pakke mexicanske pandekager og en øl og de to liter mælk, som jeg skulle have.

Dagen efter min nedsmeltning i Netto begyndte jeg at reflektere over, at måske var Corona virussen og nedlukningen af Danmark måske en invitation til os. En invitation til at reflektere over to spørgsmål, som har levet med mig i mange år;

Hvilket liv vil jeg gerne leve, og hvilken person ønsker jeg at blive til?

For ikke at være alene med mine refleksioner besluttede jeg mig for at lave en daglig FB live video, som jeg kaldte medvandring, hvor jeg reflekterer over, hvilket liv jeg gerne vil leve med Gud og hvem jeg ønsker at blive til.

Jeg kalder det medvandring, fordi jeg gerne vil invitere mine FB venner og andre interesserede med på en fælles vandring, hvor vi sammen opdager Gud i vores liv og reflekterer sammen.

Det har været meget givende for mig selv at have en daglig rytme, men også mange af dem som ser med, har givet udtryk for, at i en tid, hvor man mister rytmen, kontrollen og det velkendte, der er det godt at have en rytme, man kan holde fast i. Måske er det netop et af de vigtigste spørgsmål vi kan tage med os nu hvor Danmark er ved at åbne op igen; hvordan kan jeg skabe sunde rytmer i mit liv, der giver mig mulighed for at opdage Gud og gør mig til den person, jeg gerne vil blive til.

Jeg fortsætter mine daglige medvandringer på FB, fordi der er blevet skabt et fællesskab, hvor vi alle oplever, at der er brug for en daglig påmindelse om, hvem vi er og hvad vi er på vej til at blive til.

Maj 2020

Vi beriger hinanden

Hvorfor er jeg økumenisk engageret? Tanker fra et medlem af Danske Baptisters Kvindenetværk

Svaret på det spørgsmål er faktisk bare ”fordi jeg blev spurgt”. På en gensynsweekend på Silkeborg Højskole hev en gammel højskoleveninde fat i mig og fortalte om Økumenisk Ungdom – og som hun vist formulerede det ”vi mangler altså en baptist i internationalt udvalg, for ellers er vi nærmest kun teologistuderende fra Aarhus”.

​Jeg er vokset op som baptist, og når man vokser op som medlem af en frikirke, bliver man hurtigt bevidst om at der også findes andre kristne kirker, og hvis man bare er en lille smule nysgerrig så opdager man jo altså også ud af at der er mange rigtige måder at gribe det med at være kristen kirke an på, men det var alligevel vældig horisont udvidende at blive medlem af Økumenisk Ungdom.

Det blev til nogle rigtig gode og sjove år i Økumenisk Ungdom først i internationalt udvalg og senere i styrelsen. Det var en stor del af mine 20-ere, og at være engageret i Økumenisk Ungdom gav mig en ekstra dimension til mit kirkeliv. Ikke mindst blev jeg udfordret på hvorfor jeg i grunden stadig var baptist. I Økumenisk Ungdom døjede vi dog dengang med vigende medlemstal og det var lidt svært at få andre med på vognen, ”Fornyelse på tværs af kirkeskel” som var sloganet, var åbenbart lidt svært at sælge. Men for mig blev det vigtigt i måden jeg tænker kirke på. 

Indimellem tænker jeg at det ville være lettere hvis vi bare alle sammen tilhørte samme kirkesamfund, så var der lidt mindre at forklare. Det samme gælder i spejderbevægelsen som jeg har været en del af i mange år. 
De sidste tre år har jeg på vegne af Danske Kirkers råd, siddet med i Rådet for Folkekirkens Nødhjælp, og var heller ikke længe om at sige ja til muligheden for at sidde i Stående udvalg. For uagtet at jeg slet ikke til fulde forstår eller kan gennemskue hverken det danske kirkelige landskab eller for den sags skyld den kristne kirke ud over hele jorden, så kan jeg mærke at både når det kommer til Kirkeliv og spejderliv, så beriger vi hinanden.

Jeg tror at vi har brug for et forum hvor vi kan tale sammen, og styrke hinanden i en tid hvor man helst skal holde sin tro for sig selv. Og den samtale vil jeg gerne være med i, men alt hvad jeg har med mig som helt almindelig baptist. Og helt egoistisk, så er det en kæmpe fornøjelse at man krydser veje med gamle økumeniske venner, hvis man bare bliver ved med at holde sig bare en smule til. 

Pia Duebjerg Andersen  repræsenterer Danske Baptisters Kvindenetværk i Danske Kirkers Råd, og er desuden medlem af Stående Udvalg . Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.