Skrevet af: Christian Alsted
Nu er de fleste kirker åbne og holder gudstjeneste igen efter 10 ugers pause. Åbningen sker med forsigtighed og omfattende Corona begrænsninger, men det er muligt at samles til gudstjenester og til forskellige aktiviteter. – Jeg har hørt om stor glæde ved gudstjenesterne søndag den 24. maj. Nogle havde af forståelige årsager valgt at blive hjemme indtil det opleves mere sikkert at deltage i større forsamlinger, ikke desto mindre satte mennesker i alle aldre stor pris på igen at kunne mødes til gudstjeneste - nogle så meget at de blev længe for at tale sammen.
10 ugers kirkelukning er alvorligt, meget alvorligt. Kirkerne i Danmark har aldrig før været lukket i Påsken, og gennem kriser, epidemier og krige har kirkerne været åbne. Efter en så dramatisk situation er det naturligt at overveje, hvad vi har lært gennem de seneste uger. Foreløbig er jeg kommet frem til fem læringer.
For det det første. Når krisen rammer er nogle sig selv nærmest, mens andre sætter egne behov til side for at hjælpe. Vi har set talrige eksempler på menneskelig godhed i form af indkøb og anden slags hjælpsomhed i forhold til syge og ældre. Det ypperste eksempel er naturligvis vores sygeplejersker, læger andet sundhedspersonale, som med betydelig personlig risiko og under vanskelige forhold har arbejdet utrætteligt for at yde omsorg og pleje til smittede og syge. De fortjener vores allerstørste agtelse, og forhåbentlig vil det vise sig tydeligt ved kommende budget- og lønforhandlinger på sundhedsområdet.
Vi ved også, at der sikkert er smidt en del gammel gær ud, som blev hamstret men aldrig brugt, og at nogle hjem har store lagre af toiletpapir. Men prisen for at være sig selv nærmest går alligevel til den danske stat, som først tøvede med at hjælpe det hårdt ramte Italien og siden sendte ubrugelige respiratorer og et ubrugeligt felthospital afsted. – Det kunne vi have gjort bedre.
For det andet har krisen vist os, at kirken i Danmark ikke har nogen betydning. ”Det er klogt og rigtigt, at regeringen nu har åbnet for, at folkekirken og trossamfund uden for folkekirken kan fejre påsken på en ansvarlig måde i overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger. For også kirken har kun noget at betyde i og med påsken. Og en kirke, som ikke gør alt, hvad der står i dens magt for at holde påske, er en ringe kirke.” skrev Kristeligt-Dagblad i sin leder 1. april. Det var beskæmmende via medierne at følge forhandlingerne om en mulig åbning af kirkerne lige før Påske. Midt under forhandlingerne trykkede nogle højtråbende sognepræster så vedholdende på panikknappen, at forhandlerne rystede på hånden og pludselig hed det, at Folkekirken vil være solidarisk med resten af samfundet og fejre Påske ”sammen – men hver for sig.” Nogle præster lod i kampens hede forstå, at de var villige til begå ”civil ulydighed” ved at holde deres kirker lukkede i Påsken. Både dagspressen, flere partier og kirkepolitiske ordførere pressede på for, at kirken skulle få en betydning under krisen, sådan som kirken har haft det under tidligere kriser, men på vegne af alle andre trossamfund sagde Folkekirken ”Nej tak”, vi ønsker ikke at have nogen betydning. Derefter rykkede kirkerne og trossamfundene langt ned i genåbningskøen.
Kirkerne fremhæver ofte sekulariseringen i samfundet som en af vores væsentligste udfordringer, men her var det sekulariseringen af kirken, som slog igennem og stillede os over for spørgsmålet, om vi vil være os selv og vores opgave bekendt. – Der er i mine øjne al god grund til selvransagelse.
For det tredje har vi opdaget, at vi godt kan kommunikere og være meningsfuldt sammen på nye måder. Mange præster tog fat på online gudstjenester, prædikener fra kirketårnet eller ligefrem drive-in gudstjenester, og undervejs opdagede de, at de kom i kontakt med langt flere end de almindelige kirkegængere. Erfaringerne har været mangfoldige og lærerige, og forhåbentlig fortsætter mange af eksperimenterne og bliver til nye former for online kirkeligt nærvær.
Lige nu er de fleste af os trætte af de talrige online møder og savner det fysiske nærvær. Ikke desto mindre har vi opdaget, at mange møder kan afvikles online, hvorved vi kan spare både tid, penge og ikke mindst CO2 aftryk. Det bliver spændende at følge ændringen af rejsemønstre i de kommende år.
Det fjerde vi har opdaget er vores egen sårbarhed. På trods af vores videnskabelige, teknologiske, kommunikative og sundhedsmæssige fremskridt; trods ’forsvarssystemer og globale organisationer som monitorerer nye udviklinger, har en mikroskopisk virus overrumplet os og lagt store dele af verden ned. Covid19 er en magtfuld påmindelse om vores fælles menneskelige vilkår - den smitter både rig og fattig, og den diskriminerer hverken i forhold race eller religion. Det er en fælles erkendelse, at vi alle er sårbare og kan dø af sygdommen, og at vi alle dybest set er i Guds hænder.
Jeg er ikke i tvivl om, at Danmark sammen med andre rige lande i verden vil gøre vores yderste for at beskytte os imod lignende pandemier i fremtiden, men jeg samtidig overbevist om, at vi har behov for mere end beskyttelse, vi har brug for håb. Og ingen er bedre til at formidle håb end kirken, når den peger på Jesus Kristus.
Min femte og sidste indsigt knytter sig til vores behov for fysisk kontakt og fællesskab med hinanden. Mennesker er grundlæggende sociale, vi er skabt sådan, vi fungerer sådan. De første uger efter lukningen af landet var næsten berusende - Online gudstjenester og fællesskaber udviklede sig hurtigt og med stor kreativitet. Philip Faber lærte hele Danmark at synge morgensang igen – på mange måder formåede han at sprede mere håb og evangelium end hovedparten af kirkerne. Hvornår har mere end en million danskere sidst sunget med på ”Hil dig Frelser og Forsoner” Påskemorgen?
Fællessang hver for sig, blev et kæmpehit i primetime fredag aften og skabte fællesskab på nye måder.
Men midt i al skærmtiden blev vi gradvist bevidste om, hvor vigtig den fysiske kontakt er. Fornemmelsen af andre mennesker, et håndtryk, et strejf af en arm, et klap på skulderen, en omfavnelse, et kys…
Når alt kommer til alt, er det, vi savner allermest nærheden til dem, vi holder af, muligheden for at kunne give sin gamle far eller mor et knus, at kunne kysse sit barnebarn eller give en kram til en god veninde. Det upoetiske udtryk ”hudsult” er langt fra dækkende, for behovet går dybere, vi har behov for menneskelig forbindelse, nærhed, nærvær og fællesskab.
Den dybere indsigt er, at livet er mere end sundhed og økonomi. Livet måles ikke kun i produktivitet og længde, men også i kvalitet og værdi – og det sidste er vanskeligt at sætte på en matematisk formel hos Statens Seruminstitut. Vores livskvalitet og livsglæde skabes og vokser af kærlighed, dybe relationer, musik, tro, kunst, nærhed, refleksion, bøn, fællesskab, medfølelse, humor og meget mere. Det bliver styrket og fornyet af kilder udenfor os selv – derfor er det så vigtigt for os at kunne samles til gudstjeneste i vores kirker igen.
Jeg er ikke færdig med mine refleksioner over, hvad vi har lært under Corona krisen. Ti ugers kirkelukning er alvorligt, og der er erfaringer, vi skal tage med os ind i fremtiden.
Juni 2020
Comments are closed