ArbejdsgruppenFrihed og lige vilkår har for nyligt valgt Jørgen Thaarup som ny formand. Han har årtiers erfaring med det økumeniske arbejde i Danmark og vores nabolande både som dr. theol, som præst og distriktsforstander i Metodistkirken og som mangeårig repræsentant i Danske Kirkers Råd og Udvalget Frihed og lige vilkår. Jørgen Thaarup afløser Bent Hylleberg som formand for arbejdsgruppen.
Arbejdet med kirkernes frihed og lige vilkår er en central del af Danske Kirkers Råds formål og virke. Vi har derfor spurgt den nye formand om, hvad arbejdsgruppen særligt sidder med i denne tid, om hvilke styrker og udfordringer han ser i den nye trossamfundslov og om hvilke områder, han mener, vil komme til at fylde i fremtiden for arbejdet med kirkernes frihed og lige vilkår.
Trossamfundsloven er en væsentlig opgave
Frihed og Lige Vilkår har i væsentligste grad arbejdet med implementeringen af den nye lov om trossamfund uden for folkekirken, og især oplysningspligten for de kirker, som er godkendt og optaget i trossamfundsregistret. Overordnet har implementeringen fungeret godt, men der er områder med uklarhed omkring indrapporteringen fra kirkerne til trossamfundsregistret. Ligeledes har kirkerne ikke identiske tolkninger af, hvad lovgivningen kræver, så indrapporteringerne har været forskellige af den årsag. Hidtil har Kirkeministeriet ikke underkendt nogen kirkes oplysninger. Arbejdsgruppen Frihed og Lige Vilkår har dels drøftet kirkernes indbyrdes forskellige tolkning af indrapporteringspligtens omfang, og dels hvilke tolkninger vi i fællesskab står samlet med overfor Kirkeministeriet.
Det almennyttige er centralt for kirkerne
I fremtiden tror jeg, at et overordnet område for redegørelse og markering er omkring begrebet "almennyttigt," herunder fastholdelsen af, at kristendommen og kirkernes aktiviteter ud fra kristendommen som ideologi har almennyttig karakter. Der er politisk forandring på dette område, og det vil få stor betydning for kirkernes status, administration og økonomi. I gammel tid havde kristendommen som ideologi, og kirkernes aktiviteter ud fra denne ideologi, status af at understøtte landets kultur og værdigrundlag, og som sådan støttede lovgivningen kirkernes virke. Det gjaldt som trossamfund, i skattelovgivningen, i skole- og oplysningslovgivningen samt som forening.
I de senere år er kristendommen og kirkernes aktiviteter i stadig højere grad blevet flyttet fra at have samfundsværdi i sig selv til at at kristendommen som ideologi og kirkernes aktiviteter har "almennyttig" værdi. Det almennyttige har sneget sig ind i lovgivningen på mange områder, først og fremmest skatteområdet og skole- og oplysningsområdet. Denne status af at være "almennyttig" er kommet under stadig større pres. På tværs af samtlige politiske ideologier ses en forandring i holdningen, der placerer det "almennyttige" neutralt og løsrevet fra religiøse værdibærere.
Kirkernes status i samfundet
Kirkerne og kristendommen som religion betragtes i tiltagende grad som det eksklusive og private, uden samfundsværdi. En tidligere statsministers krav om at flytte religion ud af det offentlige rum har kun fremmet forståelsen af, at kirkerne og kristendommen hører til privatlivet og ikke hverken til det samfundsmæssige og "almennyttige." I lovgivningen på skatteområdet og på skole- og oplysningsområdet er der fortsat mange regler og bestemmelser, hvor kirkerne er begunstigede og understøttede, fordi de anses som "almennyttige." Jeg tror, at der i fremtiden vil stå mange kampe mellem udvalget Frihed og Lige Vilkår og forskellige ministerier, som betvivler kirkernes status og funktioner i Danmark som værende "almennyttige." Og den kamp vil naturligvis stå i forhold til en række forskellige lovgivninger. Folkekirken har ikke i samme grad som de øvrige kirker haft nytte af at stå under det "almennyttige," da lovgivningen i sig selv angiver, at folkekirken skal understøttes af staten.
Folkekirken behøver således ikke at stå under det "almennyttige" for at modtage statens støtte og
begunstigelse, da lovgivningen i sig selv direkte nævner statens understøttelse af folkekirken. Men for alle andre kirker er det afgørende fortsat at kunne blive betragtet som "almennyttig," og som sådan nyde lovens beskyttelse og begunstigelse.
Glæde over trossamfundsloven – men ikke uden problemer
For mange kirker har den nye lov om trossamfund uden for folkekirken været en glædelig udvikling. Det er den første lovgivning ud over Grundloven, som omhandler trossamfundene, og det er tilfredsstillende. Det er derimod ikke tilfredsstillende, at lovgivningen inklusive bekendtgørelserne og den praktiske forvaltning af samme indeholder fremmedfjendske og mistænkeliggørende holdninger og praksis. Hvorfor skal undervisning og godkendelse af præster, som er født, opvokset og uddannet i Danmark, tage sigte på, om disse personer kan dansk, forstår dansk og er dansksindede, for at kunne godkendes til at forestå vielser? Dette er blot et eksempel, som er konsekvensen af den nye lovgivning.
Teologisk uddannelse
Teologisk uddannelse af præster har igennem årene været et område, som udvalget Frihed og Lige Vilkår har haft til behandling flere gange, dels når der har været forsøg på at etablere SU-berettiget teologisk undervisning i Danmark, som var selvstændig i forhold til de to teologiske fakulteter, der stadig har monopol på al SU-berettiget uddannelse, som indeholder uddannelse i forkyndelse, og dels når individuelle studerende har valgt uddannelse i teologi ved andre institutioner end de to danske fakulteter. Vi har ikke i de senere år haft sager i dette område. Men vi kan fortsat konstatere, at den lutherske teologi stadig sidder kontrollerende på al konfessionel teologisk uddannelse i Danmark. Den teologiske mangfoldighed, som kirkesamfundene i Danmark repræsenterer og udlever, har ingen parallel mangfoldighed, når det gælder teologisk uddannelse. Her er fortsat langt til ’lige vilkår’. Om der vil komme sager i fremtiden på dette område, vides ikke.
Comments are closed