Danske Kirkers Råd har den sidste måned sat fokus på håbet, mens vi venter på genåbningen af samfundet. Derfor har vi sendt en videohilsen ud med håbsbilleder og den smukke salme ’Hold håbet op’ og inviteret en bred vifte af engagerede mennesker fra vores bagland til kort at fortælle, hvad håb betyder for dem. Hør den smukke salme her og de mange korte bud på, hvad håb er.

Scan QR-koden og se håbsvideoen, eller download billedet og videresend det til en, du vil sende en håbshilsen

Det er nu et år siden, at Danmark lukkede ned første gang og Corona-krisen tog fart herhjemme. Siden da er landet blevet delvist åbnet op og lukket ned igen og er nu så småt ved at åbne op igen. Det har været en lang og mørk vinter, hvor skoleelever har siddet hjemme, hvor de kirkelige aktiviteter har været meget begrænsede, hvor forretninger og foreningsliv har været lukket ned – en tid hvor mange er ramt af ensomhed. I mørket har vi hver især og som samfund haft brug for at bevare håbet for ikke at give helt fortabt.

Derfor har vi i Danske Kirkers Råd inviteret vores bagland til at sende håbsbilleder ind til os – fotos, der på forskellige måder illustrerer håb i corona-tiden. Billederne har vi brugt i en videohilsen akkompagneret af Dy Plambecks og Marianne Søgaards smukke adventssalme ’Hold håbet op’. Den er netop kommet med i den nyeste udgave af Højskolesangbogen. 


”Hold håbet op/ Stjernen viser vej/ Hold håbet op/ Mørket skjuler sig /Hold håbet op /Hold det foran mig”, lyder omkvædet. Selvom det er en adventssalme og handler om den ventetid, vi befinder os i op til jul med Jesu tilstedekomst til os på jorden, handler salmen først og fremmest om at bevare håbet. Den ventetid vi oplever i coronakrisens lukkede samfund, er også en venten på forløsning, genåbning og frihed. Derfor har vi opfordret til, at man sender denne fine videohilsen ud til alle, der har brug for at vide, at der er håb.

Vi har desuden inviteret både kirkeledere, repræsentanter fra de kirkelige organisationer og endda et par efterskoleelever til kort at give deres bud på, hvad håb er for dem og hvordan vi kan bevare håbet også i coronakrisens dunkle mørke. Du kan se alle de mange bud på håbet her

Med ønsket om en velsignet påske fyldt med håb!

Categories:

Comments are closed