Vineyard blev enstemmigt optaget i Danske Kirkers Råd ved rådsmøde i januar. Således er der nu 15 medlemskirker i Rådet – heriblandt Folkekirken, Den katolske Kirke, Den ortodokse Kirke og en bred vifte af frikirker, herunder nu også Vineyard.

Vineyard i Danmark er et af de nyeste skud på stammen af frikirkesamfund. I Vineyard finder man et lavkirkeligt udtryk på Gudstjenesterne med rytmisk musik, forbøn og tid til fællesskab. Fællesskabet foregår også i mindre netværksgrupper, hvor alle medlemmer opmuntres til at involvere sig. Vineyard har samtidig et fokus på sit sociale ansvar og kald til at hjælpe de svage i samfundet. Det kommer til udtryk på forskellige diakonale måder fra kirke til kirke. 

Økumeni vægtes højt
Hasse Falk Jakobsen, præst i København Vineyard, fortæller om Vineyards baggrund for at melde sig ind i Danske Kirkers Råd. ”Vineyard vægter økumeni højt. Det er en stor værdi at kunne netværke bredt, og det var derfor naturligt for os at søge optagelse i Danske Kirkers Råd”, forklarer han, og uddyber: ”Vi ser os selv som én farve i Guds store regnbue af kirkesamfund. Sammen er vi bedre, favner bredere og taler det kristne budskab tydeligere”.

Vineyard er Grøn Kirke
Vineyard i Roskilde blev sidste år Grøn Kirke nummer 200. Det betyder meget for Vineyard at engagere sig netop i Grøn Kirke. ”Bæredygtighed står i naturlig forlængelse af vores kristne ansvar og kald til at forvalte den jord, vi er blevet givet. Det er derfor naturligt for os i Vineyard at tænke grønt. Særligt de senere år er flere af Vineyard kirkerne blevet inspireret af Grøn Kirke og er i proces med at implementere flere grønne tiltag”, forklarer Hasse Falk Jakobsen.

Danske Kirkers Råds opgave indadtil og udadtil
Hasse Falk Jakobsen mener, at Danske Kirkers Råd både har en rolle indadtil blandt kirkerne og udadtil i samfundet. ”Danske Kirkers Råd bliver bindeled internt, hvor vi som kirker kan mødes og lære hinanden at kende på tværs af traditionelle, historiske kirkeskel”, bemærker han, og uddyber Rådets anden vigtige opgave: ”Men Rådet skal også være den brede kirkelige stemme i Danmark, hvor alle kristne kan stå sammen uanset praksis og teologi og tale Kirkens sag og synliggøre dens tilstedeværelse i samfundet. Det kan gøres gennem Himmelske dage, politisk engagement bl.a. under Folkemødet og andet”. 

Hasse Falk Jakobsen sidder sammen med Simon Hoel Mortensen, præst i Roskilde Vineyard, som repræsentant i Danske Kirkers Råd. 

Hasse Falk Jakobsen, præst i København Vineyard

Categories:

Comments are closed