Af Generalsekretær Mette Møbjerg Madsen, Menighedsplejen i Danmark
Julen nærmer sig. Vi har bedt nogle af de mange engagerede mennesker i Danske Kirkers Råd om at skrive en særlig adventshilsen. Her tredje søndag i advent, er det Mette Møbjerg Madsen, generalsekretær for Menighedsplejen i Danmark, der skriver en hilsen.
I mit barndomshjem lavede min mor altid adventskransen selv. Hun købte en krans af halm, dækkede den med grangrene fra skoven og pyntede den med røde bær og grankogler. Når den var helt færdig, blev der bundet et silkebånd ved hvert lys, og så blev den hængt op i loftet i et lilla silkebånd. Jeg kan huske, at det var højtideligt og smukt, når min far hen på eftermiddagen på en given adventssøndag tændte det rette antal lys i adventskransen. Kransen hang lidt til venstre for sofaarrangementet højt over mit hoved. Jeg kan huske en søndag, hvor jeg lå med min lillebror foran fjernsynet og så et afsnit af julekalenderen. Pludselig kommer min far løbende fra køkkenet ned mod min bror og jeg. Jeg når ikke at tænke, før jeg bliver skubbet væk, og adventskransen falder ned på gulvtæppet. Lysene havde fået fat i den lilla silketråd, som adventskransen hang i, og derfor faldt den ned. Min far fik hurtigt slukket ilden i gulvtæppet, men siden den dag har adventskransen i mit hjem stået på et fad på stuebordet.
Stearinlys kan skabe hygge på en mørk dag, men de kan lige så hurtig skabe panik og uhygge i stuen. I søndagens tekst hører vi om Johannes døberen, der sidder i fængslet. Datidens fængsler var ikke behagelige, og jeg kan se ham for mig siddende i en fugtig og mørk fangekælder. Han har ikke meget at være begejstret over. Han er formentlig godt klar over, at dette ophold kan føre til hans død. Det eneste lys han kan se i mørket, er rygtet om Jesus. Jeg kan forestille mig, at Johannes inderligt håber på, at Jesus er den, som han har ventet på. Derfor sender han sine disciple ud for at få bekræftet, om Jesus er det sande lys eller om han er endnu en falsk profet. I Jesu samtiden var der mange falske profeter, der opildnede befolkningen til at gøre modstand mod romerne, og mange blev ført i døden af disse falske profeter. Det kan sammenlignes med lyset i min barndomsstue. Et lys, der brænder hyggeligt i stuen, og pludselig falder ned og sætte ild i gulvtæppet. Det er det, som Johannes skal undersøge, om Jesus er lyset, der oplyser eller det, der fortærer.
I dag kender vi godt svaret på Johannes døberens spørgsmål. For Jesus var det sande lys, som han siger i Johannes evangeliet kap. 8, v. 12 ”Jeg er verdens lys. Den der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys”. Livets lys minder formentlig ikke om lysene i min adventskrans, men måske snare dåbslysene, som mange kirker bruger i dag. Hvor lyset tændes ved alle højtiderne, og binder livet sammen for vugge til grav. For Jesus er det lys, der brænder for os hele livet både ved fester, og når vi føler os magtesløse eller når verden er faldt samme omkring os, så er Jesus det lys, der oplyser. Det er ligesom historien om de fire adventslys, der talte med hinanden. Det første lys var tændt, og det var fred, men det følte ikke, at menneskene ville have fred, så det slukkede sig selv. Ligeså slukkede det andet lys, der var kærlighed, for menneskene ville hellere elske sig selv end hinanden. Det samme skete med det tredje lys, der var tro. Men det fjerde lys brændte, og det var håb, og så længe det brænder, kan de andre lys tændes.
Må jeres adventslys bringe jer håb i en mørk tid, lige meget om det hænger fra en silkesnor i stuen eller af sikkerhedsmæssige årsager står på bordet.
Comments are closed