Vi har bedt en række personer i Danske Kirkers Råd skrive en hilsen her i adventstiden. Læs her formand Peter Birchs hilsen på denne første søndag i advent.
Vi har alle vores minder fra barndommens jul. Der er så mange traditioner knyttet til advent og jul. Nogle bundet til ens familie, andre kollektive. Traditioner, der gør indholdet konkret, så vi med vores sanser og erindring husker, hvad advent og jul betyder. Når jeg tænker tilbage på min egen barndom og opvækst husker jeg adventskransen som noget ganske særligt. Når min mor bandt den med bånd og lys og den blev sat frem, så var det tegn på, at julen nærmede sig. Og når lysene – ét ad gangen – blev tændt i løbet af dagene frem mod jul, så var det et stilfærdigt og højtideligt tegn på, at lyset tog til og til sidst ville vinde over mørket.
Adventstiden er båret af de små tegn, der peger mod det store, der skal ske. Om det overraskende, at det mindste rummer muligheden for det største. Af en tilsyneladende død træstub vokser der en kvist. Et tæt mørke gennembrydes af et lille lysglimt. En mand på et æsel, der rider ind i en by, varsler nye tider og håb for alle.
Se, din konge kommer
Sagtmodig, ridende på et æsel
Sagtmodighed er et nøgleord. Vi bruger det ikke så tit. Jeg prøvede at slå ordet op i Ordbog over Det Danske sprog, for at se, hvad der egentlig ligger i ordet sagtmodighed. Det har med sagte mod at gøre – altså ikke med bulder og brag, men netop sagte. Ofte forbinder vi vist sagtmodighed med eftergivenhed eller måske ligefrem slaphed. En slags sympatisk tilbageholdenhed. Men den sagtmodighed, Jesus viser, er alt andet end eftergiven og tilbageholden. Umiddelbart efter beretningen om indtoget i Jerusalem, fortæller Matthæus om tempelrensningen, hvor Jesus rydder templet for boder og kræmmere – her er han alt andet end eftergiven.
Jesu sagtmodighed er det mod, den magt, der udspringer af hans kærlighed og barmhjertighed – eller som en af mine konfirmander engang udtrykte det i en bøn:
Kære Gud! Din magt er stor og dit hjerte større.
Jesu kongemagt er ikke en magt af denne verden – den kommer fra Guds hjerte, sagtmodigt, ridende på et æsel. Adventstiden fortæller, at han rider ind hos os.
Vi er folket. Det synes jeg, er så afgørende og værdifuldt i vores kristentro: Han kommer ikke som min konge eller din konge, men som vores konge. I ham bliver vi alle sammen bundet sammen i et fællesskab. Vi får et tilhørsforhold til Gud og til hinanden, som er signeret af ham – bærer hans segl.
Han kommer til os med lys og håb fra Gud. I ham bliver alle Guds løfter båret igennem og plantet midt iblandt os. Løftet om, at det mindste rummer muligheden for det største. Vi kan ikke nære håbet selv. I en verden med klimakrise og krig er vi prisgivet, hvis ikke håbet kommer til os, bliver rejst for os, plantet som en kim, der vokser, et lys, der gennembryder mørket.
Jeg sender jer alle mine varmeste hilsner med ønsket om en glædelig advents- og juletid. Tak for samvær og samarbejde gennem det forløbne år. Det har været en glæde for mig at møde de mange, der tager del i Danske Kirkers Råds arbejde og jeg ser til vores fortsatte samarbejde. Både i de konkrete sager, hvor vi i fællesskab henvender os til politikere for at ændre urimelige regler og rammer og i det fællesskab, vi har på tværs af konfessioner og traditioner. Og som netop i mødet mellem forskellighed bliver til mangfoldighed.
Comments are closed