​Hvad har FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling at gøre med kirkeligt arbejde herhjemme og ude i verden? Det vil Danske Kirkers Råd og en bred vifte af andre kirkelige organisationer sammen stille skarpt på, når der afholdes Himmelske Dage på Heden 30. maj – 2. juni 2019.

Danske Kirkers Råd og en række andre kirkelige organisationer er gået sammen om at stå for Verdensmålscafeen på Himmelske Dage på Heden. Cafeen afholdes på og i tæt samarbejde med Herning Bibliotek midt på hovedgaden. Vi begynder torsdag eftermiddag efter åbningsgudstjenesten og fortsætter frem til lørdag aften. Det bliver tre dage med tæt program. Der kommer en række spændende debatter med fokus på udvalgte verdensmål. Om aftenen bliver der musik og underholdning.

Debatter med kant og engagement

Hver debat indledes med en TED-talk, der på 11 minutter kridter banen op i et klart og engagerende tale danner rammen om samtalen. Debatterne skal gøre os klogere på Verdensmålene og give os inspiration til at arbejde videre med dem hjemme i kirker og kirkelige organisationer med udsyn både til det lokale og det globale. De medvirkende bliver både folk fra det kirkelige og ikke-kirkelige, der med hver deres tilgang vækker til eftertanker og engagement. Danske Kirkers Råd står bl.a. for to debatter med fokus på klimaindsatser lokalt og globalt med udgangspunkt i vores arbejde med Grøn Kirke.

Ideen til en Verdensmålscafe kom efter, at Danske Kirkers Råd ved sit møde i januar 2018 havde fokus på verdensmålene og hvordan vi som kirker kan blive og allerede er engagerede lokalt og globalt. Siden da har vi mødtes en større kreds af kirker og kirkelige organisationer, der på hver deres måde arbejder med verdensmålene. I dette gode samarbejde opstod ideen til, at vi skulle gå sammen om en Verdensmålscafe på Himmelske Dage på Heden. I samarbejdet deltager bl.a. Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Missionsråd.

Verdensmål for bæredygtig udvikling
Den 25. september 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere på FN topmødet i New York en hidtil uset ambitiøs og transformativ udviklingsdagsorden. Målene trådte i kraft den 1. Januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og  planeten, vi bor på. Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer desuden på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber. Verdensmålene anerkender, at social, økonomisk og miljømæssig udvikling, fred, sikkerhed og internationalt samarbejde er tæt forbundne, og at det kræver en integreret indsats at opnå holdbare udviklingsresultater.

Læs mere om FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling her: www.verdensmaalene.dk
Du kan hente inspiration til kirkeligt arbejde med verdensmålene her: http://www.dmr.org/godtnyt

Comments are closed