Hver søndag i adventstiden vil vi her på hjemmesiden bringe en adventshilsen. Generalsekretær Mads Christoffersen er netop kommet hjem fra det koptiske kommunitet Anafora i Egypten. Læs her om hans møde med stedet og med Biskop Thomas og om den læring, han tog med sig hjem. En læring om håb og forventning, der passer netop til adventstiden, som vi er gået ind i.
”Ingen kan selv blive løftet op, hvis ikke man knæler, og ingen kan løfte sit medmenneske op, hvis ikke man knæler og griber den anden. Inkarnationen er konkret. Vi kan ikke leve af ånd alene, vi må gøre en forskel for dem, der har brug for os. Vi skal ikke bare kalde den anden ud af nøden, men gå sammen med vores medmenneske. Du er elsket, fordi du er – ikke for hvad du er eller hvad du gør”.
Overfor os sidder en lille mand, der stråler af liv, kærlighed og visdom. Hans håndbevægelser følger hans ord om det at blive løftet op, og vi mærker, hvordan vi selv bliver løftet op af hans budskab. Biskop Thomas var med på Himmelske Dage på Heden for et par år siden og ved Grøn Kirkes konference om klima og socialt engagement tidligere i efteråret. Han har vakt stor interesse for koptisk spiritualitet og socialt engagement, sådan som han og hans brødre og søstre praktiserer det på kommunitetet Anafora i den egyptiske ørken mellem Cairo og Alexandria.
Anafora en vision og et kommunitet
Anafora betyder netop at løfte op, og som sådan understreger Biskop Thomas, at Anafora ikke bare er et sted, men noget der griber os i hjertet. Det er et forhold mellem Gud og den enkelte og forholdet til vores omverden. Jesus selv brød med de kulturelle og religiøse rammer i mødet samfundets udskud. Sådan er vi også selv forpligtet på inkarnationen. Vi skal ikke se på den anden ud fra hvem den anden er, men blot fordi han eller hun er til. ”Anafora er en ånd, en vision – Anafora er i dit hjerte. Derfor ender det aldrig, for det tages med i hjerterne hos dem omkring os”, tilføjer Biskop Thomas.
Alligevel kan man kun blive ramt af Anaforas åndelige, æstetiske og praktiske skønhed. For 25 år siden kom Biskop Thomas hertil. Der var ikke andet end ørken, men han havde en vision for stedet. Det skulle blomstre som et fællesskab for mennesker fra hele verden med forskellige kulturelle og kirkelige baggrunde. Der skulle ikke være regler og kontrol, men hver skulle bidrage med sine evner i ansvar og kærlighed til hinanden og til fællesskabet.
I dag ligger Anafora som en grøn oase med mere end 100 hektar land delt op i tre koncentriske cirkler. Vandet har de pumpet op fra undergrunden, og det flyder nu i kanaler og i vandingsanlæg ud over hele området. Når du kommer ind gennem den store port fra hovedvejen, kommer man til den første cirkel. Yderst ligger de store køkkenhaver, hvor grøntsager, krydderurter og frugt dyrkes uden nogen form for sprøjtemidler. I næste cirkel kommer man ind i området med undervisningslokaler for unge, der er faldet ud af skolen, et hjem for ældre er under opbygning, en slags Colosseum for udendørs gudstjenester og den store underjordiske kirke fyldt med ikoner fra gulv til loft
I den inderste cirkel ligger den fine hvide Opstandelseskirke og boligerne for stedets munke og nonner og alle de gæster, der kommer og bor på stedet. Husene ligger side om side, så de sammen danner et spørgsmålstegn med et lille kapel som prikken forneden.
Stilhed, samtaler og gudstjenester
Vi er en gruppe af 17 danskere afsted på en blanding af studietur og retræte. Flere af os går i stilhed nogle dage, men stedet er langt fra stille. Det summer af liv og samtaler.
Man kan bidrage som man ønsker og evner. Nogle hjælper til at med at male ikoner i den underjordiske kirke, hvor en finsk ikonmaler og kunsthistoriker har stået for processen gennem mere end ti år og regner med at være færdig inden for et par år. Andre hjælper til med at væve de tæpper, man ser over alt på Anafora, på stole, på terrasserne og ikke mindst på de enorme kirkegulve, hvor man træder ind efter at have sat skoene ude foran døren. Både præster, nonner, gæster og arbejdere udefra hjælper til i marken, med byggeriet af nye huse, sortering af al affald, undervisning, og alt det meget andet praktiske arbejde, der præger stedet.
Dagen begynder med gudstjeneste allerede klokken fire - længe inden det er blevet lyst - og slutter klokken halv otte, når solen skinner ned gennem ovenlysvinduet formet som Guds øje, der lyser på os inde i kirken. Sådan føler man sig set både af Gud og mennesker. Der er gudstjeneste igen om eftermiddagen klokken fem og aftenandagt klokken otte. Sådan har dagene sin faste rytme med koptiske bønner og lovsang som man har gjort det fra de tidligste kristne samfund i Egypten gennem de sidste godt 2000 år. Liturgien ligger helt fast, bønnerne er ikke formuleret til lejligheden ud fra aktuelle udfordringer men siges igen og igen, som de har gjort det gennem hele traditionen. Kyrie Eleison, Herre forbarm dig lyder det meditativt i Opstandelseskirken. Der synges og bedes på arabisk og på koptisk.
Bønnen – et udtryk for kærlighed
Netop bønnen står helt centralt i den kristne tro og i livet på Anafora. Jesusbønnen Herre Jesus, forbarm dig over mig siges repetitivt i stilhed hos den enkelte. ”Bøn er et kærlighedsudtryk”, siger Biskop Thomas. ”Det øde liv er som sort kul, der tændes i mødet med Kristus med ild og duftende røg”, tilføjer han med en klar henvisning til røgelsen under gudstjenesten. ”Hvis bønnen siges uden kærlighed, er det ikke en bøn. Jesus bærer os – han løfter os op. We can have a daily smile with God – He is nice!”, afslutter Biskop Thomas med et stort smil til den danske gruppe.
Oplevelserne på Anafora var knyttet til det konkrete møde med Biskop Thomas og alle de munke og nonner, der har givet deres livslange løfte om at være til stede der. Skønheden i husene, haverne og kirkerne er uforglemmelig. Skønheden og håbet for den enkelte om at blive løftet op i troen på Jesus Kristus og inkarnationens konkrete betydning for den enkelte og vores syn på medmennesket tager vi med os, når vi er rejst hjem fra den egyptiske ørken tilbage til den kolde danske vinter. På den måde er Anafora ikke alene et sted, der ligger langt væk fra vores liv herhjemme - dernede på vejen mellem Cairo og Alexandria - men noge vi tager med os i hjertet, sådan som Biskop Thomas så opløftende sagde til os. Det er værd at huske på her i adventstiden med masser af forventning og håb.
Turen var arrangeret af Areopagos 19.-26. november 2021 på baggrund af mødet med Biskop Thomas på Himmelske Dage på Heden i 2019.
Læs mere om Anafora her: https://anafora.org/
Comments are closed