I denne kronik opfordrer de tre kronikører til et opgør med gældende procedurer for visumansøgninger i forbindelse med kirkelige og kulturelle arrangementer, hvor der inviteres gæster udefra. Med eksemplet fra Himmelske Dage i Roskilde ser vi, hvordan visumreglerne i praksis er et stort benspænd for kirke- og kulturlivet herhjemme.

Af
Nik Bredholt, Lokalkomiteen for Himmelske Dage
Christian Balslev-Olesen, Det internationale udvalg, Himmelske Dage
Mads Christoffersen, generalsekretær for Danske Kirkers Råd


(Bragt i Politiken 31 august 2022)

Sommeren er ved at gå på hæld. Den har heldigvis budt på et massivt antal festivaller og lejre – både kirkelige og kulturelle – over alt i landet. Men visumreglerne til Danmark gør det meget vanskeligt at få gæster udefra ikke mindst fra Afrika. Et eksempel på det var, da vi i forsommeren stod for det store arrangement Himmelske Dage, som fandt sted i Roskilde den 26. til 29. maj. Her søgte arrangørgruppen om visum til Danmark for et band fra Madagaskar. Bandet består af fem medlemmer og har givet adskillige koncerter rundt om i Europa gennem årene. Ud over koncerter og gudstjenester ved Himmelske Dage skulle bandet desuden spille en række koncerter i kirker rundt om i Danmark. Selvom vi var ude i god tid, og brugte penge på gebyrer og på at få fragtet pas og dokumentation rundt i verden plus måneders arbejde for ansatte og frivillige i Danmark, så var det kun på et hængende hår, at bandet kom, og det var efter at de billetter, som var købt måtte opgives, for visa til bandets medlemmer kom for sent.

Mange andre kirkelige og kulturelle arrangementer oplever lignende vanskeligheder, når partnere inviteres her til. Vi undrer os: Hvorfor skal visum til Danmark være så svært at opnå? 

Kontakt til Ny i Danmark og Udenrigsministeriet
Vi ville gerne være ude i god tid og kontaktede allerede NY I DANMARK i januar 2022 for at være sikre på proceduren. Der er tre invitationsformularer for gæster uden for Schengen: VU1, VU2 og VU3 – den personlige invitation til venner og familie (VU1), invitation til kulturelle arrangementer (VU2) og invitation til finansielle samarbejdspartnere (VU3). Vi valgte VU2, da bandet skulle herop for at spille koncerter.

Vi spurgte, hvor formularen sammen med et invitationsbrev skulle sendes hen, eftersom der ikke findes en dansk ambassade i Madagaskar og fik at vide, at det måtte vi selv undersøge – præcis som vi jo allerede var i gang med.

Udenrigsministeriets Borgerservice blev derfor kontaktet, hvor ventetiden er markant kortere end hos NY I DANMARK. Borgerservice var meget hjælpsomme og henviste til den danske ambassade i Nairobi i Kenya. Ambassaden i Nairobi henviste imidlertid til den danske ambassade i Kampala i Uganda. Ambassaden i Kampala henviste imidlertid til ambassaden i Pretoria i Sydafrika. Dagene og ugerne gik og det vedblev at være uklart for os, hvordan ansøgningsprocessen helt lavpraktisk kunne begynde.

Et hav af udfordringer
Vi var ved at opgive, da vi i slutningen af marts hører fra en medarbejder på den danske ambassade i Pretoria. Vedkommende var meget hjælpsom og for første gang fornemmede vi, at vi kunne komme i gang med processen. Vi gensendte alle dokumenter, herunder billetter, invitationer, brev fra hotel i Danmark, forsikringspapirer med mere samt VU2-formularer. Vi skulle desuden udfylde formularer for alle fem gæster over Visa Facilitation Services (VFS) Global, som er et Dubai baseret indisk selskab, der tager sig af visumansøgninger på vegne af Udenrigsministeriet. Man kan søge om gruppevisum. Det gjorde vi. Desværre viste det sig, at en af gæsternes pas udløb kun tre måneder efter hjemrejse. Der kræves minimum seks måneder. Så han skulle have nyt pas inden vi kunne gå videre med ansøgningen. Et nyt pas kom efter en uge, hvorefter vi kunne fortsætte. Det kostede et mindre beløb. Efter nogle dage hørte vi imidlertid, at gæsterne fra Madagaskar fysisk skulle komme til Pretoria. Det er dyrt og besværligt at komme fra Madagaskar til Pretoria. Desuden ville det kræve, at gæsterne havde en overnatning/ophold i Sydafrika, mens deres ansøgning blev behandlet. Vi var ved at opgive og gæsterne mistede modet. Men så redder ambassadefunktionæren i Pretoria situationen og forklarede, at vi var heldige, at gæsternes fingeraftryk allerede ’var i systemet’, da de tidligere har været i Schengen. Derfor sendte de fem gæster deres pas og pasfotos og et såkaldt cover letter med underskrift med DHL-transport til Pretoria i begyndelsen af april. Det tog otte dage for passene at komme til Sydafrika. Desuden skulle vi fra Danmark sende invitationerne og de udfyldte VU2 formularer for hver af gæsterne fysisk med UPS til Sydafrika. Det tog også et par dage.

Efter nogen tid ved ambassaden blev passene sendt videre til VFS Global, hvor man håndterer visumansøgninger. Vi blev ringet op af VFS om værtskabet for de fem gæster. Alt lød fint. Samtidig fik vi at vide, at der skulle overføres 225 sydafrikanske rand (svarende til 100 kr.) til den danske ambassade i Sydafrika som håndteringsgebyr. Det skete med det samme. Det skal gøres separat af i alt fem overførsler. Det koster 800 kr. pr overførsel at overføre de 100 kr. (i alt 4500), når det skal gå hurtigt. Vi fik at vide, at under kommentarfeltet skulle vi skrive hvert enkelt pasnummer, hvilket skete. Dagen efter blev vi kontaktet af SWIFT-systemet for overførsler, at de ikke vil overføre et beløb, hvor der var skrevet pasnummer, da det er personfølsomt. De 100 kr. bliver tilbagebetalt, men ikke gebyret. Vi fik at vide, at processen skulle gentages, men pasnumrene skrives anderledes. Dagen efter fik vi igen at vide, at overførslen var afvist. Vi skrev til ambassaden i Sydafrika, at det ikke kunne lade sig gøre. De så igennem fingrene med det og opgav at få det opkrævede beløb.

Efter yderligere nogle dage fik vi i midten af maj besked fra ambassaden om, at der faktisk var fingeraftryk på fire af de fem gæster og at de således kunne få deres pas retur uden problemer. Men den femte – nemlig bandlederen – havde ikke sit fingeraftryk i systemet. Fra Madagaskar fik vi samtidig at vide, at han mangler fingrene på sin højre hånd, og at det måske kunne være derfor, at der ikke er fingeraftryk fra ham, hvis de kun har kigget efter aftryk fra fingrene fra højre hånd. Vi blev informeret om, at det hurtigste ville være, at bandmedlemmerne hentede deres pas i Pretoria, så de kunne nå flyet til København til rette tid. Men, problemet var jo, at deres pas befandt sig i Pretoria, så de kunne ikke rejse ud af Madagaskar. Derfor bad vi ambassaden om at sende de fem pas til Madagaskar med det samme. Men det måtte vi i Danmark ikke. Det skulle bestilles af gæsterne selv med dokumentation og underskrifter. Derfor bad vi de fem gæster samles med det samme og skrive et brev med deres underskrifter, som de kunne tage et foto af og sende til Sydafrika. Det lykkes. Dagen efter blev de fem pas sendt til Madagaskar med DHL.

De sidste dage i Madagaskar – og kontakten til det franske konsulat
Forsangeren for bandet fik et ildebefindende af den stress, der blev ophobet i forbindelse med processen. Efter endnu otte dage kom gæsternes pas til Madagaskar efter flere dages opmagasinering i Mauritius. Men på det tidspunkt var deres fly allerede fløjet og forsangeren manglede stadig sit visum. Takket være forsangerens bekendte på det franske kulturinstitut i Madagaskar lykkes det dog forsangeren, på under et døgn at få et 3-års ’multiple entry visa’ til Schengen via Frankrig. Alle havde nu deres visum. Det lykkes os ekstraordinært at finde økonomi til at købe nye flybilletter til gæsterne, så de kunne komme af sted med det samme, og ankom således med blot et par dages forsinkelse. Gæsterne ankom til Danmark den 26. maj 2022 og rejste hjem den 8. juni 2022.

Hvorfor alle de forhindringer?
Det tog godt og vel fire måneder at få visum til gæsterne fra Madagaskar for at de kunne komme og give koncerter i Roskilde og andre steder. Det er forståeligt og acceptabelt, at visum tager tid, men det der for alvor frustrerer, er en følelse af aldrig helt at vide, hvad der krævedes for at det kan lykkes. Der var hele tiden nye udfordringer og benspænd.

Gentagne gange skulle vi både have fysiske underskrifter og digitale godkendelser med mere fra vores gæster med korte frister. Frustrationen – ikke så meget over ventetiden – men over de mange udfordringer blev en fysisk og psykisk belastning for vores gæster og for os som værter. Systemet var helt uigennemskueligt.

Antallet af arbejdstimer for os som værter for alene at få visum til vores gæster har været enormt og overskrider det arbejde, det har krævet at planlægge gæsternes ophold i Danmark.

Bandet fra Madagaskar leverer musik på højeste niveau og det er helt essentielt for det at være kirke og det at afholde et arrangement som Himmelske Dage, at der er gæster fra udlandet – også uden for Europa. Men de mange regler og krav gør det i praksis næsten umuligt medmindre man allerede har visum.

Det sørgelige er, at vi i fremtiden nøje må overveje, hvem vi invitere til Danmark – og fra hvilke lande, de kommer. Kontakten mellem Danmark og Madagaskar er i forvejen ringe, og Danmark har ikke en ambassade i landet. Et lyspunkt var den personlige kontakt vi fik opbygget til ansatte på den danske ambassade i Pretoria. Ind til afrejse var vi ved at miste modet flere gange, da kravene om fysisk fremmøde i Pretoria, fremsendelse af pas, overførsel af gebyrer til VFS og ambassaden med meget mere skiftede undervejs. Desuden har det været særdeles bekosteligt i gebyrer og flybilletter, ikke mindst da gæsterne ikke kunne komme med det planlagte fly, da de endnu ikke havde modtaget deres pas.

Selv i lande, hvor der er en dansk ambassade, er oplevelsen, at ambassaden ofte ikke har kapacitet til at håndtere visum ansøgninger. FDF’s store landslejr i Ry i starten af juli måned havde også inviteret gæster fra lande uden for Schengen, som ikke fik visum. I et konkret tilfælde kunne gæster fra Indien ikke få deres visa gennemgået, da den danske ambassade i Delhi ikke havde tilstrækkelig med ansatte. Selvom ansøgningen om visum var indgivet i god tid, var ambassaden nødt til at melde fra. Og den danske ambassade i Delhi er ikke den eneste ambassade, der har meldt ud om manglende kapacitet. Det samme har ambassaden i Nairobi, Kenya, meddelt.

Uoverskuelige krav for visum
Hjemmesiden NY I DANMARK, hvor man skriver sine invitationer, er mere end vanskelig at navigere i, og når man ringer til NY I DANMARK for at få hjælp, oplever man dels timelange telefonkøer og derudover en helt udtalt modvilje, når man endelig kommer igennem køen. Ideen med at man laver en invitation, der får et online nummer, som den visum udstedende myndighed kan gå ind og finde, fungerer reelt ikke.

Visumansøgeren skal alligevel selv medbringe en udskrift af NY I DANMARK invitationen i papirform, når vedkommende henvender sig til en ambassade eller et konsulat med sin ansøgning.

Vi tror ikke, at de danske politikere er klar over vanskelighederne ved den nye ansøgningsprocedure for visum til Danmark, der delvist er uddelegeret til VFS Global, hvis ansøgningsskema er så kompliceret, at selv veluddannede danskere dårligt kan udfylde det.

De penge der spares ved at overlade visa ansøgninger til et privat firma i Dubai, er reelt udgifter for de mennesker, der inviteres, og for deres danske kontakter. Det er ikke nogen god måde at spare på, og det fremmer ikke den kulturelle udveksling, som vi har brug for.

Vi lever i en globaliseret verden, hvor der er behov for at forstå andre kulturer og det gør vi bl.a. i mødet med mennesker fra det store udland. Men den danske politik over for verden uden for Europa gør samværet svært at gennemføre. I praksis kan man kun være sikker på at få mennesker op, der allerede har et Schengen visum, og det udelukker fuldstændig det folkelige element. Det er ikke tilfredsstillende at danske ambassader ikke har mulighed for at give et almindeligt visum, som f.eks. den franske ambassade i overnævnte eksempel kunne, og det er heller ikke i orden, at danske ambassader må afvise ansøgninger om visum til Danmark måneder ud i fremtiden, fordi der ikke er tilstrækkeligt med mandskab. Vores erfaringer er fra det kirkelige landskab, men problematikken rækker ud over dette og handler helt principielt om, hvordan kulturmøder begænses af den gældende praksis.

Et opgør med den gældende visumpraksis er på sin plads.

Categories:

Tags:

Comments are closed