Nikæa-gudstjeneste, -seminar og -udgivelse
Nej, ikke Ikea. NIKÆA.
Kirkemødet i Nikæa i år 325 er en af de mest betydningsfulde, enkeltstående kirkelige begivenheder i hele den kristne kirkes historie. Det var nemlig her, en række biskopper mødtes for sammen at trække hovedlinjerne i den kristne tro op. Et fundament, som stadigvæk står, og som i 2025 fejrer sit 1700-års jubilæum verden over – bl.a. med en række arrangementer i regi af Danske Kirkers Råd.
Nikæa-seminar
Mandag d. 12 maj afholdt Danske Kirkers Råd og Mellemkirkeligt Råd seminar på Aarhus Universitet under emnet "Den nikænske trosbekendelse". Ca. 100 deltagere deltog i seminaret, hvor kirkeledere fra forskellige kirker, universitetsfolk, studerende m.fl. deltog i en, ja 1700 år gammel samtale, som i sin korthed kredser om spørgsmålet: Er Jesus en kosmisk mellemleder, eller er han Gud? Altså spørgsmålet om Jesus’ identitet. I år 325 blev Jesus’ guddommelighed slået fast, og forholdet mellem Faderen og Sønnen blev defineret. På seminaret blev mange emner vendt, særligt om hvorvidt Ånden udgår fra faderen alene eller også udgår gennem sønnen. Hele seminaret fik et festligt skær, da vi sang den gamle danske version af den nikænske bekendelse på opfordring fra biskop over Haderslev Stift, Marianne Christiansen. Efter seminaret, var biskop over Aarhus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, vært ved en reception for kirkeledere, forelæsere m.fl. i den smukke have ved bispegården i Aarhus.
Nikæa-udgivelse
Der er en ny fysisk udgave på gaden af bladet ”Kirke for alle”, der kort giver dig indsigt i alt det vigtigste, du bør vide om Nikæa. Magasinet er trykt og gratis. Det kan findes bl.a. til Nikæa -gudstjenesten på Himmelske Dage eller i Mellemkirkeligt Råds stand på Mulighedernes Marked. Alle teksterne er snart frit tilgængeligt på ”Kirke for alle”s hjemmeside.
Nikæa-gudstjenester
Anden påskedag samlede vores medlemskirker sig til fælles gudstjenestefejring i den katolske kirke St. Ansgar i anledning af Nikæa. Her var deltagere fra den katolske, ortodokse, anglikanske og selvfølgelig folkekirken tilstede, hvor vi blandt andet sang bekendelsen på latin. Det er muligt at opleve en lignende gudstjeneste på Himmelske Dage i Silkeborg Kirke fredag d. 30. maj kl. 15:00, hvor bekendelsen vil blive læst op på flere forskellige sprog.
Comments are closed