Arkiv for Økumenisk Engagement

Er der overhovedet mere at tale om?

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

f. Poul Sebbelov reflekterer her over den økumeniske samtale og den interne diskussion i Den Ortodokse Kirke om synet på andre kristne.

Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det. Kirkens enhed består til alle tider i og med Den Ortodokse Kirke. Sådan lyder ortodoks kirkeforståelse i koncentrat.

I juni måned 2016 afholdtes et pan-ortodokst møde på Kreta. Et vigtigt punkt på mødet havde overskriften: ”Den Ortodokse Kirkes relationer til den øvrige kristne verden.”  

Mange protestantiske iagttagere vil sikkert mene, at sagen er helt indlysende. Men netop det punkt voldte de allerstørste vanskeligheder på Kreta. For Den Ortodokse Kirke forstår sig selv som identisk med den nikænske trosbekendelses ”ene, hellige, katolske og apostolske Kirke” og kan derfor ikke anerkende den såkaldte ”gren-teori”, som lærer, at Kirken udgøres af summen af alle kirkesamfund, og at alle kristne således er Kirken, bare på  forskellige måder. 

Derfor blev der på Kreta meget heftige diskussioner, om betegnelsen ”Kirke” overhovedet kan benyttes om andre end ortodokse.  Nogle mente og mener fortsat ”nej”. Sagen truede med at gå i  hårdknude, indtil den græske Kirke (som selv hører til ”strammerne” på området), foreslog den formulering, der løste knuden og fik tilslutning fra de øvrige. Den lyder i slutdokumentet sådan her: ”Den Ortodokse Kirke anerkender eksistensen af andre historiske, heterodokse kirker og konfessioner.” 

Videre hedder det: ”Den Ortodokse Kirke forbeholder sig reservationer i forhold til afgørende punkter angående tro og kirkeordning; for de ikke-ortodokse kirker og konfessioner har fjernet sig fra den ene, hellige, katolske og apostolske Kirkes sande tro.” Og endelig: ”Den Ortodokse Kirke (…) godtager på ingen måde tanken om lighed mellem konfessionerne.” 

Heterodokse? Jamen, er der så overhovedet mere at tale om? Hvilket fællesskab kan Den Ortodokse Kirke have med de ”ikke ret-troende”? Nogle ortodokse svarer ”ingen!” Men mødet på Kreta svarer, at Kirken finder det vigtigt med dialog med verdens øvrige kristne: ”Den ortodokse Kirke, som uophørligt beder for alles enhed, har altid plejet dialog med dem, som har skilt sig ud fra Kirken.” 

Ortodokse skelner altså mellem ”Kirken” og ”de kristne”. Der er i verden mange kristne, som af indviklede, historiske, sociologiske og psykologiske årsager er blevet ”heterodokse”, men ikke derfor er ophørt med at være kristne. Dertil kommer, at selv om vi ved, hvor Kirken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor mange, der måtte være knyttede til Kirken med bånd, som alene er synlige for Gud. 

Sådan er Den Ortodokse Kirkes grundlag for økumenisk samtale. Det er også mit personlige grundlag for samvær og udveksling med andre kristne.

f. Poul Sebbelov repræsenterer Den Ortodokse Kirke, Guds Moders Beskyttelse, i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.  

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Tanker fra et medlem af Pinsekirken

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

Jeg voksede op i en familie, som var meget engageret i den lokale pinsekirke. Denne kirke var under min opvækst meget påvirket af den karismatiske fornyelse, som bragte kristne fra mange forskellige trossamfund sammen.

Der blev afholdt konferencer med et markant indslag af nye lovsange og bøn fra mange forskellige traditioner. Sloganet var: ’at de alle må være et’.

Da jeg år senere stod i spidsen for etablering af et nyt kirkefællesskab i Thisted, kunne jeg efter de første år konstatere, at vi kun var tre i det voksende menighedsfællesskab, der havde vores baggrund i en pinsekirke. Resten kom fra en mangfoldighed af kirkebaggrund – eller ikke fra nogen. Når jeg blev for ’pinsedogmatisk’, protesterede nogle af de andre gode kristne, og jeg lærte at sætte pris på deres perspektiv og tradition. 

I dag vil jeg hævde, at de forskellige kristne konfessioner har fået medicinen for hinandens sygdomme. Paulus’ kendte billede af menigheden som en krop gælder ikke blot den lokale menighedsforsamling. Det beskriver også de forskellige kirkelige konfessioner, som er forskellige, men ikke desto mindre samhørige og afhængige af hinanden. 

Det er for mig at se teologisk afgørende, at Paulus bruger mere spalteplads i sine breve på at undervise om kirkens enhed, end om retfærdiggørelsen af tro.  Måske fordi kirkens enhed er en forudsætning for, at vi troværdigt kan vidne om Guds Rige, hvor det ikke ’kommer an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus’ (Galaterbrevet 3:28).

Tonny Jacobsen repræsenterer Pinsekirken i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT

Er du ligefrem blevet økumenisk?

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

"Er du ligefrem blevet økumenisk?" Drilleriet var ikke til at overhøre, da replikken for nylig faldt fra en teolog ansat i folkekirken. Lige så hurtig jeg var til at sige, at det har jeg sådan set altid været - lige så tøvende bliver jeg, når jeg skal svare på, hvorfor jeg er "økumenisk engageret".

Af: Birgitte Stoklund Larsen, generalsekretær, Bibelselskabet

Jeg er optaget af forståelsen af det økumeniske som andet og mere end en sag for de særligt interesserede. Nøglen til både det hurtige svar og den lette tøven findes hos Grundtvig og i Bibelen.

Det sidste først: Bibelen er omdrejningspunkt for Bibelselskabets arbejde, og den er naturligvis også det helt naturlige afsæt for det økumeniske engagement, jeg aktuelt er en del af.

Bibelen er en bog, der skal læses og fortolkes og at gøre dette sammen med mennesker fra andre kirkelige traditioner er både givende og udfordrende. 
Bibelen rummer den fælles grundfortælling. Man kan sagtens få øje på uenigheder, også når det gælder tolkningen af Bibelens tekster, uenigheder som ikke nødvendigvis er konfessionelt bestemt.

Men man får noget at tænke over, når man ind imellem oplever, hvordan det fælles afsæt i de bibelske beretninger helt konkret kan være med til at bygge bro selv i meget tilspidsede konflikter. 

Og Grundtvig? 1800-tallets store salmedigter er ikke én, man umiddelbart forbinder med det økumeniske, men fordi han var så historisk bevidst og så stærkt optaget af de grundlæggende spørgsmål i kristendommen, giver det faktisk mening at kalde ham en økumenisk teolog.

Han havde fx stor indsigt i både ortodoks og angelsaksisk kristendom, og han lånte i sin salmedigtning i stor udstrækning også fra disse traditioner. Det er svært ikke at være glad for, at Grundtvig fx med sine pinsesalmer har levendegjort inspirationen fra den ortodokse tradition i folkekirken. 
Grundtvig er et fremragende eksempel på, hvordan en økumenisk interesse kan betyde udvidelse og berigelse - altså alt andet end at gå efter den laveste fællesnævner.

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Birgitte Stoklund Larsen generalsekretær i Bibelselskabet. Hun repræsenterer Bibelselskabet i Økumenisk Forum i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Gud velsigner mangfoldighed

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

”Jeg tror, Gud velsigner den mangfoldighed, der alt efter temperament og teologi, udfolder sig blandt hans folk, så længe vi blot ikke bliver sekteriske og selvtilstrækkelige.” Det siger major Levi Giversen om årsagen til, at han repræsenterer Frelsens Hær i Danske Kirkers Råd, samt i Frikirke Forum og Evangelisk Alliance.

Jeg har en tese om, at valg af kirkeligt ståsted for mange er baseret (mindst) ligeså meget på temperament som på teologi.
 
Selv er jeg et sammensat gemyt, der nyder det liturgiske såvel som det livlige, salmesangens dybde såvel som lovsangens lethed. Mit trosmæssige fundament er forankret i Frelsens Hær teologi, men også formet af mennesker og menigheder fra andre konfessioner, der har krydset min vej.

Mere forener end skiller
Jeg er opvokset i et udpræget økumenisk hjem, hvor Folkekirken blev frekventeret lige så flittigt som Frelsens Hær, ligesom Indre Missions søndagsskole, FDF-spejderne og Frelsens Hærs juniorarbejde ubesværet smeltede sammen til en naturlig enhed i min opvækst.

Som ung var det imidlertid Frelsens Hær, der trak mest i mig. Uden at jeg helt kan sige, om det var temperamentet, teologien eller kaldet til tjeneste, der i den forbindelse løb af med mig.

Stadig efter 25 år med forskellige lederansvar i Frelsens Hær præges min omgang med andre kristne trossamfund fortsat af den samme oplevelse af enhed som i min opvækst. Ikke fordi jeg ser overfladisk på trosmæssige kontraster, eller er uafklaret omkring mit personlige ståsted. Tværtimod. Men snarere fordi, jeg oplever, at der i substansen er meget mere, der forener end skiller mellem kirkelige konfessioner.

Enhed i mangfoldighed
Kirkeligt vil jeg således nødigt sættes i bås. Med afsæt i Frelsens Hærs slagord, ’blod og ild’, er jeg både påskeven og pinseven, med afsæt i dansk kirketradition er jeg både høj- og lavkirkelig, og med afsæt i dansk åndelighed både kulturkristen og værdikriger.

Jeg tror på enhed i mangfoldighed og holder meget af Jesu ord om, at ’I min faders hus er der mange boliger’ (Johs. 14,2). Det udtrykker en rummelighed og plads til forskelighed. Men også plads til at lade sig inspirere og udfordre på tværs af kirkelige traditioner og kirkeskel - og for den sags skyld retten til forbehold mod teologiske ’sandheder’ hos sit eget kirkelige udgangspunkt.

Det sidste betyder eksempelvis, at jeg åbent vedkender mig en stor glæde ved det sakramentale, samtidig med at jeg står inde for Frelsens Hærs forkyndelse om, at Gud er større end ceremonier. Det kan lyde problematisk men er det ikke, idet Frelsens Hær ganske vist ikke praktiserer sakramenterne, men dog tror på deres indhold.

Økumeni opfylder Jesu bøn
Denne ubundne og uforbeholdne tilgang til kirkelivet har for mig ført til mange gode oplevelser i tværkirkelige sammenhænge.

I mine yngre år førte det eksempelvis til en spændende tid som redaktionsmedlem på det hedengangne tværkirkelige ungdomsmagasin, Tværs. I forlængelse af det og efter en betimelig mellemlanding på Journalisthøjskolen førte det til en skrivepult på den tværkirkelige ugeavis, Udfordringen. Senere var jeg med ved stiftelsen af netværket, Frikirke Forum, under Danske Kirkers Råd, hvor jeg siden har været Frelsens Hærs repræsentant, ligesom jeg siden 2014 har repræsenteret Frelsens Hær i både Danske Kirkers Råd og Evangelisk Alliance.

Jesus beder i Johannes 17 om kristen enhed. Jeg er derfor overbevist om, at det økumeniske arbejde er med til at opfylde Jesu bøn, og at tværkirkeligt arbejde pr. definition er genstand for Guds særlige velsignelse. Samtidig må det understreges, at Jesus ikke nødvendigvis beder om enshed. Derfor tror jeg, han også velsigner den mangfoldighed, der alt efter temperament og teologi, udfolder sig blandt hans folk - så længe vi blot ikke bliver sekteriske og selvtilstrækkelige.

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum. Læs de øvrige her.

Levi Givesen er redaktør for Frelsens Hærs publikationer i Danmark. Han repræsenterer Frelsens Hær i Danske Kirkers Råd, samt Frikirke Forum under Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Sammen forstår vi Guds storhed

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

Økumeni handler om, at vi som kristne er sammen om at forstå, hvem Gud er. Johs Hansen fra Apostolsk Kirke skriver om sit økumeniske engagement.

Økumeni er en væsentlig nøgle til at begynde at forstå Bibelens Gud. Det er erkendelsen af, at Guds rige spænder bredere end jeg kan begribe og inkluderer flere end jeg personligt kan rumme. Når Efeserbrevet ydermere taler om, at det er sammen med alle de hellige, vi skal forstå højden, bredden, dybden og længden og fyldes af hele Guds fylde, så bliver økomeni afgørende vigtig. Jesus har valgt at træde frem i denne verden igennem sit legeme. Og hvilket sølle legeme, hvis det mangler både det ene og det andet af sine lemmer!

Sammen forstår vi Guds storhed
Apostolsk kirke har siden sin opstart i Danmark i 1924, været inspireret af Paulus' storslåede vision for kirken, som vi finder den netop i Efeserbrevet. Kristus er hoved for sin kirke, som er hans legeme. Hans visdom i al sin mangfoldighed skal gives til kende igennem kirken. Det er sammen med alle de hellige, at vi skal forstå hans storhed og fyldes af hele hans fylde, det er de vidt forskellige tjenester, der sammen skal udruste kirken osv. 

Gud har kun et folk
Jeg voksede op i Apostolsk kirke, og med forældre, som var første-generations aktive kristne, blev kirke og kirkeligt engagement samt ikke mindst dette syn på kirken, tidligt en selvfølge for mig. Det var dog først da jeg som 16 årig mødte YFC (Youth for Christ) og blev dybt involveret i dets arbejde, at jeg reelt mødte kristne fra andre kirkelige traditioner og sammenhænge end min egen. Dette møde blev meget afgørende for mig. Engagementet, med unge fra KFUM og KFUK, Frelsens Hær, Baptistkirken, Pinsekirken og mange andre, omkring at række evangeliet til andre unge og hjælpe mennesker i misbrug og elendighed, bandt os sammen og gav os en praktisk erfaring af at Gud kun har ét folk. Hans legeme, hans hænder og fødder på jorden.

Fordomme og skelpæle blev flyttet
Som 21 årig begyndte jeg på teologistudiet i Århus og lidt ved et tilfælde fik jeg fast læseplads på Menighedsfakultetet. Her fik jeg lov til dagligt at bevæge mig i en helt anden og meget anderledes tradition end min egen. Mødet med så mange oprigtige og skønne lutheranere, var yderligere med til at udfordre min teologi og fordomme og flytte skelpæle i mit liv. Siden er det blevet til engagement i utallige fælleskirkelige fora og initiativer, som alle netop har være båret af bevidstheden om at Kristus kun har én kirke.

Økumeni handler om troværdighed
Jesus sidste bøn om de kristnes enhed, må altid stå centralt i vores bevidsthed. For hvordan kan vi sige, at vi elsker Gud, hvis vi hader vores bror? Eller sige, at vi er ét med Ham, når vi langt fra er ét med hans børn?  Økomeni handler med andre ord for mig om at være troværdig i forhold til det budskab, jeg prædiker hver søndag. For størst af alt er kærligheden!

Johs Hansen repræsenterer Apostolsk Kirke i Danske Kirkers Råd.

Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT

Vi skal vise tillid til hinanden

Hvorfor betyder det økumeniske noget for mig?
Tanker fra et medlem af Alpha Danmark

"Vi skal ikke være bange for dem, der er anderledes end os, men blande os og vise tillid til hinanden og udvise enhed i al vores forskellighed." Bess Serner-Pedersen, som er repræsentant for Alphadanmark i Danske Kirkers Råd, fortæller om sit økumeniske engagement.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor tro, kirke og kristendom IKKE var på tapetet. I min uvidenhed troede jeg derfor, at der kun fandtes én kirke i Danmark og at det var Folkekirken. Jeg vidste godt om den katolske kirke og pinsekirken, men tænkte ikke om dem som rigtige kirker! Sidenhen opdagede jeg, hvad troen på Jesus Kristus betød og tog ham og hele hans evangelium til mig. Efterhånden som jeg mødte forskellige kristne blev hullerne i min uvidenhed fyldt ud og i dag frydes jeg over mangfoldigheden i Kirken med stort K.

Jesu bøn om enhed

Den sidste dag i sit liv beder Jesus om enhed imellem de kristne: ’… for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig’. Denne enhed kristne imellem ser jeg, som forudsætningen for, at vi kan opfylde trosbekendelsen og gå ud i alverden og gøre alle folkeslagene til hans disciple… og se det ske!

Forskellige kristne med eet for øje
Det har altid betydet meget for mig, at andre også skal høre evangeliet. Derfor involverede jeg mig i 15 år i Alphakurset i Danmark. Alpha er et kursus i kristentroen, som kommer fra Holy Trinity Brompton (HTB), London – en kirke i Church of England. Hvert år mødes Alphaledere fra over 160 lande i verden til Alpha International Days i HTB og det er en fest. Der er alle kulører af mennesker, alle afarter af kirkeretninger (den lutherske er i øvrigt én af de mindre), et væld af kirkekulturer, kirker fra bushen, kirker fra metropoler og unge, gamle og midt imellem. Og ALLE har ét for øje: alverden skal høre evangeliet. 

Der er mere vi er fælles om, end der skiller os
Enheden, tror jeg, er én af årsagerne til at Alpha er god til at åbne for troen hos mennesker, som ikke før har troet. Der er mere, vi er fælles om, end der skiller os. Det der skiller mest er kirkekulturen: beder vi med foldede hænder eller løfter vi dem eller knæler vi? Synger vi gamle salmer eller synger vi moderne lovsange? Bruger vi orgel eller guitar/trommer? Døber vi ved hel neddykning eller med at øse vand over hovedet? Følger vi bønner på skrift eller beder vi frie bønner? Kan præster være gift eller ikke? Alt det kan skille os, men det er uvæsentligt. Det væsentlige er, at vi tror, at Jesus Kristus redder os og giver os håb.

Vis tillid og kærlighed
Var det ikke Rosenius, der sagde: Enhed i det væsentlige, frihed i det uvæsentlige og kærlighed i alt. Det er klogt sagt. Vi skal ikke være bange for dem, der er anderledes end os, men blande os og vise tillid til hinanden og udvise enhed i al vores forskellighed. Vi har en større sag, som vi er fælles om. Det arbejder jeg for ud fra min kirke, som er Folkekirken.

Bess Serner-Pedersen repræsenterer Alphadanmark i Økumenisk Forum i Danske Kirkers Råd. Hun sidder også med i Styrelsen for Danske Kirkedage, som organisatorisk hører hjemme i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området. 

Denne klumme er en del af en serie.
Læs flere klummer her.

Opdagelsestrang, nysgerrighed og kirkelig interesse

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra et medlem af Dansk Oase

Når man ved, hvor man kommer fra, er der ingen grund til at være bange for det, som er anderledes, tværtimod. Heller ikke andre kirkesamfund. Sådan skriver Anne Mie Skak Johanson, som er repræsentant for Dansk Oase i Danske Kirkers Råd, om hendes økumeniske engagement.

Jeg er vokset op med sange som ”Jeg elsker den brogede verden”, ”Navnet Jesus blegner aldrig” og ”Om bålet samles vi nu i klynge”. En mikset verden af grundtvigsk frisind, missionshusets dybe tro og spejderhusets fokus på fællesskab og morskab. Oven i det har jeg altid lært, at verden er fuld af muligheder, og nyt, der skal opdages.

Opdagelsestrang, nysgerrighed og kirkelig interesse
Når man ved, hvor man kommer fra, er der ingen grund til at være bange for det, som er anderledes, tværtimod. Derfor er der måske ikke så underligt, at jeg rent kirkeligt er blevet økumenisk engageret. Det er sikkert lige dele opdagelsestrang, nysgerrighed og kirkelig interesse for anderledestænkende, som har været drivkraften. Når mulighederne for engagement har budt sig, så har jeg været med.

Heftige diskussioner
Allerede som ung var jeg engageret i og på besøg hos forskellige kirkelige grupperinger og kirker. Det oplevedes meget naturligt, og med ungdommens ubekymrede og lette tilgang til alle ting, var der ikke megen finfølelse over for de oprigtige og sunde forskelle, som kirkesamfundene havde. Det skabte af og til heftige diskussioner og manglende forståelse. 

Forskellighed udvider og strækker os
Siden har jeg gennem mødet med vise og gode mennesker fra diverse kirkesamfund øget min bevidsthed om og kendskab til det helt unikke i økumeniske arbejde. At forskelle ikke er en hindring for fællesskab, og at de ikke bare skal forsvinde. Forskelle kan være med til at udvide og strække os som kristne. Så er jeg også blevet lidt ældre og mere fornuftig! 

”Børnlille, elsker hverandre”
Som ung var jeg til et møde i Kolding, hvor Jens Møller talte. Han gentog igen og igen sætningen ”Børnlille, elsker hverandre” med henvisning til Jesu bud til disciplene om at elske hinanden. Jens Møller fik endda forsamlingen til at sige sætningen i kor. Og så forklarede han, at netop trossamfundenes forskellighed gjorde det muligt for os at praktisere dette kærlighedsbud. Hvis vi bare var ens, skulle vi slet ikke kæmpe med at elske og respektere og være sammen. Sætningen og sagen satte sig dybt i hjertet, og har hængt ved, sådan at sætningen ”Børnlille, elsker hverandre” stadig er en slags overskrift over mit økumeniske engagement.

Anne Mie Skak Johanson repræsenterer Dansk Oase i Økumenisk Forum i Danske Kirkers Råd. Hun sidder også med i Styrelsen for Danske Kirkedage, som organisatorisk hører hjemme i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT

Fred og alt godt!

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra et medlem af Assisi-Kredsen

Kristendommen blev ikke opfundet af Luther, men er bredere. En nødvendig form for økumeni er mødet med kristne fra forskellige kirkesamfund på græsrodsniveau. Det sker f.eks. i Assisi-kredsen. Gunnar Bach Pedersen er pens. sognepræst i folkekirken og repræsenterer Assisi-kredsen i Økumenisk Forum.

I min første ungdom betød økumeni ikke noget for mig eller mine omgivelser. Heller ikke et fælleskirkeligt arrangement som Evangelisk Alliances bedeuge var noget, som man blandede andre kirker ind i. Den tog Indre Mission og KFUM og K sig af alene. Men på et tidspunkt deltog jeg i et møde arrangeret af den kristelige gymnasiastbevægelse, et lokalt debatmøde om en af de præster, som på det tidspunkt prøvede at stille særlige krav til forældre, der ønskede deres børn døbt. I den debat deltog en af skolens religionslærere, som kritiserede den pågældende præst med argumenter, som hun udelukkende hentede hos Luther. Og det bød mig imod, jeg syntes, at det var for snævert, også Luther måtte vel bedømmes ud fra Jesus. Kristendommen var ikke opfundet af Luther.

Mødte det økumeniske i studietiden
Efter gymnasium fulgte teologistudier i Århus, hvor jeg mødte det økumeniske i en udfoldet form, især i kredsen omkring Johs. Aagaard og denne kreds’ engagement både på fakultetet og i Det økumeniske Center. Og så havde jeg den store oplevelse at blive steward ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala og der opleve den kristne kirke i al dens brogede forskellighed.

Økumenisk omkring Frans af Assisi
Men dér, hvor jeg i de senere år særligt har oplevet det økumeniske, er i den kreds, jeg repræsenterer her, Assisi-Kredsen. Her mødes kristne fra flere kirkesamfund, vi tager på rejser sammen i en fælles optagethed af Frans af Assisi, og vi kommer i snak om, hvad kristendom er for os. Vi mødes på græsrodsniveau, vi er ikke officielle repræsentanter for et kirkesamfund, men enkeltkristne, som mødes, holder gudstjeneste sammen, taler sammen. Det er en meget nødvendig form for økumeni ved siden af den officielle, hvor det er kirkeledere og teologer, der mødes. I den sammenhæng møder vi det, som Frans altid hilste med: Fred og alt godt!

Gunnar Bach Pedersen repræsenterer Assisi-kredsen i Økumenisk Forum i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT

Mange måder at være kristen på

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra en FDF'er

Der findes mange måder at være kristen på. Og livet og troen bliver i den grad rigere, når det går op for os, hvor stort Vorherres strikketøj er, mener Jakob Rönnow. Jakob er sognepræst i Folkekirken og repræsenterer FDF i Økumenisk Forum.

Den tykke mand
Jeg var langt hjemmefra. Faktisk i Kina. Altså Taiwan Kina, og endda nede i bunden af den smukke, smukke ø. Man havde dengang ikke rigtig øje for, om man var af den ene eller den anden slags kristne orientering, for der var kinesere nok, der slet ikke havde hørt noget om kristendommen. Hvorfor så specificere det og gøre det indviklet? Derfor kom jeg ved et tilfælde til at være sammen med en tyk, uendelig glad amerikaner, der også var havnet dér.

Han satte sig til klaveret, og så sang han en af de dér banale, letsungne sange, som stort set kun gik ud på: Jesus er dejlig, Jesus er stor, Jesus er alt, Jesus er god. Der var godt nok langt til Grundtvig og 13 vers af O kristelighed! Men manden kunne slet ikke tie stille med det, der fyldte ham, og det havde han besluttet, at flest muligt i verden skulle høre, og så var han rejst hjemme fra USA - uden tjenestemandspension, uden returbillet - og uden tung teologi. For luthersk, det var han langt fra!

Men så er det ham, jeg husker allerbedst, når jeg tænker tilbage på dem på min vej, som var med til at lirke mine folkekirkelige øjne op for, at man måske godt kunne være kristen på andre måder end min. Han viste det, så jeg husker det den dag i dag!

Hovsa det var hausa!
Jamen da jeg var endnu yngre - i gymnasiet - mødte jeg i Helligåndskirken på Strøget en nigeriansk præst. Da vi skulle gå hver til sit, foreslog værten, at præsten bad en bøn. Det gjorde han. Og den var lang. Og den var på hans eget sprog, hausa. Pludselig hørte jeg mit navn. Han bad for mig!! Det var sandelig ikke det samme som den omgang ”Opløft eders hjerter til Herren” som jeg var vant til at høre et kor synge hen over hovedet på mig (bogstaveligt talt) i kirken. Der var en, der var betydelig mindre blufærdig end jeg! Ham glemmer jeg heller ikke.

Så var der lig-vendings-festen
Hvor går grænsen for hvad der er kristendom? Ja for mig mødte jeg den vist nok på Madagaskar engang, da jeg rigtig ude på landet traf på nogle rare lokale mænd, der var ved at grave deres bedstefar ned. Han var død tre år før, men nu havde han været oppe og var blevet luftet og vendt, knoglerne lagt i orden i et nyt ligklæde og så gravet ned igen. Sådan gør man da!

Jeg var målløs over, at jeg havde mødt dette noget usædvanlige, og dog udbredte eksempel på traditionel tro på Madagaskar – indtil en protestantisk missionær sagde til mig: ”Åh, det har nok bare været nogle af vore katolske venner!”. Så lærte jeg, at katolikkerne, hvor de kom frem på jorden, har været meget bedre end os til at tage lokale skikke med ind i den kristne tro. Havde man en Sort Gudinde, blev det ”Den Sorte Madonna osv. En hellig sten til et alter. Den slags gamle skikke skulle ikke skille; og jeg er faktisk ikke i tvivl om at der bliver forkyndt kristendom lige ind i den lokale kultur på den måde, hvor fremmed det end er for mig!

Hvad er så rigtigst?
Det er naturligvis kristendommen, som den praktiseres i Folkekirken, især i Vangede Kirke i Gentofte, især af mig. Nej vel er den ej! Og livet og vor tro bliver i den grad rigere, når det går op for os, hvor stort det er, at Vorherres strikketøj har rigtig mange farver og mønstre, og vi selv bare er et lille hjørne af Guds gigantiske kludetæppe.

Derfor er økumeni så utroligt værdifuldt - syn’s jeg.

Jacob Rönnow repræsenterer FDF i Danske Kirkers Råd og sidder med i Stående Udvalg for Økumenisk Forum.  Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT

Tænk at økumeni kan være et problem

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra en pigespejder

Som spejder og præst handler økumeni om at turde være forskellige i den dialog og samarbejde, som er etableret, mener Karen-Bolette Berg. Hun er pigespejder og folkekirkepræst i Herlev og repræsenterer De grønne pigespejdere og Herlev Fælleskirkelige Udvalg i Økumenisk Forum.

Inspiration derhjemmefra
Som for så mange andre, er det gået det mere og mere op for mig, hvor meget jeg har overtaget fra mine forældre mht. vaner og værdisæt. Og det økumeniske er en af tingene for mig. Den positive indstilling til forestillingen om kirkens enhed trods mangfoldighed og splittelser, fik jeg indpodet af min far, dengang jeg havde opdaget, at der stod økumenisk og ikke økonomisk på én af hans bøger (min far var også præst). Jeg fik sikkert en alt for lang forklaring på, hvad det betød, men jeg husker det indlysende i det, han sagde: at selvfølgelig skal alle kristne da kunne arbejde sammen, når vi nu har samme Gud.

Tænk, at økumeni kan være et problem 
Siden beskæftigede jeg mig ikke meget med det økumeniske, så jeg har ikke gjort hele rejsen med alle bestræbelserne for at udarbejde fælleserklæringer og dokumenter med. På teologistudiet mødte jeg til min store undren medstuderende, der nærmest blev rasende, hvis samtalen drejede sig om det økumeniske. Jeg anede ikke, at det kunne være et problem!

Indblik og udblik
Siden jeg er kommet med i Økumenisk Forum og Danske Kirkers Råd, har jeg fået indblik i flere aspekter af det økumeniske arbejde både her i landet og internationalt. Det er spændende at møde repræsentanter fra andre kirkesamfund, og det er spændende at høre og læse, hvad vores repræsentanter oplever og bidrager med i de internationale sammenhænge.

At turde være forskellige
Som jeg ser det, er det økumeniske arbejde nu om dage ikke et spørgsmål om at få samtalen og samarbejdet etableret. Det ér etableret, og det gødes og næres i mange sammenhænge. Min fornemmelse er, at næste skridt er at turde være forskellige – sammen. Samhørigheden som kristne kirker er slået fast, nu kan mangfoldigheden blomstre, for den er ikke en trussel mod vores fællesskab mere, takket være det store arbejde, der er gået forud.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT