Fra fredag den 15. oktober til lørdag 23. oktober arrangerer KFUM og KFUK i Danmark en tur til Taizé i Sydfrankrig. Her kan unge opleve et økumenisk broderfællesskab, når omkring 100 brødre og gæster fra hele verden samles i smukke omgivelser til fordybelse, nærvær og givende samtaler.

En rejse til Taizé giver mulighed for at opleve et enestående fællesskab med kristne fra hele verden og få ny inspiration igennem samtaler og samvær med andre. I efterårsferien vil der være mulighed for at blive en del af dette fællesskab sammen med andre unge fra Danmark.

Det vil blive en uge med tid til stilhed, personlig refleksion, bøn og sang såvel som samtale og fællesskab med unge fra hele verden på tværs af lande-, kirke- og kulturgrænser.

En typisk dag i Taizé er bygget op omkring tre gudstjenester, som bl.a. består af skriftlæsninger, enkle flerstemmige, meditative sange, bøn og stilhed. Ud over gudstjenesterne vil de rejsende deltage i bibeloplæg, samtalegrupper og desuden hjælpe til med let praktisk arbejde. 

Praktisk info

  • Datoer: 15.-23. oktober (fra fredag til fredag i uge 42)
  • Pris: 2000 kroner for medlemmer af KFUM og KFUK. Prisen for ikke medlemmer er 2500 kr. Prisen inkluderer transport, rejseforsikring samt kost og logi hos Taizé. 
  • Der er tilmeldingsfrist den 1. oktober 
  • Turen til Taizé er arrangeret af KFUM og KFUK.

Læs mere om turen på Facebook-begivenheden og på KFUM og KFUKs hjemmeside.

Comments are closed