Vellykket konference for migrantpræster

60 præster og ledere fra migrantkirker i Danmark var samlet til den årlige migrantpræstekonference 2-4 juni 2016 på Brogården i Middelfart. Det er ottende år i træk, at præster fra mere end 30 forskellige menigheder mødes for at tale erfaringer og drømme for migrantmenigheder i Danmark.

’God’s people in a time of migration’ var titlen på dette års konference for migrantpræster og menighedsledere. 
Det er ottende år i træk, at Danske Kirkers Råd, Tværkulturelt Center, Kirkernes Integrationstjeneste og Apostelkirken står for dette inspirerende møde.

Præster fra hele verden med mere en 25 forskellige sprog placeret ud over Danmark fra Bornholm og Langeland til København, Odense, Ølgod, og Aalborg havde taget toget til Middelfart for at mødes og dele erfaringer drømme fra livet i nogle af de godt 260 migrantmenigheder i Danmark.

Desuden deltog biskop Marianne Christiansen fra Haderslev Stift og Tonny Jacobsen fra Pinsekirken for at fortæller om folkekirken og frikirkerne i Danmark og hvordan man kunne styrke samarbejdet mellem ny- og gammeldanske menigheder. Desuden var engelske Colin Chapman fra Den Anglikanske Kirke inviteret med som taler. Han stod for de daglige bibeltimer med særlig fokus på Johannes’ Åbenbaring. Han er fra England, men er født i Indien og har boet i Beirut og Cairo i en lang årrække, hvor han bl.a. har undervist i og skrevet flere bøger om forholdet mellem islam og kristendom.

Deltagerne havde også mulighed for at fordybe sig i særlige emner i mindre grupper om præsteembedet, om børn og generationsskifte i migrantmenighederne, om regler for organisationer og kirker og om situationen i Mellemøsten og hvilken betydning det har for kristne og sameksistensen med muslimer. 

Som altid var der også tid til fest med masser af sang og underholdning på alverdens sprog. Konferencen sluttede af med gudstjeneste, hvor Mads Christoffersen var liturg og Colin Chapman prædikede. Desuden var der bønner og læsninger ved de mange deltagere. 

Udgifterne for deltagernes ophold blev dækket af lokale menigheder, stifter og fonde.