Tag arkiv for “ kirkernes verdensråd “

Nytter det noget?

Af: Christian Alsted, Biskop i Metodistkirken i Norden og Baltikum

En stor gruppe af kirkeledere og kirkeligt delegerede fra Kirkernes Verdensråds generalforsamling har været på ”fredstog” til den Demilitariserede Zone mellem Syd- og Nordkorea. Christian Alsted, biskop i Metodistkirken i Norden og Baltikum, var med.

I det fjerne tegner de smukke grønne bjerge en blød linje mod den grå himmel, og nedenfor flyder floden bred og stille gennem efterårslandskabet. Harmonisk ser det ud, men billedet er skæmmet af pigtråden, der snor sig som en ubehagelig gennemsigtig mur og minder om adskillelsen mellem den sydlige og nordlige del af den Koreanske halvø.

Vi er 700 af deltagerne i Kirkernes Verdensråds generalforsamling på vej i 20 busser til den Demilitariserede Zone, der som et flere kilometer bredt bælte skærer Korea midt over. Her er det meningen, at generalforsamlingens tema ”Livets Gud, led os til retfærdighed og fred” skal få konkrete udtryk. Vi er alle blevet udstyret med et lille banner, som vi er blevet bedt om at skrive vores personlige bøn for retfærdighed og fred på, inden det skal hæftes til et pigtrådshegn.

Ambitiøst bliver dagens udflugt kaldt et ”Fredstog”, og som halvkynisk dansker kan man godt spørge sig selv, ”nytter det noget som helst, at kirkeledere og delegerede fra hele verden sammen bruger en dag af deres liv på at bede bønner og besøge det område som deler Korea i Nord og Syd?”

Med danske briller er det vanskeligt at vurdere, men hovedparten af de Sydkoreanske kirker er enige:  forsoningen og genforeningen af Korea står øverst på listen af bønner.  For dem er ”Fredstoget” til den Demilitariserede Zone et væsentligt udtryk for støtte og deltagelse i deres bestræbelser på at bygge bro – både gennem deres passionerede bønner, forskellige former for humanitær hjælp ind i Nordkorea og et vedvarende pres på regeringen i Seoul.


Det er dog langt fra alle kristne i Sydkorea som er enige i den tilgang. Tværs gennem kirkesamfundene er der præster og menigheder, som betragter Nordkorea som en kommunistisk fjende. De længes ikke efter genforening, tværtimod mener de, at den blødsødne holdning forråder det kristne budskab og ikke fører til noget godt.

Kirkernes Verdensråds generalforsamling valgte selv at være et svar på bønnen i temaet ”Livets Gud, led os i retfærdighed og fred,” ved at vedtage en vidtgående udtalelse, der både udtrykker en stærk støtte til Koreas kristne og vil lægge pres på regeringerne i både Nord og Sydkorea til at søge forsoning og genforening.

Vil det føre det til noget? Kristne i Sydkorea tror det og beder om en anden fremtid, og måske er der en dag nogen, der klipper den grimme pigtråd over, så der ikke bare er frit udsyn til de grønne bjerge, men så familier og venner igen kan forenes. 

Christian Alsted er delegeret ved Kirkernes Verdensråds generalforsamling for United Methodist Church

Læs mere om generalforsamlingen her: www.wccinfo2013.info 

”Når bøn for fred kan koste friheden” af Mads Christoffersen

Læs indlæg og artikler fra andre af de danske delegerede her: http://mellemkirkelig.wordpress.com

Når bøn for fred kan koste friheden

På Kirkernes Verdensråds 10. Generalforsamling i Busan, Sydkorea, afholdes møder og store arrangementer i et kæmpe konferencecenter. Men i weekenden deltog 20 personer fra alle dele af verden på en tur til øen Jeju Island syd for Koreas kyst. Det blev et rystende og tankevækkende møde med stærkt engagerede mennesker og konflikten mellem militær opbygning og det lokale sammenhold. Folkekirkens delegerede Biskop Sofie Petersen og Kirsten Auken og Danske Kirkers Råds generalsekretær Mads Christoffersen var med.

Selv små ord mangler
En spinkel mand med tyndt sort skæg og briller hilser os velkommen ved at række begge hænder i vejret. Hans ansigt lyser op og han smiler. Han er klædt i en gråbrun fangedragt med nummeret 2-2 409 påført på brystet. Vi taler til ham, men han kan ikke høre os for vi er adskilt af en tyk lydtæt glasvæg. Døren smækker bag os og mikrofonen bliver tændt. Vi sidder tæt - fem besøgende, hvor der kun er plads til to.

Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan, de store konferencesale og de store ord om fred og retfærdighed i verden synes uendelig langt væk i mødet med den indsatte Pastor Song. Vi befinder os på øen Jeju Island nogle hundrede kilometer fra Busan og Sydkoreas kyster. Det er svært at finde selv små ord her, hvor fem deltagere fra weekendens tur til Jeju nu sidder ansigt til ansigt med Pastor Song iklædt fangedragt. Resten af gruppen på i alt 20 personer sidder uden for fængslet og venter.

Præst i isolation
Vi befinder os i fængslet på Jeju, hvor han har siddet fængslet sammen med 5 andre i isolation uden mulighed for at tale med hinanden og med besøg 12 minutter hver anden dag og en daglig gårdtur på 30 minutter. Hans kone tog imod os uden for fængslet og fulgte os ind. Vi fik hendes besøgstid, så hun må vente et par dage med igen at se sin mand - i 12 minutter. Song har siddet her i mere end et halvt år og ved stadig ikke hvordan anklagerne mod ham kommer til at lyde, når retssagen begynder i løbet af november.

Efter 12 minutter, hvor vi som besøgende på skift har talt i den lille mikrofon til Pastor Song eller gennem en dårlig højtaler har hørt fragmenter af hans historie, bliver vi afbrudt af en høj brummen og en stemme på koreansk, der gør det umuligt at fortsætte samtalen. Han rejser sig på den ene side og vi på den anden side af glasvæggen. Vi bliver lukket ud i lyset igen dybt påvirket over mødet og prøver at forstå, hvad det hele drejede sig om.

Flådebase splitter
Vi kommer ned i landsbyen Gangjeaon. Foran hvert hus hænger der enten gule flag eller sydkoreanske flag. I det lokale fredscenter hører vi, at man er ved at bygge en flådebase uden for landsbyen. Borgmesteren forklarer, at byggeriet har splittet familier, venner og hele lokalsamfundet i et for eller imod

byggeriet. Fortalerne med det koreanske flag foran deres huse taler for, at det vil være godt for den militære sikkerhed og for forretningslivet. Modstanderne med de gule flag foran deres huse taler om stigende militarisering af hele Stillehavsområdet med USA i spidsen, om forurening og om ødelæggelse af kysten. De fleste i landsbyen er modstandere af flådebasen, men der hvor man tidligere var samlet om det sociale liv og mandarinhøsten er man nu helt splittet.

Bøn for fred
En gammel katolsk præst med mørk hud og langt hvidt skæg og hår kommer frem og fortæller sin historie. Han hedder Fader Mun og har sammen med Pastor Song og mange andre fra landsbyen hver dag stået sammen foran adgangsvejen til basebyggeriet og spærret vejen for de store lastbiler, der kom til. 'Kan vi forsinke dem bare nogle sekunder, har vi da også gjort lidt', siger han. Han viser os en kort film af de gudstjenester han står for hver dag kl. 11 i bøn for fred og i protest mod oprustningen. Man ser hvordan han igen og igen bliver fjernet af politiet, mens han sidder helt roligt med foldede hænder uden at gøre modstand. Han fortæller, at mere end 600 mennesker de sidste 6-7 år er blevet arresteret ved sådanne gudstjenester og andre protester foran byggeriet.

Historien kaster skygge
Jeju Island blev for ti år siden kaldt 'Øen for verdensfreden' af Sydkoreas præsident. Det skete i forbindelse med en offentlig undskyldning til lokalbefolkningen over den massakre, der i 1948 kostede 25-30.000 mennesker livet. Den fandt sted, da lokale ville protestere over regeringen og den stigende polarisering mellem den nordlige og sydlige del af den koreanske halvø. Massakren blev udført af koreanske soldater, men ledet af amerikanske generaler. Det er denne historie om krigens ødelæggende betydning for Jeju, om den nationale regering og den internationale militarisering, der kaster sorte skygger over Jeju.

Mødet med Jeju præger
Efter et døgn på Jeju var vi blevet rystet godt igennem af indtryk, af mødet med lokale, af billeder og dokumentation af en massakre, af mødet med fortalere og modstandere af en flådebase, vi aldrig havde hørt om på en ø, vi kun lige havde lært at udtale navnet på. Modstanderne ønskede, at vi skulle tage det op på Kirkernes Verdensråds Generalforsamling, når vi kom tilbage til Busan. Men kendte vi virkelig nok til denne konflikt til at komme med en udtalelse?


Officiel opfølgning i Kirkernes Verdensråd?
De i alt 20 deltagere har siden været i kontakt med den komite, der arbejder med offentlige udtalelser fra generalforsamlingen. Her er man opmærksom på konflikten, fordi de lokale på Jeju allerede har rejst den. Uanset at vi ikke kender konflikten i al sin bredde er vi på hver vores måde forpligtet på det vi har været vidner til - ikke mindst mødet med Pastor Song - en spinkel mand med tyndt sort hår og skæg og med nummeret 2-2 409 trykt på sin fangedragt.

Fader Mun sammen med Mads Christoffersen

Kirkens enhed er levende i al sin mangfoldighed

Kirkernes Verdensråds 10. generalforsamling i Busan, Korea, 30 O kt. 2013.

Korea byder velkommen til verdens kirker. Kirkernes Verdensråds 10. generalforsamling er nu igang med fokus på fred og retfærdighed under temaet Livets Gud, led os til refærdighed og fred.

Kirken er på en gang global og lokal, universel og kontekstuel. Det kommer med al tydelighed frem her på Kirkernes Verdensråds generalforsamling i den koreanske by Busan. Efter en flot åbningsgudstjeneste bød de koreanske kirker velkommen med en imponerende og bevægende dans og opera om Koreas historie.

Adskillelsen er et åbent sår
Adskillelsen mellem Nord- og Sydkorea præger og er et åbent sår i den koreanske virkelighed. Generalforsamlingens fokus på fred og retfærdighed er særdeles relevant i en koreansk sammenhæng. For de 360 medlemskirker, der er med på generalforsamlingen er det et fælles ønske at arbejde for fred og retfærdighed globalt, men vejen dertil lokalt afhænger helt af den enkelte kirkes virkelighed. 

Velkomst
Generalsekretær Olav Fykse Tveit bød velkommen med sin rapport om, hvad Kirkernes Verdensråd har opnået siden sidste generalforsamling efterfulgt af udtryk for opbakning fra deltagerne eller kritiske spørgsmål til konkrete udfordringer.

Stor dansk repræsentation
Fra Danmark deltager 19 repræsentanter fra Folkekirken, Metodistkirken, Folkekirkens Nødhjælp. Fra Danske Kirkers Råd deltager generalsekretær Mads Christoffersen. De deltager sammen med delegerede, repræsentanter og observatører fra kirker, økumeniske råd og kirkelige organisationer fra hele verden. 

Procedure og frit fællesskab
Der er meget at holde styr på til sådan et møde. Derfor var det en stor hjælp, at der inden den officielle begyndelse var en introduktion for nye deltagere om forretningsorden, regler for det ene og det andet og en kort gennemgang af programmet. Men generalforsamlingen lægger vægt på fællesskabet gennem økumeniske samtaler, bibelstudier og bøn. Her mødes folk fra alle hjørner af verdenskortet i åbenhjertighed. I det møde bliver det så tydeligt, at kirken både både er universel og kontekstuel. Kirkens enhed er levende i al sin mangfoldighed. 

Mere information
Læs mere om Kirkernes Verdensråds generalforsamling på www.wcc2013.info 
Her kan du læse artikler, dokumenter og rapporter og hente fotos.

Følg også med på Folkekirkens mellemkirkelige Råds blog her

Gør verden mere menneskelig

Blandt de mange danskere, der lige nu er i Sydkorea til Kirkernes Verdensråds generalforsamling, er de fleste officielle repræsentanter som delegerede eller observatører. Christen Sinding fra Aalborg Stift er med som deltager for at styrke sin viden om det globale kirkelige fællesskab. Her deler han sine indtryk fra generalforsamlingens anden dag.

Mennesker mødes fra hele verden
Denne anden dag af generalforsamlingen har foreløbig efter den indledende morning prayer budt på en snak med en nordamerikansk baptist om Folkekirkens bredde, deltagelse i en bibelstudiegruppe sammen med blandt andre en ung jamaicaner, generalsekretæren for det  nationale kirkeråd i Bangladesh, en congolesisk presbyterianer og en indonesisk præst, foruden et par nordeuropæiske lutheranere. Sydkoreas premierminister har forud for dagens tematiske oplæg aflagt generalforsamlingen et kort besøg.

Kalder kirker til handling
Lederen af FN's udviklingsarbejde, UNAID, Michel Sidibe, som holdt et af de tematiske oplæg, rettede en indtrængende appel til WCC og dets medlemskirker om som kirkelig organisation og som enkeltkirker at engagere sig endnu stærkere i samarbejdet om at nå FN's mål om, at ingen smittes med HIV/Aids og at ingen dør af sygdommen, ligesom han opfordrede til protest mod homofobisk lovgivning i de mere end 80 lande, hvor der er en sådan lovgivning.

'Gør verden mere menneskelig'
Det er slående - og befriende - at det er en selvfølgelig forudsætning for alle drøftelserne, at kirkerne som kirker kan og skal forholde sig til såkaldt 'politiske' emner, hvor menneskerettigheder og menneskelig frihed er truet. Det har fået mig til at tænke på et udsagn af den svenske teolog Frederik Modeus: 'Kirkens opgave er ikke at gøre verden mere kirkelig, men at gøre den mere menneskelig'.

Jeg glæder mig til også i de kommende dage at deltage i kirkerne fælles refeksioner over,  hvordan vi kan være med til det.

Læs mere om Kirkernes Verdensråds generalforsamling på www.wcc2013.info 

Gennem generalforsamlingen vil forskellige deltagere fra den danske delegation skrive om sine oplevelser. 

Foto: Teresiah Njoki/WCC Steward

Opmuntrende konsultation

Generalsekretærer fra mere end 30 økumeniske råd fra alle kontinenter mødtes i Beirut i februar under temaet "Conciliar Ecumenism". Den afsluttende rapport er nu blevet offentliggjort.

Kirkernes Verdensråd var vært for denne opmuntrende konsultation, der gik i dybden med det økumeniske landskab, det teologiske grundlag for de økumeniske kirkeråd og deres rolle nationalt og internationalt f.eks. hvad angår områder som interreligiøs dialog og migrantion.

Fra Danmark deltog generalsekretær Mads Christoffersen på vegne af Danske Kirkers Råd. Læs den afsluttende rapport for konsultationen her.

Kirkeråd fra hele verden samlet i Libanon

Af: Mads Christoffersen

Det katolske kloster Notre Dame du Mont danner i disse dage ramme om et internationalt møde i Libanon om at arbejde på tværs af kirkelige traditioner i et fællesskab som f.eks. Danske Kirkers Råd. Mads Christoffersen rapporterer fra Beirut.

Smukke omgivelser
Med udsigt over Beirut og Middelhavet forbinder stedet bjergene med havet. Det giver god mening at holde mødet netop her. Helt symbolsk er det godt at komme op i højderne og se det hele lidt oppe fra.

Mellem teologiske studier og praktiske erfaringer
Hvorfor overhovedet have tværkirkelige fællesskaber som de økumeniske råd? Hvorfor arbejde sammen på tværs af kirkelige forskelle, når det nu ikke altid er så let? Hvorfor er det vigtigt fra tid til anden at vende tilbage til disse teologiske overvejelser, som vi bygger vores fællesskab på? Det er nogle af de store spørgsmål mellem teologi og praktiske erfaringer, der bliver drøftet på mødet.

Kontekst og kontinenter
Men lige så tydeligt, som det er nødvendigt at se tingene oppefra, er det også tydeligt at den sammenhæng, vi som nationale kirkeråd er en del af, er afgørende for typen af glæder og udfordringer i det økumeniske arbejde.
Både udfordringer internt i kirkerådene mellem forskellige kirker og organisationer og forholdet til omverden. Mødet samler generalsekretærer fra 40 forskellige nationale og regionale kirkeråd fra alle kontinenter til en uges drøftelse om teologi og praktiske erfaringer. Også Danmark er repræsenteret. Kirkernes Verdensråd og Mellemøstens Kirkeråd er vært for mødet.

Nationale og globale erfaringer
Generalsekretær i Kirkernes Verdensråd Olav Fykse Tveit deltager ved mødet og bød deltagerne velkommen ved at understrege, hvor vigtigt det er med denne slags møder, hvor vi kan dele erfaringer og visioner på tværs af kontekster og kontinenter. Virkeligheden for det økumeniske liv nationalt afspejler også virkeligheden for Kirkernes Verdensråd. Derfor er det relevant sammen at drøfte spørgsmålet om, hvorfor kirkerne er med i kirkeråd.

Kirkeråd – organisation eller selve kirkens væsen?
”Kirkerådets væsen er selve forholdet mellem medlemskirkerne – og ikke deres forhold til kirkerådets strukturer. Et råd er ikke primært en organisation som kirker melder sig ind i, men et kald til fællesskab med andre kirker. Når kirkerne ser et kirkeråd som et ”de” frem for et ”vi”, som en fjern ”organisation” frem for et integreret ”fællesskab”, som de selv er en bærende del af – er budskabet blevet misforstået”. Sådan lød det fra Michael Kinnamon, generalsekretær i det amerikanske kirkeråd. ”Strukturerne i et kirkeråd skal bruges som kirkernes instrument til at fremme dette fællesskab”.

”Den teologi, som det tværkirkelige fællesskab bygger på er centralt for kirkens væsen overhovedet”, understregede Den Armenske Kirkes overhoved Aram I, da han bød deltagerne velkommen til Libanon på mødets første dag.

”At I alle er kaldet i dette ene legeme”
Dagene indledes med bibelstudier i mindre grupper. Igen og igen bliver det klart, også i lyset af de bibelske tekster, hvorfor det er nødvendigt at arbejde økumenisk – ikke som et tillæg til kirkernes arbejde, men som en fundamental del af kirkens væsen - ikke for at arbejde for kirkernes ensartethed, men for deres enhed i Jesus Kristus.

Det er den slags teologiske refleksioner og drøftelser af de bibelske tekster, der kan være frugtbare at skabe tid og rum til at gøre i økumeniske sammenhænge som udgangspunkt for at engagere sig i de mange de mange relevante og nødvendige arbejdsområder, som kirkerådene har på deres dagsorden.

”Consultation on Conciliar Ecumenism” den 5.-11. februar 2012, Beirut, Libanon. Mads Christoffersen deltager på mødet på vegne af Danske Kirkers Råd. 

Læs også artiklen fra Kirkernes Verdenråd WCC consultation in Beirut explores conciliar ecumenism

Inspirationsboost til krop og sjæl

Af: Rebekka Højmark Jensen

Hvorfor skal kirker beskæftige sig med bekæmpelse af fattigdom og sult? Kan kirker og kirkelige organisationer bidrage med noget, som andre ikke kan? Det fik 13 præster, frivillige, studerende og ansatte med interesse for fattigdom og sult svar på, da de i marts var med på Danske Kirkers Råds årlige studietur til Geneve.

Bred gruppe

På forårets studietur til Genève var vi 13 deltagere, som kom med hvert vores udgangspunkt, og hver vores spørgsmål, som dog alle i en eller anden forstand handlede om de økumeniske organisationers rolle i forhold til hinanden og i forhold til årets tema: fattigdom og sult. Vi var en nogenlunde bred skare, idet der både var studerende, præster og nødhjælps/udviklingskonsulenter repræsenteret.

Teori og praksis
Det var et fantastisk spændende møde, dels med mennesker, som mest beskæftiger sig med den teologiske side af spørgsmålene, dels med organisationer, som udfører konkret arbejde for verdens fattigste via katastofehjælp, udvikling og fortalervirksomhed.

Økumeniens opgave
Den teologiske, økumeniske ramme blev sat om temaet allerede på den første dag, da vi mødtes med generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Olav Fykse Tveit. Opgaven for Verdensrådet er, sagde han, to dine, to define but not to decide. Kirkerne i den sammenslutning, som kaldes Verdensrådet, er meget forskellige, både kulturelt og teologisk. Men fælles for alle er troen på den treenige Gud og bibelen som vidnesbyrd herom. Alt i alt er der meget mere, der samler os, end der skiller os.

To dine

At spise sammen er første hovedsag. At Kristus blev livets brød, som vi lærer i evangeliet, gør, at Gud har del i alle menneskers skæbne. At spise er grundlæggende for alle mennesker. At sidde om samme bord viser fællesskab og samhørighed. At det er en kristen hovedsag, gør også, at det er nødvendigt at tage de mennesker alvorligt, som ikke kan være med rundt om bordet, og som ikke har mad at spise, der hvor de er.

To define
At definere sig selv er den økumeniske samtales anden hovedsag. Omkring et bord kan man udveksle synspunkter, dele erfaringer, lytte til hinanden og udtrykke sig selv. Der burde kun være én kirke i verden, men der er mange. Ved at tale om, hvad vi er fælles om, og hvorfor vi er uenige om andre ting, rykker vi tættere på hinanden og lærer mere om os selv.

To decide
At beslutte noget fælles er ikke en hovedsag i Kirkernes Verdensråd. Det er værd at stræbe efter, og det gør man, men erfaringen viser, at det er bedre at have den åbne samtale, hvor der er plads til uenigheder og forskelle, end at tvinge beslutninger igennem. Men de, der deltager i samtalen, bliver bedre rustet til at beslutte helt konkrete ting i samarbejde med dem, de er enige med. Og det er her, nødhjælp og udviklingsbistand for eksempel sætter ind.

En verden af muligheder

På studieturen mødtes vi med ACT Alliance, som Folkekirkens Nødhjælp er medlem af. Antallet af projekter og samarbejdspartnere over hele verden er slående. Her giver det virkelig mening, at de kirkeligt baserede nødhjælpsorganisationer arbejder sammen: det styrker det lokale og nationale arbejde direkte. Et ønske fra vores delegation var vist, at ACT ville slå sig sammen med Ecumenical Advocacy Alliance, en endnu bredere sammenslutning, som har massiv indflydelse på beslutningsprocesser i FN og andre store spillere i verdensspillet. Her har man fokus på HIV og AIDS, som fortsat er en af de største trusler mod mennesker i store dele af verden.

Tak til Danske Kirkers Råd for et velsignet inspirationsboost i det schweiziske forår!


Af: Rebekka Højmark Jensen
Hvorfor skal kirker beskæftige sig med bekæmpelse af fattigdom og sult? Kan kirker og kirkelige organisationer bidrage med noget, som andre ikke kan? Det fik 13 præster, frivillige, studerende og ansatte med interesse for fattigdom og sult svar på, da de i marts var med på Danske Kirkers Råds årlige studietur til Geneve.

Bred gruppe
På forårets studietur til Genève var vi 13 deltagere, som kom med hvert vores udgangspunkt, og hver vores spørgsmål, som dog alle i en eller anden forstand handlede om de økumeniske organisationers rolle i forhold til hinanden og i forhold til årets tema: fattigdom og sult. Vi var en nogenlunde bred skare, idet der både var studerende, præster og nødhjælps/udviklingskonsulenter repræsenteret.

Teori og praksis
Det var et fantastisk spændende møde, dels med mennesker, som mest beskæftiger sig med den teologiske side af spørgsmålene, dels med organisationer, som udfører konkret arbejde for verdens fattigste via katastofehjælp, udvikling og fortalervirksomhed.

Økumeniens opgave
Den teologiske, økumeniske ramme blev sat om temaet allerede på den første dag, da vi mødtes med generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Olav Fykse Tveit. Opgaven for Verdensrådet er, sagde han, to dine, to define but not to decide. Kirkerne i den sammenslutning, som kaldes Verdensrådet, er meget forskellige, både kulturelt og teologisk. Men fælles for alle er troen på den treenige Gud og bibelen som vidnesbyrd herom. Alt i alt er der meget mere, der samler os, end der skiller os.

To dine
At spise sammen er første hovedsag. At Kristus blev livets brød, som vi lærer i evangeliet, gør, at Gud har del i alle menneskers skæbne. At spise er grundlæggende for alle mennesker. At sidde om samme bord viser fællesskab og samhørighed. At det er en kristen hovedsag, gør også, at det er nødvendigt at tage de mennesker alvorligt, som ikke kan være med rundt om bordet, og som ikke har mad at spise, der hvor de er.

To define
At definere sig selv er den økumeniske samtales anden hovedsag. Omkring et bord kan man udveksle synspunkter, dele erfaringer, lytte til hinanden og udtrykke sig selv. Der burde kun være én kirke i verden, men der er mange. Ved at tale om, hvad vi er fælles om, og hvorfor vi er uenige om andre ting, rykker vi tættere på hinanden og lærer mere om os selv.

To decide
At beslutte noget fælles er ikke en hovedsag i Kirkernes Verdensråd. Det er værd at stræbe efter, og det gør man, men erfaringen viser, at det er bedre at have den åbne samtale, hvor der er plads til uenigheder og forskelle, end at tvinge beslutninger igennem. Men de, der deltager i samtalen, bliver bedre rustet til at beslutte helt konkrete ting i samarbejde med dem, de er enige med. Og det er her, nødhjælp og udviklingsbistand for eksempel sætter ind.

En verden af muligheder
På studieturen mødtes vi med ACT Alliance, som Folkekirkens Nødhjælp er medlem af. Antallet af projekter og samarbejdspartnere over hele verden er slående. Her giver det virkelig mening, at de kirkeligt baserede nødhjælpsorganisationer arbejder sammen: det styrker det lokale og nationale arbejde direkte. Et ønske fra vores delegation var vist, at ACT ville slå sig sammen med Ecumenical Advocacy Alliance, en endnu bredere sammenslutning, som har massiv indflydelse på beslutningsprocesser i FN og andre store spillere i verdensspillet. Her har man fokus på HIV og AIDS, som fortsat er en af de største trusler mod mennesker i store dele af verden.

Tak til Danske Kirkers Råd for et velsignet inspirationsboost i det schweiziske forår!

Håb eller håbløshed i Korea?

​Da granatregnen for kort tid siden styrtede ned over den lille ø Yeonpyeong og den amerikanske flåde sender et hangarskab med 6.000 mand i stilling i Det Gule Hav, syntes håbet om fred og forsoning mellem Syd- og Nordkorea forsvindende lille. Ikke desto mindre deltog mere end 120 repræsentanter fra 50 forskellige lande fra 6 kontinenter til en konference i begyndelsen af november i Seoul om kirkernes rolle for fred og forsoning - heriblandt Danske Kirkers Råds generalsekretær Mads Christoffersen.

Håb eller håbløshed i Korea?
Fra Danmark deltog jeg i denne flotte konference med mere end i alt 80 afholdte foredrag med perspektiver fra hele verden og med mere end 15 gudstjenester i bøn for fred og forsoning – ikke mindst på den koreanske halvø. Vores værter var York St. John’s Universitet i England og den lokale Young Nak Church i Sydkorea. Kirken havde med 200 frivillige og 50 ansatte og med kirkens egen kollekt forberedt konferencen til detaljen og dækket rejse og ophold for alle deltagere.

Familier splittet mellem Syd- og Nordkorea
Forholdet mellem Syd- og Nordkorea og forholdet mellem splittede familier på tværs af grænsen præger kirkerne i Korea. Arene efter Korea-krigen er stadig tydelige. For Youn Nak kirken skyldes det også konkret, at netop Nordkoreas flygtninge grundlagde den nu så berømte kirke i Seoul sammen med deres præst Kyung-Chik Han, der også selv kom fra Nordkorea. For ham måtte kirkens mission aldrig isolere sig i kristen spiritualisme, men altid være en profetisk stemme, der talte på de svagestes vegne og engagerede sig konkret i genopbygningen efter krigen.

På grænsen hvor der aldrig er sluttet fred
Det var lærerigt at høre de mange fortællinger fra Nordirland, Indien, eks-Jugoslavien, Sydafrika og mange andre lande. Med deltagere fra hele verden var mangfoldigheden enorm. Ikke mindst pauserne mellem de mange oplæg er spændende. Her var der tid til at lytte til hinanden og drøfte de mange elementer af et hvert arbejde med fred og forsoning - ikke mindst den personlige fortælling.

Håbløshedens kulde fik vi at mærke, da vi helt usædvanligt efter aftale med det koreanske militær besøgte demarkationslinjen på 38. breddegrad. Nordkoreanske og sydkoreanske soldater står over for hinanden og kigger over til den anden side. Men de må ikke udveksle et ord med hinanden. Sådan har de stået klar dag ud og dag ind siden 1953. Formelt er der aldrig indgået fred mellem de to lande. Den kolde krig er stadig kold på 38. breddegrad. Med få meters mellemrum står vagttårnene på hver sin side af grænsen. Midt imellem dem ligger det lille blå hus, hvor igennem grænsen går mellem de to lande. Her stod vi så - mennesker fra 6 kontinenter og 50 forskellige lande inde i det lille blå hus - rundt om det anonyme og alligevel historiske bord, hvor politiske ledere gennem tiden har siddet over for hinanden - nordkoreanerne på den ene side af bordet i Nordkorea og sydkoreanerne på den anden side af bordet i Sydkorea. Grænsen går midt gennem bordet. For kristne er et bord ellers symbol på forsoning gennem måltidsfællesskabet, men bordet her har gennem de sidste knap 60 år været symbol på mistillid, krig og had.

Sydafrikansk håb i Sydkorea
Men konferencen var præget af håb. For mig personligt var det især bekræftende at tale med kolleger og forbilleder fra Sydafrika, der på hver deres måde, personligt, akademisk, kirkeligt har engageret sig i forsoningsarbejdet derhjemme og nu deler deres erfaringer og fortællinger med andre - f.eks. fra Sydkorea. Det var fortællinger med håb. Som Fr. Michael Lapsley sagde i sin flotte prædiken ved konferencen: "Indtil få år inden apartheids fald var der næsten ingen, der troede, at folk i Sydafrika nogen sinde ville blive forenet. Men det skete. Der er også håb for den koreanske halvø, selvom det lige nu synes håbløst". Lapsley mistede sine hænder og sit ene øje, da han modtog en brevbombe i 1990 som tak for sit kirkelige engagement i kampen mod apartheid. Det var tydeligt, at de 3.000 - især koreanere - i kirken den tirsdag aften var dybt bevægede.

Med granater, der regner ned over Yeonpyeong og en frygt for at den kolde krig mellem Nord- og Sydkorea skal blive varm er alle vi, der deltog på denne internationale konference i Seoul forpligtet til at bede for fred og forsoning på den koreanske halvø og andre steder verden over, hvor folk stadig er splittede.


Da granatregnen for kort tid siden styrtede ned over den lille ø Yeonpyeong og den amerikanske flåde sender et hangarskab med 6.000 mand i stilling i Det Gule Hav, syntes håbet om fred og forsoning mellem Syd- og Nordkorea forsvindende lille. Ikke desto mindre deltog mere end 120 repræsentanter fra 50 forskellige lande fra 6 kontinenter til en konference i begyndelsen af november i Seoul om kirkernes rolle for fred og forsoning - heriblandt Danske Kirkers Råds generalsekretær Mads Christoffersen. >>

Håb eller håbløshed i Korea?
Fra Danmark deltog jeg i denne flotte konference med mere end i alt 80 afholdte foredrag med perspektiver fra hele verden og med mere end 15 gudstjenester i bøn for fred og forsoning – ikke mindst på den koreanske halvø. Vores værter var York St. John’s Universitet i England og den lokale Young Nak Church i Sydkorea. Kirken havde med 200 frivillige og 50 ansatte og med kirkens egen kollekt forberedt konferencen til detaljen og dækket rejse og ophold for alle deltagere.

Familier splittet mellem Syd- og Nordkorea
Forholdet mellem Syd- og Nordkorea og forholdet mellem splittede familier på tværs af grænsen præger kirkerne i Korea. Arene efter Korea-krigen er stadig tydelige. For Youn Nak kirken skyldes det også konkret, at netop Nordkoreas flygtninge grundlagde den nu så berømte kirke i Seoul sammen med deres præst Kyung-Chik Han, der også selv kom fra Nordkorea. For ham måtte kirkens mission aldrig isolere sig i kristen spiritualisme, men altid være en profetisk stemme, der talte på de svagestes vegne og engagerede sig konkret i genopbygningen efter krigen.

På grænsen hvor der aldrig er sluttet fred
Det var lærerigt at høre de mange fortællinger fra Nordirland, Indien, eks-Jugoslavien, Sydafrika og mange andre lande. Med deltagere fra hele verden var mangfoldigheden enorm. Ikke mindst pauserne mellem de mange oplæg er spændende. Her var der tid til at lytte til hinanden og drøfte de mange elementer af et hvert arbejde med fred og forsoning - ikke mindst den personlige fortælling.
Håbløshedens kulde fik vi at mærke, da vi helt usædvanligt efter aftale med det koreanske militær besøgte demarkationslinjen på 38. breddegrad. Nordkoreanske og sydkoreanske soldater står over for hinanden og kigger over til den anden side. Men de må ikke udveksle et ord med hinanden. Sådan har de stået klar dag ud og dag ind siden 1953. Formelt er der aldrig indgået fred mellem de to lande. Den kolde krig er stadig kold på 38. breddegrad. Med få meters mellemrum står vagttårnene på hver sin side af grænsen. Midt imellem dem ligger det lille blå hus, hvor igennem grænsen går mellem de to lande. Her stod vi så - mennesker fra 6 kontinenter og 50 forskellige lande inde i det lille blå hus - rundt om det anonyme og alligevel historiske bord, hvor politiske ledere gennem tiden har siddet over for hinanden - nordkoreanerne på den ene side af bordet i Nordkorea og sydkoreanerne på den anden side af bordet i Sydkorea. Grænsen går midt gennem bordet. For kristne er et bord ellers symbol på forsoning gennem måltidsfællesskabet, men bordet her har gennem de sidste knap 60 år været symbol på mistillid, krig og had.

Sydafrikansk håb i Sydkorea
Men konferencen var præget af håb. For mig personligt var det især bekræftende at tale med kolleger og forbilleder fra Sydafrika, der på hver deres måde, personligt, akademisk, kirkeligt har engageret sig i forsoningsarbejdet derhjemme og nu deler deres erfaringer og fortællinger med andre - f.eks. fra Sydkorea. Det var fortællinger med håb. Som Fr. Michael Lapsley sagde i sin flotte prædiken ved konferencen: "Indtil få år inden apartheids fald var der næsten ingen, der troede, at folk i Sydafrika nogen sinde ville blive forenet. Men det skete. Der er også håb for den koreanske halvø, selvom det lige nu synes håbløst". Lapsley mistede sine hænder og sit ene øje, da han modtog en brevbombe i 1990 som tak for sit kirkelige engagement i kampen mod apartheid. Det var tydeligt, at de 3.000 - især koreanere - i kirken den tirsdag aften var dybt bevægede.

Med granater, der regner ned over Yeonpyeong og en frygt for at den kolde krig mellem Nord- og Sydkorea skal blive varm er alle vi, der deltog på denne internationale konference i Seoul forpligtet til at bede for fred og forsoning på den koreanske halvø og andre steder verden over, hvor folk stadig er splittede.