• Du er her:
  • Hjem »
  • Himmelske Dage På Heden

Tag arkiv for “ Himmelske Dage På Heden “

Verdensmålene på Himmelske Dage

​Vær med til at sætte fokus på verdensmålene, når vi over tre dage fylder Biblioteket i Herning midt på hovedgaden med debatter, oplæg, musik, fællessang, film og underholdning i Verdensmålscafeens hyggelige rammer.

Debatterne stiller skarpt på nogle af FNs 17 Verdensmål og indledes med engagerende oplæg efterfulgt af samtaler med eksperter, kirkefolk, politikere og meningsdannere. Alle debatterne indledes med et engagerende oplæg på 11 minutter – svarende til de 11 år, vi har til at nå verdensmålene inden 2030.

For de morgenfriske er der yoga og om aftenen vil der være koncerter, fællessang og banko.

Verdensmålscafeen holder åbent torsdag til lørdag.

Bag Verdensmålscafeen står Danske Kirkers Råd/Grøn Kirke, Folkekirkens Nødhjælp, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Dansk Missionsråd, i samarbejde med Herning Bibliotekerne og Verdens Bedste Nyheder.

LÆS HELE PROGRAMMET HER:


TORSDAG:


17:00  Hvad er FN’s 17 Verdensmål?

Vær med, når vi åbner Verdensmålscafeen! Hvad er FN’s 17 Verdensmål? Hvorfor skal verdensmålene med på Himmelske Dage på Heden? Og hvad har kirken med verdensmålene at gøre?
v/Thomas Ravn-Pedersen, direktør for Verdens Bedste Nyheder

17:30-18:30 Kirken og verdensmålene

Hvordan og hvorfor skal kirker verden over engagere sig i verdensmålene?
Samtale mellem Generalsekretær Olav Fykse Tveit fra Kirkernes Verdensråd og Birgitte Qvist-Sørensen, formand for ACT Alliance. Samtalen ledes af Thomas Ravn-Pedersen, direktør for Verdens Bedste Nyheder.

20:00-21:00 Syng om den brogede verden - fællessang

Syng med på sange om den brogede verden.
Vi synger salmer og sange om den smukke, kaotiske, brogede verden og om nogle af temaerne fra FNs verdensmål. Kom med når sanger, tekstforfatter og komponist Anne Odgaard Eyermann leder os gennem de smukke sange og salmer. Anne Odgaard Eyermann sidder med i udvalget for den kommende Højskolesangbog.

FREDAG

8:00-8:45 Verdensmåls-yoga
Yoga for de morgenfriske.
v/Sara Ziethen, Natkirkepræst i Roskilde Domkirke
Arr.: Danske Kirkers Råd

10:00-10:15 Syng HÅB

Morgensang om håb for verden.
Arr.: Grøn Kirke

10:15-11:45 Fremtidens uddannelse
Debat om uddannelsesmuligheder i et senmoderne videnssamfund i hhv. Danmark og Kina.
Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse.
Indledende oplæg ved Rikke Toft Nørgård, lektor ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved AU og Stig Thøgersen, dr.phil., professor of China Studies ved AU. Debat: Rikke Toft Nørgård, Stig Thøgersen, Helen Sørensen (formand for Herningegnens Lærerforening) samt en leder fra Herning Gymnasium.
Ordstyrer: Brian Bruhn, Herning Bibliotekerne.
Arr: Herning Bibliotekerne

12:00-13:00 Klimadepression, håb og handling

Debat om klimaforandringerne. Hvordan bevarer vi håbet? Hvad skal vi gøre for klimaet og fremtiden?
Verdensmål 13: Klimaindsats.
Indledende oplæg ved klimaekspert Jens Hesselbjerg Christensen, Niels Bohr Institutet. Debat med: Esther Michelsen Kjeldahl, medstifter af Den Grønne Studenterbevægelse. Bioetiker Mickey Gjerris. Biskop Marianne Christiansen, Haderslev Stift.
Ordstyrer: Christoffer Emil Bruun, Tidsånd på P1.
Arr.: Danske Kirkers Råd/Grøn Kirke

13:00-14:00 Partnerskaber for lokal bæredygtighed

Hvordan kan kirken, kommunen og lokale aktører gå sammen for at styrke lokal bæredygtighed?
Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund.
Indledende oplæg: Biskop Peter Fischer, Roskilde Stift. Debat med præst Lise Palstrøm, Grøn Kirke. Karlo Bronbjerg, Miljø- og teknikudvalget i Herning. Provst Carsten Hoffmann, Herning.
Ordstyrer: Søren Hermansen, direktør for Energiakademiet på Samsø
Arr.: Danske Kirkers Råd/Grøn Kirke

14:00-18:00 "I morgen" - en film om bæredygtige løsninger

Fransk dokumentarfilm om løsninger i klimakrisen. Filmen vises flere gange.
Arr.: Grøn Kirke

14:00-15:00 Mød en fordom - ligestilling og kønsroller
Mød 3 personer, der har valgt et utraditionelt erhverv.
Verdensmål 4: Kvalitetsuddannelse.
Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene.
Arr.: Herning Bibliotekerne

15:00-16:00 Fred og retfærdighed
Hvilken rolle spiller kirken i arbejdet for fred og retfærdighed i Palæstina?
Verdensmål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner.
v/ Mitri Raheb, palæstinensisk præst og nu leder af kulturinstituttet Dar al-Kalima i Bethlehem.
Arr.: Folkekirkens Nødhjælp

16:00-17:00 Økonomi og kristendom
Har kristne kirker og kristendommen selv noget at sige om økonomi og ulighed? Med udgangspunkt i den nyligt udgivne debatbog Økonomi og kristendom giver tre af bidragyderne deres perspektiv på, hvordan en økonomi i dialog med kristendom ser ud.
Verdensmål 10: Mindre ulighed.

Panel: Jørgen Thomsen (Folkekirkens Nødhjælp), mfl.
Arr.: Dansk Missionsråd

19:00 FESTLIG KONCERT MED SANGE OG SALMER FRA DEN STORE VERDEN - MED PETER OG BETTY ARENDT OG BAND
Betty og Peter Arendt og band præsenterer ved denne forrygende og festlige koncert nogle af sangene fra den helt nye sangbog “Himlen og jorden må feste – 70 sange og salmer fra verden”, som de har redigeret, og som udgives af Kirkefondet sammen med en ny cd med.
Arr.: Kirkefondet

20:30-22:00 Verdensmåls-BANKO
BANKO for alle! Giv dig selv en hyggelig aften med banko og musik.

Arr.: Folkekirkens Nødhjælps Ungdom


LØRDAG


8:00-8:45 Verdensmåls-YOGA
Yoga for de morgenfriske.
v/Sara Ziethen, Natkirkepræst i Roskilde Domkirke
Arr.: Danske Kirkers Råd

10:00-10:15 Syng HÅB

Morgensang om håb for verden.
Arr.: Grøn Kirke

10:15-11:15 Tro og Verdensmålene

Samtale mellem fire prominente internationale teologer og kirkeledere om kristnes engagement i verdens udfordringer til det fælles bedste.
Prof. Miroslav Volf, Yale University, USA
Biskop Thomas, leder af Anafora, Egypten
Pastor Mitri Raheb, Betlehem, Palæstina
Biskop Henrik Stubkjær, Viborg Stift

Arrangementet er på engelsk.
Arr.: Danske Kirkers Råd

12:00-13:00 Køn, ligestilling og religion

Er køn og ligestilling en sag for kirken? Eller er det noget politikerne må klare?
Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene.
Arr.: Folkekirkens Nødhjælp

14:00-15:00 Tros- og religionsfrihed

Danmarks plads i FN’s Menneskerettighedsråd.
Tros- og religionsfrihed er en prioritet i dansk udenrigs- og udviklingspolitik. I januar 2018 oprettede Udenrigsministeriet en enhed for tros- og religionsfrihed. Samtidigt har Danmark søgt om en plads i FN’s menneskerettighedsråd, og i oktober 2018 blev Danmark tildelt en plads. Bør Danmarks plads i menneskerettighedsrådet udnyttes til at fremme tros- og religionsfrihed? Hvordan kan det konkret ske?
Verdensmål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner.
v/ MF Daniel Toft Jakobsen (S), Michael Suhr (ambassadør for tros- og religionsfrihed) og NN (Institut for Menneskerettigheder).

Arr.: Dansk Missionsråd og Folkekirkens mellemkirkelige Råd

15:30-17:00 Partnerskaber for handling
Vi har 11 år til at nå Verdensmålene i 2030. Det kan vi kun, hvis vi arbejder sammen om det som enkeltpersoner og kirker. Kom og få inspiration til konkrete forslag til, hvad du kan gøre. Afslutningsreception for Verdensmålscafeen. Verdensmål 17: Partnerskaber for handling.

Arr.: Folkekirkens Nødhjælp og arrangørerne bag Verdensmålscafeen.

ARRANGØRERNE:
Verdensmålscafeen er arrangeret af Danske Kirkers Råd/Grøn Kirke, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Missionsråd og Folkekirkens mellemkirkelige Råd i samarbejde med Herning Bibliotekerne og Verdens Bedste Nyheder.

Kom med til en himmelsk folkefest

​Himmelske Dage på Heden i Herning bliver en folkefest, hvor kirken flytter ud på gaden, indtager bybilledet i centrum af byen og sætter midt og vest-jylland på landkortet i Kristi Himmelfartsferien.

-Det skal være et sted hvor det kirkelige og det folkelige mødes. Derfor rykker vi ud på gaderne, fortæller biskop Henrik Stubkjær.

Åbningsgudstjenesten bliver på Torvet, hvor Søren Birch vil dirigere et stort kirkekor med 700 korsangere fra området, som sammen med Herning kirkes drengekor vil være med til at give nogle ekstra decibel til fællessangen akkompagneret af Prinsens Musikkorps.

Danmarks største kirkekaffebord
Himmelske Dage i København blev tildelt Kristeligt Dagblads initiativpris, og styrelsen for Danske Kirkedage sendte prisen videre til Himmelske Dage på Heden i 2019, med opfordring til at indbyde alle til kirkekaffe. Det sker, når de 3000 gæster til åbningsgudstjenesten bliver inviteret til Danmarks største kirkekaffebord på cirka 750 meter af Hernings gågade.

Et vigtigt samarbejde

Overskriften for De Himmelske Dage på Heden er ”Gå med…” og Herning har som by valgt at gå med projektet og støtter eventet med 500.000 kroner, hvor også kirkeministeriet støtter med halvanden million og Viborg Stiftsråd er inde og støtte med en million kroner.

-Man afholdt Himmelske Dage i København for 2 år siden. Da blev det for alvor opdaget af mediefolk og politikere. Nu kommer det så til Herning og vi har en ambition om at det skal være endnu større, erklærer Henrik Stubkjær.
Himmelske Dage arrangeres af Danske Kirkers Råd og over 200 arrangementer venter de mange deltagere til Danmarks største fælleskirkelige event. Det er folk fra folkekirken, frikirkerne og den katolske kirke samt en lang række frivillige fra de kirkelige organisationer, som får det til at ske. Man vil kunne opleve alt fra Katakombergudstjeneste i en P-kælder, klimadebatter på Biblioteket, U2 gudstjeneste på Torvet og Bibellegeland for børnene.

Internationale gæster

På markedspladsen vil det summe af liv fra de omkring 50 telte som vil udgøre Mulighedernes Marked, hvor kirkelige organisationer præsenterer det, de arbejder med, og der vil også være det største opbud af internationale gæster som man nogensinde har haft til Himmelske Dage.
Nigerianeren Musa Panti Filibbus som sidder for bordenden i det Lutherske Verdensforbund (LVF). Den norske lutherske præst Olav Fykse Tveit  som er generalsekretær i Kirkernes Verdensråd og Najla Kassab fra Libanon der er leder af den reformerte kirke på verdensplan.
Blot for at nævne tre af de 15 prominente gæster fra udlandet der kommer til Herning i de fire dage som Himmelske Dage varer, hvor også en række af Danmarks biskopper kommer og deltager i det fælleskirkelige event.

Flere af gæsterne vil man blandt andet kunne lytte til under Teologisk Døgn fredag og lørdag, hvor stærke teologer fra ind- og udland vil formidle spændende emner på et folkeligt niveau.

Et himmelsk show

-Vi inddrager kunsten og museerne i Herning. Vi rykker ud på gaden med arrangementer for kirkelighed, folkelighed og værdier i Danmark. Det er den danske folkesjæl, der skal holdes fest for, fortæller en begejstret biskop Henrik Stubkjær.
Der sker blandt andet når værterne Peter Mygind og  Dina Al-Erhayem åbner dørene til Jyske Bank Boxen lørdag aften for at tage vores tro under kærlig behandling i Det Himmelske Show. Lydtapetet leveres af Danmarks største gospelkor under ledelse af Hans Christian Jochimsen og en række gæstesolister – blandt andet den amerikanske Grammy vindende artist Hezekiah Walker. Derudover tilsættes piruetter fra Verdensballetten, ord og indsigt af spændende gæster der spænder fra youtubere til forretningsfolk tilsat toner fra symfoniorkester og drengekor.

De Himmelske Dage på Heden i Herning rundes af med en stor radio-transmitteret afslutningsgudstjeneste i Skulptur-parken i Birk under overskriften: Gå med…fred, hvor folk søndag sendes hjem i engageret stemning og hvor stafetten gives videre til København, der er næste arrangør af Himmelske Dage.

​Se mere og køb billet her


Verdensmålene på Himmelske Dage

​Hvad har FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling at gøre med kirkeligt arbejde herhjemme og ude i verden? Det vil Danske Kirkers Råd og en bred vifte af andre kirkelige organisationer sammen stille skarpt på, når der afholdes Himmelske Dage på Heden 30. maj – 2. juni 2019.

Danske Kirkers Råd og en række andre kirkelige organisationer er gået sammen om at stå for Verdensmålscafeen på Himmelske Dage på Heden. Cafeen afholdes på og i tæt samarbejde med Herning Bibliotek midt på hovedgaden. Vi begynder torsdag eftermiddag efter åbningsgudstjenesten og fortsætter frem til lørdag aften. Det bliver tre dage med tæt program. Der kommer en række spændende debatter med fokus på udvalgte verdensmål. Om aftenen bliver der musik og underholdning.

Debatter med kant og engagement

Hver debat indledes med en TED-talk, der på 11 minutter kridter banen op i et klart og engagerende tale danner rammen om samtalen. Debatterne skal gøre os klogere på Verdensmålene og give os inspiration til at arbejde videre med dem hjemme i kirker og kirkelige organisationer med udsyn både til det lokale og det globale. De medvirkende bliver både folk fra det kirkelige og ikke-kirkelige, der med hver deres tilgang vækker til eftertanker og engagement. Danske Kirkers Råd står bl.a. for to debatter med fokus på klimaindsatser lokalt og globalt med udgangspunkt i vores arbejde med Grøn Kirke.

Ideen til en Verdensmålscafe kom efter, at Danske Kirkers Råd ved sit møde i januar 2018 havde fokus på verdensmålene og hvordan vi som kirker kan blive og allerede er engagerede lokalt og globalt. Siden da har vi mødtes en større kreds af kirker og kirkelige organisationer, der på hver deres måde arbejder med verdensmålene. I dette gode samarbejde opstod ideen til, at vi skulle gå sammen om en Verdensmålscafe på Himmelske Dage på Heden. I samarbejdet deltager bl.a. Folkekirkens mellemkirkelige Råd, Folkekirkens Nødhjælp og Dansk Missionsråd.

Verdensmål for bæredygtig udvikling
Den 25. september 2015 vedtog verdens stats- og regeringsledere på FN topmødet i New York en hidtil uset ambitiøs og transformativ udviklingsdagsorden. Målene trådte i kraft den 1. Januar 2016 og skal frem til 2030 sætte kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og  planeten, vi bor på. Verdensmålene udgør 17 konkrete mål og 169 delmål, som forpligter alle FN’s 193 medlemslande til helt at afskaffe fattigdom og sult i verden, reducere ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed til alle, anstændige jobs og mere bæredygtig økonomisk vækst. De fokuserer desuden på at fremme fred og sikkerhed og stærke institutioner, og på at styrke internationale partnerskaber. Verdensmålene anerkender, at social, økonomisk og miljømæssig udvikling, fred, sikkerhed og internationalt samarbejde er tæt forbundne, og at det kræver en integreret indsats at opnå holdbare udviklingsresultater.

Læs mere om FNs Verdensmål for bæredygtig udvikling her: www.verdensmaalene.dk
Du kan hente inspiration til kirkeligt arbejde med verdensmålene her: http://www.dmr.org/godtnyt

Billetsalget er startet ’Gå med’ til Himmelske Dage på Heden 30. maj til 2 juni 2019.

Billetsalget er startet

’Gå med’ til Himmelske Dage på Heden 30. maj til 2 juni 2019. Så er billetsalget startet. Køb billetter til dig selv, din familie, venner, kirke og din næste. Billetterne kan købes på https://www.himmelskedage.dk/koeb-billet-nu/

Kom med til Himmelske Dage På Heden arbejdsdag d. 15. september

​Himmelske Dages arbejdsdag lørdag 15. sep.
Velkommen til Himmelske Dages arbejdsdag lørdag 15. september i Herning.
Dagen er for alle, der er med i arbejdsgrupper; alle, der sidder i udvalg; alle organisationspersoner, som er involveret og alle frivillige. Vi mødes i Skt. Johannes Kirken, Fredhøj Allé 2, 7400 Herning. Programmet starter kl. 10.00 og fortsætter frem til kl. 15.00.
Tilmelding til info@himmelskedage.dk SENEST 13. september.


​Program:
(Kl. 9.30 - mulighed for kaffe)
Kl. 10.00 - Morgenandagt over temaet "Gå med ..."
Kl. 10.30 - Oplæg Himmelske Dage - kirkedag hvorfor og historien bag
Kl. 11.30 - Praktik omkring Himmelske Dage - hvordan bliver det.
Kl. 12.30 - Frokost
Kl. 13.00 - Programpunkterne til Himmelske Dage - overblik
Kl. 14.00 - Gensidig koordinering af program
Kl. 14.30 - Kaffe
Kl. 15.00 - Afslutning