Tag arkiv for “ bøn “

Bedeuge for kristen enhed 2019

​Bedeugen for kristen enhed er en årlig begivenhed, hvor kristne verden over beder sammen. Hvert år forbereder en økumenisk gruppe et sted i verden et materiale til inspiration.  

Det kan være en god idé tidligt at sætte kryds i hinandens kalendere for koordinering og planlægning af fælles bedeuge, der af tradition mange steder afholdes 18.-25. januar hvert år. Materialet er som sådan ikke afhængigt af tidspunktet og nogle steder fejres den på andre tidspunkter, f.eks. i forbindelse med pinsen.

​Danske Kirkers Råd henviser til følgende materialer:

Evangelisk Alliance (materialet er på dansk) 
​6. til 13. januar 2019

Kirkernes Verdensråd (materialet kan vælges på engelsk, tysk, fransk, spansk og portugisisk) 
18. januar- 25. januar 2019

Se også Kvindernes internationale bededag: 1. marts 2019
www.kvindebededag.dk.

Kristusfællesskabet i Taize samler stadig tusindvis af unge fra alle egne

Af Mads Christoffersen

Mere end 4.000 fra hele verden deltog i påskefejringen i klosterfællesskabet Taize. Jeg selv var taget dertil med min 13-årige søn for at opleve dette Kristusfællesskab, som jeg havde hørt så meget om, men aldrig selv oplevet. Lad mig sige det med det samme, at jeg var dybt bevæget. Jeg var bevæget af den lidelse, stilhed og genoprejsning, som påsken er et udtryk for. Jeg var bevæget af den rytme, der ligger i livet i Taize med tre gudstjenester om dagen, bibelundervisningen, gruppesamtalerne og det praktiske fællesskab med alle de andre pilgrimme fra nær og fjern.

Fællesskabet Taize
har eksisteret siden anden verdenskrig. Om end meget har ændret sig i verden omkring os er budskabet fra Taize det samme – et budskab om fred og forsoning, om bøn og spiritualitet, om kulturmødet og frem for alt fællesskabet i Kristus. Som økumenisk engageret siden min studietid, har jeg i mange år følt at jeg naturligvis burde have været i Taize som hundredvis af andre danskere, der gennem årene er draget til Taize og som har taget Taize med tilbage til Danmark som inspiration til deres spirituelle liv lokalt herhjemme.

Min egen økumeniske rejse begyndte delvist på Chateau de Bossey og Kirkernes Verdensråd i Schweiz – det globale institutionelle kirkefællesskab. Taize ligger faktisk kun et par timers køretur fra Bossey og alligevel repræsentere det en helt anden side af det økumeniske liv og fællesskab. Taize er uden tvivl økumenisk med 100 fastboende brødre fra forskellige kirkeretninger og tusindvis af pilgrimme, der lægger vejen forbi hvert år. Men de kirkelige forskelle er ikke en vigtig del af det synlige fællesskab. Folk kommer med hver deres kirkelige bagage; katolikker, pinsefolk, lutheranere, ortodokse, baptister eller noget helt tiende. Men bevidstheden om den andens kirkelige tilhørsforhold fylder ikke i mødet med hinanden, i samtalen, i salmesangen, i bønnen. Det alt overskyggende er nemlig Kristusfællesskabet.

Som engageret i de kirkelige organisationer herhjemme var jeg fuld af forbløffelse og beundring. Uanset hvor mange tusinde pilgrimme, der er i Taize, har alle en praktisk opgave. Og det fungerer. Ikke så meget som et stykke slikpapir lå og flød. Om eftermiddagen så man horder af unge mennesker komme med kost og spand på vej ned at gøre toiletter rent eller ordne udeområderne.

Langt de fleste af pilgrimmene i Taize er unge under 30 år. Vi var også en gruppe af familier med børn under 15 år, der boede i en lille landsby ved siden af Taize. Det var en fornøjelse også at være med her med andre voksne, der havde været med siden de var unge og deres børn, der havde været med siden de var små.

Livet i Taize er især kendt for de tre meditative gudstjenester, der holdes om dagen, med de smukke salmer, der synges igen og igen. Påsken var naturligvis noget helt særligt. For mig personligt var det meget stærkt, da de 100 brødre Skærtorsdag aften vaskede fødderne på de tusindvis af mennesker i menigheden, således som Jesus gjorde det for sine disciple. Langfredags dysterhed og Påskemorgen gjorde også et dybt indtryk. Gudstjenesten begyndte tidligere end normalt og et efter et blev stearinlysene tændt hos hver enkelt af de fremmødte.

FDF, DKG og KFUM & KFUK havde arrangeret turen til Taize denne påske. Vi var 12-15 personer, der tog sammen derned i bus. Jeg har stillet et par spørgsmål til rejseleder Kathrine Fischer fra FDF.  Det var også hendes første tur til Taize. ”Jeg var overrasket over, hvordan strukturen er i Taize. Jeg tog mig selv i at fundere over, hvordan et så stort område kunne fungere til trods for, at det hele var på båret på frivillige hænder. Det er noget af et handlingsfællesskab, som tager sig af alt fra rengøring til musik, fra stilhed til mad”, siger hun. ”Men når jeg tænker tilbage på min uge dernede, må jeg indrømme, at det er bibeltimerne, som står stærkes. Vi havde en broder, som formåede at inspirere mig dybt i hans måde at læse bibel ind sin egen sammenhæng”.
 
Langt de fleste i Taize er unge under 30 år. ”At være så mange unge samlet på et sted er på den ene side ganske frustrerende, når man søger stilhed og ro, og en flok unge hellere vil høre det nyeste hit, men på den anden side er jeg taknemlig for, at jeg kunne bruge en uge sammen med mennesker, som står i samme livssituation som jeg. At opleve et fællesskab, hvor troen kommer til at være bærende for en samtale, ikke på sådan måde, at man ikke kan tale om andet end Gud og skriftsteder, men på en måde, at fordi vi er i Taize sammen med Kristus i centrum, tør vi at åbne os op for hinanden i handlinger og dialogen”, siger Kathrine Fischer om fællesskabet med de mange andre unge.  

Taize er et økumenisk handlingsfællesskab, selvom det økumeniske ikke tydeligt italesættes.  ”Økumenien er i Taize ganske usagt. Den italesættes ikke på samme måde, som jeg ellers har været udsat for. I Taize formå man at dele nadver, gå til gudstjeneste og handle sammen. Og det er nok der, hvor økumenien begynder – i handlingerne. Der er mange handlingsfællesskaber, mange eftermiddage prydet med dialog og mange muligheder for bare at være kristen, uden at fortælle sin kirkeretning”, siger hun

Kathrine Fischer reflekterer over, om spiritualiteten i Taize taler til unge kristne i Danmark. ”Spiritualiteten i Taize er ganske unik, og efter bare en uge dernede vil jeg skam ikke kalde mig ekspert på Taize. Men ja, jeg vil mene, at spiritualiteten sagtens kan tiltale nogle”, siger hun og tilføjer ”jeg tror, man bliver nødt til at dele det op i to typer - hvis ikke flere. Til dels vil der være dem, som nyder Taize-formen: stilhed, bøn og sang, men til dels vil der også være dem, som nyder at gå i dybden med noget i en uge. At leve i Taize for en uge kan være en unik begyndelse til sin religiøse søgen. At være omgivet med mennesker, som ønsker at tale tro, skaber nysgerrighed og mulighed for svar af sidemanden. I Danmark er det sjældent, jeg spørger om andres forhold til skriftlæsning – mest fordi vores kultur er sådan – men sammenhængen er bare anderledes i Taize - rummet skabes i samtalen om tro.

Læs mere om Taize på www.taize.fr


Kristusfællesskabet i Taize samler stadig tusindvis af unge fra alle egne
Af Mads Christoffersen

Mere end 4.000 fra hele verden deltog i påskefejringen i klosterfællesskabet Taize. Jeg selv var taget dertil med min 13-årige søn for at opleve dette Kristusfællesskab, som jeg havde hørt så meget om, men aldrig selv oplevet. Lad mig sige det med det samme, at jeg var dybt bevæget. Jeg var bevæget af den lidelse, stilhed og genoprejsning, som påsken er et udtryk for. Jeg var bevæget af den rytme, der ligger i livet i Taize med tre gudstjenester om dagen, bibelundervisningen, gruppesamtalerne og det praktiske fællesskab med alle de andre pilgrimme fra nær og fjern.

Fællesskabet Taize har eksisteret siden anden verdenskrig. Om end meget har ændret sig i verden omkring os er budskabet fra Taize det samme – et budskab om fred og forsoning, om bøn og spiritualitet, om kulturmødet og frem for alt fællesskabet i Kristus. Som økumenisk engageret siden min studietid, har jeg i mange år følt at jeg naturligvis burde have været i Taize som hundredvis af andre danskere, der gennem årene er draget til Taize og som har taget Taize med tilbage til Danmark som inspiration til deres spirituelle liv lokalt herhjemme.

Min egen økumeniske rejse begyndte delvist på Chateau de Bossey og Kirkernes Verdensråd i Schweiz – det globale institutionelle kirkefællesskab. Taize ligger faktisk kun et par timers køretur fra Bossey og alligevel repræsentere det en helt anden side af det økumeniske liv og fællesskab. Taize er uden tvivl økumenisk med 100 fastboende brødre fra forskellige kirkeretninger og tusindvis af pilgrimme, der lægger vejen forbi hvert år. Men de kirkelige forskelle er ikke en vigtig del af det synlige fællesskab. Folk kommer med hver deres kirkelige bagage; katolikker, pinsefolk, lutheranere, ortodokse, baptister eller noget helt tiende. Men bevidstheden om den andens kirkelige tilhørsforhold fylder ikke i mødet med hinanden, i samtalen, i salmesangen, i bønnen. Det alt overskyggende er nemlig Kristusfællesskabet.

Som engageret i de kirkelige organisationer herhjemme var jeg fuld ad forbløffelse og beundring. Uanset hvor mange tusinde pilgrimme, der er i Taize, har alle en praktisk opgave. Og det fungerer. Ikke så meget som et stykke slikpapir lå og flød. Om eftermiddagen så man horder af unge mennesker komme med kost og spand på vej ned at gøre toiletter rent eller ordne udeområderne.

Langt de fleste af pilgrimmene i Taize er unge under 30 år. Vi var også en gruppe af familier med børn under 15 år, der boede i en lille landsby ved siden af Taize. Det var en fornøjelse også at være med her med andre voksne, der havde været med siden de var unge og deres børn, der havde været med siden de var små.

Livet i Taize er især kendt for de tre meditative gudstjenester, der holdes om dagen, med de smukke salmer, der synges igen og igen. Påsken var naturligvis noget helt særligt. For mig personligt var det meget stærkt, da de 100 brødre Skærtorsdag aften vaskede fødderne på de tusindvis af mennesker i menigheden, således som Jesus gjorde det for sine disciple. Langfredags dysterhed og Påskemorgen gjorde også et dybt indtryk. Gudstjenesten begyndte tidligere end normalt og et efter et blev stearinlysene tændt hos hver enkelt af de fremmødte.

FDF, DKG og KFUM & KFUK havde arrangeret turen til Taize denne påske. Vi var 12-15 personer, der tog sammen derned i bus. Jeg har stillet et par spørgsmål til rejseleder Kathrine Fischer fra FDF.  Det var også hendes første tur til Taize. ”Jeg var overrasket over, hvordan strukturen er i Taize. Jeg tog mig selv i at fundere over, hvordan et så stort område kunne fungere til trods for, at det hele var på båret på frivillige hænder. Det er noget af et handlingsfællesskab, som tager sig af alt fra rengøring til musik, fra stilhed til mad”, siger hun. ”Men når jeg tænker tilbage på min uge dernede, må jeg indrømme, at det er bibeltimerne, som står stærkes. Vi havde en broder, som formåede at inspirere mig dybt i hans måde at læse bibel ind sin egen sammenhæng”.
 
Langt de fleste i Taize er unge under 30 år. ”At være så mange unge samlet på et sted er på den ene side ganske frustrerende, når man søger stilhed og ro, og en flok unge hellere vil høre det nyeste hit, men på den anden side er jeg taknemlig for, at jeg kunne bruge en uge sammen med mennesker, som står i samme livssituation som jeg. At opleve et fællesskab, hvor troen kommer til at være bærende for en samtale, ikke på sådan måde, at man ikke kan tale om andet end Gud og skriftsteder, men på en måde, at fordi vi er i Taize sammen med Kristus i centrum, tør vi at åbne os op for hinanden i handlinger og dialogen”, siger Kathrine Fischer om fællesskabet med de mange andre unge.  
Taize er et økumenisk handlingsfællesskab, selvom det økumeniske ikke tydeligt italesættes.  ”Økumenien er i Taize ganske usagt. Den italesættes ikke på samme måde, som jeg ellers har været udsat for. I Taize formå man at dele nadver, gå til gudstjeneste og handle sammen. Og det er nok der, hvor økumenien begynder – i handlingerne. Der er mange handlingsfællesskaber, mange eftermiddage prydet med dialog og mange muligheder for bare at være kristen, uden at fortælle sin kirkeretning”, siger hun
Kathrine Fischer reflekterer over, om spiritualiteten i Taize taler til unge kristne i Danmark. ”Spiritualiteten i Taize er ganske unik, og efter bare en uge dernede vil jeg skam ikke kalde mig ekspert på Taize. Men ja, jeg vil mene, at spiritualiteten sagtens kan tiltale nogle”, siger hun og tilføjer ”jeg tror, man bliver nødt til at dele det op i to typer - hvis ikke flere. Til dels vil der være dem, som nyder Taize-formen: stilhed, bøn og sang, men til dels vil der også være dem, som nyder at gå i dybden med noget i en uge. At leve i Taize for en uge kan være en unik begyndelse til sin religiøse søgen. At være omgivet med mennesker, som ønsker at tale tro, skaber nysgerrighed og mulighed for svar af sidemanden. I Danmark er det sjældent, jeg spørger om andres forhold til skriftlæsning – mest fordi vores kultur er sådan – men sammenhængen er bare anderledes i Taize - rummet skabes i samtalen om tro.

Læs mere om Taize på www.taize.fr


Foto: Mads Christoffersen

2018 Kvindernes Internationale Bededag.

​Den første fredag i marts, den 2. marts, er det her i Danmark Kvindernes Internationale Bededag, ligesom det er i godt 170 lande rundt på kloden. I Danmark er Bededagen med sikkerhed blevet fejret siden 1928 (måske også tidligere), og i 1969 blev Danmarks Økumeniske Bededagskomite dannet, og her ligger ansvaret for oversættelse og viderebringelse af materiale til den årlige Bededag.

Hvert år er et nyt land i fokus.
Bønnekæden jorden rundt er det vigtigste ved dagen, men det er også meget vigtigt at lære om andre lande og få en masse baggrundsviden fra landets egne folk og dermed baggrundsforståelse for landenes befolkninger og deres situation.

Temaet i år er: ”Gud så, at det var godt!”

Gudstjenesten, der bruges over hele verden, er udarbejdet af kvinder fra alle kirkesamfund i Surinam. Hvor ligger Surinam? Det er ikke et land, vi hører en masse om i medierne, og dog er det et utrolig vigtigt område for hele kloden, da Surinam er en stor del af ”verdens lunge” på grund af dets store regnskovsareal! Surinam ligger i Sydamerika, på nordøst-kysten af kontinentet.

Befolkningen - og især de oprindelige befolkningsgrupper er meget bekymrede over, hvor lidt minedriftselskaberne tænker på naturens balance – de tænker på egen profit og ikke på, hvor skadelig deres metoder og brug af kemikalier er på den lange bane! Fældning af tropisk regnskov har også langtrækkende, uoverskuelige konsekvenser, som erhvervslivet slet ikke tager højde for.

Kvindernes Internationale Bededag opfordrer os til at stå sammen i bøn og handling med kvinderne, med hele befolkningen i Surinam, så vi kan være øjenåbnere for hele verden. Forskellige kvinder fortæller i gudstjenesten om deres egen baggrund og om de præcise trusler, de oplever for miljøet.
Befolkningen i Surinam er meget sammensat – med rødder tilbage til oprindelige folk, til Afrika, til Holland, til Kina, til Indonesien, til Indien og Europa.
Der bor mellem 5½ og 6 millioner mennesker i Surinam, og landet er ca. 4 gange større end Danmark.

Læs mere om Kvindernes Internationale Bededag på www.kvindebededag.dk, hvor der også er materiale at hente til dagen den 2. marts. Her vil der også en lille måneds tid inden være en liste over de steder i Danmark, hvor Bededagen afholdes.


Den første fredag i marts, den 2. marts, er det her i Danmark Kvindernes Internationale Bededag, ligesom det er i godt 170 lande rundt på kloden. I Danmark er Bededagen med sikkerhed blevet fejret siden 1928 (måske også tidligere), og i 1969 blev Danmarks Økumeniske Bededagskomite dannet, og her ligger ansvaret for oversættelse og viderebringelse af materiale til den årlige Bededag. Hvert år er et nyt land i fokus. Bønnekæden jorden rundt er det vigtigste ved dagen, men det er også meget vigtigt at lære om andre lande og få en masse baggrundsviden fra landets egne folk og dermed baggrundsforståelse for landenes befolkninger og deres situation.
Temaet i år er: ”Gud så, at det var godt!” Gudstjenesten, der bruges over hele verden, er udarbejdet af kvinder fra alle kirkesamfund i Surinam. Hvor ligger Surinam? Det er ikke et land, vi hører en masse om i medierne, og dog er det et utrolig vigtigt område for hele kloden, da Surinam er en stor del af ”verdens lunge” på grund af dets store regnskovsareal! Surinam ligger i Sydamerika, på nordøst-kysten af kontinentet.
Befolkningen - og især de oprindelige befolkningsgrupper er meget bekymrede over, hvor lidt minedriftselskaberne tænker på naturens balance – de tænker på egen profit og ikke på, hvor skadelig deres metoder og brug af kemikalier er på den lange bane! Fældning af tropisk regnskov har også langtrækkende, uoverskuelige konsekvenser, som erhvervslivet slet ikke tager højde for.
Kvindernes Internationale Bededag opfordrer os til at stå sammen i bøn og handling med kvinderne, med hele befolkningen i Surinam, så vi kan være øjenåbnere for hele verden. Forskellige kvinder fortæller i gudstjenesten om deres egen baggrund og om de præcise trusler, de oplever for miljøet.
Befolkningen i Surinam er meget sammensat – med rødder tilbage til oprindelige folk, til Afrika, til Holland, til Kina, til Indonesien, til Indien og Europa.
Der bor mellem 5½ og 6 millioner mennesker i Surinam, og landet er ca. 4 gange større end Danmark.
Læs mere om Kvindernes Internationale Bededag på www.kvindebededag.dk, hvor der også er materiale at hente til dagen den 2. marts. Her vil der også en lille måneds tid inden være en liste over de steder i Danmark, hvor Bededagen afholdes.