I skyggen af det sorte bjerg

Som modtager af Det Økumeniske Studielegat fik jeg muligheden for at rejse til Montenegro, som led i mit specialearbejde om den montenegrinske kirkestrid mellem landets to ortodokse kirkesamfund. Jeg brugte derfor det meste af oktober i dette lille bjergland i Balkan.

Den første tid rejse jeg rundt med base i hovedstaden og så klostre, kirker og moskeer med mine bekendte fra det islamiske trossamfund. Vi tog bl.a. på længere ture langs Skadar søens breder, til det religiøst vigtige bjerg Rumija og til det centrale historiske og kulturelle kloster Ostrog, der er mejslet ind i klipperne over Zeta dalen.

Til hovedcenter for strid
Hen mod slutningen af mit ophold tog jeg endegyldigt op i bjergene til landets gamle historiske hovedstad, Cetinje, der ligger i skyggen af det sorte bjerg, Lovcen. Denne lille miniput by er kendetegnet af sine historiske huse, paladser og ikke mindst det ortodokse kloster, der minder om byens historie som sæde for landets prinse-biskopper. Byen er derfor også blevet hovedcenteret for striden mellem de to ortodokse kirke, der begge har deres hovedsæde heroppe og gør historisk krav på byen. Det er netop denne strid, som af omveje drog mig til landet.

Hjertelige samtaler...
To af mine dage i byen gik så med samtaler med serbiske munke, ”diakoner” (en form for kirkelige officielle medarbejder) og professorer ved den serbiske kirkes uddannelsessted i byen. Jeg blev mødt af min vært, den åbenhjertige og jævnaldrende diakon Igor Belaban, som troligt og venligt svarede på mine mange spørgsmål og undertiden lo højlydt og hjertelig over de andre trossamfunds beskyldninger mod hans kirke. Han smilede for det mest bredt af mine høfligt drejede kontroversielle spørgsmål, og måtte af og til undskylde, når han kom med et hårdt udfald mod hans modstandere i denne kirkestrid. Dagene gik ellers med hjertelige samtaler om teologi, undervisning, nationalisme og ikke mindst historie. Mine værter i den serbiske kirke opførte sig eksemplarisk og fyldte min kuffert med mange bøger, ikoner og endda et kors fra Ostrog.

... og megen latter
Jeg fik også tildelt den særlige ære at sidde til højbords med deres seminars rektor under middage, hvor fade efter fade af tunge serbiske kødretter blev troskyldigt båret ind. De halvtykke sortklædte munke omkring mig fyldte konsekvent tung rødvin i mit glas og skålede mens de lo af hinandens vittigheder og sarkastiske kommentarer om regeringen, hinanden og deres lille land. Munkene viste også stolt deres skatte frem i klosteret, i form af Johannes døberens hånd, splinter fra korset og den (lokale) hellige Prinse-bisp Petar d.Is lig. I deres lille fine museum i klosteret havde de endvidere alskens ældgamle bibler og kunstgenstande, der var skænket, som regel, fra den russiske kirke og Tzar/tzarina, der altid havde haft et særligt forhold til Montenegros teokratiske herskere, de såkaldte Prinse-biskoper (Vladikaer). Den historiske og kulturelle tunge arv, som klosterets rigdom bevidnede, gør også, at alle kirkespørgsmål i denne lille stat altid er politiske og historiske – selv de mere dogmatiske tunge kernediskussioner, som mit speciale behandler. 

Ladet med viden, bøger, ikoner og gode minder føler jeg mig derfor snart klar til at rejse hjem, bort fra dette lille bjergland, hvis skønne natur, hjertelige kultur og dramatiske historie har nået mit hjerte.

Emil Bjørn Hilton Saggau, stud.theol
Cetinje, Crna Gora (Montenegro) d. 16. 10.2013
Se også Emil Bjørn Hilton Saggaus artikel i online magasinet rØST her

Emil Bjørn Hilton Saggau er teologistuderende, og har modtaget støtte fra Det Økumeniske studielegat