Skænding af muslimske grave

Kontaktgruppen for Muslimske og Kristne religiøse ledere er rystet over nattens omfattende hærværk mod den muslimske begravelsesplads i Brøndby vest for København. Omkring 50 grave er blevet væltet og knækket og blomsterkrukker smadret.

Pressemeddelelse 6. juni 2015

De pårørende er i chok og sorg over skændingerne, og det brede muslimske samfund stiller sig uforstående overfor, at et så omfattende hærværk rettet mod en specifik muslimsk gravplads blot betegnes som drengestreger af politiet.

Kontaktgruppen udtrykker sin medfølelse med de pårørende og med det muslimske samfund og kan kun fordømme det grove overfald, der må betegnes som en hadforbrydelse vendt mod muslimer. Vi opfordrer alle uanset tro og baggrund til at stå sammen imod vold, had og forsøg på at så splittelse mellem os som mennesker i det danske samfund.

Der vil blive holdt en mindehøjtidelighed for de afdøde på den muslimske gravplads i Brøndby søndag den 7. juni kl. 15 på Brøndbyvestervej 180. Alle uanset religion, etnicitet og politisk tilhørsforhold,
er inviteret til at deltage i markeringen. Det vil være muligt at tænde lys og lægge blomster udenfor gravpladsen, da man ønsker at respektere gravpladsens ro samt forskellige trosfortolkninger. Bannere og lignende frabedes.

Kontaktgruppen for Muslimske og Kristne religiøse ledere:

Domprovst Anders Gadegaard, Formand for Danske Kirkers Råd, Formand for Kontaktgruppen
Dr. Asmat Mojaddedi, Muslimernes Fællesråd, Formand for Kontaktgruppen
Birte Jacobsen, Folkekirken
Peter Götz, Det Danske Missionsforbund
Erling Tiedemann, Den Katolske Kirke
Mads Christoffersen, Danske Kirkers Råd
Sami Kücükakin, Formand for Muslimernes Fællesråd
Gina Al-Farra, Dansk Islamisk Råd
Stine Høxbroe, Muslimernes Fællesråd

Kontaktgruppen har eksisteret siden 2008 som et initiativ mellem Danske Kirkers Råd og Muslimernes Fællesråd for at styrke samarbejde og gensidig forståelse på tværs af religiøse tilhørsforhold.