Til Rom med Det Økumeniske Studielegat

Tidligere på året havde jeg den store glæde at modtage Det Økumeniske Studielegat, så jeg kunne bo og skrive på mit speciale i Rom i nogle måneder. – mit studium blev i høj grad en øvelse i at læse Luthers latinske spidsfindigheder.

Mens jeg var i Rom, forsøgte jeg at undersøge, hvad det var, som Martin Luther sagde imellem linjerne i hans første forelæsning som doktor i den hellige skrift, når det angik forestillingen om døden, Skærsilden og Helvede. Luther var nemlig nøjagtig lige som os i 2016 - når man er på kant på nogen, siger man det sjældent direkte, men lader det blive sagt i det skjulte og mellem linjerne. Derfor blev mit studium i Rom i høj grad en øvelse i at læse Luthers latinske spidsfindigheder. 

I sin første forelæsningsrække som doktor, valgte Luther at forelæse over en bog fra Det Gamle Testamente, og han valgte ganske besindigt den bog, han som munk kendte allerbedst - Salmernes Bog. Selvom de tanker, som Luther gjorde sig om døden og salmerne, er over 500 år gamle, har de stadig noget at sige os. Luther fandt nemlig i sit arbejde med Salmernes Bog frem til, at døden ikke nødvendigvis er noget dårligt. Den påvirker os, og gør os kede af det, men vi skal ikke være kede af det for den afdødes skyld – for den afdøde er blevet ladt i Guds vold, og det er det bedste sted for et menneske at være. Dermed viste mine studier, at Luther allerede flere år før bruddet med den katolske kirke, havde valgt at vrage den katolske sakramentelære – i døden kunne ingen menneskelige indgriben finde sted: Hverken fra mennesker eller kirken som institution. 

Selvom Luther ikke direkte siger det, kan man næsten tillægge ham læren, at “man skal gribe sin død”. Luther mente nemlig ikke, at vi skal være bange for døden – for Jesus døde for, at de, der tror, må få det evige liv og syndernes forladelse. Forfatterne bag salmerne i Salmernes Bog var også bange for døden, fordi døden for dem havde en anden betydning, end den har for os i

dag. Forfatterne så livet som den ultimative gave fra Gud, og deres liv blev ikke levet alene – det blev levet blandt mennesker i fællesskaber. Derfor følte de sig som døde, når de var ladt i stikken, følte sig ensomme eller var isolerede.

Den eneste måde, som forfatterne i Salmernes Bog synes at kunne overkomme ensomheden på, var at rette henvendelse til Gud: De bad og nærmest tiggede Gud om at genetablere dem i den sociale orden og fællesskabet påny. Og sommetider kan man læse, at det rent faktisk lykkedes. Salmisternes rettethed mod Gud inspirerende Luther i så høj grad, at man igennem forelæsningsrækken kan læse, hvordan Luthers gudsforhold blev mere og mere relationelt.

Det er derfor ikke noget nyt, når der i 2016 er megen snak i medierne om, at døden og ensomheden er to ting, som følges ad. Det gjorde de også for forfatterne bag salmerne i Salmernes Bog. De bad om at komme ensomheden til livs. De rettede sig med andre ord mod Gud, for at han måtte hjælpe dem ud af nøden.
Det samme mente Luther, at man skulle gøre. Han mente, at man skulle rette sig mod Gud, og at man i troen og rettetheden mod Gud finder ud af, at døden ikke er noget at frygte. Tværtimod er døden et løfte om det rene og pure liv, som vi, selvom vi ihærdigt prøver, ikke kan magte at gennemføre her på jorden – men det har vi, ifølge Luther, som troende et løfte om, at vi får. Efter døden.

Specialet blev skrevet som et tværfagligt speciale i fagene ”Det Gamle Testamentes Eksegese” og ”Dogmatik med Økumenisk Teologi”, og det blev bedømt til karakteren 12. Pr. 15. januar 2017 har Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen fået embede som sognepræst på Sydfyn i Den Danske Folkekirke. Han har siden hjemkomsten holdt flere foredrag om sit speciale, og han glæder sig til atter at rejse til Rom for at fortsætte forårets studier.