Til Polen med Økumenisk Studielegat

Johannes Aakjær Steenbuch skriver om sin rejse til konference om kirkefædrene på det katolske universitet i Lublin, Polen

”Your always welcome – Rome is your home!” 
Sådan lød det fra en af de mange katolske præster fra Rom, der deltog i den nyligt afholdte konference om kirkefædrenes kamp mod kætterier i oldkirken. Konferencen blev afholdt på det katolske universitet i Lublin i Polen, og jeg deltog som ”independent scholar” med støtte fra det økumeniske studielegat.

Nævnte invitation 
til mig og min kone, som også var med i Lublin, kunne lyde som et kald til at vende tilbage til ”moderkirken”, men det var vist ikke ment som en opfordring til at konvertere – nok mere som en gæstfri opfordring til at slå et smut forbi, hvis vi nu alligevel skulle være på de kanter. Trods konferencens tema – og trods indledende ord fra biskoppen om konferencens relevans for kirkens kamp mod aktuelle kætterier – var det ikke de kirkelige krigstrommer, der fik lov at lægge grundtonen i Lublin.

At undertegnede som baptist ikke ligefrem er på bølgelængde med Hr. Pave
 i kirkelige og teologiske spørgsmål, er ingen hindring for fagligt såvel som økumenisk fællesskab. I det hele taget var der en kollegial ånd protestanter, katolikker og ortodokse imellem, som der typisk er det på akademiske konferencer om patristik – studiet i oldkirkens teologer, de såkaldte ”kirkefædre”. 

Det er nu ikke fordi patristikere
 – altså sådan nogle som os, der arbejder med kirkefædrene – er ekstraordinært frisindede. Men den fælles interesse for kirkens tidlige tænkere skaber dog et ikke ubetydeligt økumenisk bånd, der gør det nemt at overse dogmatiske og institutionelle forskelle og modsætninger. Ikke overraskende foregik den primære økumeniske samtale over en kop øl eller to efter dagens oplæg. Det er ikke underligt ved de mere uformelle lejligheder, at de egentlige diskussioner og samtaler foregår.

Tværkirkeligheden opstår som kollegialt fællesskab om et historisk reelt materiale, med dybde, tyngde og klangbund, snarere end om luftige idealer og visioner for kirkelig enhed og deslige. Min erfaring er, at akademiske konferencer om oldkirkelig teologi netop derfor ofte er betydeligt mere ”økumeniske” end arrangementer, der eksplicit hævdes at handle om ”økumeni” – måske fordi det ikke handler så meget om os selv og vores indbyrdes forskelle eller drømme om enhed, som det handler om vores fælles kirkehistorie med alt hvad den indebærer af forskellighed såvel som fælles arvegods.

Fornøjelsen ved at være del af et arbejdsfællesskab spiller en væsentlig rolle – ofte har konferencens ”papers” og de efterfølgende diskussioner jo det konkrete formål at føre til udgivelsen af en eller anden antologi med ”proceedings” fra konferencen. Med det in mente er der ofte en fornemmelse af, at deltagerne arbejder sammen mod et fælles mål – i skærende kontrast til den konkurrencementalitet, der desværre er udbredt på de ”konkurrenceudsatte” pølsefabrikker, som universiteter til daglig kan opleves som.

Selvfølgelig må man på en konference, som den om kirkefædrenes kamp mod kætterier i oldkirken, sluge den præmis, at ”kirkefædrene” netop er de teologer, der opfattes som mere eller mindre rettroende – i overensstemmelse med de økumeniske konciler. Konfessionalismen spiller ikke overraskende en rolle på et katolsk universitet, men ikke i en grad, der udelukker, at de traditionelle kirkehistoriske fortællinger kan tages op til genovervejelse. Her er det godt at især mange af de amerikanske deltagere ikke altid er katolske eller ortodokse. Jeg var ikke den eneste baptist og et luthersk søskendepar fra New York havde også fundet deres vej til Lublin.

De konfessionelle forskelle giver dog sjældent anledning til kontroverser på den slags konferencer. Jo, ok, der faldt godt nok nogle bemærkninger fra en af de ortodokse om filioque-spørgsmålet: Mente den og den af kirkefædrene virkelig, at ånden også udgår fra sønnen som vestkirken i modsætning til østkirken har ment siden tusindtallet(!)? Den slags er dog ikke noget, der for alvor kan få gemytterne eller sindene i kog – sagen er debatteret til hudløshed før og med den rette mængde forbehold kan enhver konflikt dæmpes i opløbet uden at give køb på den videnskabelige præcision. Den almindelige akademiske tilbageholdenhed og redelighed er selvfølgelig også med til at forhindre de værste udskejelser.

Hvis det er rigtigt, at vi for tiden befinder os i en ”økumenisk bølgedal”, er der måske grund til at tænke lidt over hvad økumeni kunne bestå i fremover – hvis det ikke i samme grad skal bestå i institutionelt diplomati eller politisk aktivisme, som det før har gjort. En fælles besindelse på kirkens historie synes at være et godt bud. Det er i hvert fald min erfaring, at det kan der komme meget godt ud af. Det burde være muligt at skabe flere lignende tværkirkelige fællesskaber på akademisk grund. I hvert fald er det ønskværdigt, at også flere studerende fremover får muligheden for at stifte bekendtskab med økumenisk teologi for derved at bidrage til en øget bevidsthed om kirkelig mangfoldighed blandt kommende danske teologer og præster.

Af Johannes Aakjær Steenbuch


Det økumeniske Studielegat støttede i 2016:

  • check
    Christian Rubech Hartmeyer-Dinesen med 12.000 kr. til ophold og specialeskrivning I Rom.  
  • check
    Johannes Aakjær Steenbuch med  3.500 kr. til deltagelse i konferencen ”The Church Fathers in the polemics against" på Johannes Paul II universitet i Lublin, Polen 17.-19. maj 2016, hvor han også selv har et oplæg.
  • check
    Nanna Fafner med 5000 kr. til et forårssemester på teologisk college i Indien.
  • check
    Kathrine Fischer  5.000 kr. til KVs steward program i Trondheim 

Det Økumeniske Studielegat har ansøgningsfrist næste gang den 1. marts 2017.