En øjenåbner i det hellige land

I marts 2017 fik jeg som helt nyudklækket teologistuderende muligheden for at repræsentere KFUM og KFUK på en økumenisk konference i Betlehem og Nazareth, med titlen: Sabeel 10th International Conference: Jesus Christ Liberator – Then and Now – Facing the legacy of injustice. Titlen siger ikke så lidt. Med det økumeniske studielegat i ryggen, tog jeg afsted. Konferencen blev arrangeret af Sabeel, et økumenisk befrielsesteologisk center. Sabeel arbejder for at forbedre de palæstinensiske borgeres rettigheder og muligheder, gennem dialog og oplysning – bl.a. gennem konferencer som denne. Sabeel arbejder og samarbejder med forskellige kristne kirker og organisationer på Vestbredden og i hele verden. KFUM og KFUK’s formål med at sende mig afsted, var at give flere medlemmer og især stud.theol’er større indsigt i den komplekse konflikt mellem Israel og Palæstina.

Konferencen markerede 50-året for besættelsen af Vestbredden og 100-året for Balfour-deklarationen, og behandlede forskellige emner som f.eks Balfour-deklarationens eftermæle, truslen fra religiøs ekstremisme, samt Jesu Kristi virke som frelser og befrier set i lyset af den aktuelle situation i Israel-Palæstina. Konferencen samlede ca. 200 deltagere som repræsenterede 20 forskellige lande og omtrent ligeså mange forskellige kirkelige denominationer.

Rejsen blev fra første færd en øjenåbner, af en sådan kaliber jeg kun tror man oplever få gange i sit liv. Konferencen bød bl.a. på ekskursioner til nogle af de vigtigste helligsteder i de tre store religioner; Kristendom, Islam og Jødedom, som lever i forviklethed med hinanden, på godt og ondt i Det hellige land. Det gav en mærkværdig substans på en og samme rejse, at besøge de her fredfyldte og smukke helligsteder, og de samme dage lære dybdegående om konflikten og mange palæstinensiske skæbner. Konferencen gav også anledning til at møde nogle meget prominente personer fra den mellemøstlige verden, som virkelig gav indtryk og stof til eftertanke.
På den liste skal nævnes Naim Ateek, som er anglikansk præst i Palæstina, grundlægger af Sabeel og en meget vigtig skikkelse i udformningen af palæstinensisk befrielsesteologi. En anden person, hvis beretning gav kuldegysninger at høre, er unge Sahar Vardi, en israelsk pige og aktivist, som har siddet fængslet for at nægte at aftjene sin værnepligt, og som i dag uddanner sig til skolelærer, i håb om at ændre noget i tankegangen, på den næste generation.



Mødet med Mordechai Vanunu var helt vildt. Mordechai er israeler og arbejdede tidligere i sit liv i den israelske hær som atomvåben tekniker, men blev sidenhen fredsaktivist, og afslørede Israels atomvåbenprogram til den britiske presse i 1986. Derfor var han fængslet i 18 år, under kummerlige forhold, hvor han skrev de mest hjerteskærende digte. Alligevel er det ikke en knækket mand, men det mest ydmyge og rare menneske man møder når man taler med Mordechai. Og selvfølgelig Vera Baboun, som er den første kvindelige borgmester i Betlehem og en total powerkvinde. Hun slog fast at den vigtigste opgave man har i dag, både som palæstinenser, og som international gæst i Det hellige lang er ”to speak up” – at sige sin mening, og at man først har noget at skamme sig over, når man ikke siger fra eller siger sin mening højt.

I vores del af verden bliver Israel-Palæstina konflikten tit og ofte slået hen som værende pga. skøre religiøse interesser. En af de ting jeg oplevede som var vigtigt for både jøder, muslimer og kristne, var at slå fast, at konflikten aldrig har været religiøst begrundet. Balfour-deklarationen omtalte aldrig nogen religiøs eller jødisk stat, - den omtalte en nationalstat for fordrevne israelere. Konflikten er en sekulær konflikt om landbesiddelse, og aldrig har haft religion som omdrejningspunkt. ”Palæstinenser først – kristen og muslim så” var et udsagn jeg stødte på flere gange. Nok er religion identitetsgivende for alle indbyggere i Israel og på Vestbredden – men det er altså ikke det det handler om, når det kommer til stykket.

På trods at man virkelig kan mærke håbløsheden og fortvivlelsen i alle samtaler man har med palæstinenserne, er det samtidig fantastisk at rejse på Vestbredden. Man bliver mødt af den største gæstfrihed af det palæstinensiske folk. De formår at holde fast i deres hjertevarme, humor, og leve deres liv så godt som muligt, mens de fleste af dem stædigt kæmper hvad de kalder ”peaceful non-violent resistance”. For som de selv siger, så er det, det eneste sted de kan være overlegne.

En anden ting man lægger mærke til når man færdes på Vestbredden, er hvordan kunsten og kreativiteten på forunderlig måde blomster midt i al kaosset, hvilket gør landet til en ufattelig smuk størrelse at rejse i. Noget af det der har været sigende for min rejse er hvordan situationen i Israel-Palæstina har brændt sig fast på min nethinde, - og i mit hjerte.

At deltage på konferencen har givet større kendskab til Israel-Palæstina konflikten, fremkaldt kærlighed til palæstinensisk kultur og vakt stor interesse for palæstinensisk teologi og økumeni, som jeg kan have stor gavn af i mit videre uddannelsesforløb som teolog, og mit frivillige arbejde i KFUM og KFUK.


øjenåbner

Amanda Urban modtog sammen med to andre støtte fra det Økumeniske Studielegat i 2017. Næste ansøgningsfrist til legatet er d. 1. marts 2018.

Se mere her