Sitemap
    addthis-area

     

    Hvad skal vi bruge hæftet til?

    Kategori: Danske Kirkers Råd

    Noget om den kristne tro er et lille hæfte med et stort indhold. Aldrig før har en så bred vifte af kirker henvendt sig til danskerne om den kristne tro. Med ud¬gangspunkt i Fadervor inviteres læseren på en rejse, hvor kristendommens kerne præsenteres.

    Noget om den kristne tro handler om det, der er fælles for kirker som Folkekirken, Den katolske Kirke og en lang række frikirker. Hæftet kan derfor bruges i alle kirker og kirkelige organisationer i Danmark.

    Hæftet henvender sig både til dem, der bare er nysgerrige på, hvad den kristne tro er for en størrelse, og til dem, der er vant til at komme i kirke.

    Hæftet sendes ud til alle kirkesamfund, menighedsråd og kirkelige organisationer i Danmark. Vi håber, at I kan bruge hæftet i jeres sammenhæng til samtaler og aktiviteter, lokalt og nationalt.

    Her finder I forslag til, hvordan hæftet kan bruges, men først og fremmest skal hæftet bruges, som I finder det bedst i jeres sammenhæng.
    Det er en oplagt gave eller til at dele ud i kirker og menigheder som udgangspunkt for samtaler om kirke, tro og eksistens.

    Hæftet kan f.eks. bruges til:

    • Fælleskirkelig pinsefejring eller andre fælleskirkelige events, hvor man samler byens kirker på torvet eller besøger hinanden.
    • Samtaler og undervisning i den lokale menighed eller kirkelige organisation, forening
    og kirkelige lederkreds – evt. med samtalekort.
    • Konfirmander og unge i kirkelige børne-
    og ungdomsorganisationer samt til deres forældre til samtale om Fadervor og den
    kristne tro.
    • Samtaler i forbindelse med vielse, dåb, begravelse og babysalmesang.
    • Temagudstjeneste om Fadervor.
    • Frivillige i kirker samt til ledere i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer som inspiration til forkyndelse, undervisning og samtale.
    • Uddeling i Natkirker og vejkirker.
    • Uddeling i sognet som hilsen fra den lokale kirke.

    Det siger de om ’Noget om den kristne tro’:

    Biskop Henrik Stubkjær, formand for Danske Kirkers Råd:
    ”Noget om den kristne tro er et enestående eksempel på, at vi på tværs af kirkeskel kan gå sammen og lave en spændende og vedkommende udgivelse omkring kernebegreber i den kristne tro – en fin og nødvendig indføring i både kirke og tro.”

    Mogens S. Mogensen, formand for Folkekirkens mellemkirkelige Råd:
    ”Noget om den kristne tro er først og fremmest en smuk gave til enhver, der har lyst til at få en lettilgængelig introduktion til det kristne liv. Den fortjener at blive købt og læst af alle menigheder – og givet videre til hele det danske folk.”

    Lone Møller-Hansen, generalsekretær i Baptistkirken i Danmark:
    ”Det er vigtigt at vise omverdenen, at vi som kristne er enige om langt det meste og vigtigste i den kristne tro. Det øger vores troværdighed og forhåbentlig gør det også, at mennesker nemmere kan tro på Jesus og det han har lært os.”

    Biskop Czeslaw Kozon, Den katolske Kirke i Danmark:
    ”Noget om den kristne tro er ikke en udtømmende fremstilling af det kristne budskab, men et udtryk for, at vi som kristne gerne vil stå sammen, vokse i fællesskabet og ikke mindst gerne dele vor tro og glæden over den med andre. Jeg håber, at dette resultat af vort fælles arbejde må være en ansporing til yderligere fordybelse i Guds forunderlige historie med os mennesker.”

    Signe Malene Berg, præst i Natkirken i Københavns Domkirke:
    ”I en verden, hvor krig og uforsonlighed kommer som dagligt brød, er det velgørende og ligefrem befriende at et hæfte som Noget om den kristne tro kan se dagens lys. At se forskellighed som en styrke, kan kun gøres, hvis kernen er stærk. Noget om den kristne tro viser, at kernen er stærk. Jeg kommer til at bruge hæftet i mødet med natkirkegængere som afsæt og indføring i det kristne univers. Kernen i den kristne tro er at række hånden ud til hinanden. Her er det så ovenikøbet gjort med faste håndtryk. Flot arbejde!”

    Torben Bramming, præst ved Ribe Domkirke:
    ”Når der er ild i huset, hjælper alle med at slukke. Det er det ordsprog, der falder mig ind ved læsningen af Noget om den kristne tro. Det er et stærkt bibelsk budskab, som understreger, at kristendom er lys i en mørk verden, og at vejen frem findes ved dette lys. Vi er måske forskellige i mangt og meget som kirker i Danmark, men Noget om den kristne tro viser, vi kan komme langt sammen.”

    Morten Skrubbeltrang, generalsekretær for FDF:  
    ”Noget om den kristne tro viser, at der er langt mere, der forener os som kirker end adskiller. Det er væsentligt at huske på, og så sørge for at invitere alle med på rejsen. Det er vigtigt, at kirkerne i fællesskab arbejder med, hvordan grundtankerne i den kristne tro kan præsenteres på en nutidig, vedkommende og relevant måde - også for børn og unge. Det er der brug for i dag, og det kan Noget om den kristne tro være med til. God rejse.”

    Noget om den kristne tro er skrevet af repræsentanter fra Folkekirken, Den katolske Kirke og en række frikirker og er udgivet som et samarbejde mellem Danske Kirkers Råd, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Bibelselskabet.

    Eksemplarer kan købes hos Bibelselskabet: www.bibelselskabet.dk/netbutik. Stykprisen vil blive væsentligt billigere, jo flere man køber. Det vil derfor være
    en fordel, hvis flere menigheder/organisationer går sammen om at bestille.

    Se priser på www.bibelselskabet.dk/netbutik

    For yderligere information: Mads Christoffersen, generalsekretær i Danske Kirkers Råd: Telefon 26 70 02 46. mc(at)danskekirkersraad.dk

    Hent idékataloget her