Sitemap
    addthis-area

     

    Kirkesamfund i Danmark står sammen om den kristne tro

    Kategori: Danske Kirkers Råd

    Engagerede mennesker fra en meget bred vifte af kirkesamfund og kirkelige foreninger samledes til inspirationsdag om den kristne tro

    Af:Christian Arffmann. Foto: Mads Christoffersen

    D. 14.juni var der inspirationsdag om den kristne tro. 50 personer fra en lang række kirker og kirkelige organisationer var mødt op for tale om den kristne tro. Desuden var det en anledning til at præsentere den foreløbige frugt af et langt og grundigt stykke mellemkirkeligt arbejde, nemlig inspirationshæftet ”Noget om den kristne tro.”

    Kan katolikker, baptister, metodister og folkekirkefolk blive enige om, hvad der skal stå i et hæfte om den kristne tro? Ja, det kan de faktisk. Det viser resultatet af inspirationshæftet ”Noget om den kristne tro.”

    Man kan ikke blive enige om alt omkring den kristne tro, og hæftet omtaler således ikke dåb og nadver. Men der er andre steder, man kan mødes på tværs af konfessionelle skel.  

    Desuden er det, som Danske Kirkers Råds formand, biskop Henrik Stubkjær, udtrykker det, et vigtigt signal at sende, at kirker i Danmark står sammen om at formulere den kristne tro ”i en tid, hvor mange ellers synes at lukke sig meget om sig selv”.

    Meningen med hæftet er ikke en katekismus eller et læredokument
    . Det særlige ved hæftet er nemlig, at det er skrevet i et nyskabende sprog. Det er et forsøg på at imødegå det traditionstab og den fremmedgørelse over for kirken og over for den kristne tro, som synes at præge nutidens sekulariserede samfund.

    I dette står alle de forskellige kirker i samme situation, og derfor er ”Noget om den kristne tro” et vigtigt indsatsområde for på sigt at genaktivere samtalen om kristen tro og tilværelsesforståelse.

    ”Noget om den kristne tro” er et projekt, der er iværksat på initiativ fra Folkekirkens Mellemkirkelige Råd og udgives i samarbejde med Bibelselskabet og Danske Kirkers Råd.

    Hæftet er endnu ikke offentliggjort, men det bliver officielt udgivet 15. september.

    Få yderligere information ved at kontakte Danske Kirkers Råds generalsekretær Mads Christoffersen på email  mc(at)danskekirkersraad.dk.