Sitemap
    addthis-area

     

    Ny arbejdsplan vedtaget

    Kategori: Danske Kirkers Råd

    På årsmødet d.29. april vedtog Danske Kirkers Råd en ny arbejdsplan for de kommende tre år. I den periode vil vi styrke indsatsen på fire områder som helt grundlæggende for Danske Kirkers Råd, mens vil nedlægge nogle af de tidligere arbejdsgrupper med henblik på at styrke netværk med andre aktører i det kirkelige landskab.



    På sit årsmøde d.29. april vedtog Danske Kirkers Råd en ny arbejdsplan for de kommende tre år. I den periode vil vi styrke indsatsen på fire områder som helt grundlæggende for Danske Kirkers Råd, mens vil nedlægge nogle af de tidligere arbejdsgrupper med henblik på at styrke netværk med andre aktører i det kirkelige landskab. I de senere år har vi ellers haft et stigende antal arbejdsgrupper internt i Danske Kirkers Råd. Der er nu behov for både fokus og nytænkning. Den nye arbejdsplan er resultatet af det sidste halve års drøftelser.

    Vi vil nu blive skarpere på vores profil og vores særegenhed. Valg og prioritering af arbejdsområder for Danske Kirkers Råd beror på, hvad der er særegent for Danske Kirkers Råd – hvor giver det særligt mening, at netop vi arbejder med disse områder? De arbejdsområder, som vi vurderer, at andre kirkelige aktører gør bedre end os, overlader vi til dem med ønske om at stå til rådighed som økumenisk samarbejdspartner. Hidtil har vores arbejdsplan været meget åben og fokusområderne været mange. Denne arbejdsplan vil fokusere på det, der er særegent for Danske Kirkers Råd og hvor vi er en ledende aktør i dansk kirkeliv.  

    Det betyder konkret, at vi i forhold til sidste arbejdsplan har valgt at fokusere på færre områder end tidligere, men til gengæld gøre det bedre end før. Nogle af arbejdsområderne fra tidligere arbejdsplaner har vi besluttet at lukke ned og andre igen ønsker vi løst i partnerskaber og ikke som tidligere som egentlige arbejdsgrupper under Danske Kirkers Råd.

    Færre områder - styrket fokus
    Ud fra Danske Kirkers Råds formål har Forretningsudvalget sammen med sekretariatet, medlemskirkerne- og organisationerne fundet frem til følgende fokusområder for Danske Kirkers Råd de kommende år:
    I disse år ser vi en stadig større skepsis over for det religiøse område gennem ny lovgivning og i den offentlige debat. Derfor skal Danske Kirkers Råd have en vigtig funktion i religionspolitiske spørgsmål. Vi vil styrke dette arbejde både internt kirker imellem og i samarbejde med andre religiøse organisationer og netværk.  

    Økumenisk dialog og dannelse er vigtigt for gensidig forståelse og samarbejde for kirkens enhed i al sin mangfoldighed. Danske Kirkers Råd har en vigtig funktion i at danne rammen om gensidig læring på tværs af de kirkelige og organisatoriske forskelle i vores netværk og medlemmernes bagland. Desuden er det afgørende for det fremtidige økumeniske arbejde, at vi også har fokus på næste generations økumenisk engagerede.

    Danske Kirkedage
    er med til at styrke kendskabet til økumeni og samarbejdet mellem kirkesamfund og de kirkelige organisationer. Der sker meget med hele bevægelsen omkring Danske Kirkedage og det skal styrkes. Der er en større åbenhed på dette felt end tidligere. Der er brug for et sådan kirkeligt folkemøde.

    Danske Kirkers Råd har de senere år taget lederskab på det økumeniske klimaengagement i Danmark svarende til andre økumeniske råd verden over. Derfor vil vi fremover fortsat styrke arbejdet med Grøn Kirke.

    Færre arbejdsgrupper, men styrket netværk
    Vi har valgt at nedlægge nogle af vores arbejdsgrupper, der ellers har ydet en stor indsats gennem flere år. Konkret betyder det, at vi nedlægger Kontaktgruppen for Muslimer, der siden 2008 har stået for en række lokale, nationale og internationale aktiviteter bl.a. med støtte fra Det Arabiske Initiativ. Danske Kirkers Råd vil fremover fortsat være engageret i Kristen-Muslimsk Samtaleforum (KMS), indgå i samarbejde med kirkelige organisationer, der har fokus på religionsdialog og samarbejde med såvel jødiske som muslimske organisationer i såvel teologiske som samfundsmæssige spørgsmål.

    Hvad angår migrantmenigheder har Danske Kirkers Råd siden 2008 været medarrangør af de årlige migrantkonferencer. Fremover vil vi i stedet arbejde for at styrke samarbejdet mellem alle kirkelige aktører, der er engageret i det stadig stigende antal migrantmenigheder i Danmark.

    Kristne i Mellemøsten er et vigtigt fokus for vores medlemskirker og -organisationer. I stedet for fortsat at have en arbejdsgruppe med fokus på kristne i Mellemøsten, ønsker vi på anden måde at samarbejde med vores medlemmer. Desuden er Danske Kirkers Råd fortsat med i Det økumeniske ledsagerprogram i Israel/Palæstina under Kirkernes Verdensråd.