Sitemap
    • Danske Kirkers Råd > 
    • Nyhed
    •  > Vil du ud i verden og studere? Søg Det Økumeniske Studielegat
    addthis-area

     

    Vil du ud i verden og studere? Søg Det Økumeniske Studielegat

    Kategori: Danske Kirkers Råd

    Legatet kan søges af alle, men præster, teologistuderende, studerende ved de kirkefaglige uddannelser som f.eks. 3K, kirkeligt ansatte samt ansatte i kirkelige institutioner og organisationer vil have fortrinsret.


    Formål
    Legatets formål er at gøre det muligt for personer fra Danmark at drive økumeniske studier og at opnå økumenisk erfaring i udlandet ved at bidrage til hel eller delvis dækning af omkostninger til rejse, ophold og undervisning.

    Ansøgere
    Legatet kan søges af alle, men der lægges vægt på, at ansøgeren ønsker at dygtiggøre sig inden for andre kirkelige traditioner end sin egen med henblik på at drage nytte af sin viden og erfaring i sin hjemlige kirkelige sammenhæng enten umiddelbart eller på et senere tidspunkt. Præster, teologistuderende, kirkeligt ansatte samt ansatte i kirkelige institutioner og organisationer vil have fortrinsret.

    Hvad ydes der støtte til?
    Ophold ved institutter som Det Økumeniske Institut i Bossey, Tantur Institut for Økumeniske Studier og Det Økumeniske Institut i Strassburg vil blive prioriteret, men ophold ved økumeniske universiteter, colleges og seminarier samt konfessionelle institutioner, som afholder undervisning i økumenik, kan komme i betragtning. Også feltarbejde o. lign. kan opnå støtte. Der lægges vægt på, at ansøgeren ønsker at dygtiggøre sig inden for økumenisk og kontekstuel teologi. Efter endt studieophold forventes det, at modtageren af studielegatet videreformidler sine erfaringer fx gennem indlæg i relevante dagblade, tidsskrifter eller blogs. Det skal fremgå af ansøgningen, hvorledes erfaringer tænkes videreformidlet.

    Fokus for 2016 og 2017-ansøgninger
    I forbindelse med reformationsjubilæet afholdes 19. maj-1. juni 2017 i Berlin konference i regi af Global Ecumenical Theological Institute (GETI) med fokus på ”Reforming Theology – Migrating Church – Transforming Society”. Konferencen har både europæisk og globalt fokus og vil have et netværksskabende sigte for de forventede 150 deltagere. Konferencen afholdes sideløbende med Tyske Kirkedage, som er hovedbegivenheden i den tyske reformationsfejring. Økumenisk Studielegat vil prioritere ansøgninger om støtte til enkeltpersoner og grupper af teologistuderende, som ønsker at deltage i konferencen og GETI-netværket

    Ansøgning
    Ansøgningen skal indeholde kort projektbeskrivelse samt budget, herunder oplysninger om allerede opnået støtte. Relevant dokumentation for uddannelse og CV vedlægges ansøgningen. Desuden vedlægges dokumentation for indgåede aftaler om studieopholdet, derunder for evt. opnået forhåndsgodkendelse fra eget studiested.

    Ansøgningsfrist
    1. marts 2016


    Legatportion
    Legatportionen vil være op til kr. 25.000

    Ansøgningen sendes til
    Det Økumeniske Studielegat
    v. Danske Kirkers Råd
    Peter Bangs Vej 1 D
    2000 Frederiksberg
    eller til dkr@danskekirkersraad.dk

    Ved spørgsmål kan sekretariatet kontaktes på dkr@danskekirkersraad.dk.