I sidste uge var der frist for høringssvar for Trossamfundsudvalgets forslag til ny lov for trossamfund uden for folkekirken. I den forbindelse skrev en vifte af kirkelige ledere under Danske Kirkers Råd sammen med bl.a. formændene for Det Jødiske Samfund og Muslimernes Fællesråd dette kritiske indlæg i Politiken 5. maj 2017. 

Kritikken går især på et forslag om at ville indføre demokratisk medlemsstruktur som krav for at få eller opretholde sin status som anerkendt trossamfund. Læs indlægget her:

Når demokrati bliver tvang
I Danmark har vi en lang og grundlovssikret tradition for tanke- ytrings-, og trosfrihed. Det kan vi være stolte af. Når det kommer til lovgivning på det religiøse område er det vigtigt at holde hovedet koldt og ikke kaste denne frihedstradition over styr i et forsøg på ensretning i demokratiets hellige navn. 

Religion er et tilbagevendende tema i værdidebatten herhjemme
. Ikke bare i tv-programmer som sidste års ’Moskeerne bag sløret’, men også i Folketinget og i den offentlige debat i almindelighed har religion fyldt meget med forskellige fokusområder som f.eks. omskæring, bederum, religiøse symboler på sygehusene. Sideløbende med denne til tider hidsige debat har et udvalg under Kirkeministeriet, det såkaldte ’Trossamfundsudvalg’, arbejdet grundigt gennem de sidste tre år med et forslag til en samlet lovgivning for trossamfund uden for folkekirken. Disse trossamfund tæller bl.a. muslimer, jøder, Den katolske Kirke og en bred vifte af frikirker – trossamfund som for manges vedkommende har været her i århundreder. 

Lidt populært kan man sige, at vi med tålmodighed har ventet på en sådan lov siden 1849, hvor Grundloven blev skrevet og i den givet et løfte om, at forholdene for ’de fra folkekirken afvigende trossamfund’ skulle ordnes ved lov. Den er nu på vej. I denne uge er der frist for høringssvar til det samlede lovforslag. Vi er mange, der med spænding venter på, hvordan svarene vil blive modtaget i det videre politiske arbejde. 

Politikernes tålmodighed synes imidlertid at være sluppet op allerede sidste år, hvor en lovpakke i efteråret blev hastet igennem på religionsområdet, inden Trossamfundsudvalget var kommet med sine endelige anbefalinger. Den vedtagne lovgivning – den såkaldte ’imamlov’ – er gennemsyret af mistænkeliggørelse og forskelsbehandling af religiøse forkyndere – fra alle trossamfund.  

I Trossamfundsudvalgets forslag til en samlet lovpakke for trossamfund udenfor folkekirken er der mange gode og helt rimelige tiltag. Men der ligger desværre også noget mistænkeliggørende i lovforslaget. Religion anses i dele af forslaget stadig som noget farligt – afsondret fra samfundet og forkyndere som potentielle forbrydere.

En slags panik over enkelte muslimske radikaliserede forkyndere breder sig i det politiske landskab og i den konkrete lovgivning uden blik for, at religiøse samfund har været positive bidragsydere til samfundet i århundreder.

Et flertal af Trossamfundsudvalget foreslår, at anerkendelsen af trossamfund skal være betinget af en organisationsform organiseret i overensstemmelse med principper om medlemsdemokrati med en generalforsamling som øverste instans. Demokrati er en meget vigtig værdi i samfundet, men sagen her er mere kompliceret end som så. I Danmark har vi med Grundloven sikret, at religiøse fællesskaber har deres interne frihed, så længe de overholder loven. Der skelnes mellem trossamfundenes indre og ydre forhold. Hvor de indre har med trosmæssige forhold at gøre, har de ydre med forholdet til stat og samfund at gøre. En lovgivning på det religiøse område kan således højst handle om de ydre forhold; men man kan ikke være sikker på, at lovgivere og trossamfund har samme definition af, hvad ydre og indre forhold består i.

Der skelnes mellem trossamfundenes indre og ydre forhold. Hvor de indre har med trosmæssige forhold at gøre, har de ydre med forholdet til stat og samfund at gøre. En lovgivning på det religiøse område kan således højst handle om de ydre forhold; men man kan ikke være sikker på, at lovgivere og trossamfund har samme definition af, hvad ydre og indre forhold består i.

Som et mindretal i Trossamfundsudvalget påpeger, kan et trossamfunds indre forhold og den organisatoriske form være tæt forbundne eller ligefrem viklet ind i hinanden. Forslaget om et demokratisk valgt organ som et trossamfunds øverste myndighed er en klar overskridelse af grænsen mellem ydre og indre anliggender og vil kunne ramme flere af de kirkesamfund, der har været i landet i århundreder og som desuden har virket problemfrit som en del af det danske samfund i øvrigt. Det gælder f.eks. Den katolske Kirke, der hierarkisk hører under paven i Rom og på lokalt plan under biskoppen, og Frelsens Hær, der hierarkisk hører under det internationale kontor i London. Hvis man insisterer på, at disse får en demokratisk valgt generalforsamling, mister de uundgåeligt deres anerkendelse som trossamfund. Det er statslig tvang – og ikke spor frit – hvis alle disse fællesskaber og institutioner skal tvinges ind i samme organisationsform. Vil man virkelig det? 

Frihed og demokrati er højtskattede værdier i Danmark. Det kan vi være stolte af! Men i det konkrete forslag kommer demokratiet ikke til at virke som en frihed, men en tvang – en kontrolinstans. Demokrati bliver demokratisme, der helt overser de indre modsætninger, der netop karakteriserer demokratiet, når det skal tvinges ned over alle typer af fællesskaber.

Det religiøse område kan ikke en til en sammenlignes med samfundet som sådan. Den frihed, vi er sikret som trossamfund gennem Grundloven skal vi ikke give køb på. Det er grundlæggende for åbenhed – ja, for demokratiet, at vi kan rumme det mangfoldige, dem der er anderledes end flertallet – endda udemokratisk opbygget. Tanke- og trosfrihed betyder, at vi som enkeltmennesker eller fællesskaber har frihed til at have vores overbevisning og udtrykke og handle ud fra den – inden for rammerne af dansk lov og sædelighed, som det så smukt hedder i Grundloven.

Det glæder os, at kirkeminister Mette Bock påpeger, at regeringen ikke nødvendigvis vil følge flertallets anbefaling. Lad os håbe, at kirkeministeren, som er minister for alle trossamfund i Danmark, og med hende et flertal af Folketinget holder fast i de danske værdier om frihed såvel for Loke som for Thor – og i, at demokrati og frihed naturligvis skal følges ad.

Biskop Henrik Stubkjær, formand for Danske Kirkers Råd
Dan Rosenberg Asmussen, formand for Det Jødiske Samfund
Abdul Wahid Pedersen, formand for Muslimernes Fællesråd
Biskop Czeslaw Kozon, Den katolske Kirke i Danmark
Tonny Jakobsen, formand for Frikirkenet
Lone Møller-Hansen, generalsekretær i Baptistkirken i Danmark
Hannelise Tvedt, landsleder for Frelsens Hær i Danmark
Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet
Hans-Ole Bækgaard, formand for Indre Mission i Danmark
Biskop Peter Fischer-Møller, Roskilde Stift
Mads Christoffersen, generalsekretær for Danske Kirkers Råd

Bragt i Politiken 5. maj 2017

Categories:

Comments are closed