Når bøn for fred kan koste friheden

På Kirkernes Verdensråds 10. Generalforsamling i Busan, Sydkorea, afholdes møder og store arrangementer i et kæmpe konferencecenter. Men i weekenden deltog 20 personer fra alle dele af verden på en tur til øen Jeju Island syd for Koreas kyst. Det blev et rystende og tankevækkende møde med stærkt engagerede mennesker og konflikten mellem militær opbygning og det lokale sammenhold. Folkekirkens delegerede Biskop Sofie Petersen og Kirsten Auken og Danske Kirkers Råds generalsekretær Mads Christoffersen var med.

Selv små ord mangler
En spinkel mand med tyndt sort skæg og briller hilser os velkommen ved at række begge hænder i vejret. Hans ansigt lyser op og han smiler. Han er klædt i en gråbrun fangedragt med nummeret 2-2 409 påført på brystet. Vi taler til ham, men han kan ikke høre os for vi er adskilt af en tyk lydtæt glasvæg. Døren smækker bag os og mikrofonen bliver tændt. Vi sidder tæt - fem besøgende, hvor der kun er plads til to.

Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Busan, de store konferencesale og de store ord om fred og retfærdighed i verden synes uendelig langt væk i mødet med den indsatte Pastor Song. Vi befinder os på øen Jeju Island nogle hundrede kilometer fra Busan og Sydkoreas kyster. Det er svært at finde selv små ord her, hvor fem deltagere fra weekendens tur til Jeju nu sidder ansigt til ansigt med Pastor Song iklædt fangedragt. Resten af gruppen på i alt 20 personer sidder uden for fængslet og venter.

Præst i isolation
Vi befinder os i fængslet på Jeju, hvor han har siddet fængslet sammen med 5 andre i isolation uden mulighed for at tale med hinanden og med besøg 12 minutter hver anden dag og en daglig gårdtur på 30 minutter. Hans kone tog imod os uden for fængslet og fulgte os ind. Vi fik hendes besøgstid, så hun må vente et par dage med igen at se sin mand - i 12 minutter. Song har siddet her i mere end et halvt år og ved stadig ikke hvordan anklagerne mod ham kommer til at lyde, når retssagen begynder i løbet af november.

Efter 12 minutter, hvor vi som besøgende på skift har talt i den lille mikrofon til Pastor Song eller gennem en dårlig højtaler har hørt fragmenter af hans historie, bliver vi afbrudt af en høj brummen og en stemme på koreansk, der gør det umuligt at fortsætte samtalen. Han rejser sig på den ene side og vi på den anden side af glasvæggen. Vi bliver lukket ud i lyset igen dybt påvirket over mødet og prøver at forstå, hvad det hele drejede sig om.

Flådebase splitter
Vi kommer ned i landsbyen Gangjeaon. Foran hvert hus hænger der enten gule flag eller sydkoreanske flag. I det lokale fredscenter hører vi, at man er ved at bygge en flådebase uden for landsbyen. Borgmesteren forklarer, at byggeriet har splittet familier, venner og hele lokalsamfundet i et for eller imod

byggeriet. Fortalerne med det koreanske flag foran deres huse taler for, at det vil være godt for den militære sikkerhed og for forretningslivet. Modstanderne med de gule flag foran deres huse taler om stigende militarisering af hele Stillehavsområdet med USA i spidsen, om forurening og om ødelæggelse af kysten. De fleste i landsbyen er modstandere af flådebasen, men der hvor man tidligere var samlet om det sociale liv og mandarinhøsten er man nu helt splittet.

Bøn for fred
En gammel katolsk præst med mørk hud og langt hvidt skæg og hår kommer frem og fortæller sin historie. Han hedder Fader Mun og har sammen med Pastor Song og mange andre fra landsbyen hver dag stået sammen foran adgangsvejen til basebyggeriet og spærret vejen for de store lastbiler, der kom til. 'Kan vi forsinke dem bare nogle sekunder, har vi da også gjort lidt', siger han. Han viser os en kort film af de gudstjenester han står for hver dag kl. 11 i bøn for fred og i protest mod oprustningen. Man ser hvordan han igen og igen bliver fjernet af politiet, mens han sidder helt roligt med foldede hænder uden at gøre modstand. Han fortæller, at mere end 600 mennesker de sidste 6-7 år er blevet arresteret ved sådanne gudstjenester og andre protester foran byggeriet.

Historien kaster skygge
Jeju Island blev for ti år siden kaldt 'Øen for verdensfreden' af Sydkoreas præsident. Det skete i forbindelse med en offentlig undskyldning til lokalbefolkningen over den massakre, der i 1948 kostede 25-30.000 mennesker livet. Den fandt sted, da lokale ville protestere over regeringen og den stigende polarisering mellem den nordlige og sydlige del af den koreanske halvø. Massakren blev udført af koreanske soldater, men ledet af amerikanske generaler. Det er denne historie om krigens ødelæggende betydning for Jeju, om den nationale regering og den internationale militarisering, der kaster sorte skygger over Jeju.

Mødet med Jeju præger
Efter et døgn på Jeju var vi blevet rystet godt igennem af indtryk, af mødet med lokale, af billeder og dokumentation af en massakre, af mødet med fortalere og modstandere af en flådebase, vi aldrig havde hørt om på en ø, vi kun lige havde lært at udtale navnet på. Modstanderne ønskede, at vi skulle tage det op på Kirkernes Verdensråds Generalforsamling, når vi kom tilbage til Busan. Men kendte vi virkelig nok til denne konflikt til at komme med en udtalelse?


Officiel opfølgning i Kirkernes Verdensråd?
De i alt 20 deltagere har siden været i kontakt med den komite, der arbejder med offentlige udtalelser fra generalforsamlingen. Her er man opmærksom på konflikten, fordi de lokale på Jeju allerede har rejst den. Uanset at vi ikke kender konflikten i al sin bredde er vi på hver vores måde forpligtet på det vi har været vidner til - ikke mindst mødet med Pastor Song - en spinkel mand med tyndt sort hår og skæg og med nummeret 2-2 409 trykt på sin fangedragt.

Fader Mun sammen med Mads Christoffersen