Mange måder at være kristen på

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra en FDF'er

Der findes mange måder at være kristen på. Og livet og troen bliver i den grad rigere, når det går op for os, hvor stort Vorherres strikketøj er, mener Jakob Rönnow. Jakob er sognepræst i Folkekirken og repræsenterer FDF i Økumenisk Forum.

Den tykke mand
Jeg var langt hjemmefra. Faktisk i Kina. Altså Taiwan Kina, og endda nede i bunden af den smukke, smukke ø. Man havde dengang ikke rigtig øje for, om man var af den ene eller den anden slags kristne orientering, for der var kinesere nok, der slet ikke havde hørt noget om kristendommen. Hvorfor så specificere det og gøre det indviklet? Derfor kom jeg ved et tilfælde til at være sammen med en tyk, uendelig glad amerikaner, der også var havnet dér.

Han satte sig til klaveret, og så sang han en af de dér banale, letsungne sange, som stort set kun gik ud på: Jesus er dejlig, Jesus er stor, Jesus er alt, Jesus er god. Der var godt nok langt til Grundtvig og 13 vers af O kristelighed! Men manden kunne slet ikke tie stille med det, der fyldte ham, og det havde han besluttet, at flest muligt i verden skulle høre, og så var han rejst hjemme fra USA - uden tjenestemandspension, uden returbillet - og uden tung teologi. For luthersk, det var han langt fra!

Men så er det ham, jeg husker allerbedst, når jeg tænker tilbage på dem på min vej, som var med til at lirke mine folkekirkelige øjne op for, at man måske godt kunne være kristen på andre måder end min. Han viste det, så jeg husker det den dag i dag!

Hovsa det var hausa!
Jamen da jeg var endnu yngre - i gymnasiet - mødte jeg i Helligåndskirken på Strøget en nigeriansk præst. Da vi skulle gå hver til sit, foreslog værten, at præsten bad en bøn. Det gjorde han. Og den var lang. Og den var på hans eget sprog, hausa. Pludselig hørte jeg mit navn. Han bad for mig!! Det var sandelig ikke det samme som den omgang ”Opløft eders hjerter til Herren” som jeg var vant til at høre et kor synge hen over hovedet på mig (bogstaveligt talt) i kirken. Der var en, der var betydelig mindre blufærdig end jeg! Ham glemmer jeg heller ikke.

Så var der lig-vendings-festen
Hvor går grænsen for hvad der er kristendom? Ja for mig mødte jeg den vist nok på Madagaskar engang, da jeg rigtig ude på landet traf på nogle rare lokale mænd, der var ved at grave deres bedstefar ned. Han var død tre år før, men nu havde han været oppe og var blevet luftet og vendt, knoglerne lagt i orden i et nyt ligklæde og så gravet ned igen. Sådan gør man da!

Jeg var målløs over, at jeg havde mødt dette noget usædvanlige, og dog udbredte eksempel på traditionel tro på Madagaskar – indtil en protestantisk missionær sagde til mig: ”Åh, det har nok bare været nogle af vore katolske venner!”. Så lærte jeg, at katolikkerne, hvor de kom frem på jorden, har været meget bedre end os til at tage lokale skikke med ind i den kristne tro. Havde man en Sort Gudinde, blev det ”Den Sorte Madonna osv. En hellig sten til et alter. Den slags gamle skikke skulle ikke skille; og jeg er faktisk ikke i tvivl om at der bliver forkyndt kristendom lige ind i den lokale kultur på den måde, hvor fremmed det end er for mig!

Hvad er så rigtigst?
Det er naturligvis kristendommen, som den praktiseres i Folkekirken, især i Vangede Kirke i Gentofte, især af mig. Nej vel er den ej! Og livet og vor tro bliver i den grad rigere, når det går op for os, hvor stort det er, at Vorherres strikketøj har rigtig mange farver og mønstre, og vi selv bare er et lille hjørne af Guds gigantiske kludetæppe.

Derfor er økumeni så utroligt værdifuldt - syn’s jeg.

Jacob Rönnow repræsenterer FDF i Danske Kirkers Råd og sidder med i Stående Udvalg for Økumenisk Forum.  Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT