Kristne og muslimer kalder til handling i Irak

Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne udtrykker dyb bekymring over situationen i Irak. Vi tager skarpt afstand fra den forfølgelse af kristne, muslimske og andre religiøse og etniske mindretal, der finder sted og opfordrer til handling fra det internationale samfund.

Den radikale militaristiske bevægelse ’Islamisk Stat’ (IS) har taget kontrollen over en række byer i Irak heriblandt Mosul, hvor kristne, yazidier og muslimske mindretal undertrykkes, forfølges og bliver slået ihjel. Der er brug for øjeblikkelig handling og for en fælles indsats på tværs af religiøse tilhørsforhold. Det er dybt bekymrende, at steder som Mosul og andre steder i Irak, hvor kristne og muslimer har levet side om side i århundreder nu danner rammen for undertrykkelse og forfølgelse.

Kontaktgruppen opfordrer derfor til handling mod disse overgreb og til, at kristne og muslimer i Danmark og rundt om i verden ikke bruger disse situationer som anledning til at så yderligere splid mellem mennesker af forskellige religioner, men i stedet til at bygge bro og stå sammen mod undertrykkelse af religiøse og etniske minoriteter.

Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne har eksisteret siden 2008 som et initiativ mellem Danske Kirkers Råd of Muslimernes Fællesråd for at styrke samarbejdet og gensidig forståelse på tværs af religiøse tilhørsforhold.

Læs hele udtalelsen fra Kontaktgruppen for Muslimer og Kristne her.