Januar samlede til bøn og kirkevandring i København

​Af: Jacqueline Ryle

Der er en lang tradition for kirkevandring i København, der samler flere hundrede mennesker. I år fandt kirkevandringen sted tirsdag 19. januar. Kirkevandringen startede i Skt. Pauls kirke (folkekirken) i Nyboder, hvorefter turen gik til Jerusalemskirken (metodistisk), Skt. Alexander Nevskij kirke (russisk-ortodoks), Skt. Ansgars kirke (romersk-katolsk), Skt. Alban's Church (anglikansk), for at slutte i den svenske evangelisk-lutherske Gustafskyrkan. Læs Jacqueline Ryles artikel om Kirkevandringen 2010.

Kirkevandringen i København 2010
Kirkevandringen fejrer ”kristendommens brede og vores enhed”, siger Peter Møller Jensen på vej fra metodistkirken Jerusalemskirken til den russisk ortodokse Alexandr Nevskij Kirke ved Kirkevandringen i København den 19. januar. Endnu engang er omkring otte hundrede mennesker mødt op til denne tilbagevendende økumeniske Københavnerbegivenhed.

I 56 år har seks vidt forskellige kirker inden for gå-afstand af hinanden dannet ramme om en en liturgisk, kirkehistorisk og geografisk vandring fra folkekirkens Sct Pauls kirke i Nyboder til metodistiske Jerusalemskirken; derfra til Alexandr Nevskij, den russisk ortodokse kirke; Skt Ansgars kirke, den katolske domkirke; St Albans anglikanske kirke; og endeligt Gustafskyrkan, den svenske kirke. Tilrettelagt af Alban-Sergijsamfundet i samarbejde med de enkelte kirker, er Kirkevandringen som èn lang gudstjeneste, hvor hver kirke står for sin del af liturgien. I Skt Ansgars Kirke siger vi den nikænske trosbekendelse sammen, og Kirkevandringen afsluttes i Gustafskyrkan med prædiken og velsignelse, hvorefter man mødes over svensk kaffe og hjemmebag.

Evangelisk Alliances Bedeuge og den økumeniske Bedeuge for Kristen Enhed i Danmark er gået sammen om et fælles materiale baseret på Lukas 24, 28 - I skal vidne om disse ting.  Det er det tema som både Evangelisk Alliance samt Kirkernes Verdensråd og Den katolske Kirke har anvist for bedeugen 2010.

”Det er skønt at opleve så mange mennesker”, reflekterer Peter Møller Jensen, da vi går ad den mørke, snævre, snedækkede gade. Fra en stuevindue vinker en beboer smilende til de mange opstemte kirkevandrere, der passerer forbi. Om de forskellige kirker, fortsætter han: ”Det bryder murene ned på en fredfyldt måde”. Foran os går aftenens prædikant, sognepræst Niels Engelbrecht fra Skt Ansgars Kirke i samtale med Pastor Vasyl Tykhovych, præst for den Ukrainsk Katolske menighed i Danmark. I Jerusalemskirken har vi netop oplevet salmesang med trommer og elguitarer og en overraskende musikalsk arrangement af en ældre salme.

Det er 10. gang, Peter Møller Jensen og Janne Otendal deltager i Kirkevandringen. De er medlemmer af Folkekirken og deltager regelmæssigt i pilgrimsvandringer, f.eks har de to gange gået til Vadstena i Sverige. At være sammen på pilgrimsturene og til Kirkevandringen med folk fra flere forskellige kirker, er noget, parret finder trosmæssigt berigende.  ”Det er en rigdom at opleve de forskellige ritualer og traditioner – traditioner, som er levende. Det er levende tilbedelse, levende gudstjenester”, siger min samtalepartner. ”Hvis kirken skal have en autentisk røst, er det vigtigt at finde ind til kernen af det, der er vigtigt. Vi kan bruge hinanden, fordi vi som kirker lægger vægten forskellige steder, vi komplementerer hinanden .... Specielt Folkekirken kan lære meget af, at der er en ydre praksis, faktisk en mangfoldighed af praksis, hvor Folkekirken har en tendens til at fokusere meget på det intellektuelle”, udtrykker Peter Møller Jensen.

I Alexandr Nevskij kirkens smukke, mørke, ikonbeklædte kirkerum, i begyndelsen kun oplyst af stearinlys, står kirkevandrerne op, efter ortodoks tradition, igennem hele andagten, der messes af præst og et lille flerstemmigt kor. Fra Skt Ansgars Kirke til St Albans, den anglikanske kirke, går vi gennem den snedækkede Churchill Park, hvor man gennem træernes nøgne grene skimter kirkens farverige glasmosaikvinduer, der lyser varmt og indbydende i januarmørket. To kvinder, som er med til Kirkevandringen for første gang, udtrykker, at det er sjovt at se de forskellige kirker og fint at opleve ”sammenhold i stedet for deling ... at fokusere på ligheder i stedet for forskelle”.

I Gustafskyrkan sidder Sara Arnkilde, 22 år, og Clara Grant, 20 år
. Begge katolikker. De er med på Kirkevandringen for første gang og har lagt mærke til, hvor nysgerrige, åbne og deltagende, folk er, og at de fleste  synger med på salmerne. Kirkevandringen er en god måde at få øjnene op for andre kirker, er pigerne enige om. For, som de siger, selvom man går forbi kirkerne hver dag, så vil man nok ikke selv gå ind.  Disse unge kvinder var ikke alene om at bemærke, at lugtene i kirkerne er forskellige. I Alexandr Nevskij og Skt Ansgars Kirke lugtede kirkerummet af røgelse. At kirkevandrere tænker over dette, vidner om den sanselige oplevelse, som Kirkevandringen også er.

”Kirkerne giver noget af sig selv, af deres tro. Det er ligesom om, de siger: Her, værsgo’, her er noget af vores tradition”, siger Sara. ”Når man så kommer ind i sin egen kirke, så er man stolt, man føler en hjemlig atmosfære. Man ved, hvad der sker. Det er ligesom at komme hjem”, smiler hun.

Pigernes oplevelse udtrykker den konstruktive måde mangfoldighed og enhed spiller sammen i Kirkevandringen og er med til at bryde stereotyper og fordomme og øge følelsen af fællesskab på tværs af kirkeskel: ”Det er interessant at opleve, hvordan de forskellige kirkers bønner er, det er så forskelligt fra ens egen kirke – især den russisk ortodokse kirke.” Og om at opleve de andre kirker, siger de: ”Man bliver mere fordomsfri og mere åben. Det er helt fantastisk, at man kan have en tradition, som alle kirker er sammen om. Man føler sig ikke anderledes end de andre, men føler sig ens, for man ved jo godt, at man tror på samme Gud”.

Foto af: Hasse Ferrold.


Af: Jacqueline Ryle
Der er en lang tradition for kirkevandring i København, der samler flere hundrede mennesker. I år fandt kirkevandringen sted tirsdag 19. januar. Kirkevandringen startede i Skt. Pauls kirke (folkekirken) i Nyboder, hvorefter turen gik til Jerusalemskirken (metodistisk), Skt. Alexander Nevskij kirke (russisk-ortodoks), Skt. Ansgars kirke (romersk-katolsk), Skt. Alban's Church (anglikansk), for at slutte i den svenske evangelisk-lutherske Gustafskyrkan. Læs Jacqueline Ryles artikel om Kirkevandringen 2010. >>

Kirkevandringen i København 2010
Kirkevandringen fejrer ”kristendommens brede og vores enhed”, siger Peter Møller Jensen på vej fra metodistkirken Jerusalemskirken til den russisk ortodokse Alexandr Nevskij Kirke ved Kirkevandringen i København den 19. januar. Endnu engang er omkring otte hundrede mennesker mødt op til denne tilbagevendende økumeniske Københavnerbegivenhed.

I 56 år har seks vidt forskellige kirker inden for gå-afstand af hinanden dannet ramme om en en liturgisk, kirkehistorisk og geografisk vandring fra folkekirkens Sct Pauls kirke i Nyboder til metodistiske Jerusalemskirken; derfra til Alexandr Nevskij, den russisk ortodokse kirke; Skt Ansgars kirke, den katolske domkirke; St Albans anglikanske kirke; og endeligt Gustafskyrkan, den svenske kirke. Tilrettelagt af Alban-Sergijsamfundet i samarbejde med de enkelte kirker, er Kirkevandringen som èn lang gudstjeneste, hvor hver kirke står for sin del af liturgien. I Skt Ansgars Kirke siger vi den nikænske trosbekendelse sammen, og Kirkevandringen afsluttes i Gustafskyrkan med prædiken og velsignelse, hvorefter man mødes over svensk kaffe og hjemmebag.

Evangelisk Alliances Bedeuge og den økumeniske Bedeuge for Kristen Enhed i Danmark er gået sammen om et fælles materiale baseret på Lukas 24, 28 - I skal vidne om disse ting.  Det er det tema som både Evangelisk Alliance samt Kirkernes Verdensråd og Den katolske Kirke har anvist for bedeugen 2010.

”Det er skønt at opleve så mange mennesker”, reflekterer Peter Møller Jensen, da vi går ad den mørke, snævre, snedækkede gade. Fra en stuevindue vinker en beboer smilende til de mange opstemte kirkevandrere, der passerer forbi. Om de forskellige kirker, fortsætter han: ”Det bryder murene ned på en fredfyldt måde”. Foran os går aftenens prædikant, sognepræst Niels Engelbrecht fra Skt Ansgars Kirke i samtale med Pastor Vasyl Tykhovych, præst for den Ukrainsk Katolske menighed i Danmark. I Jerusalemskirken har vi netop oplevet salmesang med trommer og elguitarer og en overraskende musikalsk arrangement af en ældre salme.

Det er 10. gang, Peter Møller Jensen og Janne Otendal deltager i Kirkevandringen. De er medlemmer af Folkekirken og deltager regelmæssigt i pilgrimsvandringer, f.eks har de to gange gået til Vadstena i Sverige. At være sammen på pilgrimsturene og til Kirkevandringen med folk fra flere forskellige kirker, er noget, parret finder trosmæssigt berigende.  ”Det er en rigdom at opleve de forskellige ritualer og traditioner – traditioner, som er levende. Det er levende tilbedelse, levende gudstjenester”, siger min samtalepartner. ”Hvis kirken skal have en autentisk røst, er det vigtigt at finde ind til kernen af det, der er vigtigt. Vi kan bruge hinanden, fordi vi som kirker lægger vægten forskellige steder, vi komplementerer hinanden .... Specielt Folkekirken kan lære meget af, at der er en ydre praksis, faktisk en mangfoldighed af praksis, hvor Folkekirken har en tendens til at fokusere meget på det intellektuelle”, udtrykker Peter Møller Jensen.

I Alexandr Nevskij kirkens smukke, mørke, ikonbeklædte kirkerum, i begyndelsen kun oplyst af stearinlys, står kirkevandrerne op, efter ortodoks tradition, igennem hele andagten, der messes af præst og et lille flerstemmigt kor. Fra Skt Ansgars Kirke til St Albans, den anglikanske kirke, går vi gennem den snedækkede Churchill Park, hvor man gennem træernes nøgne grene skimter kirkens farverige glasmosaikvinduer, der lyser varmt og indbydende i januarmørket. To kvinder, som er med til Kirkevandringen for første gang, udtrykker, at det er sjovt at se de forskellige kirker og fint at opleve ”sammenhold i stedet for deling ... at fokusere på ligheder i stedet for forskelle”.

I Gustafskyrkan sidder Sara Arnkilde, 22 år, og Clara Grant, 20 år. Begge katolikker. De er med på Kirkevandringen for første gang og har lagt mærke til, hvor nysgerrige, åbne og deltagende, folk er, og at de fleste  synger med på salmerne. Kirkevandringen er en god måde at få øjnene op for andre kirker, er pigerne enige om. For, som de siger, selvom man går forbi kirkerne hver dag, så vil man nok ikke selv gå ind.  Disse unge kvinder var ikke alene om at bemærke, at lugtene i kirkerne er forskellige. I Alexandr Nevskij og Skt Ansgars Kirke lugtede kirkerummet af røgelse. At kirkevandrere tænker over dette, vidner om den sanselige oplevelse, som Kirkevandringen også er.

”Kirkerne giver noget af sig selv, af deres tro. Det er ligesom om, de siger: Her, værsgo’, her er noget af vores tradition”, siger Sara. ”Når man så kommer ind i sin egen kirke, så er man stolt, man føler en hjemlig atmosfære. Man ved, hvad der sker. Det er ligesom at komme hjem”, smiler hun.

Pigernes oplevelse utrykker den konstruktive måde mangfoldighed og enhed spiller sammen i Kirkevandringen og er med til at bryde stereotyper og fordomme og øge følelsen af fællesskab på tværs af kirkeskel: ”Det er interessant at opleve, hvordan de forskellige kirkers bønner er, det er så forskelligt fra ens egen kirke – især den russisk ortodokse kirke.” Og om at opleve de andre kirker, siger de: ”Man bliver mere fordomsfri og mere åben. Det er helt fantastisk, at man kan have en tradition, som alle kirker er sammen om. Man føler sig ikke anderledes end de andre, men føler sig ens, for man ved jo godt, at man tror på samme Gud”.

Foto af: Hasse Ferrold.

Foto: Hasse Ferrold