Inspirationsboost til krop og sjæl

Af: Rebekka Højmark Jensen

Hvorfor skal kirker beskæftige sig med bekæmpelse af fattigdom og sult? Kan kirker og kirkelige organisationer bidrage med noget, som andre ikke kan? Det fik 13 præster, frivillige, studerende og ansatte med interesse for fattigdom og sult svar på, da de i marts var med på Danske Kirkers Råds årlige studietur til Geneve.

Bred gruppe

På forårets studietur til Genève var vi 13 deltagere, som kom med hvert vores udgangspunkt, og hver vores spørgsmål, som dog alle i en eller anden forstand handlede om de økumeniske organisationers rolle i forhold til hinanden og i forhold til årets tema: fattigdom og sult. Vi var en nogenlunde bred skare, idet der både var studerende, præster og nødhjælps/udviklingskonsulenter repræsenteret.

Teori og praksis
Det var et fantastisk spændende møde, dels med mennesker, som mest beskæftiger sig med den teologiske side af spørgsmålene, dels med organisationer, som udfører konkret arbejde for verdens fattigste via katastofehjælp, udvikling og fortalervirksomhed.

Økumeniens opgave
Den teologiske, økumeniske ramme blev sat om temaet allerede på den første dag, da vi mødtes med generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Olav Fykse Tveit. Opgaven for Verdensrådet er, sagde han, to dine, to define but not to decide. Kirkerne i den sammenslutning, som kaldes Verdensrådet, er meget forskellige, både kulturelt og teologisk. Men fælles for alle er troen på den treenige Gud og bibelen som vidnesbyrd herom. Alt i alt er der meget mere, der samler os, end der skiller os.

To dine

At spise sammen er første hovedsag. At Kristus blev livets brød, som vi lærer i evangeliet, gør, at Gud har del i alle menneskers skæbne. At spise er grundlæggende for alle mennesker. At sidde om samme bord viser fællesskab og samhørighed. At det er en kristen hovedsag, gør også, at det er nødvendigt at tage de mennesker alvorligt, som ikke kan være med rundt om bordet, og som ikke har mad at spise, der hvor de er.

To define
At definere sig selv er den økumeniske samtales anden hovedsag. Omkring et bord kan man udveksle synspunkter, dele erfaringer, lytte til hinanden og udtrykke sig selv. Der burde kun være én kirke i verden, men der er mange. Ved at tale om, hvad vi er fælles om, og hvorfor vi er uenige om andre ting, rykker vi tættere på hinanden og lærer mere om os selv.

To decide
At beslutte noget fælles er ikke en hovedsag i Kirkernes Verdensråd. Det er værd at stræbe efter, og det gør man, men erfaringen viser, at det er bedre at have den åbne samtale, hvor der er plads til uenigheder og forskelle, end at tvinge beslutninger igennem. Men de, der deltager i samtalen, bliver bedre rustet til at beslutte helt konkrete ting i samarbejde med dem, de er enige med. Og det er her, nødhjælp og udviklingsbistand for eksempel sætter ind.

En verden af muligheder

På studieturen mødtes vi med ACT Alliance, som Folkekirkens Nødhjælp er medlem af. Antallet af projekter og samarbejdspartnere over hele verden er slående. Her giver det virkelig mening, at de kirkeligt baserede nødhjælpsorganisationer arbejder sammen: det styrker det lokale og nationale arbejde direkte. Et ønske fra vores delegation var vist, at ACT ville slå sig sammen med Ecumenical Advocacy Alliance, en endnu bredere sammenslutning, som har massiv indflydelse på beslutningsprocesser i FN og andre store spillere i verdensspillet. Her har man fokus på HIV og AIDS, som fortsat er en af de største trusler mod mennesker i store dele af verden.

Tak til Danske Kirkers Råd for et velsignet inspirationsboost i det schweiziske forår!


Af: Rebekka Højmark Jensen
Hvorfor skal kirker beskæftige sig med bekæmpelse af fattigdom og sult? Kan kirker og kirkelige organisationer bidrage med noget, som andre ikke kan? Det fik 13 præster, frivillige, studerende og ansatte med interesse for fattigdom og sult svar på, da de i marts var med på Danske Kirkers Råds årlige studietur til Geneve.

Bred gruppe
På forårets studietur til Genève var vi 13 deltagere, som kom med hvert vores udgangspunkt, og hver vores spørgsmål, som dog alle i en eller anden forstand handlede om de økumeniske organisationers rolle i forhold til hinanden og i forhold til årets tema: fattigdom og sult. Vi var en nogenlunde bred skare, idet der både var studerende, præster og nødhjælps/udviklingskonsulenter repræsenteret.

Teori og praksis
Det var et fantastisk spændende møde, dels med mennesker, som mest beskæftiger sig med den teologiske side af spørgsmålene, dels med organisationer, som udfører konkret arbejde for verdens fattigste via katastofehjælp, udvikling og fortalervirksomhed.

Økumeniens opgave
Den teologiske, økumeniske ramme blev sat om temaet allerede på den første dag, da vi mødtes med generalsekretæren for Kirkernes Verdensråd, Olav Fykse Tveit. Opgaven for Verdensrådet er, sagde han, to dine, to define but not to decide. Kirkerne i den sammenslutning, som kaldes Verdensrådet, er meget forskellige, både kulturelt og teologisk. Men fælles for alle er troen på den treenige Gud og bibelen som vidnesbyrd herom. Alt i alt er der meget mere, der samler os, end der skiller os.

To dine
At spise sammen er første hovedsag. At Kristus blev livets brød, som vi lærer i evangeliet, gør, at Gud har del i alle menneskers skæbne. At spise er grundlæggende for alle mennesker. At sidde om samme bord viser fællesskab og samhørighed. At det er en kristen hovedsag, gør også, at det er nødvendigt at tage de mennesker alvorligt, som ikke kan være med rundt om bordet, og som ikke har mad at spise, der hvor de er.

To define
At definere sig selv er den økumeniske samtales anden hovedsag. Omkring et bord kan man udveksle synspunkter, dele erfaringer, lytte til hinanden og udtrykke sig selv. Der burde kun være én kirke i verden, men der er mange. Ved at tale om, hvad vi er fælles om, og hvorfor vi er uenige om andre ting, rykker vi tættere på hinanden og lærer mere om os selv.

To decide
At beslutte noget fælles er ikke en hovedsag i Kirkernes Verdensråd. Det er værd at stræbe efter, og det gør man, men erfaringen viser, at det er bedre at have den åbne samtale, hvor der er plads til uenigheder og forskelle, end at tvinge beslutninger igennem. Men de, der deltager i samtalen, bliver bedre rustet til at beslutte helt konkrete ting i samarbejde med dem, de er enige med. Og det er her, nødhjælp og udviklingsbistand for eksempel sætter ind.

En verden af muligheder
På studieturen mødtes vi med ACT Alliance, som Folkekirkens Nødhjælp er medlem af. Antallet af projekter og samarbejdspartnere over hele verden er slående. Her giver det virkelig mening, at de kirkeligt baserede nødhjælpsorganisationer arbejder sammen: det styrker det lokale og nationale arbejde direkte. Et ønske fra vores delegation var vist, at ACT ville slå sig sammen med Ecumenical Advocacy Alliance, en endnu bredere sammenslutning, som har massiv indflydelse på beslutningsprocesser i FN og andre store spillere i verdensspillet. Her har man fokus på HIV og AIDS, som fortsat er en af de største trusler mod mennesker i store dele af verden.

Tak til Danske Kirkers Råd for et velsignet inspirationsboost i det schweiziske forår!