Ingen økumeni = ingen kirke

​​Af: Sofie Vestergaard Eriksen, Økumenisk Ungdom
"Hvordan kan vi som kirker i Danmark tale om forsoning, når vi netop er kirker og ikke én kirke?", spørger Sofie Vestergaard Eriksen fra Økumenisk Ungdom, der for første gang deltog på det årligt tilbagevendende "Økumenisk Efterårskursus" i november 2010. Læs hvordan Sofie tager pulsen på økumeni i Danmark og på årets tema: "Religion - kilde til konflikt eller kilde til forsoning?".

Ingen økumeni = ingen kirke

På Økumenisk Efterårskursus var det interessant at opleve mennesker med helt forskellige udgangspunkter have passion mod samme mål: at lære og formidle at vi i Kristus kan mødes og forsones, og at vi af Kristus kan lære, hvad forsoning er i sit inderste væsen. Men hvordan kan vi som kirker i Danmark tale om forsoning, når vi netop er kirker og ikke én kirke? Paradoksalt nok, er det samtidig kirkens usynlighed i det offentlige rum og i konkrete sager, netop fra kirkens side grundet besindelsen på rummelighed, der gør at kirken synes ”ubrugelig” for mange. Hvordan skal man forholde sig i dette spændingsfelt? Jeg tror, at vi netop skal vedblive med at tale om forsoning. Det budskab at forholdet til næsten, til ”min bror eller søster”, er det primære i gudsforholdet, er en evig fordring til mennesker og til kirkerne, der blandt andet forsøges mødt med det økumeniske arbejde.                    
                                                                                                                                                                                               
Hvordan kommer de nye og de unge med i det indforståede økumeniske miljø?
Jeg er  ny i denne sammenhæng, og for mig var det inspirerende, på efterårskurset og på det efterfølgende møde i Danske Kirkers Råd "Økumenisk Forum", at opleve et glimt af, hvad vi i økumenisk sammenhæng gør for at møde denne udfordring. Men vi skal blive bedre til at åbne miljøet op, således at alt, hvad der arrangeres, har et velkommende element, så det står klart, at den økumeniske bevægelse er en bevægelse, der vil udad. Især skal der gøres op med den indforståede tone, der giver indtryk af, at man skal ”vide hvem folk er” for at kunne entrere det økumeniske miljø. Der ligger en stor frigørelse i økumenien, som kan være forløsende at stifte bekendtskab med, hvis man ikke føler sig hjemme i folkekirkekristendommen, vestjysk indre mission eller pinsekirke. Mange unge føler, at deres tro er hjemløs, og de opgiver at finde et sted, hvor de kan spejle den. Oplever man, at troen udtrykkes uvedkommende eller på en måde man ikke kan følge, opgiver man sit forhold til kirken. Men troen har mange udtryk. Derfor er det så vigtigt, at vi formidler, at det økumeniske miljø også har et ærinde at gøre unge. Og det gør vi ved at gøre en stor indsats for de unges stemmer i arbejdet med Danske Kirkedage, i de økumeniske udvalg og i Danske Kirkers Råd. Hjælp os med det.

Tak til arrangører og deltagere for en meget glædelig og oplysende weekend!


Af: Sofie Vestergaard Eriksen, Økumenisk Ungdom
"Hvordan kan vi som kirker i Danmark tale om forsoning, når vi netop er kirker og ikke én kirke?", spørger Sofie Vestergaard Eriksen fra Økumenisk Ungdom, der for første gang deltog på det årligt tilbagevendende "Økumenisk Efterårskursus" i november 2010. Læs hvordan Sofie tager pulsen på økumeni i Danmark og på årets tema: "Religion - kilde til konflikt eller kilde til forsoning?".

Ingen økumeni = ingen kirke
På Økumenisk Efterårskursus var det interessant at opleve mennesker med helt forskellige udgangspunkter have passion mod samme mål: at lære og formidle at vi i Kristus kan mødes og forsones, og at vi af Kristus kan lære, hvad forsoning er i sit inderste væsen. Men hvordan kan vi som kirker i Danmark tale om forsoning, når vi netop er kirker og ikke én kirke? Paradoksalt nok, er det samtidig kirkens usynlighed i det offentlige rum og i konkrete sager, netop fra kirkens side grundet besindelsen på rummelighed, der gør at kirken synes ”ubrugelig” for mange. Hvordan skal man forholde sig i dette spændingsfelt? Jeg tror, at vi netop skal vedblive med at tale om forsoning. Det budskab at forholdet til næsten, til ”min bror eller søster”, er det primære i gudsforholdet, er en evig fordring til mennesker og til kirkerne, der blandt andet forsøges mødt med det økumeniske arbejde.                                                                                                                                                                                                                    
Hvordan kommer de nye og de unge med i det indforståede økumeniske miljø?
Jeg er  ny i denne sammenhæng, og for mig var det inspirerende, på efterårskurset og på det efterfølgende møde i Danske Kirkers Råd "Økumenisk Forum", at opleve et glimt af, hvad vi i økumenisk sammenhæng gør for at møde denne udfordring. Men vi skal blive bedre til at åbne miljøet op, således at alt, hvad der arrangeres, har et velkommende element, så det står klart, at den økumeniske bevægelse er en bevægelse, der vil udad. Især skal der gøres op med den indforståede tone, der giver indtryk af, at man skal ”vide hvem folk er” for at kunne entrere det økumeniske miljø. Der ligger en stor frigørelse i økumenien, som kan være forløsende at stifte bekendtskab med, hvis man ikke føler sig hjemme i folkekirkekristendommen, vestjysk indre mission eller pinsekirke. Mange unge føler, at deres tro er hjemløs, og de opgiver at finde et sted, hvor de kan spejle den. Oplever man, at troen udtrykkes uvedkommende eller på en måde man ikke kan følge, opgiver man sit forhold til kirken. Men troen har mange udtryk. Derfor er det så vigtigt, at vi formidler, at det økumeniske miljø også har et ærinde at gøre unge. Og det gør vi ved at gøre en stor indsats for de unges stemmer i arbejdet med Danske Kirkedage, i de økumeniske udvalg og i Danske Kirkers Råd. Hjælp os med det.

Tak til arrangører og deltagere for en meget glædelig og oplysende weekend!