Hvor er håbet?

Dansk kirkedelegation til Jerusalem og Vestbredden er netop kommet hjem med bagagen fuld af indtryk fra en uges møder med kirker og organisationer, palæstinensere og israelere. Danske Kirkers Råd var medarrangør af delegationsbesøget.

Vi er i adventstiden nu. Det er en tid, hvor vi fyldes med håb – et håb om det, der kommer. Et håb om forandring – en forventningsfuld tid. For et par uger siden kom vi hjem efter en spændende uge på Vestbredden. Det var en uge, hvor vi mødte dybt fortvivlede og dybt engagerede mennesker. Som vi bevægede os fra den ene triste historie til den anden, fra den ene militærpost, bosættelse, ødelagte by eller landsby til den anden, blev et spørgsmål mere og mere presserende: Hvor er håbet?  

Delegationen mødte undervejs kirkeledere, repræsentanter fra både israelske og palæstinensiske menneskerettighedsorganisationer, danske og israelske journalister og helt almindelige mennesker, der er personligt og helt konkret præget af situationen på Vestbredden, der nu har været besat område i snart 50 år. 

Betlehem – en by omkranset af mur
Vi står tæt pakket sammen med tusindvis af palæstinensere i en lang sluse kun ganske få meter bred på vej ind til sikkerhedstjek gennem muren, der omkranser Betlehem. Der er kun ti kilometer ind til Jerusalem, hvor mange af dem omkring os arbejder især som håndværkere, men vejen dertil er fuld af forhindringer og de mange mennesker omkring os kan ikke være sikre på at komme hele vejen til arbejde. 

Som en slange gennem landskabet snor en otte meter høj mur sig ind og ud mellem bebyggelser og åbne landskaber. I årtusinder har folk i byen Betlehem uhindret kunnet høste deres oliven eller drive deres dyr gennem landskabet. Det er slut nu. Den frie bevægelighed er erstattet af mur, checkpoints, kontrol og soldater. Det er midt i dette virvar kun få hundrede meter fra Fødselskirken, hvor en af de danske økumeniske ledsagere står og iagttager hvad der foregår. Det gør hun hver morgen. Vi møder hende og hører om situationen i Betlehem. Hun er en af de fire danskere, der for øjeblikket er sendt ud med det økumeniske ledsagerprogram EAPPI gennem Danske Kirkers Råd, Folkekirkens mellemkirkelige Råd og Folkekirkens Nødhjælp. De andre er placeret i Jerusalem, Hebron og i landsbyerne syd for Hebron. 

Adskillelse
Overalt hvor vi befinder os er det under adskillelsens vilkår. Når vi skal fra en by til en anden, skal vi gennem militære kontrolstationer – de såkaldte checkpoints. Uanset, hvor vi befinder os, er det i et af de tre områder A, B eller C med forskellige former for status afgørende for hvem der må være der, og hvem der har kontrollen. Område C udgør 60% af Vestbredden og er helt kontrolleret af Israel. Område A består af 18% af Vestbredden og er formelt kontrolleret af de palæstinensiske myndigheder, om end alle veje ind og ud af området er kontrolleret af det israelske militær, mens område B på 22% af Vestbredden er under både de israelske og palæstinensiske myndigheder. Der gælder særlige vilkår for Jerusalem og for Hebron.

Denne adskillelse mellem områder og mellem byer betyder helt konkret adskillelse mellem mennesker. Palæstinensere kan ikke frit besøge hinanden, og man kan ikke bare lige flytte til en anden by, hvis man finder venner, en kæreste der eller vil prøve at bo der. Det kræver alt sammen særlige tilladelser. Men det betyder også noget for forholdet mellem israelere og palæstinensere. Med den stigende militarisering af især område C, med stigende kontrol og barrierer er der ikke et ’naturligt’ forhold mellem israelere og palæstinensere. Der er næsten kun fjendebilleder, undertrykkelse og adskillelse. 

Spøgelsesbyen Hebron
Nogle talte endda om en ’hebronisering’ af de besatte områder. Ved et besøg i Hebron bliver det klart, hvad der menes med det. Byen har 200.000 palæstinensiske indbyggere. Imidlertid har en gruppe på 500 israelere oprettet tre mindre bosættelser midt i den gamle by. Militæret har her – som ved andre bosættelser – slået en ring om bosættelsen. Det betyder konkret, at man har tømt bykernen for palæstinensere, således at byen i dag mest af alt ligner en spøgelsesby. Tidligere så levende handelsgader ligger nu øde hen. Der er soldater og checkpoints til at holde palæstinenserne væk. Bosætterne selv har bygget deres ulovlige tilbygninger oven på de gamle palæstinensiske huse ganske uhindret under militær beskyttelse. 

Det var en rystende oplevelse at være i Hebron og gå fra checkpoint til checkpoint i disse øde områder. Adskillige palæstinensere var blevet slået ihjel bare i oktober. Luften var tyk af spænding og ingen vidste, hvornår den næste episode kunne ske. Desværre blev det klart for os i vores samvær med 

den israelske menneskerettighedsorganisation ’Breaking the Silence’, der består af tidligere soldater, der gør opmærksom på brud på international lov i de besatte områder, at situationen i Hebron blot afspejler situationen i de besatte områder generelt:

En total adskillelse mellem israelere og palæstinensere, overgreb på palæstinensere, militær beskyttelse af de ulovlige bosættelser og en langsom men ufravigelig forflyttelse af palæstinensere fra område C, inklusive Jordandalen, som udgør den palæstinensiske livline, et forrådskammer af frugtbar jord. 

Intet er neutralt – heller ikke tavsheden
Ser man et kort over Vestbredden minder det om en hullet ost. De palæstinensiske områder ligger spredt. Ind imellem ligger israelsk kontrollerede områder, bosættelser, naturreservater, israelske landbrug, arkæologiske områder mm. Hvad der kan forekomme rimelig neutralt i en dansk sammenhæng er i de besatte områder gennempolitiserede med store konsekvenser for den palæstinensiske del af befolkningen. Der føres f.eks. vand og el gennem palæstinensiske områder ind til de ulovlige bosættelser, mens palæstinenserne selv ikke har adgang til el og vand, men må købe vand i den lokale by – også til deres kvæg.

Palæstinensiske landsbyer rives ned, hvis de ligger for tæt på bosættelserne eller hvis man har bygget tilbygninger som latriner eller stalde uden tilladelser – noget som er så godt som umuligt for palæstinenserne at få. Områderne på kortet har nok udgangspunkt i Oslo-aftalens (1993) opdeling af landet, men er klart defineret og løbende ændret af israelerne. Der er ingen bevægelsesfrihed eller almindelig adgang til land – heller ikke land som er ejet af palæstinenserne selv. Når man går eller kører fra det ene sted til det andet, er det tydeligt, at intet er neutralt. Opførelsen af israelsk landbrug ved bosættelserne eller af naturreservater, veje, el-ledninger og sikkerhedsmure virker mest af alt som en vej mod reel overtagelse af landet. Det er alt sammen en overtrædelse af international humanitær lov. 

Heller ikke tavshed er neutral. Som Den katolske Kirkers Patriark i Jerusalem Fouad Twal udtrykte det, er tavshed det samme som medskyldighed. Når vi nu ved, hvad der foregår i de besatte områder, har vi en forpligtelse til at fortælle om det og tale imod uretfærdigheden. 


Et Kairos – en tid for håb og handling?
En gruppe kristne skrev for nogle år siden et dokument til kirker rundt om i verden om at vise solidaritet med de kristne palæstinensere. Efter årtiers undertrykkelse af det palæstinensiske folk og en stadig større udvandring af de palæstinensiske kristne. Danske Kirkers Råd besvarede dengang det såkaldte Kairos-dokument fra de palæstinensiske kristne. På delegationsrejsen fik vi mulighed for at mødes med en større gruppe af forfatterne. 

Der er ifølge dem ingen tvivl om, at det lige nu er et Kairos-øjeblik. Det er det øjeblik, hvor vi oplever Guds nåde og storhed på trods af al den menneskelige lidelse, og vi bliver kaldet til at reagere, handle og skabe forandring. At kæmpe mod besættelsen er ifølge disse kristne palæstinensere at kæmpe mod en synd begået mod Gud og mennesker. Besættelsen ’ødelægger gudsbilledet hos den israeler, der er blevet besætter, ligesom den ødelægger gudsbilledet i de palæstinenserne, der lever under besættelsen, fordi den fratager dem deres basale menneskerettigheder givet af Gud’, som der står i det palæstinensiske Kairos-dokument.

Men det er svært at se håb i denne fastlåste situation. Der er ikke umiddelbart udsigt til formelle fredsforhandlinger. De unge har mistet tålmodigheden med besættelsesmagten og med deres egne ledere. Muren bygges videre – lige nu for øjnene af os gennem det kristent-dominerede frugtbare dalområde Cremisan lige uden for Betlehem – med militær beskyttelse på trods af, at den israelske højesteret stadig er i gang med at behandle spørgsmålet, om den må bygges der. Det er fortvivlende, at kristnes bøn i netop det område, hver fredag gennem fem år, mod muren ikke har båret frugt, men nu ryddes væk sammen med de århundrede gamle oliventræer på skråningerne. 
Der er i sandhed stadig brug for bøn, håb og handling sammen med alle af god vilje i Det Hellige Land. 

Artiklen er skrevet af Mads Christoffersen på vegne af Danske Kirkers Råds deltagere på delegationsrejsen: 

Anders Gadegaard, formand
Mads Christoffersen, generalsekretær
Oberst Hannelise Tvedt, Landsleder for Frelsens Hær
Line Martine Therese Larsen, Den Katolske Kirke 

Fotos: Mads Christoffersen