Henrik Stubkjær takker af som formand

​Ved årsmødet i Danske Kirkers Råd 11 maj 2019 sluttede biskop Henrik Stubkjær sin treårige valgperiode som formand i Danske Kirkers Råd. Der lød en stor tak til ham for sin store indsats for det økumeniske samarbejde i Danmark gennem de sidste år både som formand for Danske Kirkers Råd og som engageret i biskop for Himmelske Dage på Heden.

Generalsekretær Mads Christoffersen lagde i sin takke tale til Henrik Stubkjær særlig vægt på hans engagement i kirken både i det lokale, det nationale og det globale. Læs talen her.  

På vegne af Forretningsudvalget, Rådet, Økumenisk Forum, Danske Kirkedage og sekretariatet vil jeg sige et par ord – en tak for dit store arbejde som formand for Danske Kirkers Råd.

”I skal være mine vidner i Jerusalem og i Judæa og Samaria og lige til Jordens ende”

Ordet Oikoumene – økumeni kommer netop fra denne passage i Apostlenes gerninger og betyder hele den beboede jord. Og det er nogenlunde der, hvor du engagerer dig. Både i det helt lokale, rundt om i stiftet, endda København og derfra ud i den store verden.

Med dit mangeårige engagement som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, din tid som studenterpræst, og på Diakonhøjskolen og DKG favner du bredt både i din præstegerning og i dit organisatoriske engagement og forankring. Det gælder også dit virke som biskop i Viborg Stift. Her er det ikke kun de tjenestelige samtaler med de lokale præster der fylder i kalenderen, det gør et utal af bestyrelsesposter også i diverse lokale, nationale og globale foreninger og organisationer. Send vores varmeste tanker til din sekretær Mette Nielsen, der må have helt utrolige evner til at håndtere din kalender og dine mange kontakter.

Da nogen foreslog dig som en kommende formand for Danske Kirkers Råd var der enighed om, at det skulle være her i begyndelsen af din embedsperiode som biskop, fordi det helt sikkert ville vælte ind med invitationer og opfordringer om mange andre formandsposter – og de fik ret. Hvad enten det gælder på den lille Skærrum Mølle i Vestjylland eller i det globale fællesskab af lutherske kirker.

Din indsats som formand har været imponerende. Du er uden tøven kommet drønende fra Viborg til København til et utal af møder i forretningsudvalget, i Rådet og ikke mindst i ministeriet. Med din autoritet og organisatoriske sans, din brede anerkendelse og din egen anerkendende tilgang til andre har det været en fornøjelse at arbejde sammen med dig – også når du overfor ministeriet måtte gøre det klart, hvad imamloven og trossamfundsloven ville komme til at betyde af uheldige virkninger for helt almindelige troende og levende trosfællesskaber. Tak for at være med til at styrke den økumeniske dialog og dannelse og understreget vigtigheden i at vi styrker arbejdet med Grøn Kirke.

Din indsats som både biskop og formand for Danske Kirkers Råd i forbindelse med Himmelske Dage på Heden har været beundringsværdig. Du har engageret dig selv og engageret både menigheder, præster, foreninger og den økumeniske bredde i det midtjyske. Men også når det gælder økonomisk støtte fra ministeriet har du trådt i karakter for det økumeniske arbejde og udtryk i Danske Kirkedage. Takket være en flot indsats af lokale kræfter, både frivillige og lønnede, de kirkelige organisationer, de nationale kirker og dig som biskop og formand bliver Himmelske Dage på Heden i sandhed en levende mangfoldighed, der viser dansk kirkeliv i al sin bredde både i det lokale og det globale. Sammenfaldet mellem dit bispeembede og formandsposten i Danske Kirkers Råd og dit personlige enorme engagement kan kun vække glæde og taknemlighed.

Det har været en spændende periode med dig som formand – også når det gælder de strategiske overvejelse vi havde i begyndelsen af din periode om, hvor det er, at Danske Kirkers Råd viser sit særkende og hvad det er vi skal fokusere på i disse år.

Jeg selv oplever dig som en mand, der åbner grænser frem for at bygge mure. Alligevel ved jeg, at du sidste år selv byggede et stendige på grunden ved dit sommerhus. Og det er der al mulig grund til at være imponeret over. Din kone Karen fortalte, at I var ved at bygge nyt sommerhus og at der helt sikkert ville blive brug for nogle bærbuske til haven. Derfor giver vi i Danske Kirkers Råd dig to blåbærbuske, der kan brede sig på sommerhusgrunden. Som det økumeniske arbejde er det ikke kun de prydende blomstertræer i højden, men også den levende underskov af buske, der skal bære frugt.

Tak til dig, Henrik, for det gode samarbejde, for gode samtaler, for organisatorisk klarsyn, globalt udsyn og menneskelig indsigt.

Tak for dit brændende arbejde for den store kirkelighed som den virkelighed, der både gælder gudstjenester, struktur, omsorg og ansvar for vores medmennesker og skaberværket – for Oikoumene, i Jerusalem, Judæa, Samaria, Viborg, Herning og København – ja helt til Jordens ende! – TAK!