Helligtrekonger fra hele verden

Der var bønner på urdu, engelsk, farsi, fransk, polsk, malayalam og kinesisk, da der blev holdt helligtrekongersgudstjeneste i Vor Frue Kirke i København den 3. januar 2014.

Det var tredje år i træk, at Migrantgruppen under Danske Kirkers Råd afholdt gudstjenesten den første fredag i januar sammen med en række migrantpræster fra København og Tværkulturelt Center.

Musik og bøn
Et kor fra en afrikansk menighed, sang fra den indiske menighed under lystænding og harmonisk musik fra Kina prægede stemningen. Præster fra Europa, USA, Asien og Afrika deltog med bønner og læsninger. Helligtrekonger er anledning til at markere, at vi alle er på vandring i Kristus.

Gudstjenesten blev indledt med lysprocession, hvor de tre forreste lige som de tre vise mænd kom med guld, røgelse og myrra. Men også musikken, ordet og sangen blev frembragt som tre gaver – tre symboler på det liturgiske fællesskab på tværs af kulturelle og kirkelige forskelle. 


Fællesskab og åbenhed

Søster Miriam deltog i gudstjenesten. Hun kommer oprindeligt fra Polen og hører til i den katolske menighed ved Sankt Annæ Kirke på Amager. 
’Jeg synes, det var godt , at der var forskellige kirkesamfund og mange forskellige nationaliteter samlet til gudstjenesten. Stemningen var god. Det var næsten som en stor familie’, siger hun opmuntret efter gudstjenesten. ’Det er meget vigtig , al vi lærer mere og mere om hinandens tro. Det styrker vores syn på hinandens tro. Fællesskabet i kirken skaber åbenhed og tolerance over for hinanden’, tilføjer hun.

Biskop Peter Skov-Jakobsen prædikede ved gudstjenesten.
Desuden deltog præster og menighedsledere fra Church on the Rock, Jacobite Syrian Orthodox Church, Gospel Church International, Den Anglikanske Kirke, Metodistkirken, Den pakistanske menighed, Den iranske menighed, Den Katolske Kirke, Apostelkirken, Tværkulturelt Center og Danske Kirkers Råd. Den kaldæiske menighed havde lavet et flot måltid mad til dem, der kom i god tid inden gudstjenesten. 

Hent liturgien fra gudstjenesten her


Foto: Rune Hansen