Håb eller håbløshed i Korea?

​Da granatregnen for kort tid siden styrtede ned over den lille ø Yeonpyeong og den amerikanske flåde sender et hangarskab med 6.000 mand i stilling i Det Gule Hav, syntes håbet om fred og forsoning mellem Syd- og Nordkorea forsvindende lille. Ikke desto mindre deltog mere end 120 repræsentanter fra 50 forskellige lande fra 6 kontinenter til en konference i begyndelsen af november i Seoul om kirkernes rolle for fred og forsoning - heriblandt Danske Kirkers Råds generalsekretær Mads Christoffersen.

Håb eller håbløshed i Korea?
Fra Danmark deltog jeg i denne flotte konference med mere end i alt 80 afholdte foredrag med perspektiver fra hele verden og med mere end 15 gudstjenester i bøn for fred og forsoning – ikke mindst på den koreanske halvø. Vores værter var York St. John’s Universitet i England og den lokale Young Nak Church i Sydkorea. Kirken havde med 200 frivillige og 50 ansatte og med kirkens egen kollekt forberedt konferencen til detaljen og dækket rejse og ophold for alle deltagere.

Familier splittet mellem Syd- og Nordkorea
Forholdet mellem Syd- og Nordkorea og forholdet mellem splittede familier på tværs af grænsen præger kirkerne i Korea. Arene efter Korea-krigen er stadig tydelige. For Youn Nak kirken skyldes det også konkret, at netop Nordkoreas flygtninge grundlagde den nu så berømte kirke i Seoul sammen med deres præst Kyung-Chik Han, der også selv kom fra Nordkorea. For ham måtte kirkens mission aldrig isolere sig i kristen spiritualisme, men altid være en profetisk stemme, der talte på de svagestes vegne og engagerede sig konkret i genopbygningen efter krigen.

På grænsen hvor der aldrig er sluttet fred
Det var lærerigt at høre de mange fortællinger fra Nordirland, Indien, eks-Jugoslavien, Sydafrika og mange andre lande. Med deltagere fra hele verden var mangfoldigheden enorm. Ikke mindst pauserne mellem de mange oplæg er spændende. Her var der tid til at lytte til hinanden og drøfte de mange elementer af et hvert arbejde med fred og forsoning - ikke mindst den personlige fortælling.

Håbløshedens kulde fik vi at mærke, da vi helt usædvanligt efter aftale med det koreanske militær besøgte demarkationslinjen på 38. breddegrad. Nordkoreanske og sydkoreanske soldater står over for hinanden og kigger over til den anden side. Men de må ikke udveksle et ord med hinanden. Sådan har de stået klar dag ud og dag ind siden 1953. Formelt er der aldrig indgået fred mellem de to lande. Den kolde krig er stadig kold på 38. breddegrad. Med få meters mellemrum står vagttårnene på hver sin side af grænsen. Midt imellem dem ligger det lille blå hus, hvor igennem grænsen går mellem de to lande. Her stod vi så - mennesker fra 6 kontinenter og 50 forskellige lande inde i det lille blå hus - rundt om det anonyme og alligevel historiske bord, hvor politiske ledere gennem tiden har siddet over for hinanden - nordkoreanerne på den ene side af bordet i Nordkorea og sydkoreanerne på den anden side af bordet i Sydkorea. Grænsen går midt gennem bordet. For kristne er et bord ellers symbol på forsoning gennem måltidsfællesskabet, men bordet her har gennem de sidste knap 60 år været symbol på mistillid, krig og had.

Sydafrikansk håb i Sydkorea
Men konferencen var præget af håb. For mig personligt var det især bekræftende at tale med kolleger og forbilleder fra Sydafrika, der på hver deres måde, personligt, akademisk, kirkeligt har engageret sig i forsoningsarbejdet derhjemme og nu deler deres erfaringer og fortællinger med andre - f.eks. fra Sydkorea. Det var fortællinger med håb. Som Fr. Michael Lapsley sagde i sin flotte prædiken ved konferencen: "Indtil få år inden apartheids fald var der næsten ingen, der troede, at folk i Sydafrika nogen sinde ville blive forenet. Men det skete. Der er også håb for den koreanske halvø, selvom det lige nu synes håbløst". Lapsley mistede sine hænder og sit ene øje, da han modtog en brevbombe i 1990 som tak for sit kirkelige engagement i kampen mod apartheid. Det var tydeligt, at de 3.000 - især koreanere - i kirken den tirsdag aften var dybt bevægede.

Med granater, der regner ned over Yeonpyeong og en frygt for at den kolde krig mellem Nord- og Sydkorea skal blive varm er alle vi, der deltog på denne internationale konference i Seoul forpligtet til at bede for fred og forsoning på den koreanske halvø og andre steder verden over, hvor folk stadig er splittede.


Da granatregnen for kort tid siden styrtede ned over den lille ø Yeonpyeong og den amerikanske flåde sender et hangarskab med 6.000 mand i stilling i Det Gule Hav, syntes håbet om fred og forsoning mellem Syd- og Nordkorea forsvindende lille. Ikke desto mindre deltog mere end 120 repræsentanter fra 50 forskellige lande fra 6 kontinenter til en konference i begyndelsen af november i Seoul om kirkernes rolle for fred og forsoning - heriblandt Danske Kirkers Råds generalsekretær Mads Christoffersen. >>

Håb eller håbløshed i Korea?
Fra Danmark deltog jeg i denne flotte konference med mere end i alt 80 afholdte foredrag med perspektiver fra hele verden og med mere end 15 gudstjenester i bøn for fred og forsoning – ikke mindst på den koreanske halvø. Vores værter var York St. John’s Universitet i England og den lokale Young Nak Church i Sydkorea. Kirken havde med 200 frivillige og 50 ansatte og med kirkens egen kollekt forberedt konferencen til detaljen og dækket rejse og ophold for alle deltagere.

Familier splittet mellem Syd- og Nordkorea
Forholdet mellem Syd- og Nordkorea og forholdet mellem splittede familier på tværs af grænsen præger kirkerne i Korea. Arene efter Korea-krigen er stadig tydelige. For Youn Nak kirken skyldes det også konkret, at netop Nordkoreas flygtninge grundlagde den nu så berømte kirke i Seoul sammen med deres præst Kyung-Chik Han, der også selv kom fra Nordkorea. For ham måtte kirkens mission aldrig isolere sig i kristen spiritualisme, men altid være en profetisk stemme, der talte på de svagestes vegne og engagerede sig konkret i genopbygningen efter krigen.

På grænsen hvor der aldrig er sluttet fred
Det var lærerigt at høre de mange fortællinger fra Nordirland, Indien, eks-Jugoslavien, Sydafrika og mange andre lande. Med deltagere fra hele verden var mangfoldigheden enorm. Ikke mindst pauserne mellem de mange oplæg er spændende. Her var der tid til at lytte til hinanden og drøfte de mange elementer af et hvert arbejde med fred og forsoning - ikke mindst den personlige fortælling.
Håbløshedens kulde fik vi at mærke, da vi helt usædvanligt efter aftale med det koreanske militær besøgte demarkationslinjen på 38. breddegrad. Nordkoreanske og sydkoreanske soldater står over for hinanden og kigger over til den anden side. Men de må ikke udveksle et ord med hinanden. Sådan har de stået klar dag ud og dag ind siden 1953. Formelt er der aldrig indgået fred mellem de to lande. Den kolde krig er stadig kold på 38. breddegrad. Med få meters mellemrum står vagttårnene på hver sin side af grænsen. Midt imellem dem ligger det lille blå hus, hvor igennem grænsen går mellem de to lande. Her stod vi så - mennesker fra 6 kontinenter og 50 forskellige lande inde i det lille blå hus - rundt om det anonyme og alligevel historiske bord, hvor politiske ledere gennem tiden har siddet over for hinanden - nordkoreanerne på den ene side af bordet i Nordkorea og sydkoreanerne på den anden side af bordet i Sydkorea. Grænsen går midt gennem bordet. For kristne er et bord ellers symbol på forsoning gennem måltidsfællesskabet, men bordet her har gennem de sidste knap 60 år været symbol på mistillid, krig og had.

Sydafrikansk håb i Sydkorea
Men konferencen var præget af håb. For mig personligt var det især bekræftende at tale med kolleger og forbilleder fra Sydafrika, der på hver deres måde, personligt, akademisk, kirkeligt har engageret sig i forsoningsarbejdet derhjemme og nu deler deres erfaringer og fortællinger med andre - f.eks. fra Sydkorea. Det var fortællinger med håb. Som Fr. Michael Lapsley sagde i sin flotte prædiken ved konferencen: "Indtil få år inden apartheids fald var der næsten ingen, der troede, at folk i Sydafrika nogen sinde ville blive forenet. Men det skete. Der er også håb for den koreanske halvø, selvom det lige nu synes håbløst". Lapsley mistede sine hænder og sit ene øje, da han modtog en brevbombe i 1990 som tak for sit kirkelige engagement i kampen mod apartheid. Det var tydeligt, at de 3.000 - især koreanere - i kirken den tirsdag aften var dybt bevægede.

Med granater, der regner ned over Yeonpyeong og en frygt for at den kolde krig mellem Nord- og Sydkorea skal blive varm er alle vi, der deltog på denne internationale konference i Seoul forpligtet til at bede for fred og forsoning på den koreanske halvø og andre steder verden over, hvor folk stadig er splittede.