Gør verden mere menneskelig

Blandt de mange danskere, der lige nu er i Sydkorea til Kirkernes Verdensråds generalforsamling, er de fleste officielle repræsentanter som delegerede eller observatører. Christen Sinding fra Aalborg Stift er med som deltager for at styrke sin viden om det globale kirkelige fællesskab. Her deler han sine indtryk fra generalforsamlingens anden dag.

Mennesker mødes fra hele verden
Denne anden dag af generalforsamlingen har foreløbig efter den indledende morning prayer budt på en snak med en nordamerikansk baptist om Folkekirkens bredde, deltagelse i en bibelstudiegruppe sammen med blandt andre en ung jamaicaner, generalsekretæren for det  nationale kirkeråd i Bangladesh, en congolesisk presbyterianer og en indonesisk præst, foruden et par nordeuropæiske lutheranere. Sydkoreas premierminister har forud for dagens tematiske oplæg aflagt generalforsamlingen et kort besøg.

Kalder kirker til handling
Lederen af FN's udviklingsarbejde, UNAID, Michel Sidibe, som holdt et af de tematiske oplæg, rettede en indtrængende appel til WCC og dets medlemskirker om som kirkelig organisation og som enkeltkirker at engagere sig endnu stærkere i samarbejdet om at nå FN's mål om, at ingen smittes med HIV/Aids og at ingen dør af sygdommen, ligesom han opfordrede til protest mod homofobisk lovgivning i de mere end 80 lande, hvor der er en sådan lovgivning.

'Gør verden mere menneskelig'
Det er slående - og befriende - at det er en selvfølgelig forudsætning for alle drøftelserne, at kirkerne som kirker kan og skal forholde sig til såkaldt 'politiske' emner, hvor menneskerettigheder og menneskelig frihed er truet. Det har fået mig til at tænke på et udsagn af den svenske teolog Frederik Modeus: 'Kirkens opgave er ikke at gøre verden mere kirkelig, men at gøre den mere menneskelig'.

Jeg glæder mig til også i de kommende dage at deltage i kirkerne fælles refeksioner over,  hvordan vi kan være med til det.

Læs mere om Kirkernes Verdensråds generalforsamling på www.wcc2013.info 

Gennem generalforsamlingen vil forskellige deltagere fra den danske delegation skrive om sine oplevelser. 

Foto: Teresiah Njoki/WCC Steward