Folkekirken har brug for frikirkerne

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra en folkekirke-lutheraner


Af: Anders Gadegaard, Domprovst, København

Folkekirken har brug for frikirkerne - de gør os rigere. Sådan siger Anders Gadegaard, som er medlem af folkekirken og formand i Danske Kirkers Råd. Han fortæller om sit økumeniske engagement.

Kristentro uden at give køb på fornuften
Jeg har lige så længe jeg kan huske været optaget af, hvordan man kan forstå indholdet af den kristne tro uden at give køb på fornuften. Jeg har hele tiden villet have både kristendom og kirke i samspil med modernitet og samtid og ikke bare have troen som en historisk kuriositet. Derfor tog jeg allerede som helt ung del i vilde eksperimenter med gudstjeneste og moderne kunst og happenings (vi lavede X-messer med bl.a. Hein Heinsen i Mørkhøj kirke før ungdomsoprøret, og ”Værkstedskirken” blev oprettet i samarbejde med Kirkefondet). I slutningen af ’60erne diskuterede jeg af hjertens lyst om ”Gud var død” i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. I begge sammenhænge var det sådan set komplet ligegyldigt, om man var lutheraner, katolik, baptist eller noget helt fjerde. Grundspørgsmålene var langt alvorligere (om Gud fandtes, og om troen havde nogen som helst relevans) end de små krusninger af uenigheder, der kunne opregnes mellem trossamfundene.

Uenighed mellem kirker er for teologiske feinschmeckere
Jeg har derfor sådan set hele tiden båret med mig en bevidsthed om, at udfordringerne til de kristne kirker er fælles og at uenighederne mellem dem, som naturligvis findes, bare er for teologiske feinschmeckere. Det indtryk fik jeg til fulde bekræftet, da jeg for alvor skulle forholde mig til konkrete økumeniske problemstillinger. Det skete under mit næsten 1 år lange studieophold i Bangalore, Sydindien, 1981-82. Jeg var nybagt cand.theol. og ville gerne studere kristendommens vilkår og forsøgene på at gøre troen politisk relevant i en 3. verdens kontekst. Valget faldt på Indien, fordi jeg her til sammenligning med f.eks. Sydamerika kunne klare mig med engelsk. I Sydindien er de fleste protestantiske kirker forenet i Church of South India – bortset fra nogle få, bl.a. en mindre luthersk kirke (Arcotkirken), som især støttes fra folkekirkelig side (via Danmission) og af uforståelige grunde (med mindre man regner økonomi og personspørgsmål for forståelige grunde) aldrig er blevet en del af den fælles protestantiske kirke. 

I Sydindien er spørgsmålet ikke: Er du katolik, syrisk ortodoks, lutheraner, anglikaner – nej spørgsmålet er: Er du hindu, kristen eller muslim – eller, hvis du er kristen, er du i virkeligheden så ikke også hindu (pga din herkomst, kultur og tradition)? Altså igen meget mere fundamentale spørgsmål end dem, der skiller de kristne, hvilket derfor igen bekræftede de kristnes samhørighed på tværs af konfessioner.

Repræsentant for folkekirken
Da jeg kom hjem, blev jeg en del af Kirkernes U-landsoplysning under Det Økumeniske Fællesråd, og da folkekirken oprettede et lovfæstet Mellemkirkeligt Råd med dertil hørende stiftsudvalg, dannede jeg straks en liste, så vi kunne få gang i et rigtigt valg og få diskuteret i København, hvad vi skulle med det økumeniske samarbejde. Jeg blev formand for det københavnske stiftsudvalg de første 4 år, og i 2. periode sad jeg som næstformand i Det Mellemkirkelige Råd. Her blev jeg valgt som folkekirkens repræsentant i Kirkernes Verdensråd, hvor jeg har siddet lige indtil 2013.

Fællesskab på tværs af kirker
For mig er det indlysende, at kristne har fælles tro, men vi indretter os kirkeligt set forskelligt, og vi udtrykker vores tro forskelligt. Det er dog ofte blot ydre forskelle. Der hersker ofte større forskelle, og somme tider uoverstigelige forskelle, i opfattelse indenfor de enkelte trossamfund end trossamfundene imellem. Jeg oplever ofte et større fællesskab med katolikker og frikirkefolk end med dem indenfor folkekirken, der enten læser Biblen ahistorisk, som om teksten er faldet ned fra himlen, eller mener, at bare der prædikes i den lokale kirke søndag formiddag, er alt godt, så har kirken gjort sit, og det er så bare op til folk selv, om de vil komme. Den store, ofte lidt tunge, flertalskirke herhjemme, folkekirken, har simpelthen brug for de frie kirkers initiativrigdom, gåpåmod og engagement, som jo skal til for at en lille frikirke kan klare sig. Hvis ikke disse kirker hele tiden bidrog til at vise nye veje, nye måder at udtrykke kristen tro på i dagens Danmark, ville folkekirken, og Danmark, være fattigere.

Anders Gadegaard er domprovst i Københavns Domkirke (folkekirken) og formand for Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.