Er der overhovedet mere at tale om?

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

f. Poul Sebbelov reflekterer her over den økumeniske samtale og den interne diskussion i Den Ortodokse Kirke om synet på andre kristne.

Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det. Kirkens enhed består til alle tider i og med Den Ortodokse Kirke. Sådan lyder ortodoks kirkeforståelse i koncentrat.

I juni måned 2016 afholdtes et pan-ortodokst møde på Kreta. Et vigtigt punkt på mødet havde overskriften: ”Den Ortodokse Kirkes relationer til den øvrige kristne verden.”  

Mange protestantiske iagttagere vil sikkert mene, at sagen er helt indlysende. Men netop det punkt voldte de allerstørste vanskeligheder på Kreta. For Den Ortodokse Kirke forstår sig selv som identisk med den nikænske trosbekendelses ”ene, hellige, katolske og apostolske Kirke” og kan derfor ikke anerkende den såkaldte ”gren-teori”, som lærer, at Kirken udgøres af summen af alle kirkesamfund, og at alle kristne således er Kirken, bare på  forskellige måder. 

Derfor blev der på Kreta meget heftige diskussioner, om betegnelsen ”Kirke” overhovedet kan benyttes om andre end ortodokse.  Nogle mente og mener fortsat ”nej”. Sagen truede med at gå i  hårdknude, indtil den græske Kirke (som selv hører til ”strammerne” på området), foreslog den formulering, der løste knuden og fik tilslutning fra de øvrige. Den lyder i slutdokumentet sådan her: ”Den Ortodokse Kirke anerkender eksistensen af andre historiske, heterodokse kirker og konfessioner.” 

Videre hedder det: ”Den Ortodokse Kirke forbeholder sig reservationer i forhold til afgørende punkter angående tro og kirkeordning; for de ikke-ortodokse kirker og konfessioner har fjernet sig fra den ene, hellige, katolske og apostolske Kirkes sande tro.” Og endelig: ”Den Ortodokse Kirke (…) godtager på ingen måde tanken om lighed mellem konfessionerne.” 

Heterodokse? Jamen, er der så overhovedet mere at tale om? Hvilket fællesskab kan Den Ortodokse Kirke have med de ”ikke ret-troende”? Nogle ortodokse svarer ”ingen!” Men mødet på Kreta svarer, at Kirken finder det vigtigt med dialog med verdens øvrige kristne: ”Den ortodokse Kirke, som uophørligt beder for alles enhed, har altid plejet dialog med dem, som har skilt sig ud fra Kirken.” 

Ortodokse skelner altså mellem ”Kirken” og ”de kristne”. Der er i verden mange kristne, som af indviklede, historiske, sociologiske og psykologiske årsager er blevet ”heterodokse”, men ikke derfor er ophørt med at være kristne. Dertil kommer, at selv om vi ved, hvor Kirken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor mange, der måtte være knyttede til Kirken med bånd, som alene er synlige for Gud. 

Sådan er Den Ortodokse Kirkes grundlag for økumenisk samtale. Det er også mit personlige grundlag for samvær og udveksling med andre kristne.

f. Poul Sebbelov repræsenterer Den Ortodokse Kirke, Guds Moders Beskyttelse, i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.  

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.