Danske Kirkedage med kant og bredde

Danske Kirkedage er netop ovre. Aalborg var i Kristi Himmelfartsdagene vært for fire dage med gudstjenester, foredrag, workshops og en bred vifte af andre spændende arrangementer.

Mere end 230 frivillige og medlemmer af udvalg sørgede godt for de 3200 betalende deltagere og for de i alt 4500 deltagere ved åbningsgudstjenesten den 9. maj. En særlig tak lød til dem fra Danske Kirkers Råds formand Anders Gadegaard, der talte ved åbningsarrangementet. Og der var meget at takke for. 

Anders Gadegaard understregede også, at Danske Kirkedage både havde kant og bredde. Den profetiske stemme for kirkernes arbejde for fred og retfærdighed lød fra hovedtalerne Generalsekretær for  Kirkernes Verdensråd Olav Fykse Tveit, Præstident for Luthersk Verdensforbund biskop Munib Younan og professor Glen Stassen fra Fuller Universitetet. Kirkens ansvar for den enkelte, der søger trøst og mening i meningsløsheden kom tydeligt frem i norske stortingspræst Per Arne Dahls foredrag. Mere end 150 arrangementer gav med hver deres form og indhold udtryk for bredden i Danske Kirkedage. Der var noget for en hver smag, interesse og temperament. 

Danske Kirkers Råd står formelt bag Danske Kirkedage, men selve arrangementet er kun muligt i tæt samarbejde med det lokale stift, den lokale komite, kirkedage-sekretæren og de mange frivillige.