Dansk teologistuderende i Chicago

Af: Karen Frendø-Sørensen

I dette efterår er jeg teologistuderende på Lutheran School of Theology i Chicago (LSTC). Jeg ville opleve, hvordan det er at studere teologi i et aktivt uddannelsesmiljø, hvor kirke og gudstjeneste er i centrum. LSTC er mere end bare en uddannelsesinstitution, det er et lille samfund, hvor ansatte, professorer og studerende ønsker hinanden Guds fred til gudstjeneste kl. 11 midt i en travl arbejdsdag, og hvor man tager del i hinandens livsbegivenheder, bekymringer og glæder.
På samme tid er det en videregåede uddannelsesinstitution der stiller store krav til den studerendes forberedelse og arbejde semesteret igennem. For mig bød den travle hverdag på undervisning om forsoning og tilgivelse, feministisk bibelfortolkning, skabelse i naturvidenskab og teologi samt økologisk bibelfortolkning.
Jeg lærte meget af undervisningen, men lærte også rigtigt meget af at leve i fællesskab med alle mine medstuderende og alle, der var ansat eller frivillige på skolen. Mest af alt oplevede jeg, at gudstjenesten var i centrum, og når vi mødtes til gudstjenesten midt på dagen, var vi først og fremmest menighed, midt i al travlhed, titler og afleveringsopgaver.

Min første gudstjeneste var meget festlig!
Trommerytmer, orgelbrus og dåbsvand, der blev stænket ud over os i rigelige mængder er det der står klarest i min erindring. Tænk at blive mindet om sin dåb på så konkret en måde, som at mærke Guds nådes regn på sin pande! 


Af: Karen Frendø-Sørensen
Karen er teologistuderende og modtog i foråret det Økumeniske Studelegat til støtte af sit studieophold ved Lutheran School of Theology at Chicago.

Dansk teologistuderende i Chicago
 Karen Frendø-Sørensen

I dette efterår er jeg teologistuderende på Lutheran School of Theology i Chicago (LSTC). Jeg ville opleve, hvordan det er at studere teologi i et aktivt uddannelsesmiljø, hvor kirke og gudstjeneste er i centrum. LSTC er mere end bare en uddannelsesinstitution, det er et lille samfund, hvor ansatte, professorer og studerende ønsker hinanden Guds fred til gudstjeneste kl. 11 midt i en travl arbejdsdag, og hvor man tager del i hinandens livsbegivenheder, bekymringer og glæder.
På samme tid er det en videregåede uddannelsesinstitution der stiller store krav til den studerendes forberedelse og arbejde semesteret igennem. For mig bød den travle hverdag på undervisning om forsoning og tilgivelse, feministisk bibelfortolkning, skabelse i naturvidenskab og teologi samt økologisk bibelfortolkning.
Jeg lærte meget af undervisningen, men lærte også rigtigt meget af at leve i fællesskab med alle mine medstuderende og alle, der var ansat eller frivillige på skolen. Mest af alt oplevede jeg, at gudstjenesten var i centrum, og når vi mødtes til gudstjenesten midt på dagen, var vi først og fremmest menighed, midt i al travlhed, titler og afleveringsopgaver.

Min første gudstjeneste var meget festlig! Trommerytmer, orgelbrus og dåbsvand, der blev stænket ud over os i rigelige mængder er det der står klarest i min erindring. Tænk at blive mindet om sin dåb på så konkret en måde, som at mærke Guds nådes regn på sin pande! Andre gudstjenester var bygget over tidebønnerne og andre igen havde andre særpræg.
Jeg blev hurtigt inddraget i gudstjenestefællesskabet, og der gik ikke længe før jeg selv var én af dem, der bød velkommen og delte programmer ud eller var medhjælper ved nadveren. Ligegyldigt om man er studerende eller professor, er man i gudstjenesten først og fremmest menighed.

Jeg tog et fag på en katolsk uddannelsesinstitution, og her lærte jeg mange munke og nonner at kende. Det medførte en af de mest specielle oplevelser: I en smuk kirke i den italienske bydel blev jeg ”gift” med en katolsk præst! Det var dog kun en øvelse, – de kommende katolske præster skulle i deres liturgi-undervisning planlægge og gennemføre en romersk katolsk / luthersk bryllupsceremoni, og jeg og en medstuderende var med som hhv. brud og luthersk præst. Det var en god oplevelse at planlægge og genneføre ”vielsen” i fællesskab, hvor jeg lærte både om den katolske tradition og min egen lutherske.

Studieopholdet medførte mange nye bekendskaber og kontakter i det kirkelige landskab, ikke bare i USA, men også i Kenya, Slovakiet og Tyskland, og oplevede stor imødekommenhed fra alle og har fået indsigt i fagområder, som ikke er i fokus på mit studie i Danmark. Og så har jeg fået endnu mere lyst til at arbejde i kirken i Danmark, når jeg er færdig med mit studie næste sommer.

Karen er teologistuderende og modtog i foråret det Økumeniske Studelegat
til støtte af sit studieophold ved Lutheran School of Theology at Chicago

Andre gudstjenester var bygget over tidebønnerne og andre igen havde andre særpræg.

Jeg blev hurtigt inddraget i gudstjenestefællesskabet, og der gik ikke længe før jeg selv var én af dem, der bød velkommen og delte programmer ud eller var medhjælper ved nadveren. Ligegyldigt om man er studerende eller professor, er man i gudstjenesten først og fremmest menighed.

Jeg tog et fag på en katolsk uddannelsesinstitution, og her lærte jeg mange munke og nonner at kende. Det medførte en af de mest specielle oplevelser: I en smuk kirke i den italienske bydel blev jeg ”gift” med en katolsk præst! Det var dog kun en øvelse, – de kommende katolske præster skulle i deres liturgi-undervisning planlægge og gennemføre en romersk katolsk / luthersk bryllupsceremoni, og jeg og en medstuderende var med som hhv. brud og luthersk præst. Det var en god oplevelse at planlægge og genneføre ”vielsen” i fællesskab, hvor jeg lærte både om den katolske tradition og min egen lutherske.

Studieopholdet medførte mange nye bekendskaber
og kontakter i det kirkelige landskab, ikke bare i USA, men også i Kenya, Slovakiet og Tyskland, og oplevede stor imødekommenhed fra alle og har fået indsigt i fagområder, som ikke er i fokus på mit studie i Danmark. Og så har jeg fået endnu mere lyst til at arbejde i kirken i Danmark, når jeg er færdig med mit studie næste sommer.

Karen er teologistuderende og modtog i foråret Det Økumeniske Studelegat til støtte af sit studieophold ved Lutheran School of Theology at Chicago