Arkiv for Økumenisk Engagement

Livet over læren

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra et frikirkeligt udsigtspunkt


Af Peter Götz

”Jeg fik det ind med modermælken”. Sådan siger Peter Götz om sin motivation for at arbejde for økumeni. Han repræsenterer Det Danske Missionsforbund i Danske Kirkers Råd, hvor han sidder med i forretningsudvalget.

Min far var en stovt dansk bonde fra Midtsjælland, der under anden verdenskrig giftede sig med en tysk latin-amerikaner. Hun kom fra en helt ateistisk baggrund, men havde i begyndelsen af 30’erne mødt evangeliet i et luthersk søstermiljø i Tyskland. Siden havde både hun og min far i efterkrigstiden ladet sig inspirere af nok så forskellige kirkemiljøer – og i den atmosfære voksede jeg op:

Ikke én rigtig tolkning af Gud
Der var ikke én tolkning af troen på Gud, der var den eneste rigtige. Der var ikke én gudstjenesteform eller liturgi, der var mere korrekt end de andre. Der var ikke én kirkeretning, der havde patent på sandheden.

’Livet over læren’
Det var derfor et helt naturligt sted for mine forældre at lande i den relativt lille frikirke Det Danske Missionsforbund, der oprindeligt havde rødder i samme vækkelse som Indre Mission, men i 1888 skilte sig ud og blev en selvstændig frikirke. Her blev det centrale slogan, at ’livet skulle være over læren’. Kristendommen skulle ikke først og fremmest defineres på dogmer og dyder, men på viljen til at samles om Kristus som det altafgørende centrum i et menneskes gudsforhold. Med plads til varierede opfattelser af sakramenter og lign.

Frihed til både tanken og troen
At vokse op i et hjem, hvor dansk, tysk og latinamerikansk kultur hele tiden blandede sig med hinanden, gav en kulturel bredde. At udvikle sig som barn og ung i en atmosfære, der nok indebar en radikal og håndfast forståelse af tro og etik, men uden dog at sætte Gud i bås, gav en frihed til tankens flugt og troens frihed.

Nysgerrighed overvandt skepsis
Måske var skepsissen i forhold til flad dansk folkekirkekristendom større end den burde være, men hvor var troen og livet og efterfølgelsen af Kristus dog henne? Måske var der også endnu i min barndom drøje hug til katolicismen, der næsten kunne antage dimensioner af Åbenbaringsbogens store uhyrer. Men alligevel var trangen efter at møde andre kristne fra andre miljøer større end kritikken. Og dermed kom rigdommen.

Meget at lære om hinanden og om Gud
For hvor var der dog meget – og hvor er der dog meget, vi kan lære af hinanden. Der gror så mange smukke blomster i andre haver med en anden slags jordbund og under et andet klima. Det er kun i mangfoldighedens perspektiv, at Kristus kommer til syne i sin uendelige rigdom. Det er kun når vi – med ord af Paulus – ’sammen med alle de hellige’ træder ind i Guds univers, at vi (om end stykkevis og ufuldkomment) fatter og forstår højden, længden, dybden og bredden i den evigt ubegribelige storhed, vi kalder Gud.

Modgift mod indforståethed
Det betyder ikke, at vi ikke kan anse noget for ret og andet for uret, noget for sandt og ægte og andet for falsk og uholdbart. Men det betyder, at vi med respekt tør og vil møde hinanden og lade os udfordre af tankemønstre og indsigter, som vi ikke selv fik med hjemmefra. - Uden denne åbne og økumeniske tilgang vil kirken dø i sin egen indforståethed.

Et arbejde værd at støtte
At fejre pinse, som vi i 2014 gør i begyndelsen af juni, er at fejre den grænseoverskridende virkelighed, hvor mennesker med vidt forskellig baggrund pludselig får en fælles forståelse af det og af den, der er alt i alle. Det giver derfor rigtig god mening, når kirkerne i DK op til pinse samler ind til det økumeniske arbejde i vores land. Det kan kirkelivet i Danmark kun blive rigere af.

Peter Götz

Peter Götz er tidligere præst i Det Danske Missionsforbund og har også beklædt tillidsposterne som formand og missionsforstander. Han repræsenterer Det Danske Missionsforbund i Danske Kirkers Råd og sidder med i forretningsudvalget. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Folkekirken har brug for frikirkerne

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra en folkekirke-lutheraner


Af: Anders Gadegaard, Domprovst, København

Folkekirken har brug for frikirkerne - de gør os rigere. Sådan siger Anders Gadegaard, som er medlem af folkekirken og formand i Danske Kirkers Råd. Han fortæller om sit økumeniske engagement.

Kristentro uden at give køb på fornuften
Jeg har lige så længe jeg kan huske været optaget af, hvordan man kan forstå indholdet af den kristne tro uden at give køb på fornuften. Jeg har hele tiden villet have både kristendom og kirke i samspil med modernitet og samtid og ikke bare have troen som en historisk kuriositet. Derfor tog jeg allerede som helt ung del i vilde eksperimenter med gudstjeneste og moderne kunst og happenings (vi lavede X-messer med bl.a. Hein Heinsen i Mørkhøj kirke før ungdomsoprøret, og ”Værkstedskirken” blev oprettet i samarbejde med Kirkefondet). I slutningen af ’60erne diskuterede jeg af hjertens lyst om ”Gud var død” i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse. I begge sammenhænge var det sådan set komplet ligegyldigt, om man var lutheraner, katolik, baptist eller noget helt fjerde. Grundspørgsmålene var langt alvorligere (om Gud fandtes, og om troen havde nogen som helst relevans) end de små krusninger af uenigheder, der kunne opregnes mellem trossamfundene.

Uenighed mellem kirker er for teologiske feinschmeckere
Jeg har derfor sådan set hele tiden båret med mig en bevidsthed om, at udfordringerne til de kristne kirker er fælles og at uenighederne mellem dem, som naturligvis findes, bare er for teologiske feinschmeckere. Det indtryk fik jeg til fulde bekræftet, da jeg for alvor skulle forholde mig til konkrete økumeniske problemstillinger. Det skete under mit næsten 1 år lange studieophold i Bangalore, Sydindien, 1981-82. Jeg var nybagt cand.theol. og ville gerne studere kristendommens vilkår og forsøgene på at gøre troen politisk relevant i en 3. verdens kontekst. Valget faldt på Indien, fordi jeg her til sammenligning med f.eks. Sydamerika kunne klare mig med engelsk. I Sydindien er de fleste protestantiske kirker forenet i Church of South India – bortset fra nogle få, bl.a. en mindre luthersk kirke (Arcotkirken), som især støttes fra folkekirkelig side (via Danmission) og af uforståelige grunde (med mindre man regner økonomi og personspørgsmål for forståelige grunde) aldrig er blevet en del af den fælles protestantiske kirke. 

I Sydindien er spørgsmålet ikke: Er du katolik, syrisk ortodoks, lutheraner, anglikaner – nej spørgsmålet er: Er du hindu, kristen eller muslim – eller, hvis du er kristen, er du i virkeligheden så ikke også hindu (pga din herkomst, kultur og tradition)? Altså igen meget mere fundamentale spørgsmål end dem, der skiller de kristne, hvilket derfor igen bekræftede de kristnes samhørighed på tværs af konfessioner.

Repræsentant for folkekirken
Da jeg kom hjem, blev jeg en del af Kirkernes U-landsoplysning under Det Økumeniske Fællesråd, og da folkekirken oprettede et lovfæstet Mellemkirkeligt Råd med dertil hørende stiftsudvalg, dannede jeg straks en liste, så vi kunne få gang i et rigtigt valg og få diskuteret i København, hvad vi skulle med det økumeniske samarbejde. Jeg blev formand for det københavnske stiftsudvalg de første 4 år, og i 2. periode sad jeg som næstformand i Det Mellemkirkelige Råd. Her blev jeg valgt som folkekirkens repræsentant i Kirkernes Verdensråd, hvor jeg har siddet lige indtil 2013.

Fællesskab på tværs af kirker
For mig er det indlysende, at kristne har fælles tro, men vi indretter os kirkeligt set forskelligt, og vi udtrykker vores tro forskelligt. Det er dog ofte blot ydre forskelle. Der hersker ofte større forskelle, og somme tider uoverstigelige forskelle, i opfattelse indenfor de enkelte trossamfund end trossamfundene imellem. Jeg oplever ofte et større fællesskab med katolikker og frikirkefolk end med dem indenfor folkekirken, der enten læser Biblen ahistorisk, som om teksten er faldet ned fra himlen, eller mener, at bare der prædikes i den lokale kirke søndag formiddag, er alt godt, så har kirken gjort sit, og det er så bare op til folk selv, om de vil komme. Den store, ofte lidt tunge, flertalskirke herhjemme, folkekirken, har simpelthen brug for de frie kirkers initiativrigdom, gåpåmod og engagement, som jo skal til for at en lille frikirke kan klare sig. Hvis ikke disse kirker hele tiden bidrog til at vise nye veje, nye måder at udtrykke kristen tro på i dagens Danmark, ville folkekirken, og Danmark, være fattigere.

Anders Gadegaard er domprovst i Københavns Domkirke (folkekirken) og formand for Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Fra snæversyn til udsyn

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra en baptist


Af: Lone Møller-Hansen

"Fra snæversyn til udsyn" giver Lone Møller-Hansen titlen på sit økumeniske engagement. Hun repræsenter BaptistKirken i Danske Kirkers Råd og er medlem af Forretningsudvalget. Tanker fra en baptist, der arbejder for økumenien.

Jeg var vist nok temmelig snæversynet som ung. Jeg husker kun, at jeg har været i én anden frikirke i Randers, og det var for at se ”Korset og Springkniven” i Frelsens Hær. Jeg anede ikke, at der fx lå en evangelisk frikirke med masser af unge mennesker i min egen by. Jeg tog i stedet bussen til Århus for at mødes med andre unge baptister. Jeg var stort set den eneste unge i Randers Baptistmenighed.

Retfærdighed på kirkens dagsorden
Det var en helt ny verden, der åbnede sig for mig, da jeg først blev engageret i Det økumeniske Fællesråd. Først med ulandskaffe, som jeg solgte sammen med en folkekirkepræst i den lokale brugsforening i 80’erne. Så blev jeg som journalist engageret i at lave ulands-avis. Bl.a. skulle jeg lave en hjemmeside i stedet for en trykt avis– hvilket jeg ærligt talt ikke havde forstand på. Men der var et godt fællesskab på tværs af kirker om en fælles opgave. At sætte retfærdighed på kirkens dagsorden.


Fremmed - men godt
Og igen – en anden helt ny verden åbnede sig for mig, da jeg som studerende på Baptisternes Teologiske Seminarium blev engageret i Naturlig Kirke Vækst-bevægelsen. Vi var sammen fra alle frikirker, vi bad sammen, vi lagde hænderne på hinanden. Det var meget fremmed for mig – men dejligt.

Verden bliver stor
Og så kom jeg til Bjärka Säby i Sverige, som en del af den svenske utraditionelle pinsepræst Peter Halldorfs økumeniske kommunitet. Her mødtes øst og vest. Ortodokse munke, biskopper fra Svenska Kyrkan og pinsefolk, danske folkekirke-præster og præster fra bl.a. baptistkirkerne i Danmark. Og verden blev stor, kirkelivet blev spændende og troen – og ikke mindst alle dogmerne, vanerne, det man tog for at være den eneste sandhed – blev udfordret.

Privilegie at være del af noget større
Som generalsekretær i BaptistKirken høster jeg alle disse forskellige kristnes erfaringer og kan dele dem med min kirke. Hvilket privilegium er det ikke, at man ikke skal opfinde alting selv. At vi er et lille lem på Kristi store legeme, og at mangfoldigheden i Guds rige åbenbarer sig, selvom jeg kun fatter en brøkdel. Det er Guds rige nåde at få lov til at være en del af alt dette, og udbrede det til mennesker på vej mod Kristus.

Som en del af det tværkirkelige
I Gospelfællesskabet Bornholm bliver økumenien for alvor synlig. Her står vi i Musikhuzet i Rønne, præster fra frikirker og Folkekirken og deler nadver ud til et broget gospelfolk. Og det er herligt!

Lone Møller-Hansen er generalsekretær i Baptistkirken i Danmark og præst i det tværkirkelige Gospelfællesskabet Bornholm. Hun repræsenterer BaptistKirken i Danske Kirkers Råd og sidder med i forretningsudvalget. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Fokus på det der forener

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra en katolik


Af Erling Tiedemann

”Min kone slæbte mig ind i det!” Det siger katolikken Erling Tiedemann, når han skal fortælle, hvad der har ført til, at han i dag sammen med biskop Czeslaw Kozon repræsenterer Den katolske Kirke i Danske Kirkers Råd og er medlem af Forretningsudvalget. Tanker fra en katolik, der arbejder for økumenien.

I min barndom og tidlige ungdom var jeg ikke specielt økumenisk orienteret, og da Andet Vatikankoncil i midten af 60'erne nyafklarede både Kirkens selvforståele og dens syn på de andre kristne kirker, studerede jeg det ganske vist ligesom andre engagerede katolikker, men uden at det rigtigt fængede. Men så begyndte min kone at deltage i Kvindernes internationale Bededag; efterhånden kom hun ind i Danmarks økumeniske Kvindekomité og både deltog i og var med til at forberede bededagen og andre møder i den forbindelse.

Mere katolsk af at være sammen med andre kirkesamfund
Hun kom altid hjem med lys i øjnene. Det lyder måske mærkeligt i nogle ører, men hun blev faktisk mere katolsk af at komme sammen med alle de andre i takt med, at de holdt op med at være "andre" og blev til trosfæller. Det hverken ophævede eller relativiserede de trosmæssige forskelle og traditioner, men det førte til, at forskelligheder og fællesskab kom til at gå op i en højere enhed.

Og det var smitsomt. I hvert fald blev jeg smittet af min kone, så det på et tidspunkt var med stor glæde, jeg sagde ja tak til at blive medlem ad Danske Kirkers Råd som afløser for pastor Dietrich Timmermann, der måtte trække sig på grund af sygdom.

Hvor langt rækker fællesskabet?
Inden for DKR har jeg - ud over det løse - især været aktiv i arbejdsgruppen Frihed og Lige Vilkår for Trossamfund samt i Kristen-Muslimsk Kontaktgruppe. Det er to meget forskellige grupper med meget forskelligartede aktiviteter, men der er dét fælles ved dem, at de hele tiden aktualiserer og af og til udfordrer ens selvforståelse og identitetsfølelse. Hvorpå beror og hvor langt rækker i den sidste ende det fællesskab, vi som kristne i forskellige kirker har med hinanden? Og hvilket fællesskab har vi også med andre gudstroende, selv om det er en helt anden tro, de bekender sig til og praktiserer?

Med fokus på det, der forener os
Om tre år, i 2017, skal der holdes reformationsjubilæum, og det vil vi katolikker gerne være med til. Nå ja, der skal såmænd nok være nogle af os, der ikke vil, og atter andre, som også helst vil være fri for at have os med til festen, fordi både førstnævnte og sidstnævnte er mere optaget af, hvad der skiller os, end af, hvad der forener os.

Jeg håber at leve længe nok til at være med til festen og håber, at det en dag ikke længere kun er den fælles dåb, men også den fælles nadver, som forener os.

Måtte Danske Kirkers Råd på sit niveau kunne bidrage til det! Det ville glæde min kone – og mig ...

Erling Tiedemann

Erling Tiedemann repræsenterer Den katolske Kirke i Danske Kirkers Råd og sidder med i forretningsudvalget. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.