Arkiv for Økumenisk Engagement

Kristusfællesskabet i Taize samler stadig tusindvis af unge fra alle egne

Af Mads Christoffersen

Mere end 4.000 fra hele verden deltog i påskefejringen i klosterfællesskabet Taize. Jeg selv var taget dertil med min 13-årige søn for at opleve dette Kristusfællesskab, som jeg havde hørt så meget om, men aldrig selv oplevet. Lad mig sige det med det samme, at jeg var dybt bevæget. Jeg var bevæget af den lidelse, stilhed og genoprejsning, som påsken er et udtryk for. Jeg var bevæget af den rytme, der ligger i livet i Taize med tre gudstjenester om dagen, bibelundervisningen, gruppesamtalerne og det praktiske fællesskab med alle de andre pilgrimme fra nær og fjern.

Fællesskabet Taize
har eksisteret siden anden verdenskrig. Om end meget har ændret sig i verden omkring os er budskabet fra Taize det samme – et budskab om fred og forsoning, om bøn og spiritualitet, om kulturmødet og frem for alt fællesskabet i Kristus. Som økumenisk engageret siden min studietid, har jeg i mange år følt at jeg naturligvis burde have været i Taize som hundredvis af andre danskere, der gennem årene er draget til Taize og som har taget Taize med tilbage til Danmark som inspiration til deres spirituelle liv lokalt herhjemme.

Min egen økumeniske rejse begyndte delvist på Chateau de Bossey og Kirkernes Verdensråd i Schweiz – det globale institutionelle kirkefællesskab. Taize ligger faktisk kun et par timers køretur fra Bossey og alligevel repræsentere det en helt anden side af det økumeniske liv og fællesskab. Taize er uden tvivl økumenisk med 100 fastboende brødre fra forskellige kirkeretninger og tusindvis af pilgrimme, der lægger vejen forbi hvert år. Men de kirkelige forskelle er ikke en vigtig del af det synlige fællesskab. Folk kommer med hver deres kirkelige bagage; katolikker, pinsefolk, lutheranere, ortodokse, baptister eller noget helt tiende. Men bevidstheden om den andens kirkelige tilhørsforhold fylder ikke i mødet med hinanden, i samtalen, i salmesangen, i bønnen. Det alt overskyggende er nemlig Kristusfællesskabet.

Som engageret i de kirkelige organisationer herhjemme var jeg fuld af forbløffelse og beundring. Uanset hvor mange tusinde pilgrimme, der er i Taize, har alle en praktisk opgave. Og det fungerer. Ikke så meget som et stykke slikpapir lå og flød. Om eftermiddagen så man horder af unge mennesker komme med kost og spand på vej ned at gøre toiletter rent eller ordne udeområderne.

Langt de fleste af pilgrimmene i Taize er unge under 30 år. Vi var også en gruppe af familier med børn under 15 år, der boede i en lille landsby ved siden af Taize. Det var en fornøjelse også at være med her med andre voksne, der havde været med siden de var unge og deres børn, der havde været med siden de var små.

Livet i Taize er især kendt for de tre meditative gudstjenester, der holdes om dagen, med de smukke salmer, der synges igen og igen. Påsken var naturligvis noget helt særligt. For mig personligt var det meget stærkt, da de 100 brødre Skærtorsdag aften vaskede fødderne på de tusindvis af mennesker i menigheden, således som Jesus gjorde det for sine disciple. Langfredags dysterhed og Påskemorgen gjorde også et dybt indtryk. Gudstjenesten begyndte tidligere end normalt og et efter et blev stearinlysene tændt hos hver enkelt af de fremmødte.

FDF, DKG og KFUM & KFUK havde arrangeret turen til Taize denne påske. Vi var 12-15 personer, der tog sammen derned i bus. Jeg har stillet et par spørgsmål til rejseleder Kathrine Fischer fra FDF.  Det var også hendes første tur til Taize. ”Jeg var overrasket over, hvordan strukturen er i Taize. Jeg tog mig selv i at fundere over, hvordan et så stort område kunne fungere til trods for, at det hele var på båret på frivillige hænder. Det er noget af et handlingsfællesskab, som tager sig af alt fra rengøring til musik, fra stilhed til mad”, siger hun. ”Men når jeg tænker tilbage på min uge dernede, må jeg indrømme, at det er bibeltimerne, som står stærkes. Vi havde en broder, som formåede at inspirere mig dybt i hans måde at læse bibel ind sin egen sammenhæng”.
 
Langt de fleste i Taize er unge under 30 år. ”At være så mange unge samlet på et sted er på den ene side ganske frustrerende, når man søger stilhed og ro, og en flok unge hellere vil høre det nyeste hit, men på den anden side er jeg taknemlig for, at jeg kunne bruge en uge sammen med mennesker, som står i samme livssituation som jeg. At opleve et fællesskab, hvor troen kommer til at være bærende for en samtale, ikke på sådan måde, at man ikke kan tale om andet end Gud og skriftsteder, men på en måde, at fordi vi er i Taize sammen med Kristus i centrum, tør vi at åbne os op for hinanden i handlinger og dialogen”, siger Kathrine Fischer om fællesskabet med de mange andre unge.  

Taize er et økumenisk handlingsfællesskab, selvom det økumeniske ikke tydeligt italesættes.  ”Økumenien er i Taize ganske usagt. Den italesættes ikke på samme måde, som jeg ellers har været udsat for. I Taize formå man at dele nadver, gå til gudstjeneste og handle sammen. Og det er nok der, hvor økumenien begynder – i handlingerne. Der er mange handlingsfællesskaber, mange eftermiddage prydet med dialog og mange muligheder for bare at være kristen, uden at fortælle sin kirkeretning”, siger hun

Kathrine Fischer reflekterer over, om spiritualiteten i Taize taler til unge kristne i Danmark. ”Spiritualiteten i Taize er ganske unik, og efter bare en uge dernede vil jeg skam ikke kalde mig ekspert på Taize. Men ja, jeg vil mene, at spiritualiteten sagtens kan tiltale nogle”, siger hun og tilføjer ”jeg tror, man bliver nødt til at dele det op i to typer - hvis ikke flere. Til dels vil der være dem, som nyder Taize-formen: stilhed, bøn og sang, men til dels vil der også være dem, som nyder at gå i dybden med noget i en uge. At leve i Taize for en uge kan være en unik begyndelse til sin religiøse søgen. At være omgivet med mennesker, som ønsker at tale tro, skaber nysgerrighed og mulighed for svar af sidemanden. I Danmark er det sjældent, jeg spørger om andres forhold til skriftlæsning – mest fordi vores kultur er sådan – men sammenhængen er bare anderledes i Taize - rummet skabes i samtalen om tro.

Læs mere om Taize på www.taize.fr


Kristusfællesskabet i Taize samler stadig tusindvis af unge fra alle egne
Af Mads Christoffersen

Mere end 4.000 fra hele verden deltog i påskefejringen i klosterfællesskabet Taize. Jeg selv var taget dertil med min 13-årige søn for at opleve dette Kristusfællesskab, som jeg havde hørt så meget om, men aldrig selv oplevet. Lad mig sige det med det samme, at jeg var dybt bevæget. Jeg var bevæget af den lidelse, stilhed og genoprejsning, som påsken er et udtryk for. Jeg var bevæget af den rytme, der ligger i livet i Taize med tre gudstjenester om dagen, bibelundervisningen, gruppesamtalerne og det praktiske fællesskab med alle de andre pilgrimme fra nær og fjern.

Fællesskabet Taize har eksisteret siden anden verdenskrig. Om end meget har ændret sig i verden omkring os er budskabet fra Taize det samme – et budskab om fred og forsoning, om bøn og spiritualitet, om kulturmødet og frem for alt fællesskabet i Kristus. Som økumenisk engageret siden min studietid, har jeg i mange år følt at jeg naturligvis burde have været i Taize som hundredvis af andre danskere, der gennem årene er draget til Taize og som har taget Taize med tilbage til Danmark som inspiration til deres spirituelle liv lokalt herhjemme.

Min egen økumeniske rejse begyndte delvist på Chateau de Bossey og Kirkernes Verdensråd i Schweiz – det globale institutionelle kirkefællesskab. Taize ligger faktisk kun et par timers køretur fra Bossey og alligevel repræsentere det en helt anden side af det økumeniske liv og fællesskab. Taize er uden tvivl økumenisk med 100 fastboende brødre fra forskellige kirkeretninger og tusindvis af pilgrimme, der lægger vejen forbi hvert år. Men de kirkelige forskelle er ikke en vigtig del af det synlige fællesskab. Folk kommer med hver deres kirkelige bagage; katolikker, pinsefolk, lutheranere, ortodokse, baptister eller noget helt tiende. Men bevidstheden om den andens kirkelige tilhørsforhold fylder ikke i mødet med hinanden, i samtalen, i salmesangen, i bønnen. Det alt overskyggende er nemlig Kristusfællesskabet.

Som engageret i de kirkelige organisationer herhjemme var jeg fuld ad forbløffelse og beundring. Uanset hvor mange tusinde pilgrimme, der er i Taize, har alle en praktisk opgave. Og det fungerer. Ikke så meget som et stykke slikpapir lå og flød. Om eftermiddagen så man horder af unge mennesker komme med kost og spand på vej ned at gøre toiletter rent eller ordne udeområderne.

Langt de fleste af pilgrimmene i Taize er unge under 30 år. Vi var også en gruppe af familier med børn under 15 år, der boede i en lille landsby ved siden af Taize. Det var en fornøjelse også at være med her med andre voksne, der havde været med siden de var unge og deres børn, der havde været med siden de var små.

Livet i Taize er især kendt for de tre meditative gudstjenester, der holdes om dagen, med de smukke salmer, der synges igen og igen. Påsken var naturligvis noget helt særligt. For mig personligt var det meget stærkt, da de 100 brødre Skærtorsdag aften vaskede fødderne på de tusindvis af mennesker i menigheden, således som Jesus gjorde det for sine disciple. Langfredags dysterhed og Påskemorgen gjorde også et dybt indtryk. Gudstjenesten begyndte tidligere end normalt og et efter et blev stearinlysene tændt hos hver enkelt af de fremmødte.

FDF, DKG og KFUM & KFUK havde arrangeret turen til Taize denne påske. Vi var 12-15 personer, der tog sammen derned i bus. Jeg har stillet et par spørgsmål til rejseleder Kathrine Fischer fra FDF.  Det var også hendes første tur til Taize. ”Jeg var overrasket over, hvordan strukturen er i Taize. Jeg tog mig selv i at fundere over, hvordan et så stort område kunne fungere til trods for, at det hele var på båret på frivillige hænder. Det er noget af et handlingsfællesskab, som tager sig af alt fra rengøring til musik, fra stilhed til mad”, siger hun. ”Men når jeg tænker tilbage på min uge dernede, må jeg indrømme, at det er bibeltimerne, som står stærkes. Vi havde en broder, som formåede at inspirere mig dybt i hans måde at læse bibel ind sin egen sammenhæng”.
 
Langt de fleste i Taize er unge under 30 år. ”At være så mange unge samlet på et sted er på den ene side ganske frustrerende, når man søger stilhed og ro, og en flok unge hellere vil høre det nyeste hit, men på den anden side er jeg taknemlig for, at jeg kunne bruge en uge sammen med mennesker, som står i samme livssituation som jeg. At opleve et fællesskab, hvor troen kommer til at være bærende for en samtale, ikke på sådan måde, at man ikke kan tale om andet end Gud og skriftsteder, men på en måde, at fordi vi er i Taize sammen med Kristus i centrum, tør vi at åbne os op for hinanden i handlinger og dialogen”, siger Kathrine Fischer om fællesskabet med de mange andre unge.  
Taize er et økumenisk handlingsfællesskab, selvom det økumeniske ikke tydeligt italesættes.  ”Økumenien er i Taize ganske usagt. Den italesættes ikke på samme måde, som jeg ellers har været udsat for. I Taize formå man at dele nadver, gå til gudstjeneste og handle sammen. Og det er nok der, hvor økumenien begynder – i handlingerne. Der er mange handlingsfællesskaber, mange eftermiddage prydet med dialog og mange muligheder for bare at være kristen, uden at fortælle sin kirkeretning”, siger hun
Kathrine Fischer reflekterer over, om spiritualiteten i Taize taler til unge kristne i Danmark. ”Spiritualiteten i Taize er ganske unik, og efter bare en uge dernede vil jeg skam ikke kalde mig ekspert på Taize. Men ja, jeg vil mene, at spiritualiteten sagtens kan tiltale nogle”, siger hun og tilføjer ”jeg tror, man bliver nødt til at dele det op i to typer - hvis ikke flere. Til dels vil der være dem, som nyder Taize-formen: stilhed, bøn og sang, men til dels vil der også være dem, som nyder at gå i dybden med noget i en uge. At leve i Taize for en uge kan være en unik begyndelse til sin religiøse søgen. At være omgivet med mennesker, som ønsker at tale tro, skaber nysgerrighed og mulighed for svar af sidemanden. I Danmark er det sjældent, jeg spørger om andres forhold til skriftlæsning – mest fordi vores kultur er sådan – men sammenhængen er bare anderledes i Taize - rummet skabes i samtalen om tro.

Læs mere om Taize på www.taize.fr


Foto: Mads Christoffersen

Det økumeniske kommer først

​Hvorfor er jeg økumenisk engageret? - Tanker fra et medlem af Folkekirkens Nødhjælp.

Det økumeniske engagement ligger dybt i mig.
Det blev vakt, tror jeg, under ”mine” første Danske Kirkedage, nemlig i Aalborg tilbage i slutningen af 70’erne.
Siden da har det vokset sig til at være en integreret del af min identitet og min selvforståelse som kirkemenneske – og hver gang jeg i Folkekirkens Nødhjælp møder mennesker, der ikke er lutherske end sige danske som mig selv, bliver jeg bekræftet i, at det ”økumeniske koncept” er det, der bærer! Det er det, som karakteriser det fællesskab, jeg er en del af i kirken.

For rækkefølgen er jo den, at vi først og fremmest må se os selv som værende en del af ”den hellige almindelige kirke”
før vi sætter et andet prædikat på – katolsk, anglikansk eller luthersk. Det kommer i anden række og er ikke det afgørende.
Når jeg om søndagen bekender den kristne tro sammen med de andre i menigheden, gør jeg det som lutheraner – men koret af stemmer, jeg hører, er meget større og har mange flere stemmer. Det er et fantastisk flerstemmigt kor!

Og hvis det konfessionelle kommer i anden række, så kommer det nationale i tredje række, hvilket også gælder for den danske folkekirke. Vores forskellige nationaliteter sætter kulører på kirkekoret – men det er ikke det, som skaber koret.

For nogle år siden besøgte jeg landsby i det vestlige Malawi og fik chancen for at være sammen med de religiøse ledere. Det var på det tidspunkt, hvor aids-epidemien ramte hårdt, og de fem – alle mænd – fortalte, hvordan de prøvede at støtte hinanden i deres fælles kamp mod hiv. Måske lidt enfoldigt spurgte jeg, om det ikke også bød på vanskeligheder, når der jo var så meget, der samtidig adskilte dem. Lang pause, inden jeg blev belært om, at de jo var sammen om alt i forvejen: jorden, det sparsomme vand – og menneskene i landsbyen (og sikkert også vanskelighederne!). Og så kom det: ”Husk på, vi var afrikanere, før vi blev noget mere!”

Sådan har jeg det med det økumeniske – det kommer først.
Birthe Juel Christensen
Chefkonsulent og præst
Folkekirkens Nødhjælp.

Birthe Juel Christensen  repræsenterer Folkekirkens Nødhjælp i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området

Denne klumme er en del af en serie klummer - se de øvrige her

Morten Hougaard Sørensen repræsenterer KFUM og KFUK i Danske Kirkers Råd. . Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området

Denne klumme er en del af en serie klummer - se de øvrige her

Uden økumeni – ingen verdensbevægelse

Hvorfor jeg er økumenisk engageret?
Tanker fra et medlem af KFUM og KFUK

Som medlem af KFUM og KFUK er jeg samtidig medlem af verdensbevægelsen YMCA. Det er en økumenisk bevægelse, og der er YMCA organisation er i 120 forskellige lande verden over. Altså: uden økumeni – ingen verdensbevægelse. Det er ret enkelt.

Den allerførste YMCA organisation blev stiftet i 1844 i London af George Williams, og kun elleve år senere blev YMCA World Alliance stiftet i Paris. Tænk lige over det: På kun elleve år blev en idé til en verdensbevægelse. Det er ret imponerende, når man tager i betragtning, at det var midt i det 19. århundrede. Det tog op til ni måneder at rejse fra Australien til Paris på den tid – alligevel var der folk fra Australien til stede i Paris i 1855, hvor det økumeniske fundament for YMCA blev nedskrevet i det såkaldte ”Paris Basis”: Det er kort og enkelt:

“The Young Men's Christian Associations seek to unite those young men who, regarding Jesus Christ as their God and Saviour, according to the Holy Scriptures, desire to be his disciples in their faith and in their life, and to associate their efforts for the extension of his Kingdom amongst young men. Any differences of opinion on other subjects, however important in themselves, shall not interfere with the harmonious relations of the constituent members and associates of the World Alliance.”

 Jeg har et billede af det originale manuskript for Paris Basis hængende på min opslagstavle ved siden af mit skrivebord. Det hjælper mig til at se ting i det større perspektiv. At bekendelsen til Kristus er det eneste nødvendige for at tale om en enhed i kirken. Alt andet er det, man med et teologisk ord kalder for ”kontingent” – altså under vilkårlighedens præmis og afhængig af vi menneskers begrænsede evner og horisont. Derfor findes der så mange typer kristendom og konfessioner. For kristendom forholder sig altid til den kontekst, den er i – og det har op gennem historien krystalliseret sig i forskellige konfessioner og traditioner. Det understreger også inkarnationens yderste konsekvens, for mig at se: Gud blev et menneske af kød og blod, og derfor bliver kristendommen også altid konkret i mennesker i den tid og sammenhæng, som de nu er i. Økumeni er dermed uundgåeligt og derfor også nødvendigt for at se Guds indflydelse på verden i sin helhed. 

At se kristendom som et dansk eller ”vestligt” fænomen er for sig at se temmelig begrænset. Kristen-dommen er global og radikal. I sit væsen bryder den grænser ned, også rent geografisk. Det rummer både en besindelse og en berigelse, og økumeni minder mig om, at også stater og grænser også er ”kontingente” ting. Jeg er stolt og glad for at være en del af en økumenisk verdensbevægelse.

Morten Hougaard Sørensen repræsenterer KFUM og KFUK i Danske Kirkers Råd. . Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området

Denne klumme er en del af en serie klummer - se de øvrige her

Vi beriger hinanden

Hvorfor er jeg økumenisk engageret? Tanker fra et medlem af Danske Baptisters Kvindenetværk

Svaret på det spørgsmål er faktisk bare ”fordi jeg blev spurgt”. På en gensynsweekend på Silkeborg Højskole hev en gammel højskoleveninde fat i mig og fortalte om Økumenisk Ungdom – og som hun vist formulerede det ”vi mangler altså en baptist i internationalt udvalg, for ellers er vi nærmest kun teologistuderende fra Aarhus”.

​Jeg er vokset op som baptist, og når man vokser op som medlem af en frikirke, bliver man hurtigt bevidst om at der også findes andre kristne kirker, og hvis man bare er en lille smule nysgerrig så opdager man jo altså også ud af at der er mange rigtige måder at gribe det med at være kristen kirke an på, men det var alligevel vældig horisont udvidende at blive medlem af Økumenisk Ungdom.

Det blev til nogle rigtig gode og sjove år i Økumenisk Ungdom først i internationalt udvalg og senere i styrelsen. Det var en stor del af mine 20-ere, og at være engageret i Økumenisk Ungdom gav mig en ekstra dimension til mit kirkeliv. Ikke mindst blev jeg udfordret på hvorfor jeg i grunden stadig var baptist. I Økumenisk Ungdom døjede vi dog dengang med vigende medlemstal og det var lidt svært at få andre med på vognen, ”Fornyelse på tværs af kirkeskel” som var sloganet, var åbenbart lidt svært at sælge. Men for mig blev det vigtigt i måden jeg tænker kirke på. 

Indimellem tænker jeg at det ville være lettere hvis vi bare alle sammen tilhørte samme kirkesamfund, så var der lidt mindre at forklare. Det samme gælder i spejderbevægelsen som jeg har været en del af i mange år. 
De sidste tre år har jeg på vegne af Danske Kirkers råd, siddet med i Rådet for Folkekirkens Nødhjælp, og var heller ikke længe om at sige ja til muligheden for at sidde i Stående udvalg. For uagtet at jeg slet ikke til fulde forstår eller kan gennemskue hverken det danske kirkelige landskab eller for den sags skyld den kristne kirke ud over hele jorden, så kan jeg mærke at både når det kommer til Kirkeliv og spejderliv, så beriger vi hinanden.

Jeg tror at vi har brug for et forum hvor vi kan tale sammen, og styrke hinanden i en tid hvor man helst skal holde sin tro for sig selv. Og den samtale vil jeg gerne være med i, men alt hvad jeg har med mig som helt almindelig baptist. Og helt egoistisk, så er det en kæmpe fornøjelse at man krydser veje med gamle økumeniske venner, hvis man bare bliver ved med at holde sig bare en smule til. 

Pia Duebjerg Andersen  repræsenterer Danske Baptisters Kvindenetværk i Danske Kirkers Råd, og er desuden medlem af Stående Udvalg . Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Tanker fra et medlem af Tværkulturelt Center

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Det startede en dag tilbage i 1977. På uransagelig vis havde en amerikansk gæsteforsker fundet vej til vores danske studenterbibelkreds i en lejlighed i Nansensgade i Indre København. Der sad han så sammen med sin kone og sødeste lille baby og forstod meget lidt. Heldigvis var jeg en velinformeret sprogstuderende, der vidste, at en kristen studenterorganisation havde en engelsksproget bibelkreds for udlændinge. Det måtte da være noget. Ugen efter tog jeg og en veninde vores nye venner med derhen.

Og så skete det.
 En ny verden åbnede sig. For her var unge gæstestuderende, DANIDA stipendiater og forskere fra tre kontinenter, der alle brændte for deres kristne tro. Det gik op for mig, at den kristne kirke er langt mere mangfoldig, end jeg havde nogen anelse om. Her mødte jeg Hiroyuki fra Japan, Sonny fra Sydkorea, George fra Ghana, Fawsy fra Egypten og alle de andre, der kom til at sætte afgørende fodspor i mit liv. 

Resten af studietiden
 blev den internationale bibelkreds og fællesskabet med internationale studerende fra alverdens lande omdrejningspunktet for mit kristne engagement. Et fantastisk privilegium og en kæmpe velsignelse, hvor jeg lærte en masse om min egen tro - og ikke mindst hvad troen betyder i praksis i det sårbare menneskeliv, vi alle er fælles om på tværs af sprog, kultur og livssituation.    

Så kom der en invitation til en international kristen studenterkonference på et lyserødt middelalderslot i de østrigske Alper. Det var meget fristende. Jeg sagde ja og tog forventningsfuld af sted med nattog til Mittersill. Her samledes 80-90 studerende fra 30 lande til bibeltimer, workshops, sang og bøn hver sommer. Det var horisontudvidende ud over alle grænser. Endnu en gang sprængte Gud alle mine fordomme. I løbet af to ugers intenst samvær gik vi på opdagelse i de bibelske grundsandheder, hinandens tro og den internationale sang- og salmeskat. Som mange andre opdagede jeg til min store glæde og forundring, at det, der bandt os sammen, var langt stærkere end alle forskelle. I årenes løb blev det til talrige ture ned til det gamle slot, hvor studenterkonferencer senere blev afløst af konferencer for graduates.  

De sidste mange år har månedlige internationale gudstjenester for asylansøgere og flygtninge i København været tilbagevendende højdepunkter. Nogle gange er vi mange. Andre gange kun få. Men når vi synger den arabiske salme ”Ta-a-la bai-na-na”, er fællesskabet levende og nærværende: ”Kom Helligånd til os. Vær hos os i dag. Og tag i vore hjerter din bolig, O Gud.” Helligånden i vores hjerter på tværs af opholdsgrundlag, sprog, teologi og kirketraditioner. I nadverfællesskabet møder vi Kristus selv. Her nedbrydes alle barrierer. Til os alle lyder ordene: ”The body of Christ keep you in etenal life.” I kirkerummet for Guds ansigt er vi ikke længere asylansøgere, flygtninge, migranter eller danskere men medvandrere.  Mennesker på vandring sammen.    

Det har jeg stadig brug for at blive mindet om 40 år efter det første møde med verden i Nansensgade. Derfor vil jeg altid være økumenisk engageret.   
 
Birthe Munck-Fairwood
Netværkskoordinator
Tværkulturelt Center

Birthe Munck-Fairwood repræsentere rTværkulturelt Center i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Økumeni er oplevelser

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?
Tanker fra et medlem af Folkekirkens mellemkirkelige Råd

Det startede med en pige med et hjerteligt smil og de flotteste krøller. Lige uden for Stakladen på Universitetet i Århus spurgte hun om jeg ville med til konference i Strasbourg. Det ville jeg godt. Udlængsel har jeg altid haft, og prisen var billig. Og så var det jo en pige, der spurgte.

Møde med kvækere og andet godtfolk
Konferencen blev en skelsættende oplevelse for mig. Jeg mødte unge kristne fra hele Europa. Ortodokse, kvækere og andet godtfolk. EU stillede simultantolke til rådighed. Aldrig havde jeg oplevet noget lignende.
I toget på vej ned til Frankrig skrev vi et digt om Danmark. En af aftenerne skulle vi præsentere vores land og kirke. Sådan er det, når man tager ud: Man bliver mere bevidst om, hvem man er, og hvad man kommer fra.

Økumeni er oplevelser
 
Masser af dem. Det er mødet med andre mennesker, deres kultur og deres tro. I dette møde bliver entusiasmen født. Man opdager, hvor vigtigt og givende det er, at vi mødes og taler sammen. Teologien og århundreders kirkelig strid får pludselig ansigt. Sådan ser en ortodoks præst ud. Sådan tænker han. Kvækerne? Hvordan var det nu lige med dem? Ham Harry er flink, og så deltager han i fredsdemonstrationer. Det ligger dybt i hans forståelse af kristendommen. Hvorfor? Jeg må hellere læse op på det.

Siden er det blevet til mange møder, rejser og studier. Og ikke mindst kontakter herhjemme. Man behøver ikke længere rejse så langt for at møde de andre konfessioner.

Mødet kan være udfordrende
Som lutheraner kan vi ikke deltage i nadveren hos katolikkerne og de ortodokse. Vi tror ikke på det helt rigtige, mener de. Jeg har også mødt baptister, der ikke ville have alle til nadver. Her er spørgsmålet om man er personligt omvendt eller ej.
Det smerter. Er vi ikke gode nok os lutheranere? Det mener vi ellers selv. I folkekirken har vi det åbne nadverbord for alle døbte uanset konfession. I er velkomne hos os, hvorfor er vi så ikke hos jer?
Men nede under smerten ligger der en dyb følelse af enhed. Vi er alle kristne. Vi tror på den samme Gud. Vi har Kristus som Herre. Der er mere der forbinder end, der skiller. Vi brænder alle for kristendommen. Enhed på tværs af forskelligheder. Enhed på tværs af det smertefulde.

Hvad skete der med pigen fra studiet? Jo, hende har jeg sidenhen giftet mig med. Sig ikke at økumeni ikke kan føre noget godt med sig. Det kan blive til et ægteskab, hvor der nok er forskelle og uenigheder, men hvor der er et dybt fællesskab, der holder sammen på det hele.

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Christian Roar Pedersen repræsenterer Folkekirkens mellemkirkelige Råd i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

Tanker fra et medlem af KFUM & KFUK

​Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

Økumeni har aldrig været et spørgsmål om for eller imod for mit vedkommende, for jeg er vokset op med økumeni som en ganske naturlig del af mit liv.

Senere kom refleksionerne og tankerne, men det økumeniske liv kom først, for min mormor var baptist. Da hun blev gift med morfar, kom de i Folkekirken, og deres børn blev døbt i Folkekirken, men da morfar døde, genoptog mormor kontakten med baptistkirken og fik jævnligt besøg af præsten, som holdt en lille andagt sammen med hende. Sådan var det bare – og det var ganske naturligt.

Senere blev jeg medlem af KFUM og KFUK, og der har jeg også levet økumenisk. Det var mest, når vi kom udenlands, for her i Danmark er bevægelsen i høj grad folkekirkelig. Men overalt i verden har jeg mødt dedikerede medlemmer, som har lært mig en masse om andre kirker, om at være kirke ind i en bestemt sammenhæng og om tankerne bag netop deres måde at udfolde kirkelivet på. Det har været en stor inspiration for mig, og det har også betydet, at jeg har kunnet se på min egen rummelige, dejlige og til tider besværlige kirke med andre øjne – både kærlige og kritiske øjne!

Økumeni for mig er at være sammen, tale sammen og leve som dem, vi er, nemlig ét i Kristus. Trods alle vore forskelle, diskussioner, særpræg og uenigheder – historiske og nyere.

I de fælles udfordringer fra nyreligiøse bevægelser, ateismen, klimaforandringer, trusler mod biodiversiteten osv. kan vi støtte og bære sammen. Det gælder også i forhold til samfundsmæssige og politiske spørgsmål, hvor vi taler med en anden vægt, når vi tager del i diskussionen eller svarer samlet.

Det er en sand fornøjelse og meget inspirerende at være med i Danske Kirkers Råd
, for der gøres et meget fint stykke arbejde for ikke særligt mange penge. Det er opgaver, som kirker og organisationer ikke kan gøre alene, og det er et fællesskab, som også sender gode og nødvendige signaler om, at vi er ét i Kristus – uden at være ens.

Alice Pedersen.
Sogne- og hospicepræst.
Repræsentant i Danske Kirkers Råd for KFUM og KFUK i Danmark.

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Alice Pedersen repræsenterer KFUM & KFUK i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.  

Tanker fra Danmissions generalsekretær

Hvorfor er jeg økumenisk interesseret? Det er jeg fordi jeg i store dele af min studietid og mit arbejdsliv har bevæget mig i kirkelige kredse udenfor Danmarks grænser. Hvis man gør det, kan man simpelthen ikke undgå at engagere sig økumenisk. Og hvorfor skulle man egentlig også undgå det…?

Meget folkekirkelig

Jeg er vokset op i et meget folkekirkeligt hjem. Meget folkekirkeligt på den måde, at man ikke var kirkelig på den måde, ”de kirkelige” var det. Dem, der kom i missionshuset og sad i kirken hver søndag. I mit barndomshjem kom vi i kirken en gang imellem. Ikke så tit. Men oftere end bare ved højtiderne. 

Og det var godt, og som det skulle være. Det er vist meget folkekirkeligt at tænke på den måde. Der skulle gå mange år, inden jeg opdagede, at der er kirker rundt om i verden, der er helt og aldeles anderledes end folkekirken – både hvad angår stil, struktur og indhold.

Verden åbnede kirken op

Det første konkrete eksempel på det var vel på min ungdomsrejse med rygsæk til Kina, da jeg var et par og tyve år gammel. Jeg læste teologi på det tidspunkt, men den teologiske uddannelse for 30 år siden var ikke ret interesseret i andet end klassisk lutherdom. Sådan husker jeg den i hvert fald. Under alle omstændigheder var den teoretiske lærdom om andre kirkesamfund noget ganske andet end at opleve dem selv på egen krop. At sidde i en kinesisk kirke uden at forstå et ord og så alligevel være del af den ordløse nadverfejring var et vendepunkt. 

Udfordring og berigelse
Senere blev jeg via mit arbejde som missionssekretær i Danmission i 1990’erne eksponeret til et hav af forskellige kirkesamfund – særligt i Asien og Mellemøsten. Det var en kæmpe udfordring at rumme nogle af dem med en meget konservativ teologisk tilgang til ordet og livet. Men samtidigt var det en dyb berigelse at opleve den diversitet, som kristendommen indeholder.

Mit arbejde for Folkekirkens mellemkirkelige Råd gennem 9 år og i dag som generalsekretær for Danmission har udelukkende bekræftet mig i, at den kristne kirke er en kirke i diversitet. Forskellighed råder. For mig er forskelligheden en klar teologisk pointe i sig selv: Vi mennesker når som skabninger aldrig til fuld enhed. Det gør kun Skaberen i treenigheden. 

At give samtalen gode vilkår

Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan tale sammen, og her har den økumeniske bevægelse gjort et stort og afgørende stykke arbejde for at sikre samtalen under de bedst mulige vilkår. Den samtale vil jeg gerne bidrage til med alt det, jeg finder dyrebart i min egen folkekirkelige, lutherske tradition. Derfor er jeg økumenisk engageret.

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Jørgen Skov Sørensen repræsenterer Danmission i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.  


Foto: Rune Lundø,
Danmission foto arkiv


Er der overhovedet mere at tale om?

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

f. Poul Sebbelov reflekterer her over den økumeniske samtale og den interne diskussion i Den Ortodokse Kirke om synet på andre kristne.

Der er splittelse mellem kristne, men Kirken selv er ikke splittet og kan heller aldrig blive det. Kirkens enhed består til alle tider i og med Den Ortodokse Kirke. Sådan lyder ortodoks kirkeforståelse i koncentrat.

I juni måned 2016 afholdtes et pan-ortodokst møde på Kreta. Et vigtigt punkt på mødet havde overskriften: ”Den Ortodokse Kirkes relationer til den øvrige kristne verden.”  

Mange protestantiske iagttagere vil sikkert mene, at sagen er helt indlysende. Men netop det punkt voldte de allerstørste vanskeligheder på Kreta. For Den Ortodokse Kirke forstår sig selv som identisk med den nikænske trosbekendelses ”ene, hellige, katolske og apostolske Kirke” og kan derfor ikke anerkende den såkaldte ”gren-teori”, som lærer, at Kirken udgøres af summen af alle kirkesamfund, og at alle kristne således er Kirken, bare på  forskellige måder. 

Derfor blev der på Kreta meget heftige diskussioner, om betegnelsen ”Kirke” overhovedet kan benyttes om andre end ortodokse.  Nogle mente og mener fortsat ”nej”. Sagen truede med at gå i  hårdknude, indtil den græske Kirke (som selv hører til ”strammerne” på området), foreslog den formulering, der løste knuden og fik tilslutning fra de øvrige. Den lyder i slutdokumentet sådan her: ”Den Ortodokse Kirke anerkender eksistensen af andre historiske, heterodokse kirker og konfessioner.” 

Videre hedder det: ”Den Ortodokse Kirke forbeholder sig reservationer i forhold til afgørende punkter angående tro og kirkeordning; for de ikke-ortodokse kirker og konfessioner har fjernet sig fra den ene, hellige, katolske og apostolske Kirkes sande tro.” Og endelig: ”Den Ortodokse Kirke (…) godtager på ingen måde tanken om lighed mellem konfessionerne.” 

Heterodokse? Jamen, er der så overhovedet mere at tale om? Hvilket fællesskab kan Den Ortodokse Kirke have med de ”ikke ret-troende”? Nogle ortodokse svarer ”ingen!” Men mødet på Kreta svarer, at Kirken finder det vigtigt med dialog med verdens øvrige kristne: ”Den ortodokse Kirke, som uophørligt beder for alles enhed, har altid plejet dialog med dem, som har skilt sig ud fra Kirken.” 

Ortodokse skelner altså mellem ”Kirken” og ”de kristne”. Der er i verden mange kristne, som af indviklede, historiske, sociologiske og psykologiske årsager er blevet ”heterodokse”, men ikke derfor er ophørt med at være kristne. Dertil kommer, at selv om vi ved, hvor Kirken er, så kan vi aldrig vide, hvem og hvor mange, der måtte være knyttede til Kirken med bånd, som alene er synlige for Gud. 

Sådan er Den Ortodokse Kirkes grundlag for økumenisk samtale. Det er også mit personlige grundlag for samvær og udveksling med andre kristne.

f. Poul Sebbelov repræsenterer Den Ortodokse Kirke, Guds Moders Beskyttelse, i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.  

Denne klumme er en del af en serie af klummer, skrevet af repræsentanter for Danske kirkers Råd og Økumenisk Forum.
Læs de øvrige her.

Tanker fra et medlem af Pinsekirken

Hvorfor er jeg økumenisk engageret?

Jeg voksede op i en familie, som var meget engageret i den lokale pinsekirke. Denne kirke var under min opvækst meget påvirket af den karismatiske fornyelse, som bragte kristne fra mange forskellige trossamfund sammen.

Der blev afholdt konferencer med et markant indslag af nye lovsange og bøn fra mange forskellige traditioner. Sloganet var: ’at de alle må være et’.

Da jeg år senere stod i spidsen for etablering af et nyt kirkefællesskab i Thisted, kunne jeg efter de første år konstatere, at vi kun var tre i det voksende menighedsfællesskab, der havde vores baggrund i en pinsekirke. Resten kom fra en mangfoldighed af kirkebaggrund – eller ikke fra nogen. Når jeg blev for ’pinsedogmatisk’, protesterede nogle af de andre gode kristne, og jeg lærte at sætte pris på deres perspektiv og tradition. 

I dag vil jeg hævde, at de forskellige kristne konfessioner har fået medicinen for hinandens sygdomme. Paulus’ kendte billede af menigheden som en krop gælder ikke blot den lokale menighedsforsamling. Det beskriver også de forskellige kirkelige konfessioner, som er forskellige, men ikke desto mindre samhørige og afhængige af hinanden. 

Det er for mig at se teologisk afgørende, at Paulus bruger mere spalteplads i sine breve på at undervise om kirkens enhed, end om retfærdiggørelsen af tro.  Måske fordi kirkens enhed er en forudsætning for, at vi troværdigt kan vidne om Guds Rige, hvor det ikke ’kommer an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand eller kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus’ (Galaterbrevet 3:28).

Tonny Jacobsen repræsenterer Pinsekirken i Danske Kirkers Råd. Holdninger udtrykt i denne artikel er ikke nødvendigvis udtryk for Danske Kirkers Råds holdning på området.

TILBAGE TIL ØKUMENISK ENGAGEMENT