Et barn er født i Betlehem

Når sikkerhed vægtes højere end retssikkerhed, betaler alle en pris. Beretning fra en dansk Kirkedelegations rejse til Jerusalem og Vestbredden.

Vi kører gennem morgentomme gader i Østjerusalem. Klokken er 5, byen er endnu ikke vågnet. Få kilometer væk har der længe været trængsel omkring indgangen til checkpointet i Bethlehem. De fleste er mænd. For tusinder på Vestbredden begynder hver dag på den måde. Nogle dage tager det en halv time, andre dage et par timer. Hvis de ikke når på arbejde i Jerusalem til kl. 7 og er ude igen inden en bestemt tid, risikerer de at miste arbejdstilladelse og dermed levebrød.

Vi står mast sammen og fylder i køen for at se og høre. ”Et barn er født i Betlehem/ thi glæder sig Jerusalem”. Vi er vokset op med et bånd til disse byer og egne, med den kristne fortælling, med skammen og forfærdelsen over Europas jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust, Endlösung og den selvfølgelige anerkendelse af staten Israel som et hjemsted for det jødiske folk. Vi kender også historien: Helt tomt var Palæstina jo ikke, da dele af det blev omdannet til staten Israel. Mere end 700.000 palæstinensere blev fordrevet. De og deres efterkommere blev spredt ud i verden under navnet ”statsløse”, der i vores offentlighed nu mere betegner et problem end en historie. 

Konflikten mellem israelere og palæstinensere har stået på så længe, at den er blevet hverdag i resten af verden. Fredsprocessen er gået i stå, men hvem orker at bekymre sig om det, når blikket er rettet mod IS og Syrien? I denne tid er vi i de gamle frihedselskende lande så optaget af sikkerhed, at tanken om at løse konflikter ved hjælp af mure, overvågning og indespærring ikke længere føles forkert, men nærmest tillokkende. Hvis man altså selv er på den rigtige side af muren. 
Vi, der for et øjeblik befinder os på den forkerte side af muren om Betlehem, er gæster fra danske kirker. Vi rejser som repræsentanter for Det mellemkirkelige Råd, Folkekirkens Nødhjælp og Danske Kirkers Råd for at se på det humanitære hjælpearbejde og høre om forholdene for de palæstinensiske søsterkirker.

"Hvad synes I om situationen," lyder spørgsmålet fra en mændene i køen. Han tager hver morgen turen gennem checkpointet for at passe sit arbejde som ufaglært bygningsarbejder. Han er ingeniør og har fire børn. To af børnene går på universitetet på Vestbredden. Han håber, at de kan komme til USA for at arbejde. Han kan ikke se nogen fremtid for dem på Vestbredden. På den anden side af checkpointet opløses trængslen. Oliventræerne skinner gråt i morgenlyset. I konflikten fanges selv oliventræerne på den forkerte side af muren, når palæstinenserne ikke har adgang til at høste deres egne træer.

Lige udenfor Betlehem ligger ”hyrdernes mark”. Traditionen vil vide, at her overbragte englen hyrderne det glædelige budskab, at Guds søn var kommet til verden med fred til alle. Tæt ved ligger et frugtbart landområde med vinmarker og olivenlunde, som er truet af at blive adskilt fra dets ejere i Betlehem med endnu en mur. Kristne og muslimer fra Betlehem har i flere år protesteret under ledelse af en lokal præst. Han er nu blevet tvunget væk, og bulldozere er i færd med at rydde jorden og gøre klar til mere mur.

Checkpointet ved Betlehem er blot et af tegnene på den ualmindelige tilstand, som er blevet hverdag i Israel og Palæstina. Alle fredsprocesser er kæntret. Palæstinenserne på Vestbredden er i dag de facto et folk i husarrest, og den israelske besættelse håndhæves ifølge bl.a. FN i åben strid med international humanitær lovgivning, som staten Israel har tilsluttet sig.   

Hvad situationen gør ved folk, fik vi et klart indtryk af gennem samtaler med kirkefolk og andre, der arbejder med menneskerettighedsspørgsmål. "Mit folk har mistet håbet. Vi tror ikke længere på lederne, på økonomien eller på fremtiden," som en kristen palæstinenser udtrykker det. Mange forlader landet, de unge uden håb kaster med sten. Der er brug for brobygning og samarbejde, men det er svært, når der bygges mure og skabes afstand. "Vi må skabe en kultur af dialog og sameksistens," lyder det f.eks. fra Fouad Twal, katolsk patriark i Jerusalem. 

Han understreger, at de palæstinensiske kristne ikke lever i en særlig ghetto, men er en del af det palæstinensiske samfund, som lider under den besættelse, der om et par år har varet i 50 år. Patriarken ser træt ud, da vi spørger, om det ikke er pga. tryk fra det muslimske flertal, at de kristne palæstinensere udvandrer i en grad, så der nu kun er 1½ pct. tilbage. ”Det er på grund af besættelsen. Mit folk er både muslimer og kristne, og hele mit folk lider under besættelsen.”

Og tingens tilstand er gået fra slemt til værre.
Efter de mislykkede fredsforhandlinger i Oslo i 1993 blev Vestbredden delt op i områderne A, B og C, hvor palæstinensisk politi har kontrol med A og B, mens det israelske militær kontrollerer område C, som udgør mere end 60% af Vestbredden, herunder bl.a. Jordandalen, som på grund af dens frugtbarhed i århundreder har tjent som forrådskammer for lokalbefolkningen. Nu udlægges området i stigende grad som marker og frugtplantager for de jødiske bosættelser. I dag har godt en halv mio. jøder bosat sig på Vestbredden, primært i område C, som langsomt renses for palæstinensere. Israelske bosættere får byggetilladelse, palæstinensere får ikke, selv om det er deres jord.

Hebron, den største palæstinensiske by på Vestbredden, besøgte vi med en tidligere israelsk soldat som vejviser. Han var troende jøde og zionist og havde efter sin tjeneste som kampsoldat i de besatte områder viet sit liv til at bringe besættelsen til ophør: ”Så længe mit land er besættelsesmagt, er det lige så ufrit som det folk, det besætter.” Han tog alle illusioner fra os om en ”retsstatslig” besættelse. Som han sagde: ”Hvis man skal holde et folk besat, skal man gøre sig frygtet. Det gør man ved vilkårlige ødelæggelser, tilfældige ransagninger og uberegnelig voldsanvendelse. Hvordan troede I ellers, man gjorde?” Flertallet af den israelske befolkning ved ikke – og ønsker måske ikke vide – hvad der foregår i de besatte områder. 

Strategien i Hebron er at oprette såkaldt "sterile zoner" mellem bosættere og de palæstinensiske indbyggere. Folks hoveddøre er blevet blokeret, veje er blevet afspærret, borgere kan kun forlade deres huse over tagene. Soldater med skarpladte maskingeværer overvåger på hvert gadehjørne, at restriktionerne overholdes.     

Hebron i dag er et ekstremtilfælde på, hvad der sker, hvis man sætter sikkerhed højere end retssikkerhed. En tankevækkende oplevelse i en tid, hvor islamistiske terrorister gør deres værste for at skabe frygt i europæiske storbyer, og hvor svaret ofte bliver et krav om mere sikkerhed.
Er det åbne samfund naivt? Måske, men når man går i Hebrons øde gader, så fremstår realiteterne i det modsatte grotesk naivt. Er det muligt at skabe fred ved at fratage hele befolkningsgrupper værdighed, retssikkerhed og frihed? Kan der skabes fred og sikkerhed for én befolkningsgruppe ved at træde lovgivning og det enkelte menneskes retssikkerhed under fode? Det ser ikke sådan ud i Hebron eller på Vestbredden. 

”Hvis vi fortæller det hjemme, vil vi blive anklaget for at være antisemitter.” 
Denne betænkelighed dukker igen og igen op i vores rejseselskab. Godt nok har vi ytringsfrihed, men …
Og hvorfor skal vi fortælle det? Vi kan hverken gøre fra eller til. Den israelske eks-soldat betaler en høj pris for sin åbenmundethed i organisationen af kritiske eks-soldater, ”Breaking the Silence”. Da nogle af os udtrykte beundring for hans mod, svarede han: ”Dette har intet med mod at gøre. Det er en pligt. Den, der har set og gjort, hvad jeg har set og gjort, har pligt til at fortælle verden det. Og I begik en fejl ved at komme, for nu har I også set det, så nu er I også nødt til at fortælle”.
Så det gør vi.  


Marianne Christiansen
biskop, Haderslev Stift

Anders Gadegaard
domprovst, Københavns Domkirke

Birgitte Stoklund Larsen
generalsekretær, Bibelselskabet

Artiklen blev bragt i Jyllandsposten d.1. januar 2016